Savnet tager over i aften....

Kender i det når man pludselig går ind i en periode hvor man begynder at savne en ekskæreste igen?!? Selvfølgelig gør i det, men det her er lidt anderledes, eller det tror jeg i hvert fald. Jeg havde en kæreste i over 5 år, vi boede sammen og blev voksne sammen. Vi har rejst sammen og har været igennem alt det, som folk gennemgår, når man prøver et skønt forhold til et andet menneske. Det sluttede for ca. 3 år siden. Ikke fordi vi stoppede med at elske hinanden, men fordi vi havde en masse svære ting at gennemgå hver især. Man kan desværre ikke dele alle sorger og problemer med en kæreste, ikke når man selv bliver følelsesmæssigt knuget. Han ville virkelig gere være der for mig, men det hele var sgu lidt svært. Vi stoppede, det var meget smertefuldt for os begge. Jeg kunne simpelthen bare ikke give nogen noget på det tidspunkt. Vi bestemte os ofr at bryde kontakten total og aldeles.
Jeg brugte længe på at komme videre. MEGET længe. Men de sidste par år er jeg blevet langt gladere og scorer også igen. Men jeg savner ham stadig meget. Han var også en ven for mig. Jeg synes jeg har givet slip, men så kommer den her følelse tilbage af og til. Første gang jeg så ham, var jeg sikker på at han var manden for mig. Jeg blev forelsket før vi overhovedet talte sammen. Det er aldrig sket før eller siden. Jeg har dog accepteret at det ikke var sådan det gik, men savner ham jo alligevel. Jeg har mange gange overvejet at ringe til ham, for at vi kan mødes og jeg kan få en afrunding på det hele. Jeg har bare ikke noget behov for at tale om ham og jeg og vores fortid. Jeg har ikke noget jeg er usikker på, eller noget jeg har brug for at sige. Det handler sgu kun om at se ham, så jeg kan finde ud af, om mit hjerte stadig vil "hoppe" når jeg ser ham. Det er mine egen følelser jeg har brug for at få bugt med. Men jeg ved sgu ikke...han er kommet videre, har endda en ny kæreste sikkert.
Før i begynder at skrive overskrifter med "Glem ham!", vil jeg bare sige, at det er pisse let at skrive for en person som tydeligvis ikke kan sætte sig ind i denne situation. Jeg vælger ikke at se ham, ikke at ringe. Mest for ikke at såre ham, eller skabe uro i hans liv. Det holder jeg stadig for meget af ham til at gøre.
Jeg sidder bare og savner en person,-det må der da være flere derude der gør!?!

jeg kender det...
At savne et menneske, som har fået nogle af de dybeste hemmeligheder og som man har haft de største følelsesmæssige oplevelser med.
Jeg havde et forhold, der som dit blev ramt af vores hver isærs svære og tunge ting, og det kunne ikke holde. Som du skriver, fordi der bare ikke var overskud til at se og føle udad. Vi stoppede også kontakten meget brat og helt og aldeles.. Men efter nogen tid - ca. 1 år og et par få breve - mødtes vi og fik "rundet af". Det var smukt men svært. Vi blev begge klogere og kunne skilles mere afsluttede med vores følelser..
Hvad du skal gøre er svært at sige. Men hvis I virkelig havde det, som du beskriver - så kan han jo gå i den anden ende og tænke nøjagtig de samme tanker. Omvendt kan en kontakt jo også "bare" give endnu en tur i følelseskarusellen; der er vist ingen nemme løsninger her.
Nogle er jo skabt til at være sjælspartnere..
At savne gode oplevelser kan både være rart men også fuld af sorg og smerte - og nej, man skal ikke "bare" glemme. Man skal huske på det gode som var og glædes og varmes ved det..

Har to fyrer jeg stadig tænker på. Vil ikke sige at jeg savner dem, men forstår godt at det er det du gør. Men har aldrig kunne holde op med at tænke på de her to. Den ene var jeg i et forhold med i et år, der var ret turbolent. Men tænker tit på hvordan han har det nu, hvor vi har mistet al kontakt. Den anden var min første store kærlighed, som jeg mødte da jeg var ikke særlig gammel. mødte ham tilfeldigt en del år senere, hvor vi begyndte at komme sammen. Det varede dog ikke særlig længe før han slog op, og jeg var ødelagt. Har aldrig glemt ham. Tænker tit på ham, og hvad han laver nu. Og at det kunne være sjovt at møde ham igen. Men er også bange for det, for ved at han kan få mig til at smelte.
Jeg tænker tit på de her to, til trods for at jeg er gift med verdens dejligste mand, som helt sikkert er en meget bedre kæreste end de to nogensinde kunne blive. Og jeg venter vores første barn. Vil ikke sige at jeg savner dem, men mere at de stadig er i mine tanker, og at jeg håber det går dem godt. Så måske er der håb forude for dig. Det er 8 år siden jeg mistede kontakt til den ene, og endnu længere tid siden jeg med den anden. Så måske kan du også nå dertil. Men tror nu heller aldrig du glemmer ham. Og synes jeg heller ikke du skal.

og spørg om i kan mødes og få afklaret om i kan starte et venskab op nu hvor du har fået det bedre. Om i så bliver kærester bagefter vil tiden vise.
I kan jo mødes på en bar eller et hyggeligt sted.

Mange tak fordi i delte jeres historier med mig, det varmede! Gad vide om mænd går og savner eks'er på samme måde, så vide jeg kan se er det kvinder der har svaret her. Men det er jeg nu også meget taknemmelig for. Jeg tror ikke jeg vil kontakte ham, som sagt. Jeg tror ikke på at vi kan blive venner, det ville være svært! FOR svært. Jeg vil savne videre og måske tage mod til mig en dag, men lige nu tror jeg det er bedst at forholde sig mere gennemtænkt til situationen. Underligt at noget der engang var så såre let at forholde sig til, nu bliver en barrikade for én! Mange tak...;)

Jeg havde et fantastisk forhold i 10 år , det er nu 5 år siden vi gik fra hianden, vi ses som venner da vi har barn sammen , hun har haft et par enkle bekendtskaber og jeg har da også, men hold kæft hvor kan jeg savne hende ind i mellem , også så tårene kommer frem , har aldrig sagt noget til hende om mit savn, tror heller aldrig jeg vil kunne gøre det.det vil gøre mere ondt at få et afslag end at leve videre i uvidenhed
Men held og lykke med dit savn.
jeg syntes du skulle kontakte ham , og få det på det rene om der er mere gnist.