Råd søges fra person med et varmt hjerte.

For ca. en måned siden mødte jeg en dejlig mand (han er 31 og jeg er 30 år gammel) og efter nogle dates blev vi enige om, at vi da skulle være kærester. Efter nogle dage lagde jeg mærke til, at han fik nogle vrede opkald fra sin ekskæreste, og han fortalte mig, at deres forhold havde været ”hårdt for ham”. De var sammen off and on i ni år og gjorde det definitivt forbi i slutningen af 2010.
Gennem den sidste måned har jeg lagt mærke til flere forskellige ting fra hans side af, eksempelvis meget lavt selvværd, uhensigtsmæssige reaktionsmønstre samt en skjult frygt for, om jeg nu gider ham. Min kæreste har dog åbnet sig lidt op og har fortalt sparsomme detaljer om hans og eksens forhold. Jeg har ikke villet udspørge ham, da jeg fornemmer, at han bærer rundt på en stor smerte – jeg har bare sagt til ham, at jeg er her for ham, dag og nat. Jeg er meget glad for min nye kæreste og jeg ønsker at støtte ham i at få det godt igen.
”Gennembruddet” kom så her sidste weekend under et familiebesøg, hvor hans stedmor trak mig til side og åbnede op for posen, da hun kunne se, at jeg var (og er) bekymret. Da min kæreste var 13 år gammel smed hans mor ham ud, sagde at nu måtte han klare sig selv, så han boede rundt omkring hos den familie, der nu var i området. Han tilbragte en stor del af sin barndom og ungdom hos sin far og stedmor, der desværre alt for sent fik kendskab til det kaos, der herskede i hans hjem hos hans mor. Moderen udsatte ham for vanrøgt og neglect og tilsidesatte hans behov på det grusomste. Gennem sin opvækst er min kæreste altid blevet tilsidesat og hans søskende blevet forkælet på hans bekostning. Hans stedmor fortalte mig, at hans mor og søskende ofte tog på ferie og lod ham blive hjemme – for ”han var det ikke værd”. Dette er kun en lille del af hvad der er sket.
Da min kæreste blev 21 mødte han en pige, som han forelskede sig voldsomt i. De flyttede sammen, men alt gik op i problemer (dette ved jeg fra både min kæreste, hans venner og hans stedmor) og han følte, at han skulle holde sammen på det hele. Hans ekskæreste lider af Borderline personlighedsforstyrrelse, har jeg fået oplyst. Flere gange har hun smadret min kærestes hjem, bil, sat ild til en postkasse, prøvet at slå ham og sig selv ihjel med knive og piller. Hun har krævet, at han tilsidesatte alt for hende; venner, behov, familie, interesser, alt. Min kæreste holdt fast på trods af, at hun ødelagde ham og styrede hans liv og hans penge. Sidste år fik han nok og gjorde det forbi.
Jeg sidder her med en klump i halsen og en spirende forelskelse i hjertet. Jeg ser så meget godt i den mand, som jeg er sammen med, han er kærlig, men usikker. Jeg føler, at han er så skadet af de ting, han har været igennem og alt jeg ønsker, er at hjælpe og støtte ham, hvis jeg kan. For han har vist mig tillid flere gange. Jeg er med på, at han har brug for at gro tillid, åbenhed, tiltro, selvværd, selvtillid og styrke for at kunne turde leve sit liv.
Jeg beder om råd til hvordan jeg kan støtte ham i hans kamp for at blive hel igen. Og ja, jeg ved at det bliver et sejt træk, men jeg vil være sammen med ham uanset hans fortid og tunge bagage.
Hvordan griber jeg dette an?

