Skal.... skal ikke tage kontakt....

til min far. Jeg er meget meget i tvivl om jeg skal/tør tage kontakt til mon biologiske far. Min forældrer blev skilt da jeg var 15 mdr. jeg har set ham én gang da jeg var teenager...
Jeg kender ham jo ikke, og ahr ikke noget tilhørs forhold til ham, jeg ved jeg har en halv lillebro og halv lille søster...
Gid der var en der kunne tage beslutningen for mig.
Årgagn 77

... du vil fortryde det, hvis du ikke gør... Og gør det, inden det er for sent...

det har jeg. Min skred da min mor blev gravid og skulle have mig og ja jeg har ikke savnet ham som sådan under min opvækst og da jeg fyldte 18 fandt jeg hans tlf. nr og ringe til ham, tlate lidt om alt og intet og spurgte ham om vi skulle mødes og det ville han lige tænke lidt over... Jeg er nu 47 og har ikke hørt noget fra ham siden så jeg blev skuffet (kan mærke den skuffelse lige nu mens jeg skriver dette) så mit råd er at det er op til dig selv om du vil, om du er klar til at blive skuffet måske (hvilket jeg da ikke håber du gør tænker det er kun min far der er så egoistisk)men føl efter i dig selv og der findes svaret

Jeg blev bortadopteret da jeg var 3 mdr gammel. Jeg har for 1 år siden taget kontakt til min biologiske mor, hun afviste mig de første to gange. Så du skal være forberedt psykisk på en evt. afvisning...desværre! Held og lykke.

.. nødagtig din situation. Min biologiske far modtager brev fra mig i morgen.. jeg ved også at jeg har en halv bror og søs...
Du skal gøre det... lige meget hvad, for så har du intet at fortryde senere

Hvis han ønskede kontakt havde han for længst gjort noget for det. Det vil altid være hans ansvar at tage kontakt og da han ikke gør det, vil han derfor nok bare skuffe dig, hvis du tager kontakt.

der er altså også gode historier. og der kan jo være mange grunde til han ikke har kontaktet ham. Det finder han kun ud af ved at prøve. Han kan jo ikke miste noget han ikke har.

Du fatter ikke meget om følelser hvis du tror at en afvisning bare kan klares ved at tænke på at man ikke kan miste noget man ikke har. Så enkelt er det ikke. Jeg kender 4 der er opvokset uden kontakt til deres far. De har den ting tilfælles at de gerne ville kende deres far, men at de ikke er sikre på om de ville kunne klare en afvisning. Den ene var naiv nok til at opsøge sin far 2 gange og han viste ingen yderligere interesse for sin datter selvom han havde andre børn med sin nuværende kone som får masser af kærlighed og oplevelser fra ham.
Man må indse at en mand der fint kan leve velvidende med at have et barn, som han intet har gjort for, er en egoistisk idiot, der ikke engang fortjener titlen far!

hvis du læser længere oppe så vil du vide at jeg selv er vokset op uden en far og stille, nej faktisk i dag modtsger han brev fra mig, jeg mødte ham for første gang for 6 år siden, men jeg skulle lige havde mere tid.
Jeg syntes derimod at det må være dejligt at blive afklaret. End at gå glip af noget der måske kunne havde givet nogle svar i livet.
Det er forkert af jer der ikke har fået bearbejdet jeres oplevelse at male fanden på væggen over for vores modige debatør.
Han skal da klart tage skridtet og forberede sig på det ene og det andet, men med henblik på at begge svar vil være en form for afklaring.
Jeg ved hvad jeg snakker om, og jeg ved at det brev min bio far får i dag, kan ende ud i en afvisning, det tror jeg nu ikke, men chancen er der da.
Som vores debbatør har jeg også to halvsøskende, og der er da intet der forhindre mig eller vores debbatør i at kontakte dem efterfølgende.
Prøv hellere at komme med jeres gode og dårlige erfaringer med henblik på at forbedre mødet for vores debbatør.

At det styrer deres liv. Ligesom de aldrig kommer ud at danse med hende den smukke, får de heller ikke afklaring på, om hun faktisk kunne lide dem.
De overfører afvisningsskrækken til alle områder i deres liv og derved glip af en masse, deriblandt afklaring.

skal du kontakte ham. Vi har vel alle en ret til at vide hvem vores forældre er ????. Har prøvet det. Men jeg traf desværre ikke min far, da han var død, men traf derimod en familie som var helt fantastisk og som jeg har meget stor glæde af idag. Jeg var 40 år da jeg tog beslutning om at gøre det, og det er noget af det største der nogensinde er sket for mig. Jeg er efterfølgende blevet en allerledes person (siger mine nærmeste). Det er ligesom om at der er faldet noget på plads. Jeg kunne som dig, simpelthen ikke vente mere, og fortalte min mor, søskende, kone og børn at nu gjorde jeg det altså, og de syntes alle at det var helt ok. Og sikken en lettelse. Næste år til maj skal jeg til Mallorca mine 2 nye søstre. Og det er kun 2 år siden jeg "fandt" dem. Vi har meget stor glæde af hinanden. Men forbered dig på at du kommer hele følelsesregistret igennem, det kan være hårdt, men så sandelig også meget glædelig. Jeg havde forberedet mig inden på at han kunne være død, at ingen ville se mig, eller at det gik som det gik, helt fantastisk. Du kan vente og vente, men det vil forfølge dig resten af dit liv, og hvorfor så ikke gribe fat i det med det samme. Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke, og håber at du må opleve samme glæde og befrielse som jeg gjorde. Pøj pøj.

du hørt fra ham????
Jeg tror også efter meget frem og tilbage, at jeg vælger at skrive et brev til ham, skal bare lige have taget mig sammen.
By the way, tak for svar.

Hej Årgang 77.
Jeg arbejder på tv-programmet QTV, hvor vi i øjeblikket er i gang med at tilrettelægge et program om kvinder og mænd som prøver at få kontakt med deres biologiske forældre. Jeg har i den forbindelse læst dit indlæg og vil høre dig om du har fået kontaktet din far eller om du kunne have interesse i, at vi hjalp dig med at skabe kontakten?
Jeg håber at høre fra dig på enten lene.lund@eyeworks.tv eller 33447467 til en uforpligtende snak.
God weekend
De bedste hilsner
Lene Lund /QTV