Op. ned. Op. ned.
Jeg er pige, været sammen med min kæreste i snart 2 år, vi er begge 20 år... og jeg er noget rundtosset i hoved 😮
Vi mødtes en nytårsaften igennem nogen fælles bekendte. Intet tyde på noget i luften imellem os til festen, dog kun lidt fuldmands flirt. Han havde på det tidspunkt en kæreste som var 3 år yngre end ham, slog ham og havde personlighedforstyrelse, han har tideligere haft en hel del forstyrrede forhold, han røg hash og færdes med forkerte mennesker, blevet svigtet af familien og forsøgt selvmord. Jeg havde på det tidspunkt en ellers normalfungerende familie, dog meget følsomme og forvirrede, med en far der drikker lidt for meget, en bror med psykose, en mor med angst og mig med en uheldig `førte kæreste` som jeg var gået fra, men vi stod alle sammen, sammen, for at forstå vores sværge situationer og hjælpe hinanden.
Uden jeg der kendte til alt dette, mødtes vi nu igen 10 dage efter til en privat fest hos min veninde, vi kom i snak, og noget tænde i mig. Han var rolig, charmerende og havde blide øjne. Vi udvekslede numre og så begyndt en flirtende sms krig. Vi begyndte at date.
Han var en sand jentelemand med en rolig aura. Vi fortalte hinanden alt, godt og skidt: Ham om hans hans voldelige kæreste han lige havde slået op med, om hans dumme valg i fortiden. Mig om min meget svært udsatte familie med sygdom og alkohol, om min meget stressede tid med spontane one nights stands. Jeg skulle til tider lige sluge en klump i halsen, fx med hans selvmordsforsøg, men samtidig virkede det næsten terapeutisk og så rigtigt at snakke med hinanden om den slags. Vi begyndte at være meget sammen, jeg mødte hans familie og han min. Tiden gik, vi havde begge intet arbejde eller skolegang. Vi mødtes ligesom hinanden midt i vores livs forvirring, men nu virkede det hele så trygt og godt, nu hvor vi havde fundet hinanden.
Tiden gik endnu engang. Han får en lille lejelighed i nærheden af mig og min familie. Vi var konstant sammen hos ham. Isolerede os lidt sammen, uden rigtig at se nogen. Han havde droppet sin fortid med dumme venner og startet på en ny tilværelse i det øjeblik vi begyndte at date. Vi er meget forskellige, jeg kommer for et mere roligt og hyggeligt miljø med et par venner, jeg drikker sjældent og hygger mig meget med familien.
Vores holdninger og synsvinklen er også hér meget forskellige, hvilket er okay og normalt men vi begyndte at skændes en del. Følte lidt jeg blev lidt mor aktig for ham til tider, jeg lavede mad, ordnede sengetøjet og gjorde rent, hvor han helst bare ville sidde ved hans computer. Jeg konfronterede ham med mine problemer angående hans fraværende adfærd og der hjalp han så lidt til og stoppede igen, jeg begyndte så forfra med problemsamtalerne og sådan kørte det bare i ring. Så havde vi det hyggeligt med kærlighed i luften og så blev han ligeglad og fraværende, igen, igen, i ring, i ring. Jeg gjorde alt for at få det til at fungere, for han havde en stor plads i mit hjerte. Til tider kom min tvivl om os og hans kærlighed og en dag sagde han så at det ikke skulle være os mere, hvilket virkede så ligepludselig og hårdt. Hans begrundelse var at han følte hele tiden at han sårede mig (hvilket han også gjorde), men få minutter efter hans ^break up^ fik han snakken over på en pludselig tvivlende lyst til at slå op med mig og vi fik det til at kører igen, der gik nogle uger hvor han var meget nærværende, så vendte det lidt igen og han begyndet så en lille periode hvor han et par weekender var i byen med en ven. Efter de weekender med bytur, så gjorde han det så igen, han slog op med mig, men den her gang med nye argumenter: Han tænde ikke på mig mere, efter at jeg havde taget 5 kg på, han sagde at han havde været meget tvivlende omkring hans kærlighed til mig i 4 måneder, han sagde at når han så andre piger på gaden, kiggede han mere og mere på dem og at det skulle være slut nu... (Har er vi 1 år og 3 måneder inde i vores forhold)
Jeg brød fuldstændig sammen.. Jeg tænkte hvordan jeg nogensinde var kommet så langt ud med ham. At jeg ikke var gået noget før, at han har kunne styrer så meget rundt med mine følelser. Men det eneste problem var, at jeg var vild med ham, og tænkte kun på de gode ting ved ham og fortrængte de dumme ting. Så istedet for at sige hvad jeg i virkeligheden tænkte så sagde jeg til ham at jeg da godt kunne tabe mig hvis det var det?
