Om låste døre...

Stilhederne omkring mig
hæver og sænker sig,
let duvende, som
et uregelmæssigt åndedræt
De ligger tæt opad vinduer,
lofter, gange, usynlige revner
og sprækker og optages
- langsomt -
gennem min hud
Stilhed, går det op for mig,
har ingen puls og alligevel
finder den kroppe og sind
at sætte sig fast i, som en
massiv infrarød rytme
- er jeg stadig?
Stilheden forbinder mig
- med min angst og de låste døre
- med mit hjerte
- med mine skælvende læber,
som holder på min egen stilhed
Jeg kunne skrige i den
og aldrig skabe andet
end Stilhed,
min overflade krakelere
og låses op for stumme
stemmer
De maler Stilhed i
mine, så langt væk, minder
stryger over tankers
skrøbelige farvede glas,
trænger sig ind på det røde
i mig
STILHEDEN er uendelig
og den følger mig
- overalt -
bag disse forbandede
låste døre.
A

Så find ham der hat døgnvagten

- jeg har selv nøglen😃
A

...fik lige denne aha-tanke - at stilheden kan være så intens og gennemtrængende, at den virker skræmmende...hvem der har nøglen til at komme udaf den uønskede stilhed...det er vel åbent...!
...tak for dine inspirerende tanker...)

- du er nøglen til en masse oplevelser. [l][f]

være dejligt...tror såmænd at vi alle er kilder til store oplevelser, hvis vi turde...
Godt at se du stadig er så aktiv i debatten[l]!
[s][s][s]
A

mange facetter...den kan findes i snefnug, i hinandens øjne efter elskov, i et elsket barns søvndrukne opvågning,
i et elsket menneskes dødekrop, lige før et skænderi, i tilgivelse, i sindet, sammen med ens bedste ven....ja næsten overalt som
små udefinerlige udråbstegn ell. pauser...tak fordi du brugte din tid på at læse om min stilhed...
[s][s][s]
A

- vi har jo alle vores at døje med...😃 Fetich om du vil [f]