Kære anonym.
Det lyder ikke nemt med din kæreste, og jeg forstår rigtig godt, at du sidder med en klump i halsen. Alt det han har været igennem har jo aldrig været acceptabelt. Jeg ved godt, hvor hårdt det er at have lavt selvværd, ingen selvtillid, osv. For sådan har jeg det selv.
Men det er godt, at du er der for ham uanset hvad. Man kan sige, det vigtigste er jo bare, at du viser ham, at du er der for ham uanset hvad. Snakker med ham, krammer ham, giver ham eventuelt et skulderklap, når han gør noget godt. Et skulderklap kan vi alle jo lide. Og hvis han har brug for lidt ro nogen gange, så lad ham lige få den ro, han vil have. Men selvf også sidde lidt med ham og bare være der. Selvf er han ikke noget lille barn mere, og du er bestemt ikke hans mor. Men det er alligevel altid godt, hvis man kan være meget kærlig. Og hvis nu han så spørg efter bekræftelse om ham selv, så skal du bare svare på dem igen og igen, så mange gange han nu engang spørg. (:
Hilsen Yassirfir-Dosirfem.

Hej yassirfir.
Tak for dit svar.
Det, du skriver om, at jeg skal støtte min kæreste, hvis han søger bekræftelse - jeg forstår, hvad du mener. Han er ikke god til at modtage eller give komplimenter, ej heller til at give eller modtage kærtegn. Dog virker det til, at kram ikke er så farlige, så det må være der, jeg starter :)
Nogle gange lukker han sig inde og reagerer ikke på opkald eller sms, hvilket gør ondt på mig, men jeg kender jo grunden til hans reaktion/opførsel. Min kæreste har en enkelt gang indrømmet, at han er ved at få følelser for mig, men jeg må ikke vide hvilke, da han "er bange for at blive såret og forladt igen". Hans stedmor har dog forklaret mig, at han er meget glad for mig og meget stolt over, at jeg vil ham.
Jeg håber, at tiden læger alle sår..... ♥
Challenger

Jeg kender nogenlunde godt til hans reaktion. Jeg sidder selv meget tit alene på mit værelse, indelukket, m.m. Det er aldrig rart. Men man kan jo sige, hvis han ikke svarer på opkald eller sms'er, så kan du jo altid tage hjem til ham den dag? Medmindre I selvf bor sammen, så er der jo ikke så meget der. Udover så kan man jo sige, at I så bare lige skal snakke lidt sammen, hvis han selv har lyst til at åbne sig op for, hvad der ligesom trykker. Nogen gange hjælper det at få talt om tingene. (:

Min kæreste har sagt, at han bare skal have tid til at turde åbne sig... og at han har brug for luft indimellem.
Jeg er fast besluttet på at give, hvad dette her kræver.

Puha...
Lyder velkendt. Jeg er nu 36 og er blevet gift fornylig med min kæreste on off i 7 år.
Han har haft det nogenlunde ligeså, og de sidte 7 år har været meget hårde for mig, og for ham.
Det der har hjulpet er faktisk ikke mig. Ingen bekræftigelse jeg har givet kan lukke de huller han har i sine følelser, da det ikke er mig der har anbragt dem. Jeg har presset ham til at udvikle sig, se på tingene og gå i ret intensiv terapi. Jeg har fuld forståelse for din kærlighed, og han er heldig at du vil være der for ham. Du er bare nød til at huske en rigtig vigtig ting, hvis hans problemer overskygger dig og jeres liv sammen, vil du en dag knække, og så kan du ikke være der for ham.
Det er dig der støtter, men det er vigtigt at han samarbejder og er den der gør det hårde arbejde. Din vigtigste rolle er så at være der når det er svært for ham, og trække dig når han har brug for det. Når han trækker sig, så husk at brug tid på dig selv og dine veninder/ familie, så du lader op.
Rigtig meget held og lykke, det er svært, men det KAN lade sig gøre.
Hilsen Diana

Noen råd på vegen
At dere snakker mye med hverandre men uten å snakke for mye.
Vis tillit og gi hverandre tid for seg selv.
På biblioteket eller i bokhandelen bruker det ellers finnes böker om samliv.
Lykke til [sun]

Vi har lige talt i tlf i tyve minutter og han var i godt humør og fjollede en del, fint nok. Jeg sendte ham en sød sms for at vise, at jeg er her for ham. Hans svar: Du skræmmer mig. Jg ringede ham op med det samme, to opkald, han tog ikke tlf, så jeg indtalte en besked på hans tlfsvarer. I øjeblikket sker alt på hans præmisser, hvilket jeg i en periode godt kan leve med, hvis det er det, der skal til. Men bliver det ved, så træder jeg et skridt tilbage.
Challenger