Samværs problemer
jeg har lige brug for lidt luft.. da min kæreste / jeg står i dette..
Men er i denne herlige situation, hvor at min kæreste har en søn på fire år (er kun lige fyldt fire).. han har kommet her fast hver anden weekend 2007 nov til2008 maj. (før det, har det været en dag om ugen hvor min kæreste var sammen med ham hjemme hos dem fra 15 min til 4 timer) (moren har ret til at bestemme samvær, self med aflysniger, bytte dage mm.) men maj, så blev han syg og selvfølgelig morglad, og ville ikke med far hjem (og det skal han da heller ikke hvis han er syg).. men på længere sigt har han har fået sin vilje hver gang, da der er ingen der har villet tage ansvar og sige at det skulle han. min kæreste har så fast været hjemme hos dem og lege med drengen siden da hver 14. dag (fre el lør.) og 4 gange fra maj til 5 dec har han været her (hos farmor og farfar) hvor han har sovet hos os de to af gangene 1 nat. skal lige nævne at der er 3 timers transporttid hver vej. (han har en enkelt gang måtte tage hjem tidligt pgs aftale, fødselsdag hvor drengen også var inviteret, og en anden gang hvor han havde taget buskort, dankort alt med og jeg skulle bruge det)
Her i dec. beder jeg ham ringe for at aftale (hvis han som aftalt skulle være hos os i julen) tidspunkter for transport så man kan få pladsbilletter til toget i god tid. og det ender med at der bliver sagt at hun ikke vil ha at han viser sig derover, før statsforvaltningen har fastsat samværet (skal siges at min kæreste har været ved at opgivet det her flere gange uden at sige/vise det) så han tager hende på ordet og vi har ikke set ham siden 5 dec, har sendt et fødselsdag kort (og ikke sendt gaven med, da den høre til her på hans værelse , så han har noget at lege med når han er her)
Vi har sendt et brev til statsforvaltningen hvor der står intet andet end han vil have samvær (ikke noget med hun gør dit og dat og hvorfor osv) kun at han vil have samvær da han har fået besked på at blive væk. og hvad han ønsker af samvær.. (og de er nu indkaldt til møde)
i mellem tiden har hun så sendt et brev til statsforvaltningen hvor hun sviner ham til, og siger at vi lukker drengen inde på hans værelse hvis han er ked af det og savner sin mor (skal lige siges at der har næsten aldrig været dør på ind til værelset, først efter han holdt op med at komme, og han har grædt to gange mens han har været her, den ene gang tissede han i bukserne, den anden gang maridt om natten)
hun siger også at hun har skrevet ALT samværet ned siden maj, og meget af det er forkerte datoer og manglende datoer, vi har billeder med dato af drengen så ved det ikke passer, og var på vej op i en flyver en af gangene hvor vi skulle ha været derovre i følge hende..
alt i alt.. jeg hader når folk lyver, og kan ikke se hvad det skal gøre godt for.. Og nu har de ringet og snakket med svigermor, som nu holder med dem, fordi de siger at i det brev vi sendte til statsforvaltningen, der skulle vi ha svinet dem til, og svigermor vil ikke engang se en originalkopi af det brev. (for hun har jo snakket med mormoren, og folk som er lidt mere voksne lyver jo ikke, eller kan heller ikke få ting afvide af andre og have holdning derefter)
Jeg kan godt forstå hvis moren ikke syntes min kæreste ser drengen nok, men det har kun været hendes egen skyld, at de ikke har set hinanden mere, da det altid har været hende der retsmessigt har skulle bestemme samværet.
JEg kan ikke lide den situation jeg bliver sat i nu,for jeg er gravid med drengens kommende bror/søster. Den første reaktion der kom fra svigermor i nov var, at nu skulle vi ikke glemme drengen, og ham skulle der også være plads til, (ikke noget med tillykke nej nej, eller jeg skal være farmor igen, skældud får man) og det køre hun stadig på, men når vi ikke kan se drengen hos os kan vi jo heller ikke forberede en kommende situation, når vi dårligt nok er vant til at se drengen mere.. og, hvorfor skulle vi dog glemme ham. vi har snakket om at man kan ikke undgå at der vil være en lille smugle forskel på det barn der er her til dagligt og det der kun er her hver anden weekend (er selv skilsmissebarn, så ved lidt om det) men vi har da også prøvet at lave nogle aftaler om hvordan tingene skal være, de første stykke tid er barnet alligvel så lille at det næsten kun er mig der skal tage mig af det (når knægten er her) det er jo kun lige hvis jeg skal i bad eller noget, så kan jeg ikke lige være der, og så må kæresten tage over.. ellers har vi så at sige også lavet dele weekender (i vores eget hjem) så drengen får mest mulig opmærksomhed de weekender han er her..
Men nu skal jeg bare finde mig i at alle tror vi går rundt og er sådan nogle dårlige mennesker, hvilket vi slet ikke er, vi er bare ganske normale unge mennesker.
