Om at lære dansk
Det svære danske sprog:
Vi starter med lås der i flertal er låse,
men flertal af gås er gæs ikke gåse!
Vi taler om fod, - er der fler' si'r vi fødder,
men skønt vi si'r flod, vi aldrig si'r flødder.
Er der en, er det den, er der to, si'r man disse.
Hvorfor fa'n hedder pen så - pluralt ikke pisse?
At flertal af mand er mænd - ikke mænder
er svært at forstå, når en tand bli'r til tænder.
Skønt flertal af and som bekendt hedder ænder,
så hører man aldrig, at spand bli'r til spænder.
En anden mærkværdighed er her til lands;
i tredje person er det han ham og hans.
Er det sund logik - ja, derom spø'r jeg kuns -
man ikke om damer si'r hun hum og huns?
At synge i datid på dansk hedder sang,
men gynge's imperfektum er ikke gang.
Og hvem kan forstå, hvorfor springe er sprang,
når bringe det ikke i datid er brang?
Korrekt hedder datid af bringe jo bragte,
hvor er så logikken, når man siger bagte,
på basis af infinitiven at bage?
Et andet eksempel det hedder: at tage
Det bøjes i datid ved, at man si'r tog!
Sku bage så ikke i datid gi bog?
Når bringe er bragte, sku' bagte være bringe,
men så måtte ragte være datid af ringe,
og ragte det findes på dansk faktisk ikke
...derfor må vi hel're la' spørgsmålet ligge!
Vi starter med lås der i flertal er låse,
men flertal af gås er gæs ikke gåse!
Vi taler om fod, - er der fler' si'r vi fødder,
men skønt vi si'r flod, vi aldrig si'r flødder.
Er der en, er det den, er der to, si'r man disse.
Hvorfor fa'n hedder pen så - pluralt ikke pisse?
At flertal af mand er mænd - ikke mænder
er svært at forstå, når en tand bli'r til tænder.
Skønt flertal af and som bekendt hedder ænder,
så hører man aldrig, at spand bli'r til spænder.
En anden mærkværdighed er her til lands;
i tredje person er det han ham og hans.
Er det sund logik - ja, derom spø'r jeg kuns -
man ikke om damer si'r hun hum og huns?
At synge i datid på dansk hedder sang,
men gynge's imperfektum er ikke gang.
Og hvem kan forstå, hvorfor springe er sprang,
når bringe det ikke i datid er brang?
Korrekt hedder datid af bringe jo bragte,
hvor er så logikken, når man siger bagte,
på basis af infinitiven at bage?
Et andet eksempel det hedder: at tage
Det bøjes i datid ved, at man si'r tog!
Sku bage så ikke i datid gi bog?
Når bringe er bragte, sku' bagte være bringe,
men så måtte ragte være datid af ringe,
og ragte det findes på dansk faktisk ikke
...derfor må vi hel're la' spørgsmålet ligge!