Tanker om en bryst-operation
Digt til en ung pige, der overvejer en bryst-operation:
Alle ved, at livet er koldt og hjerteløst. Du er skabt forkert fra naturens hånd. Og så er drengene ovenikøbet dumme og grusomme - og ville håne dig og ydmyge dig og dø af grin, hvis de så dine bryster!
Med bævende hjerte går du den ensomme vej til dr. Plastik's klinik i et spinkelt håb, om at han kan redde dig ud af dine rædsler.
Han beder dig lægge blusen. Og mens du står der i al din skam, smiler han venligt til dig - og giver dig ret. Han forstår dig så godt. Du er virkelig helt mislykket.
Og mens han viser de mærkelige vandmænd, han har liggende, stiller han dig det spørgsmål, du har længtes efter at høre: "Hvilken størrelse kunne du tænke dig?"
Endelig en, der forstår dig og er på din side. Og der er masser af vidnesbyrd fra glade kvinder, som han har hjulpet, om hvordan de har fået selvtillid og nu kan holde ud at se sig selv i spejlet. De forstår dig også - de har jo været ligesom dig.
Gudskelov, at du endelig har en ven, der vil hjælpe dig - og beskytte dig mod de dumme, grusomme drenge, som du altid har følt dig HELT forsvarsløs imod. Det er nok det, du er nødt til at gøre. Så, så snart du får sparet penge nok sammen...
Men da du kommer hjem, vælder følelserne op. Det er alligevel lidt mærkeligt. Skal du så altid gå med de vandmænd inden i dig? Vil det mon være væmmeligt? Bliver operationsarrene meget synlige? Mon du mister følelsen i dine bryster? Mon man også kan blive flov over, at de er kunstige? Mon der overhovedet er nogen, der vil kunne lide lide dem? Og skal man ind igen senere og have vandmændene skiftet ud?
Det er godt, der endelig er nogen, der forstår dig. Men du er alligevel helt klam og trist om hjertet. Mon det gør ondt ad helvede til? Hvad hvis noget går galt? Hvad hvis det slet ikke bliver godt?
Hvorfor er verden så uretfærdig? Hvorfor kunne drengene ikke bare være søde og kunne lide dig, som du er? Eller hvorfor kunne du ikke være perfekt - eller bare ligesom de andre - så du ikke behøvede at gå igennem alt det her?
Men pludselig, mens sveden hagler allerværst fra din pande, og du føler dig uendelig trist, lister den søde, varme virkelighed sig ind og kysser dine fødder - så blidt og nænsomt som muligt for ikke at forskrække dig.
Og uden ord hvisker den dig kærligt i øret:
"
Søster, søster, vågn op - du går i søvne. Du er til fare for dig selv og dine omgivelser. Du har mareridt og drømmer en ond drøm!
Dr. Plastik er ikke din ven. Han vil bare have dine 30.000 kr. Han ville såmænd skære dig midt over, hvis bare han fik nok for det.
Og de kvinder, han har lavet om, er ikke glade. De har gjort deres ungdoms generthed til et livslangt traume - og gruer fordi de snart skal ind og gennemgå det hele en gang til. Og de er heller ikke dine venner - de vil bare gerne have dig med ind i plastik-sekten. Jo flere der er med, des mindre unormale føler de sig.
Bryster KAN ikke være mere perfekte end dine! Ingen andre ville passe så godt til lyden af din latter, din humor og din måde at være følsom og kærlig på.
Og den "dumme" dreng? Han kan såmænd være så dum, at han synes, du er den sødeste pige i verden - og dine bryster er de sødeste i verden. Det eneste han vil dem er at kysse dem igen og igen og igen...
Og hvis du vil vide helt præcis, hvor dum han kan være?
Så kan han være så dum, at han ville være parat til at kæmpe mutters alene mod hele verden for din skyld.
Så du har ret i, at han må være godt dum.
Men sødeste, sødeste, sødeste søster - ved du slet ikke, at det er HAM, der er din ven?
"
Mens du sidder på sengen og gnider øjnene, kan du stadig fornemme, at dine fødder er blevet kysset - og nu er du helt fortumlet: Hvad er drøm? Og hvad er virkelighed?
Men uden for vinduet vandrer rygtet allerede fra blomst til blomst: "Hun vågner nu! Hun vågner nu..."
