Palle og Anne-Bente Jønsson var kommunister og -
ateister.
Modsat ftg, http://www.sol.dk/debat/240-religion-a-livssyn/2564987-kan-homoseksuelle-arve-guds-rige- så linker jeg, til denne artikel 🙂 det gjorde han ikke.
Det er en lille solstrålefortælling - intet er umuligt for Gud 🙂
http://www.udfordringen.dk/art.php?ID=23842
"Vi var begge meget venstreorienterede. Min kone Anne-Bente var kommunist og medlem af DKP. Vi troede på ”det nye menneske”, som ville vokse frem, når vi fik ændret samfundet, ligesom i Sovjet.
______
Selv om lærerparret Jønsson var røde marxister, var deres skoler respekteret. Forældrene kunne se de store fremskridt, der skete med deres børn. Det gjalt ikke mindst de ”vanskelige” elever, som fx havde svært ved at læse, havde ADHD, autisme, osv. Når de kom i det rigtige miljø, fungerede de igen.
_____
Minères sygdom
Palle nød at arbejde med børn, men han havde et stort problem: Han var overfølsom overfor lyd. En pivende tinitus-lyd kørte inde i hans hoved.
- Jeg led af den såkaldte Minères sygdom. Når jeg fik mine anfald, gik det på balancenerven og alt omkring mig sejlede rundt i et par timer. Bagefter måtte jeg ofte ligge i sengen et par dage, husker Palle. Men i dag er han helbredt!
- Jeg havde en smule kristendom i mig. Min mor havde bedt aftenbøn med mig. Og når jeg var hjemme i København for at besøge mine forældre, kunne jeg godt finde på at gå ind i Tabor-kirken på Lyngbyvej.
De havde fx en lovsangsleder, Ruth Cilwick, og hun havde sådan en smittende glæde, husker Palle.
Men han var også optagtet af en indisk guru, som havde disciple på Gylling Næs og mediterede sig ud af kroppen over indiske gudenavne.
- Da jeg ikke kunne holde min sygdom ud, tog jeg til et møde med Hans Berntsen i en folkekirke i Tirstrup på Lolland. Her var en spændende sognepræst, som hed Flensted Jensen, og han havde inviteret Berntsen til at komme og bede for syge.
Jeg tog med af nysgerrighed, og jeg havde regnet med, at der måske sad 5-10 gamle syge mennesker.
Men kirken var fyldt, og Berntsen talte meget folkeligt og direkte. Og bagefter stillede folk sig op i en lang række for at blive helbredt.
Tak skal du have, det havde jeg ikke regnet med. Og der var en dame, der smed krykkerne og dansede rundt.
Selv stod jeg sidst i rækken og da Hans bad for mig, skete der åbenbart ikke noget. Jeg mærkede ikke noget, men efter 8-10 dage uden anfald begyndte jeg at tænke på, om der alligevel var sket noget.
Det var der. Nu er det 15 år siden!
Min helbredelse skabte jo pludselig en helt ny interesse i familien.
Bagefter blev mit barnebarn helbredt for en lungesygdom.
Ja, mit barnebarn havde endda en hund, som havde kræft, og som dengang var 9 år. Den var blevet opereret to gange, og nu kunne de ikke gøre mere.
Nu skulle den bare leve af diætmad, indtil den døde i løbet af en 3 måneder.
Så spørger mit barnebarn Hans Berntsen, om han ikke kan bede for Perle.
Og det kunne Hans jo ikke stå for, så han gør det. Og hun levede ialt 16 år - uden diætmad.
Vi havde som røde pædagoger været imod, at børnene skulle høre bibelhistorie. For jeg havde haft en lærerinde, der havde indoktrineret lidt for meget, syntes jeg. Børnene skulle vælge selv, mente vi.
Men det fortryder jeg i dag.
Heldigvis er de tre af vores fire børn i dag kristne. Min søn Jens og svigerdatter Lene har endda oprettet en lille menighed i Nykøbing.
