0tilføjet af

Er du til kulhydrater eller proteiner?

Hej med jer derude. Jeg glæder mig rigtig meget til at debattere med jer.

Sundhedsbølgen raser, og det er nærmest religiøst som nogle mennesker dyrker det sunde. Når jeg vejleder mennesker ser jeg tit, at de er uendelig meget i tvivl om, hvad de egentlig bør spise. De har læst alt om kulhydrater og kan kalorieindholdet i de fleste fødevarer uden ad. Og alligevel taber de sig ikke, føler sig uoplagte og skifter dagligt mellem kulhydratforskrækkelse og proteinbegejstring. Den søgen efter det helt rigtige giver grobund for afsætning af et hav af bøger med kostvejledning. Jeg er selv blandt bogskribenterne med bl.a. to bøger om at tabe sig OG holde vægten og en bog om at spise mere groft og grønt i en TRAVL hverdag. Mine bøger handler grundlæggende om, at vi ikke behøver gøre det hele helt rigtigt hele tiden for at nå vores mål - meget mindre kan gøre det - bare vi gør lidt hele tiden.
Jeg elsker god mad - og den begejstring vil jeg gerne smitte mine læsere med - så de ikke sætter sig selv på skrappe unødvendige diæter i dagevis for at opnå fx vægttab. For når jeg vejleder patienter i min daglige kliniske praksis på Aarhus Universitetshospital, møder jeg mange forskellige madkulturer og mindst lige så mange selvbestaltede, ofte restriktive, komplicerede diæter, som er sammensat af en vis portion sund fornuft iblandet ny viden - og mange myter.

Hvilken madkultur eller ernæringsreligion bekender du dig til? Hvilke fødevarer udelader du fra din hverdag?

Efter min vurdering er ALT tilladt. Det kommer naturligvis an på, hvor tit vi spiser en given fødevare og hvor meget, men hvis man holder sig til min håndmodel med "fire af det grove og én af det sjove", både når det gælder gryderetter, salater og måltider, hyggetallerkener og hurtige måltider, så ser jeg, at man både kan holde vægten og leve gevaldig sundt. Sådan cirka fire dele lækre grove grøntsager i salatfadet og en del fetatern og dejlig dressing og et sprødt drys af ristede mandler vendt i lidt honning og sojasovs oven på - det tilgodeser både den søde og sprøde tand, og det tilgodeser sundheden.
Jeg selv spiser i dag hverken asketisk eller restriktivt. Jeg har lært, at når jeg skejer ud - og rydder op – kan jeg nyde begge dele.

Jeg glæder mig til at høre, hvad du bekender dig til:-)
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.