Selverkendelse så det basker!

Jeg er en eftertænksom pige. MEGET eftertæksom. Jeg skal gerne have kontrol over det jeg laver og smider ikke om mig med følelser. Det er en af grundene til jeg tager antidepressiv medicin.
I det daglige er jeg sammen med en dejlig kæreste og en har et godt job. Bor i nyt hus, har en god økonomi og gode veninder. Men jeg sætter hele tiden spørgsmålstegn ved, om det jeg foretager i mit liv er det rigtige for MIG. Man kan vel kalde det manglende kontakt med sine egne følelser og behov.
Jeg bruger så frygteligt meget tid på at vurdere om f.eks det er den rigtige mand jeg har valgt at dele livet med. Jeg var startet på lykkepiller da jeg mødte ham for nogle år siden, så jeg oplevede ikke den store forelskelse, som jeg nok ville gøre, hvis jeg ikke havde taget "følelsesdæmpende" medicin. I dag føler jeg heller ikke wauuuuwww den helt store kærlighed. Men jeg ved jeg er glad for min kæreste. Og mærker den stille kærlighed, især når jeg ikke føler jeg SKAL mærke den på kommando.
I det hele taget lægger pillerne en dæmper på både glæde og bekymringer.
Det var kæresten....så kan jeg bekymre mig om, om det nu er det rigtige job jeg har valgt. I mine egne øjne havde jeg egentlig forventning til, at jeg lavede noget andet den dag i dag. Men jeg er jo glad for jobbet?! Det er måske bare ikke så "fint", og matcher ikke til den ultralange uddannelse jeg har taget.

Og så til selverkendelen. I virkeligheden er det nok slet ikke nogen af de ting her, der er noget galt med. Det er MIG, der er noget galt med. Jeg kan flygte fra dem, men hvad hjælper det, jeg kan ikke flygte fra MIG SELV. Jeg er irriteret på mig selv over, at jeg ikke får trænet og holder min figur og sover hele dagen væk. Jeg er irriteret over mig selv og alt mit tænkeri. Hvis JEG bare så lidt mere lyst på alting, ville jeg opdage at jeg har alt hvad jeg ønsker mig.
Dagens selvransaglese...... kram til alle jer derude [l]

"Jeg er en eftertænksom pige. MEGET eftertæksom. Jeg skal gerne have kontrol over det jeg laver og smider ikke om mig med følelser"
Og så skriver du guddødeme:" Det er en af grundene til jeg tager antidepressiv medicin"!!!!!!! Skulle du da ikke få gjort noget ved dit kontrolgen i stedet? Slip da din skide kontrol - livet kører jo forbi dig, mens du sidder som en velorganiseret Zoombie - DET kan ikke være "godt nok" for DIG. Det tangerer sgu da blasfemi. Tænk at smide sit liv i "hawet" på¨den måde.

FOF København har et foredrag om Kontrol-Kvinder af Ingrid Hegland. Det tror jeg vi er mange der kunne lærer en del af. 😉
Manna kunne jo starte der og så evt. tale med en læge om at smide noget af medicinen.😖
http://www.fof.dk/dkafdeling/emner.asp?fagnr=52020&kursusnr=2&afdnr=1&enhed_id=23&kursusgrnr=10&msub=1#52020
Løvemor

Jeg fortyder nærmest, jeg skrev dette indlæg. I får mig til at lyde som en 20-årig tøs, som ikke fatter hverken ind eller ud og bare forventer alt bliver serveret på et sølvfad.
Jeg levede i et "psykisk voldeligt" forhold før, det var det som knak mig, og som gjorde, at jeg i dag har større trang til at føle, at jeg har kontrol over situationen. Og fordi jeg altid har været vant til at blive domineret over, kan jeg nu ikke selv indse mine behov.
For Chist's sake, man skal da ikke skrive herinde, hvis man har det dårligt i forvejen!

[f]Jeg kan egentlig godt følge dig lidt, og jeg synes, de andre er ret hårde. Selvfølgelig er du ikke et overfladisk menneske. Det er nok bare hverdagens almindelige trummerum? Jeg tror bestemt ikke, du er den eneste 🙂

at sige til folk på lykkepiller, at de bare skal glemme, at de har et problem - smide pillerne - og nyde livet noget mere. Jeg ville ønske, verden var skruet sådan sammen, men det er den altså ikke!

- og det ville du aldrig få mig til at sige, men hvis du skal have lykkepiller til dit kontrolgen, så var det bedre at få styr på kontrolbehovet. Det må du også selv kunne indse.
- Overhovedet at kunne nyde livet, ville også være nemmere uden dit kontrol. Som jeg plejer at sige til andre med samme "gen" - stav kontrol bagfra. 😮

- synes du selv, det er rimeligt, du skal medicineres for at holde til et forhold er ER overstået? Var det da ikke bedre at du helede? Du løser ingen problemer i medicineret tilstand.

Jo, jeg ville da hellere end gerne af det skidt! Netop derfor ser jeg også en psykolog, og jeg synes i det hele taget, jeg gør, hvad der står i min magt for at finde tilbage til mit gamle jeg. For 5 år siden, havde jeg aldrig troet, jeg skulle på lykkepiller og var ligeså fordumsfuld som dig. Men når man når langt nok ud, ser man lidt anderledes på det.

jeg har slettet alle mine indlæg her. Det er den slags debatter, hvor man virkelig føler man har spildt sit krudt. Det ender hvor det begyndte og med samme spørgsmålstegn omkring hvad meningen med oplægget egentlig var.
For mig lyder det mere som et udslag af "tilværelsens ulidelige lethed" dette, så jeg dropper ud.
Pusser 🙂

om at finde noget i dine indlæg, som jeg synes var relevant og passede på min situation. Det gjorde jeg så, så jeg forstår ikke hvad du himler op over. I virkeligheden er vi to nok bare ikke på bølgelængde, sådan kan man jo godt have det med nogle mennesker. At kemien simpelthen ikke er der og man taler forbi hinanden. Jeg gjorde intet for at støde dig eller få dig til at føle at du havde spildt dit krudt. Jeg pointerede, at mine læsere kun kunne få en brøkdel at vide om mig og derfor ville et råd herinde aldrig være fyldestgørende. Derimod hev jeg ind, at du nok har ret omkring det med, mange har det for nemt og får de her veldfærdsproblemer. Og at pillerne kunne gøre en ufølsom. Hvis du er uenig, så lad da endelig være med at spilde mere krudt!