Men er i denne herlige situation, hvor at min kæreste har en søn på fire år (er kun lige fyldt fire).. han har kommet her fast hver anden weekend 2007 nov til2008 maj. (før det, har det været en dag om ugen hvor min kæreste var sammen med ham hjemme hos dem fra 15 min til 4 timer) (moren har ret til at bestemme samvær, self med aflysniger, bytte dage mm.) men maj, så blev han syg og selvfølgelig morglad, og ville ikke med far hjem (og det skal han da heller ikke hvis han er syg).. men på længere sigt har han har fået sin vilje hver gang, da der er ingen der har villet tage ansvar og sige at det skulle han. min kæreste har så fast været hjemme hos dem og lege med drengen siden da hver 14. dag (fre el lør.) og 4 gange fra maj til 5 dec har han været her (hos farmor og farfar) hvor han har sovet hos os de to af gangene 1 nat. skal lige nævne at der er 3 timers transporttid hver vej. (han har en enkelt gang måtte tage hjem tidligt pgs aftale, fødselsdag hvor drengen også var inviteret, og en anden gang hvor han havde taget buskort, dankort alt med og jeg skulle bruge det)
Her i dec. beder jeg ham ringe for at aftale (hvis han som aftalt skulle være hos os i julen) tidspunkter for transport så man kan få pladsbilletter til toget i god tid. og det ender med at der bliver sagt at hun ikke vil ha at han viser sig derover, før statsforvaltningen har fastsat samværet (skal siges at min kæreste har været ved at opgivet det her flere gange uden at sige/vise det) så han tager hende på ordet og vi har ikke set ham siden 5 dec, har sendt et fødselsdag kort (og ikke sendt gaven med, da den høre til her på hans værelse , så han har noget at lege med når han er her)
Vi har sendt et brev til statsforvaltningen hvor der står intet andet end han vil have samvær (ikke noget med hun gør dit og dat og hvorfor osv) kun at han vil have samvær da han har fået besked på at blive væk. og hvad han ønsker af samvær.. (og de er nu indkaldt til møde)
i mellem tiden har hun så sendt et brev til statsforvaltningen hvor hun sviner ham til, og siger at vi lukker drengen inde på hans værelse hvis han er ked af det og savner sin mor (skal lige siges at der har næsten aldrig været dør på ind til værelset, først efter han holdt op med at komme, og han har grædt to gange mens han har været her, den ene gang tissede han i bukserne, den anden gang maridt om natten)
hun siger også at hun har skrevet ALT samværet ned siden maj, og meget af det er forkerte datoer og manglende datoer, vi har billeder med dato af drengen så ved det ikke passer, og var på vej op i en flyver en af gangene hvor vi skulle ha været derovre i følge hende..
alt i alt.. jeg hader når folk lyver, og kan ikke se hvad det skal gøre godt for.. Og nu har de ringet og snakket med svigermor, som nu holder med dem, fordi de siger at i det brev vi sendte til statsforvaltningen, der skulle vi ha svinet dem til, og svigermor vil ikke engang se en originalkopi af det brev. (for hun har jo snakket med mormoren, og folk som er lidt mere voksne lyver jo ikke, eller kan heller ikke få ting afvide af andre og have holdning derefter)
Jeg kan godt forstå hvis moren ikke syntes min kæreste ser drengen nok, men det har kun været hendes egen skyld, at de ikke har set hinanden mere, da det altid har været hende der retsmessigt har skulle bestemme samværet.
JEg kan ikke lide den situation jeg bliver sat i nu,for jeg er gravid med drengens kommende bror/søster. Den første reaktion der kom fra svigermor i nov var, at nu skulle vi ikke glemme drengen, og ham skulle der også være plads til, (ikke noget med tillykke nej nej, eller jeg skal være farmor igen, skældud får man) og det køre hun stadig på, men når vi ikke kan se drengen hos os kan vi jo heller ikke forberede en kommende situation, når vi dårligt nok er vant til at se drengen mere.. og, hvorfor skulle vi dog glemme ham. vi har snakket om at man kan ikke undgå at der vil være en lille smugle forskel på det barn der er her til dagligt og det der kun er her hver anden weekend (er selv skilsmissebarn, så ved lidt om det) men vi har da også prøvet at lave nogle aftaler om hvordan tingene skal være, de første stykke tid er barnet alligvel så lille at det næsten kun er mig der skal tage mig af det (når knægten er her) det er jo kun lige hvis jeg skal i bad eller noget, så kan jeg ikke lige være der, og så må kæresten tage over.. ellers har vi så at sige også lavet dele weekender (i vores eget hjem) så drengen får mest mulig opmærksomhed de weekender han er her..
Men nu skal jeg bare finde mig i at alle tror vi går rundt og er sådan nogle dårlige mennesker, hvilket vi slet ikke er, vi er bare ganske normale unge mennesker.