Savner min farmor.

Min farmor døde 1. februar.
Hun var 90, og det man kalder "mæt af dage" Hun havde i mange år følt, at nu havde hun snart levet længe nok. Hun var frisk i hovedet til det sidste. Nogen gange lidt forvirret, men på ingen måde dement.
Hun blev indlagt med Roskilde syge onsdag, og døde torsdag formiddag på hospitalet. Ingen vidste at det var så tæt på, så havde de jo ringet til os, så vi kunne være der. Men sygeplejerskerne var om hende, så hun døde ikke alene.
Jeg elskede hende højt - gør det vel stadig... Hun var et dejligt menneske, og jeg savner hende. Troede at jeg var ovre den værste sorg, men i morges blev jeg bare så ked af det.
Da jeg var 10 døde min oldemor, men bortset fra hende er dette den første, som jeg er rigtig tæt på, som jeg mister.
Håber snart et det holder op med at gøre så ondt.
Mis

Hej Mis!
At miste er svært, jeg kender din følels alt for godt. Min far havde kræft og døde for 3 år siden, men jeg har stadig dage hvor jeg er rigtig ked af det. Han døde meget hurtigt efter han havde fået diagnosen, ham og jeg vidste nok godt inderst inde hvilken vej det skulle gå men det gik alt for stærkt, han havde indlagt en uge og torsdag aften der ringede de at jeg måtte komme fordi han var blevet dårligere, men jeg trak den og nu ved jeg ikke hvorfor, de ringede igen og jeg tog derop, jeg var hos ham hele natten og familien dvs. hans mor og min moster kom men tog afsted igen om morgenen var jeg hjemme forbi kort og min farmor var kommet, jeg var inde og sige at nu var jeg der igen men ved ikke hvor meget han registrede. min farmor sad hos ham da jeg spiste morgenmad og han døde! jeg bære i dag stadig en skyld over at jeg ikke var der da han døde, men hvad ville det have gjort anderledes tænker jeg, kun ændret min egen opfattelse.
men det med at savne og være ked af det, det tror jeg man bliver ved med altid!
MB

Er det fordi, du ikke fik sagt ordentligt farvel ?
Min mor døde på Gentofte Hospital. Hun skulle bare genoptræne sine ben. Så
blev jeg ringet op, at hun skulle opereres, - akut. Ugen efter var hun død, uden på noget tidspunkt at have været vågen.
Jeg skrev et brev til hende, som blev lagt i kisten. En slags foresat dialog, hvor jeg fik sagt farvel og på gensyn. Det hjalp. Men savnet er der endnu og vil aldrig forsvinde.
Så hvis du kan finde tid til at skrive et brev til hende med en personlig ting i f.eks., så .....det hjalp mig til at sige farvel. (Jeg er ikke specielt troende, men hvis nu, der mere mellem himmel og jord, så ....)
En dag så vil du igen kunne grine og finde sammenhænge i livet, bare giv det tid.

Med at gøre ondt men der går et stykke tid, savnet derimod der går noget længer tid. Men du kan glæde dig over at din farmor har haft et langt og godt liv, og alle de gode stunder i har haft sammen.

Det bliver bedre med tiden, det er en floskel, men den er sand.
Mistede min mormor her i November, hun døde af kræft, og for mig var det også den første blandt de vigtigste personer i mit liv som er død (var andre, men da var jeg 10 eller yngre).
Jeg kondolerer - tænk på de gode stunder i har haft sammen, ikke så meget på, at det er slut.

For hende på denne side.
www.mindet.dk

Der vil du finde trøst og støtte.
Knus.

Min farmor døde d. 12 september 2005.
Hun døde 2 dage før hun blev 92. hun var også frisk og rask, men lidt glemsom heller ikke dement. Men pludselig faldt hun for første gang og senere igen samme uge. Hun døde en uge efter det. det sidste hun sagde var at hun var glad for de blomster jeg havde givet hende men hun var træt.
Jeg er ked af at sige det men nu. snart to år senere kan jeg stadig tudbrøle over det. hun var mere en mor end min egen mor er og udover hende har jeg kun mistet min morfar da jeg var halvanden. så det var utrolig hårdt. og jeg har billeder af hende over alt. hun vil altid være i mit hjerte. tænker på hende hver dag. tror aldrig sorgen går væk hvis man virkelig elsker dem