skal jeg fortælle det

til min kæreste, at jeg har nogle psykiske diagnoser - angst...
En lille forhistorie:
Min læreste og jeg har kendt hinden i en del år, inden vi blev kærester, som varede i 1 1/2 år, jeg slog så op til dels pga han dengang havde en voldsom depression og hang på mig 24 timer i døgnet, han fulgte med mig på toilet og når jeg sagde han skulle tage hjem til sig selv af og til, da jeg havde brug for et pusterum, så truede han med selvmord....
Vi har så været væk fra hinanden i nogle måneder og han er nu kommet sig over sin depression, som skyldtes noget arbejdsmæssigt..
Men for nylig er vi begyndt at se mere til hinanden og følserne fra min side er ved at komme frem igen. Hans følelser har aldrig været slukket for mig...
Iøvrigt er han en meget sød og forstående mand og jeg tror også, at hvis jeg fortalte ham, at jeg havde fået stillet nogle angst diagnoser, så ville han være forståelig, men jeg er også bange for, at sige det, for tænk hvis forholdet denne gang ikke holder, så ved han noget så pinligt om mig og tænk hvis han så pludselig ser mig med andre øjne, trods han selv har haft det svært....
Men jeg har på den ene side også lidt dårlig samvittighed overfor ham, at jeg bandede ham væk til mine veninder, da han var nede pga, hans omklamrende adfærd og nu står jeg i den situation, at jeg har brug for hans forståelighed overfor mig....
Jeg vil lige tilføje, at man ikke kan mærke på mig, at jeg lider af angst og opfører mig normalt...
Jeg står i en usikker situation, som jeg håber nogle herinde kan hjælpe mig lidt med....?????

Se tiden an. Varer forholdet, så fortæller du det. Ellers kan det være ligemeget. Du er i tvivl om noget. Det er sikkert, fordi du inderst inden selv har svaret. Jeg tror, du et sted ikke har lyst til at fortælle det. Men at du ligger under for nogle burde-krav. Fat i dig selv. Hvad du har at slås med selv, rager ikke ham - foreløbigt.

Hvis det var mig, ville jeg fortælle det, for hvis man ikke kan dele alt med sin partner, så ser jeg ikke rigtigt meningen med det.. Og som det gælder for alle psykiske ting er den eneste vej samtale, samtale og samtale.. Men jeg vil dog give dig ret i, at tie, hvis det ikke er en person man kan stole på..

Jeg synes da du skulle fortælle det til ham,hvad er der at skamme sig over???han har selv prøvet at have det dårligt,så han må da have den største forståelse for dig,han vil måske iøvrigt blive endnu gladere for dig,fordi han ikke er ene om at slås med sin psyke,han kan jo også blive ramt af en depression igen,det er overhovedet ikke utænkelig,det rammer tit mere end en gang...
så i må da være de bedste til at forstå hinanden.

Det er rigtigt at man skal kunne dele alt med sin partner, men på den anden side synes jeg ikke man skal dele alt før man har oprettet en form for fællesskab, hvilket jeg først synes man har efter et vis stykke tid. Man skal ligesom være lidt mere sikre på hinanden før man "krænger sit inderste ud".
Det har taget mig næsten et halvt år før jeg føler at jeg kan sige alt til min kæreste uden at være bange for hvad han synes om mig. Nu er jeg nemlig helt sikker på at han elsker mig alligevel.
Jeg går ikke ind for at man fortælle alt til at begynde med. Det bliver simpelt hen for voldsomt hvis man skal vide alt om hinanden fra starten. Det tager vel ligesom også lidt at spændingen, ik'?

Det giver plads for en endnu dybere spænding.. eller højere højder, jo hurtigere man får skrællet løget (skallerne af usikkerked) Desuden visker det den ubegrundet frygt væk..
men jeg er helt 100 på at man skal have genkendt en sjæl, der kan klarer mosten...