0tilføjet af

Oorh ...det luner :) Flertal for bedre dyrevelfærd

Flertal for bedre dyrevelfærd
04. nov. 2005 18.28 Indland Opdat.: 04. nov. 2005 19.28
Regeringen tvinges nu til at gennemføre skærpet kontrol med dyrevelfærd både i staldene og på dyretransporter.
Dansk Folkeparti besluttede i dag at støtte et forslag fra oppositionen, som vil styrke kontrollen på en række felter, oplyser SF's ordfører, Kristen Touborg.
Der skal oprettes et rejsehold for dyrevelfærd under Fødevarestyrelsen. Frekvensen af årlige uanmeldte dyrlægebesøg i staldene skal fordobles fra 5 til 10 procent af alle kvæg- og svinebesætninger.
Mindst 10 procent af alle dyretransporter skal kontrolleres, så kontrolhyppigheden kommer langt op over de 220 kontroller, der blev foretaget sidste år.
Klippekort
Endelig skal der indføres et "klippekort" for vognmænd, der transporterer dyr: Hvis vognmanden mere end tre gange overtræder reglerne med hensyn til lastetæthed, transporttid, strøelse, vand og foder, skal han miste retten til at køre med dyr.
- Nu bliver der flertal for at gennemføre disse forslag. Det er meget tilfredsstillende, at der endelig sker noget på området til gavn for dyrene. Regeringen har mange pæne ord, når det gælder dyrevelfærd, men handling er der ikke rigtig noget af, siger Kristen Touborg.
Forslagene er fremsat af Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten efter en rapport om dyrevelfærd fra Fødevarestyrelsen i oktober.
Regeringspartierne Venstre og De Konservative, som ikke har tilsluttet sig flertallets skærpelser, ville gerne have haft mere tid til at vurdere forslagene, fremgår det af beretningen fra Folketingets fødevareudvalg.
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.