Citat slut
Modsat ftg, http://www.sol.dk/debat/240-religion-a-livssyn/2564987-kan-homoseksuelle-arve-guds-rige- så linker jeg, til denne artikel 🙂 det gjorde han ikke.
Det er en lille solstrålefortælling - intet er umuligt for Gud 🙂
http://www.udfordringen.dk/art.php?ID=23842
"Vi var begge meget venstreorienterede. Min kone Anne-Bente var kommunist og medlem af DKP. Vi troede på ”det nye menneske”, som ville vokse frem, når vi fik ændret samfundet, ligesom i Sovjet.
______
Selv om lærerparret Jønsson var røde marxister, var deres skoler respekteret. Forældrene kunne se de store fremskridt, der skete med deres børn. Det gjalt ikke mindst de ”vanskelige” elever, som fx havde svært ved at læse, havde ADHD, autisme, osv. Når de kom i det rigtige miljø, fungerede de igen.
_____
Minères sygdom
Palle nød at arbejde med børn, men han havde et stort problem: Han var overfølsom overfor lyd. En pivende tinitus-lyd kørte inde i hans hoved.
- Jeg led af den såkaldte Minères sygdom. Når jeg fik mine anfald, gik det på balancenerven og alt omkring mig sejlede rundt i et par timer. Bagefter måtte jeg ofte ligge i sengen et par dage, husker Palle. Men i dag er han helbredt!
- Jeg havde en smule kristendom i mig. Min mor havde bedt aftenbøn med mig. Og når jeg var hjemme i København for at besøge mine forældre, kunne jeg godt finde på at gå ind i Tabor-kirken på Lyngbyvej.
De havde fx en lovsangsleder, Ruth Cilwick, og hun havde sådan en smittende glæde, husker Palle.
Men han var også optagtet af en indisk guru, som havde disciple på Gylling Næs og mediterede sig ud af kroppen over indiske gudenavne.
- Da jeg ikke kunne holde min sygdom ud, tog jeg til et møde med Hans Berntsen i en folkekirke i Tirstrup på Lolland. Her var en spændende sognepræst, som hed Flensted Jensen, og han havde inviteret Berntsen til at komme og bede for syge.
Jeg tog med af nysgerrighed, og jeg havde regnet med, at der måske sad 5-10 gamle syge mennesker.
Men kirken var fyldt, og Berntsen talte meget folkeligt og direkte. Og bagefter stillede folk sig op i en lang række for at blive helbredt.
Tak skal du have, det havde jeg ikke regnet med. Og der var en dame, der smed krykkerne og dansede rundt.
Selv stod jeg sidst i rækken og da Hans bad for mig, skete der åbenbart ikke noget. Jeg mærkede ikke noget, men efter 8-10 dage uden anfald begyndte jeg at tænke på, om der alligevel var sket noget.
Det var der. Nu er det 15 år siden!
Min helbredelse skabte jo pludselig en helt ny interesse i familien.
Bagefter blev mit barnebarn helbredt for en lungesygdom.
Ja, mit barnebarn havde endda en hund, som havde kræft, og som dengang var 9 år. Den var blevet opereret to gange, og nu kunne de ikke gøre mere.
Nu skulle den bare leve af diætmad, indtil den døde i løbet af en 3 måneder.
Så spørger mit barnebarn Hans Berntsen, om han ikke kan bede for Perle.
Og det kunne Hans jo ikke stå for, så han gør det. Og hun levede ialt 16 år - uden diætmad.
Vi havde som røde pædagoger været imod, at børnene skulle høre bibelhistorie. For jeg havde haft en lærerinde, der havde indoktrineret lidt for meget, syntes jeg. Børnene skulle vælge selv, mente vi.
Men det fortryder jeg i dag.
Heldigvis er de tre af vores fire børn i dag kristne. Min søn Jens og svigerdatter Lene har endda oprettet en lille menighed i Nykøbing.
Citat slut
