skal være der eller ej?

jeg havde i efteråret et kortvarigt forhold til en pige, som ikke kom til at fungere(da vi havde svært ved at kommunikere, ikke skænderier) men hun kom i februar og fortalte at hun var 13 uger hænde, og jeg måtte finde ud af om jeg ville være en del af barnets liv, jeg ville blive skrevet på som far i fødselspapirer, vil jo sige jeg kommer til at betale bidrag hvilket jeg har det fint med, men ved ikke hvordan jeg derudover skal forholde mig.( vi er begge 22/23 år gamle.)
nu har jeg brugt langtid på at tænke og troede at jeg havde tænkt mig, at blive en del af det barns liv, ved en form for deleordning, fordi at i min verden er det bedst for et barn med både en mor og far.(?)
men min mor og far, som jeg snakker og rådføre mig meget med, mener at jeg skal lade hende og hendes familie, der er ligeså velfungerende som min egen, passe og pleje barnet, og at jeg skal trække mig helt væk.
+ hvis jeg vælger at følge mine egne tanker, mener de at det vil ende ud i evt. beskyldninger og "udnyttelse" fra moderen, (det kender de selv eksempler på)
Håber der er nogle som kan bidrage med for og i mod.
så jeg kan komme videre, for ligenu er jeg på bar bund...

lyt til dig selv og følg din egen samvitighed
det er dig der skal leve med det fremover

Jeg synes du skal lave en deleordning!
Det er det VILDESTE i livet at få et barn, det er MEGA hårdt det første lange stykke tid, men du bliver SÅ lykkelig alligevel, og du lyder som en fin og fornuftig fyr, som sagtens kan være der, og give det barn en masse kærlighed.
Synes det er langt ude at hun ikke har taget dig med på råd, eller spurgt til din mening omkring det.. Men ventet til hun er 13 uger henne.. Men fuck nu det.. Nu er det fremtiden.
Jeg vil vædde min højre arm på at du ikke ville kunne bære (i længden) at vide der render en lille pige eller dreng rundt, som DU er far til, uden at se barnet.. Så jeg synes du skal VÆRE der.. Også selv om du ikke kan få det til at fungere med moderen..
Du bliver SÅ stolt når den lille kommer, og farmor og farfar bliver også helt vilde, når det endelig kommer til stykket, så lyt ikke til dem i forhold til at skulle blive væk.. Det er kun egoistisk og MEGET holde mænd, som kan leve videre som intet er sket..
GLÆD DIG! og tillykke.. (trods alt)

om du kunne tænke dig, at der render et barn rundt, som tit spekulerer over, hvad hans far er for en, men som samtidig et eller andet sted bærer på et had til denne far, fordi han har svigtet ham...
Det er fint, at du altid rådfører dig med dine forældre, men skal dit eget barn ikke også have den mulighed? Og at rådføre er jo desuden ikke det samme som altid at følge, hvad de siger... Måske var dette lige netop situationen, hvor du burde lade være med at følge dem...

fortælle dig, at pigen ikke bare lige kan skrive dig på fødselsattesten, som far til den nye baby.
du vil få et brev fra politimesteren i den by hvor du bor, hvor du bliver spurgt om du kan aceptere faderskabet, eller ej.
i første omgang kan du bare sige nej, det er ikke strafbart, og desuden kan du bede om beviser på din ex påstand, om at du er far til barnet.
hun har været gravid i 3 måneder og 1 uge, uden at fortælle dig de rette omstændigheder, så hvis jeg var dig, så vil jeg ikke bare underskrive et retsgyldigt dokument.
husk på, at du kun har 5 år til at gøre indsigelse, efter den tid vil du blive dømt som far, hvis ikke du kan modbevise det nu.

tak for de støttende ord.
og jeg blev selv lidt overrasket den med de 13 uger, at man kan gå så langtid uden at bemærke noget(/nogle manglende perioder!?)
jeg kan fortælle dig at de to der udover mine forældre pt. ved noget om mit "dilemma", siger noget af det samme, at jeg ville egne mig som forældre, hvilket kun hjælper mig lidt mere i bekræftigelsen....
mine tanker løber også tit over i at jeg ikke vil kunne holde ud ikke at kende til et barn og dets opvækst, som jeg evt. har haft del i at sætte her i verden.
(præcis som du, elway nævner det)

først vil jeg sige, jeg håber ikke barnet vil få et sådan had som du ligger op til, da jeg selv er en person der ikke har let til had....
jeg må joh desuden lytte til "ældre"generationer, som snakker med andre mennesker der er i en ligende situation, af at være skilt eller have et barn uden for ægteskabet.
bl. a. en der bliver beskyldt for ikke at passe sine børn ordentligt, når de er ved ham.
men tænker også vidt muligt på barnets tav, da hvis der kommer det mindste fnidder mellem moderen og jeg så vil den første til at mærke det være barnet, og det mener jeg ikke er retfærdigt at barnet skal opleve dets forældre ikke kan enes om det.

.... at jeg vil gøre alt for at følge mit hjerte

men der er vel ikke andre muligheder end en faderskabstest? (eller hvad det hedder)
for jeg kan godt være en del i tvivl?,
men tror da også jeg ville ærger mig hvis jeg ikke har kontakt til barnet i 5 år pga. at jeg lige vil være sikker først... 😕

Jeg er alene mor til en pige på 6 år.. hun har sin far men ser ham kun sjældent..
jeg ved hvor ondt det gør på hende at hun kun har ham halvt når han lige har tid..
så mit råd til dig er at du skal tænke dig grundigt om.. og ikk lytte så meget til andres meninger... vi er alle forskellige og kun en kan tage den rigtige beslutning.. DIG..!!
Jeg syns personligt at en far burde tage sit ansvar.. og ihvertfald have barnet hver anden weekend.. både for barnets skyld og for hans egen... kan du gå resten af dit liv og vide at du har en datter eller søn du intet aner noget om..?
Men samtidig skal du også gøre dig klar på at hvis du vælger at være der for barnet og lærer barnet at kende kan du ikke pludselig bare forsvind igen.,..
ved hvor svært det har været for min datter...
Håber du træffer det rigtige valg...
Ceciria.. 🙂