Han sagde at det havde jeg sagt nogle gange nu, men at jeg ligesom ikke rigtig gjorde noget. Jeg blev ret sur og kold på ham, tog ham i armen og fulgte ham ud til min hoveddør og smed ham så ud og råbte "Jeg henter mine ting hos dig i morgen, din spade", han blev helt forskrækket over min opfarende adfærd og kiggede på mig med en attitude nogenlunde sådan her: [:|] . Så smækkede jeg døren i.
Jeg for op på mit værelse og rev alle billeder med os i stykker, fjernede ham fra facebook og fjernede billeder, beskeder, hans nummer...
Jeg ringede til min veninde og vi tog på cafe for at snakke om min situation. Hun mente at jeg skulle havde været gået for længst, hvilket han har sagt nogle gange i løbet af vores forhold. Jeg gav hende ret, men samtidig tænkte jeg på hvordan jeg dog skulle leve videre nu, uden ham. Han betød så grusomt meget for mig.
Jeg ved godt at det virker enormt specielt og decideret vildt at jeg tænkte sådan og så efter alle hans grænseoverskridende argumenter for at slå op. Men det var nu engang sådan.
Jeg vågnede meget tidligt næste dag, satte mig ud på en stol i haven. Sad ellers bare der og forstod slet ikke hvad der skete mellem os, hvordan kan vores forhold være så ambivalent, op, ned, op, ned, op, ned. I det jeg sad der kom han roligt gående ind i haven, fik øje på mig så traskede roligt hen til mig og brød så sammen foran mig, han sagde at han var så frygtelig ked af alt det grimme han havde sagt i går, og at han hadede sig selv for den han var, de ting han gjorde, om den kærelighed jeg fortjente som han kun nogle gange gav mig, som ikke var tilstrækkelig. Jeg var på en måde iskold og lyttede bare. Vi sad længe med en distance på 3 meter fra hinanden, han turde ligesom ikke nærme sig mig, jeg sagde ikke et ord i 2 timer hvor han bare forklarede om hvor dum han selv syntes han var...
Jeg begyndte så småt at tro på hans ulykkelighed, og så naiv, sød eller rigtigt det var, så var vi så småt sammen igen efter blot 2 dage.
Jeg havde en følelse af at jeg ikke kunne undvære ham og hans gode sidder.
Vi har efterfølgende været sammen i 8 måneder, han har fået en anden form
for respekt, han er der meget mere. Ikke sagt at der ikke er problemer, for det er der, de bliver bare hurtigere løst. Vi hygger meget, laver en masse ting sammen.
_________________________________________________________________________________________
MenNu er det så bare liiiige..
Jeg er begyndt at få nogle seriøse psykiske komplekser oven på en her omgang.
Jeg er pludselig blevet en jaloux pige, over de mindste ting.
Jeg bliver hurtigere sur og irriteret end nogensinde før.
Jeg har svært ved at sove.
Jeg trøstespiser.
.. Og så tænker jeg konstant på alle de uretfærdig ting jeg har været igennem med ham.
Det knager og braver i mit hovede og jeg er blevet meget bevidst om hvor sindsygt vores forhold har været indtil for 8 måneder sidden. Har simphelthen ikke kunne se det forkerte ved at blive hos ham dengang, indtil nu - hvor det går rigtig godt.
Spørgsmål: Jeg elsker ham og vi har det godt og sundt sammen nu - Men jeg er bare så stresset over den fortid vi havde sammen. Hvad i Guds navn gør jeg?
