Når demens rammer ens kære!:-(

Hva gør man når demens rammer ens kære?
Min morfar begyndte sidste år at blive dement, det var meget hårdt for både mig men også resten af min familie, da vi altid har stået hinanden meget nær. Min mormor og morfar bor nemlig kun ca. 2 km fra os
Før han begyndte at blive syg og dement, sov jeg hos dem næsten hver weekend hvor vi sad og hyggede, spillede kort, legede quiz, så en go film og drak te og spiste boller. Nu er jeg der mindre ofte. Jeg er blevet ældre og det kniber med at få tid til det. Det er heller ikke så hyggeligt som før. Min morfar har glemt hvordan man spiller kort, glemtr hvordan man quizzer og svarene har han glemt, han kan ikke sidde stille og går forvirret rundt. Jeg blir så trist men også så træt når han flere gange spør om det samme igen og igen. Og han blir ked af det når vi fortæller han har spurgt om det før. Han ved sq godt det selv er galt! Derfor har han ingen livsgnist mer. Han siger selv han ikke har noget at stå op for og derfor først står op sent om eftermiddagen. Han har ingen appetit, drikker ikke ret meget så han blir tit ret dehydreret og får det meget dårligt. Det værste er at jeg ved han en dag ikke kan huske mig mer...det har før kneben når han ikke har set mig i lang tid. I starten af hans sygdom skrev jeg derfor et digt om mine tanker. Da min mor læste det, begyndte hun at græde, så vi græd sammen. Hun har gemt digtet i en skuffe fordi hun mente det var godt skrevet.
Jeg elsker min morfar og vil helst ikke miste ham. Ved jeg bare at jeg gør på et tidspunkt, og det er umuligt at sige hvornår. Og vil helst ikke tænke på det!
Den anden dag havde han sagt til en læge at han jo manglede mig til at komme og drille ham og muntre ham op som førhen. Havde min mor fortalt. Fik en klump i halsen og var ved at græde. Det rørte mig...dybt! Hvis jeg kunne brugte jeg næsten hvert minut sammen med ham og min mormor. Elsker dem meget højt. Men ved snart ikke hvad jeg skal gøre for at få muntret min morfar op længere når jeg knap har tid.
Vil meget gerne høre fra andre der måtte gå gennem en svær periode med demens i familien. Men også gerne andre hvis nogen har noget på hjerte.
på forhånd tak!
V.H Devil_tiger

Jeg synes simpelthen det er SÅ synd for dig...
jeg har svaret på dit andet indlæg,hvor du oz kommer ind på dette emne..
Mange knus og kram til dig,det tror jeg du har brug for.:-)

Hej devil tiger,
Jeg synes det smukt indlæg du har skrevet, og det er meget svært at forholde sig, når mennesker mennesker man holder meget af forandre sig. Men det er godt du har din mor du kan snakke med om det. Men du acceptere din morfar ikke kan huske mere, selvom det er så svært så svært, at se ens holdpunkt i tilværelsen glide væk fra en. Men sørg for at han får vand nok at drikke, samt prøv kun at snakke i om nuet, samt se en film som du ved din morfar kan huske. prøv at undgå at snakke om alle de ting han ikke kan huske hvad der skerte igår har han jo glemt. jeg ved det er så svært, men prøv at forstå han har fået en sygdom selvom det er svært.
Og husk på alle de gode tider i har haft sammen, og det er ikke din skyld.
Og det ok at man bliver meget ked af det.
Jeg ønsker du kommer igennem det, og tak for dit gode indlæg.
Mvh. Claes Pedersen

Hej,
Hvis du ikke allerede kender til Alzheimerforeningen, synes jeg, at du skal tage et kig på foreningens hjemmeside: www.alzheimer.dk
Selvom Alzheimer blot er én demenssygdom blandt mange, omhandler foreningens hjemmeside demens i almindelighed.
Held og lykke!

