Savner en at dele oplevelser med..
Hej sol
Jeg er 17 år, går i gymnasiet.. er køn, sjov at være sammen med og da også rimelig fornuftig i hovedet, hvis jeg selv skal sige det - MEN jeg savner en kæreste!
Jeg har aldrig haft en for alvor, det er altid kun blevet ved flirteriet og det overfladiske.
Da jeg var yngre var jeg meget genert, ikke spor populær eller noget. Jeg var meget sent udviklet, og det er virkelig noget der er gået ud over selvtilliden!!! - Det har dog ændret sig efter jeg begyndte i gymnasiet (2.g nu).
Jeg har masser af venner nu, også tætte tætte venner, jeg er tilfreds med mit udseende (i det store hele, kunne da stadig godt ønske mig lidt større bryster, men sådan er det jo nu engang😉) Ja, så det eneste jeg virkelig mangler er en kæreste.
Men møder jeg en jeg virkelig,virkelig synes om, og som jeg kunne tænke mig-næsten- at blive gammel med går jeg helt i baglås.. og nej, det kun sket to-tre gange.
Jeg har ingen problemer med at 'score', men det er skridtet videre der mangler.
Så vælter al den gamle usikkerhed op igen.[:*(]
Jeg har kun været i seng med én person, tre gange. Vi havde noget kørende, og jeg syntes godt om ham, og ville da heller ikke have noget i mod at blive kærester med ham, men det var mest det overfladiske ved ham som tændte mig. Det er vidst et år siden nu, og det døede bare helt naturligt ud ;)
Men jeg har mødt en rigtig dejlig fyr. Vi har kysset. Og jeg har SOVET hos ham en gang, kun SOVET, for han havde næsten lige slået op med sin kæreste, og jeg havde ikke lyst til bare at være et engangs stunt.
OK jeg skulle nok ikke være taget med ham hjem så, dét er jeg godt klar over, men jeg var fuld
--> ugen efter jeg havde sovet hos ham, var vi sammen igen (kysse+lidt til), men siden da er der ikke sket noget. Han skriver ikke til mig, og jeg skriver ikke til ham.
Fra min egen side er det bare modet der mangler, men måske mest af alt for at spille lidt kostbar (ikke bevidst, men fordi jeg ikke bryder mig om at blotte mig for meget).
Jeg tolker det som manglende interesse fra hans side, selvom han tidligere har virket meget, meget interesseret. Det gør mig selvfølgelig usikker, og ydermere vred på mig selv over jeg ikke bare tog chancen da jeg havde den.. weekend efter weekend ses vi til de samme fester. Vi siger hej, snakker måske lidt, men resten af tiden ignorere jeg ham bare - helt ubevidst!!!
Han tager heller ikke kontakt til mig.
Det først bagefter jeg tæbker for mig selv: "hvad fanden laver du??"
og jeg bliver ved at sige til mig selv, når weekenden nærmer sig: "nu tager du dig fandme sammen, læg an på ham, hvis han ikke vil lægge an på dig, eller snak i det mindste mere med ham, eller spørg om han kunne tænke sig at ses en dag" MEN gør jeg det?? NEJ!
Lige pludselig er festen slut, mig chance passeret og så ærger jeg mig selvfølgelig resten af ugen.
Jeg spilder alt for meget tid på bare at tænke på ham🙁, når jeg i virkeligheden har lyst til at være sammen med ham hele tiden, holde i hånd, kysse, knalde, snakke i flere timer, stene foran tv'et, danse, løbe en tur, julehygge med ham osv osv...
Jeg er 17 år, går i gymnasiet.. er køn, sjov at være sammen med og da også rimelig fornuftig i hovedet, hvis jeg selv skal sige det - MEN jeg savner en kæreste!
Jeg har aldrig haft en for alvor, det er altid kun blevet ved flirteriet og det overfladiske.
Da jeg var yngre var jeg meget genert, ikke spor populær eller noget. Jeg var meget sent udviklet, og det er virkelig noget der er gået ud over selvtilliden!!! - Det har dog ændret sig efter jeg begyndte i gymnasiet (2.g nu).
Jeg har masser af venner nu, også tætte tætte venner, jeg er tilfreds med mit udseende (i det store hele, kunne da stadig godt ønske mig lidt større bryster, men sådan er det jo nu engang😉) Ja, så det eneste jeg virkelig mangler er en kæreste.
Men møder jeg en jeg virkelig,virkelig synes om, og som jeg kunne tænke mig-næsten- at blive gammel med går jeg helt i baglås.. og nej, det kun sket to-tre gange.
Jeg har ingen problemer med at 'score', men det er skridtet videre der mangler.
Så vælter al den gamle usikkerhed op igen.[:*(]
Jeg har kun været i seng med én person, tre gange. Vi havde noget kørende, og jeg syntes godt om ham, og ville da heller ikke have noget i mod at blive kærester med ham, men det var mest det overfladiske ved ham som tændte mig. Det er vidst et år siden nu, og det døede bare helt naturligt ud ;)
Men jeg har mødt en rigtig dejlig fyr. Vi har kysset. Og jeg har SOVET hos ham en gang, kun SOVET, for han havde næsten lige slået op med sin kæreste, og jeg havde ikke lyst til bare at være et engangs stunt.
OK jeg skulle nok ikke være taget med ham hjem så, dét er jeg godt klar over, men jeg var fuld
--> ugen efter jeg havde sovet hos ham, var vi sammen igen (kysse+lidt til), men siden da er der ikke sket noget. Han skriver ikke til mig, og jeg skriver ikke til ham.
Fra min egen side er det bare modet der mangler, men måske mest af alt for at spille lidt kostbar (ikke bevidst, men fordi jeg ikke bryder mig om at blotte mig for meget).
Jeg tolker det som manglende interesse fra hans side, selvom han tidligere har virket meget, meget interesseret. Det gør mig selvfølgelig usikker, og ydermere vred på mig selv over jeg ikke bare tog chancen da jeg havde den.. weekend efter weekend ses vi til de samme fester. Vi siger hej, snakker måske lidt, men resten af tiden ignorere jeg ham bare - helt ubevidst!!!
Han tager heller ikke kontakt til mig.
Det først bagefter jeg tæbker for mig selv: "hvad fanden laver du??"
og jeg bliver ved at sige til mig selv, når weekenden nærmer sig: "nu tager du dig fandme sammen, læg an på ham, hvis han ikke vil lægge an på dig, eller snak i det mindste mere med ham, eller spørg om han kunne tænke sig at ses en dag" MEN gør jeg det?? NEJ!
Lige pludselig er festen slut, mig chance passeret og så ærger jeg mig selvfølgelig resten af ugen.
Jeg spilder alt for meget tid på bare at tænke på ham🙁, når jeg i virkeligheden har lyst til at være sammen med ham hele tiden, holde i hånd, kysse, knalde, snakke i flere timer, stene foran tv'et, danse, løbe en tur, julehygge med ham osv osv...