;o}
Alle ved, at livet er koldt og hjerteløst. Du er skabt forkert fra naturens hånd. Og så er drengene ovenikøbet dumme og grusomme - og ville håne dig og ydmyge dig og dø af grin, hvis de så dine bryster!
Med bævende hjerte går du den ensomme vej til dr. Plastik's klinik i et spinkelt håb, om at han kan redde dig ud af dine rædsler.
Han beder dig lægge blusen. Og mens du står der i al din skam, smiler han venligt til dig - og giver dig ret. Han forstår dig så godt. Du er virkelig helt mislykket.
Og mens han viser de mærkelige vandmænd, han har liggende, stiller han dig det spørgsmål, du har længtes efter at høre: "Hvilken størrelse kunne du tænke dig?"
Endelig en, der forstår dig og er på din side. Og der er masser af vidnesbyrd fra glade kvinder, som han har hjulpet, om hvordan de har fået selvtillid og nu kan holde ud at se sig selv i spejlet. De forstår dig også - de har jo været ligesom dig.
Gudskelov, at du endelig har en ven, der vil hjælpe dig - og beskytte dig mod de dumme, grusomme drenge, som du altid har følt dig HELT forsvarsløs imod. Det er nok det, du er nødt til at gøre. Så, så snart du får sparet penge nok sammen...
Men da du kommer hjem, vælder følelserne op. Det er alligevel lidt mærkeligt. Skal du så altid gå med de vandmænd inden i dig? Vil det mon være væmmeligt? Bliver operationsarrene meget synlige? Mon du mister følelsen i dine bryster? Mon man også kan blive flov over, at de er kunstige? Mon der overhovedet er nogen, der vil kunne lide lide dem? Og skal man ind igen senere og have vandmændene skiftet ud?
Det er godt, der endelig er nogen, der forstår dig. Men du er alligevel helt klam og trist om hjertet. Mon det gør ondt ad helvede til? Hvad hvis noget går galt? Hvad hvis det slet ikke bliver godt?
Hvorfor er verden så uretfærdig? Hvorfor kunne drengene ikke bare være søde og kunne lide dig, som du er? Eller hvorfor kunne du ikke være perfekt - eller bare ligesom de andre - så du ikke behøvede at gå igennem alt det her?
Men pludselig, mens sveden hagler allerværst fra din pande, og du føler dig uendelig trist, lister den søde, varme virkelighed sig ind og kysser dine fødder - så blidt og nænsomt som muligt for ikke at forskrække dig.
Og uden ord hvisker den dig kærligt i øret:
"
Søster, søster, vågn op - du går i søvne. Du er til fare for dig selv og dine omgivelser. Du har mareridt og drømmer en ond drøm!
Dr. Plastik er ikke din ven. Han vil bare have dine 30.000 kr. Han ville såmænd skære dig midt over, hvis bare han fik nok for det.
Og de kvinder, han har lavet om, er ikke glade. De har gjort deres ungdoms generthed til et livslangt traume - og gruer fordi de snart skal ind og gennemgå det hele en gang til. Og de er heller ikke dine venner - de vil bare gerne have dig med ind i plastik-sekten. Jo flere der er med, des mindre unormale føler de sig.
Bryster KAN ikke være mere perfekte end dine! Ingen andre ville passe så godt til lyden af din latter, din humor og din måde at være følsom og kærlig på.
Og den "dumme" dreng? Han kan såmænd være så dum, at han synes, du er den sødeste pige i verden - og dine bryster er de sødeste i verden. Det eneste han vil dem er at kysse dem igen og igen og igen...
Og hvis du vil vide helt præcis, hvor dum han kan være?
Så kan han være så dum, at han ville være parat til at kæmpe mutters alene mod hele verden for din skyld.
Så du har ret i, at han må være godt dum.
Men sødeste, sødeste, sødeste søster - ved du slet ikke, at det er HAM, der er din ven?
"
Mens du sidder på sengen og gnider øjnene, kan du stadig fornemme, at dine fødder er blevet kysset - og nu er du helt fortumlet: Hvad er drøm? Og hvad er virkelighed?
Men uden for vinduet vandrer rygtet allerede fra blomst til blomst: "Hun vågner nu! Hun vågner nu..."
;o}