Hejsa!
Ja, det er altid frygteligt når ens nærmeste rammes af sygdom. Jeg har selv en mor som er begyndt at glemme og jeg skal også gentage mig selv igen og igen. Nogen gange kan jeg godt blive lidt irriteret, men bider det i mig. Jeg har prøvet at sig "Det har jeg jo lige fortalt dig 2 gange før" og så ser det ud som om hun krøber helt sammen, jeg får det meget dårligt bare ved synet. Min mor er ikke dement, men alligevel.
Prøv at bid irritationen i dig....irritationen er måske hårdt sagt....men så følelsen af, hvor hårdt det er. Du er jo nok lidt bange ved siden af, men prøv at tag det med et smil.
Ja, vi alle har travlt, men prøv alligevel at besøg ham så ofte du kan. Du skriver jo selv,du ved ikke hvor lang tid du har ham. Husk på, den dag han er væk, kan du ikke lige smutte forbi ham, sørg nu for at have din samvittighed iorden, den dag han ikke er her mere.
Du kan ikke ændre situationen, men du kan give ham en god tid mens han stadig er her. Prøv at skub alt det triste i bag grunden og se om i ikke kan have det lidt sjovt.
Jeg håber det bedste for dig og din familie. Op med modet min ven.
Hejsa

Min morfar blev demens, fik alzheimer og tabte sig over 40kg og var kun skind og ben....
Han var den største mand i mit liv.... Han var der altid for en..
Men han glemte mig, jeg var den han var tættest knyttet til.....! Han græd da han så mig og sagde jeg kan ikke huske dig...
Det hårdt han døde desværre 8nov sidste år
Nu min mormor begyndt at lide af demens, det eneste man kan gøre at holde modet oppe... og hjælpe dem så godt man kan
Mange hilsner Irene

Svar til KHN.
Det er meget let at sige op med modet, når det man kendt glider bort fra en. Et er blive glemsom noget andet er at når mennesker rammes af demens, og den person man kendte er der ikke mere. jeg tror ikke du ved, hvad det vil sige, når et menneske bliver ramt af demens.
Min mormor levede 7 år i en demens tilstand før hun gik bort, og det kan være meget svært at forholde sig til når man er et ungt menneske.

Hej...
Det er fandme sørgeligt, mindede mig så meget om min farmor (der dog ikke er dement, men nok snart skal videre), at jeg begyndte at tude... Det gør sku ondt, når hun siger at jeg må have det godt fremover, hvis vi ikke skulle ses igen...
Det skal lige siges at jeg er en dreng på 16 år...

Hey Devil_tiger..
Jeg oplever nogen lunde det samme.. Min mor (47 år) har i mange år drukket for meget og samtidig haft spiseforstyrrelse, til sidst tog det for hårdt på leveren og hun blev indlagt og overlevede ved et mirakel, desværre mistede hun meget af hukommelsen, hun kan godt huske langtids tilbage, men hvis hun spørger om noget, spørger hun om det samme igen 5 min efter og bliver også meget meget såret hvis man nævner overfor hende at hun sagde det lige før, desværre vil hun nok altid skulle leve med dette.. I perioder står hun også op om efternmiddagen eftersom hun ikke syngtes hun har noget at leve for længere.. Det er hårdt at se på og det er endnu hårdere når det er en person som man elsker så meget! Jeg kan godt forstå hvor svært det må være for dig, men selv om hukommelsen ikke er hva den har været, så husk altid at din morfar har dig i hans hjerte uanset om du er i hovedet hvis du forstår.. Du vil altid være der for ham jo! Jeg syntes at hvis han siger samme ting efter 5 min igne, så svar på det igen ligsom han ikke har spurgt om det før, det er svært og man blir dybt såret, men det er det eneste at gøre for han kan jo ikke gøre for det og som min mor, blir han bare såret hvis man siger til ham at han lige har sagt det for 5 min siden..
Jeg håber din morfar får mere livsglæde og håber du kan bruge mit svar til noget...