Jeg vil simpelthen være så taknemmelig hvis nogen ville sætte sig ind i det!
Vi mødtes en nytårsaften igennem nogen fælles bekendte. Intet tyde på noget i luften imellem os til festen, dog kun lidt fuldmands flirt. Han havde på det tidspunkt en kæreste som var 3 år yngre end ham, slog ham og havde personlighedforstyrelse, han har tideligere haft en hel del forstyrrede forhold, han røg hash og færdes med forkerte mennesker, blevet svigtet af familien og forsøgt selvmord. Jeg havde på det tidspunkt en ellers normalfungerende familie, dog meget følsomme og forvirrede, med en far der drikker lidt for meget, en bror med psykose, en mor med angst og mig med en uheldig `førte kæreste` som jeg var gået fra, men vi stod alle sammen, sammen, for at forstå vores sværge situationer og hjælpe hinanden.
Uden jeg der kendte til alt dette, mødtes vi nu igen 10 dage efter til en privat fest hos min veninde, vi kom i snak, og noget tænde i mig. Han var rolig, charmerende og havde blide øjne. Vi udvekslede numre og så begyndt en flirtende sms krig. Vi begyndte at date.
Han var en sand jentelemand med en rolig aura. Vi fortalte hinanden alt, godt og skidt: Ham om hans hans voldelige kæreste han lige havde slået op med, om hans dumme valg i fortiden. Mig om min meget svært udsatte familie med sygdom og alkohol, om min meget stressede tid med spontane one nights stands. Jeg skulle til tider lige sluge en klump i halsen, fx med hans selvmordsforsøg, men samtidig virkede det næsten terapeutisk og så rigtigt at snakke med hinanden om den slags. Vi begyndte at være meget sammen, jeg mødte hans familie og han min. Tiden gik, vi havde begge intet arbejde eller skolegang. Vi mødtes ligesom hinanden midt i vores livs forvirring, men nu virkede det hele så trygt og godt, nu hvor vi havde fundet hinanden.
Tiden gik endnu engang. Han får en lille lejelighed i nærheden af mig og min familie. Vi var konstant sammen hos ham. Isolerede os lidt sammen, uden rigtig at se nogen. Han havde droppet sin fortid med dumme venner og startet på en ny tilværelse i det øjeblik vi begyndte at date. Vi er meget forskellige, jeg kommer for et mere roligt og hyggeligt miljø med et par venner, jeg drikker sjældent og hygger mig meget med familien.
Vores holdninger og synsvinklen er også hér meget forskellige, hvilket er okay og normalt men vi begyndte at skændes en del. Følte lidt jeg blev lidt mor aktig for ham til tider, jeg lavede mad, ordnede sengetøjet og gjorde rent, hvor han helst bare ville sidde ved hans computer. Jeg konfronterede ham med mine problemer angående hans fraværende adfærd og der hjalp han så lidt til og stoppede igen, jeg begyndte så forfra med problemsamtalerne og sådan kørte det bare i ring. Så havde vi det hyggeligt med kærlighed i luften og så blev han ligeglad og fraværende, igen, igen, i ring, i ring. Jeg gjorde alt for at få det til at fungere, for han havde en stor plads i mit hjerte. Til tider kom min tvivl om os og hans kærlighed og en dag sagde han så at det ikke skulle være os mere, hvilket virkede så ligepludselig og hårdt. Hans begrundelse var at han følte hele tiden at han sårede mig (hvilket han også gjorde), men få minutter efter hans ^break up^ fik han snakken over på en pludselig tvivlende lyst til at slå op med mig og vi fik det til at kører igen, der gik nogle uger hvor han var meget nærværende, så vendte det lidt igen og han begyndet så en lille periode hvor han et par weekender var i byen med en ven. Efter de weekender med bytur, så gjorde han det så igen, han slog op med mig, men den her gang med nye argumenter: Han tænde ikke på mig mere, efter at jeg havde taget 5 kg på, han sagde at han havde været meget tvivlende omkring hans kærlighed til mig i 4 måneder, han sagde at når han så andre piger på gaden, kiggede han mere og mere på dem og at det skulle være slut nu... (Har er vi 1 år og 3 måneder inde i vores forhold)
Jeg brød fuldstændig sammen.. Jeg tænkte hvordan jeg nogensinde var kommet så langt ud med ham. At jeg ikke var gået noget før, at han har kunne styrer så meget rundt med mine følelser. Men det eneste problem var, at jeg var vild med ham, og tænkte kun på de gode ting ved ham og fortrængte de dumme ting. Så istedet for at sige hvad jeg i virkeligheden tænkte så sagde jeg til ham at jeg da godt kunne tabe mig hvis det var det?
