Skal jeg fortsætte!!!

Jeg har i lidt over et år været sammen med min kæreste, og vi er nu tilmed flyttet sammen, men jeg er begyndt at tvivle på om det nu var det rigtige?
Det skal siges at vi på dette halvanden år har været gennem en del! Han har været der for mig da en i min familie gik hen og blev alvorligt akut syg og ellers. Da en af hans nære slægtninge gik hen og døde her for nogle måneder siden, har jeg ligeledes været der for ham, men indimellem det skrev han "hemmelige" sms'er med en han tidligere havde et "løst" forhold til, hvilket jeg blev ked ar da jeg selv gjorde opdagelsen. han gjorde meget for at skjule dette, hvilket jeg også finder mærkeligt da han gentagne gange har forsikret at han intet har gjort, og det har jeg også svært ved at tro, men hvorfor lave så stort et nummer ud af at skjule, hvis han nu har sit på det rene. Hans begrundelse var at når der nu ikke var noget i det var der heller ingen grund til at sige det. Vores forhold er nok heller aldrig blevet det samme igen, men lige for tiden går det mildt sagt A H til, vi skændtes tit- og jeg har i nogle tilfælde i frustration råbt at jeg ikke gad dette forhold mere, hvor der er flere ting der spiller ind. Jeg føler rent faktisk ikke at manden værdsætter og er træt af at jeg skal gøre mig til på alle tænkelige måder for at manden ænser mig, det med at være opmærksom er han heller ikke særlig god til, hvilket han også selv har givet mig ret i, men alligevel følger han ikke op på det. Her for nogen tid siden havde vi været sammen i et år, og gik lidt og ventede at han måske ville finde på noget godt, men jeg blev kaldt på job og skulle være der hen til på aftenen, og da jeg kom hjem, var han ovre hos nogle venner og drak øl- hvilket skuffede mig lidt.... Mine ting er heller ikke kommet ind i lejligheden endnu, hvilket først blir når han har tid, hvilket er svært at sige, hans mor skulle i starten heller ikke rigtig vide at vi skulle flytte sammen, og i hans tidligere lejlighed gemte han nogle af mine ting jeg havde stående der når hun kom? Alle disse ting jeg nævner her, har jeg også sagt til ham, og han siger at selvfølgelig vil han ændre det, men det kan ikke alt ske på en dag, men så er der jeg tænker, jeg er 24 og han 26 år, vi er stadig unge, måske går det bare ikke med os, vi har stadig mulighed for at "få" et nyt liv, eller skal jeg accepterer det faktum at han ikke opfylder mine behov, dette forhold er meget hurtig fra hans side gået hen og blevet hverdag- også mht sex. Ærlig talt keder det mig de få gange vi har det, det er alt mellem hveranden uge til en gang hver 14 dag, og altid når han selv lægger op til det, for jeg har ærlig talt droppet det, efter at været blevet afvist utallige gange, og det virker som om det bare er det værste tryk der skal lettes og ikke fordi han har lyst.....
Puha denne blev lang, håber at der er nogle der vil svare mig- er det mig den er gal med!!!!!

Jeg vil vove den påstand, at svaret er inde i dig selv.
Der er ikke nogen der kan svare på dine vegne.
Til gengæld lyder det som om, at du har brug for en "lukket" dialog, hvor trådene kan flettes ud en efter en.
Du er velkommen til at skrive til min mail, som står i min profil.
Et forhold fylder meget i livet og det er vigtigt at du ikke fortryder dine beslutninger.
M.v.h. overskud.

Jeg synes du skulle se at komme videre, jeg har selv været som din fyr engang, og det er der ingen der fortjener at leve med..
Så tænkte jeg er hver anden uge og hver 14 dag ikke det samme?? men hvad det er hvertfald for sjældent..

Mit forslag er simpelt.
Kom videre. Det lyder ikke til at der er mere at bygge på i det forhold.
Du spilder dit liv med dårlige oplevelser og det er der ingen der kan være tjent med, hverken ham eller dig.
Og sådan som du beskriver tingene vil det være umådeligt svært at få tilliden genoprettet.
Kom videre i livet, der er en hel verden fuld af unge mænd, så hvorfor så holde ved en som man ikke har det 100% godt med. Livet er for kort til skænderi og deslige.
Bare min mening.
De hjerteligste hilsner, Eyas

det virker på mig somom du allerede har taget din beslutning, og jeg er sikker på det er den rigtige.
du er ikke tjent med at leve i et forhold der køre på den måde, jeg vil gerne uddybe det lidt nærmere så hvis du er interesseret kan du skrive til mig på min mael som står på min profil.
knuz

Jeg har stadig ikke fået snakket med ham endnu, har bare siddet og tænkt siden jeg skrev dette indlæg igår. Han kan godt mærke at der er noget jeg spekulerer på, men har intet sagt. Umiddelbart har jeg ikke lyst til at slutte, men at vi finder en løsning på det her. Det skal siges at han sidder og skriver speciale i øjeblikket, og det stresser ham- og at han har fået afslag på de jobs han har søgt, hvilket jeg egentligt også godt kan forstå. Mine veninder siger derimod at det er en dårlig undskyldning? Er det mig der er fuldstændig til grin?

Det tyder på, at du er kæreste med en "lukket" mand, som ikke deler dét der foregår i hans hovede med dig. Du føler dig ensom i forholdet, og kan ikke rigtigt finde ud af hvad der egentlig foregår. Men du kan mærke at der er noget galt - at det ikke føles rigtigt. Det kaldes intuition, og det er min erfaring at det er en gave vi mennesker er udstyret med til at pejle os igennem livet, hvis vi tør stole på den.
Jeg er både enig og uenig med dine venner, når de mener at hans jobsøgning og specialeskrivning er en dårlig undskyldning for at forsømme jeres parforhold. Den livssituation han står i påvirker selvfølgelig jeres parforhold, andet ville være underligt. Det er måden han tackler dette på, der er interessant. Hvis han vælger at lukke dig ude fra vigtige områder af sit (følelses)liv, må du spørge dig selv om du kan og vil leve med det. Svaret på det spørgsmål vil også være svaret på, om i to har en fremtid sammen.
Der er som sådan ikke noget galt med hans måde at være kæreste på, eller med dine forventninger. Problemet er bare at de to ting ikke harmonerer. I har forskellige ønsker og forventninger til jeres forhold, og denne forskellighed udmønter sig i den forvirring og skuffelse du mærker indeni.
Min erfaring siger mig, at vi kvinder bruger enorme ressourcer på at prøve at forstå, hvorfor mænd er som de er. I denne proces flytter vi langsomt vores grænser, og går på kompromis med vores ønsker og behov. Måske er det vores redebyggerinstinkt der gør, at vi vil have det til at fungere - næsten for enhver pris. Men tro mig, prisen KAN blive for høj!
Idag er min indfaldsvinkel til parforhold baseret på mine egne erfaringer, og jeg tror ikke på at man skal ofre sine egne behov i forståelsens og tolerancens hellige navn. Nej, jeg tror faktisk at man skal være langt mindre tolerant og være meget hurtigere til at sige fra, hvis man kan mærke at ens behov og ønsker ikke bliver tilgodeset i forholdet. Selvfølgelig kan man nå langt ved at kommunikere og samarbejde om at få det til at fungere, men man må altså erkende at man ikke kan ændre et andet menneske. Man kan kun ændre den måde, hvorpå man selv forholder sig til vedkommende.
Håber det gav mening.
Held og lykke
A