Han sagde at det havde jeg sagt nogle gange nu, men at jeg ligesom ikke rigtig gjorde noget. Jeg blev ret sur og kold på ham, tog ham i armen og fulgte ham ud til min hoveddør og smed ham så ud og råbte "Jeg henter mine ting hos dig i morgen, din spade", han blev helt forskrækket over min opfarende adfærd og kiggede på mig med en attitude nogenlunde sådan her: [:|] . Så smækkede jeg døren i.
Jeg for op på mit værelse og rev alle billeder med os i stykker, fjernede ham fra facebook og fjernede billeder, beskeder, hans nummer...
Jeg ringede til min veninde og vi tog på cafe for at snakke om min situation. Hun mente at jeg skulle havde været gået for længst, hvilket han har sagt nogle gange i løbet af vores forhold. Jeg gav hende ret, men samtidig tænkte jeg på hvordan jeg dog skulle leve videre nu, uden ham. Han betød så grusomt meget for mig.
Jeg ved godt at det virker enormt specielt og decideret vildt at jeg tænkte sådan og så efter alle hans grænseoverskridende argumenter for at slå op. Men det var nu engang sådan.
Jeg vågnede meget tidligt næste dag, satte mig ud på en stol i haven. Sad ellers bare der og forstod slet ikke hvad der skete mellem os, hvordan kan vores forhold være så ambivalent, op, ned, op, ned, op, ned. I det jeg sad der kom han roligt gående ind i haven, fik øje på mig så traskede roligt hen til mig og brød så sammen foran mig, han sagde at han var så frygtelig ked af alt det grimme han havde sagt i går, og at han hadede sig selv for den han var, de ting han gjorde, om den kærelighed jeg fortjente som han kun nogle gange gav mig, som ikke var tilstrækkelig. Jeg var på en måde iskold og lyttede bare. Vi sad længe med en distance på 3 meter fra hinanden, han turde ligesom ikke nærme sig mig, jeg sagde ikke et ord i 2 timer hvor han bare forklarede om hvor dum han selv syntes han var...
Jeg begyndte så småt at tro på hans ulykkelighed, og så naiv, sød eller rigtigt det var, så var vi så småt sammen igen efter blot 2 dage.
Jeg havde en følelse af at jeg ikke kunne undvære ham og hans gode sidder.
Vi har efterfølgende været sammen i 8 måneder, han har fået en anden form
for respekt, han er der meget mere. Ikke sagt at der ikke er problemer, for det er der, de bliver bare hurtigere løst. Vi hygger meget, laver en masse ting sammen.
_________________________________________________________________________________________
MenNu er det så bare liiiige..
Jeg er begyndt at få nogle seriøse psykiske komplekser oven på en her omgang.
Jeg er pludselig blevet en jaloux pige, over de mindste ting.
Jeg bliver hurtigere sur og irriteret end nogensinde før.
Jeg har svært ved at sove.
Jeg trøstespiser.
.. Og så tænker jeg konstant på alle de uretfærdig ting jeg har været igennem med ham.
Det knager og braver i mit hovede og jeg er blevet meget bevidst om hvor sindsygt vores forhold har været indtil for 8 måneder sidden. Har simphelthen ikke kunne se det forkerte ved at blive hos ham dengang, indtil nu - hvor det går rigtig godt.
Spørgsmål: Jeg elsker ham og vi har det godt og sundt sammen nu - Men jeg er bare så stresset over den fortid vi havde sammen. Hvad i Guds navn gør jeg?
Jeg vil simpelthen være så taknemmelig hvis nogen ville sætte sig ind i det!