Nostradamus - hvor pålidelige er hans forudsigelser?
„HAN forudsiger hovedsagelig at det onde vil komme; det gode forekommer kun tilfældigt i hans skrifter, og med lange mellemrum.“ Denne kommentar kommer fra Charles A. Ward, som ikke kritiserer men forsvarer Nostradamus.
Hvis denne franske astrolog fra det 16. århundrede har forudsagt så mange ulykker, hvorfor har hans bøger da tiltrukket sig så megen opmærksomhed helt op til vor tid? Var han inspireret af Gud? Eller har han blot, som nogle siger, ’skudt så mange pile af i alle retninger at han ikke kunne undgå at ramme noget’? Og hvad er grunden til at de der som Nostradamus forudsiger fremtiden, nyder så stor popularitet?
Historien beretter om en lang række spåmænd, astrologer, sandsigere og profeter der har søgt at imødekomme mange menneskers ønske om at kunne se ind i fremtiden på overnaturlig vis. Men deres popularitet skyldes ikke deres forudsigelsers overvældende nøjagtighed eller at de er gået i opfyldelse. Den skyldes snarere tilhængernes store tiltro til de magiske kunster.
For eksempel siger P. Whitmore i bogen A Seventeenth Century Exposure of Superstition at astrologi „var og stadig er den dybest rodfæstede af alle former for overtro“. Det anslås forsigtigt at mindst 50 millioner mennesker alene i De forenede Stater beskæftiger sig med en eller anden form for astrologi. Det svarer til omkring én ud af fire! Mange har ligesom Nostradamus skaffet sig berømmelse, rigdom og personlige fordele fra tilhængerne af deres okkulte virksomhed ved at udnytte deres interesse for at kende fremtiden.
Mange nærer en sådan lidenskab for horoskoper, såvel som for spil, at de er komplet blinde for fejltagelser. I denne forbindelse omtaler Eric Russell i bogen Astrology and Prediction en „forfærdelig vandflod“ som var blevet forudsagt af de fleste europæiske astrologer på Nostradamus’ tid. De sagde enstemmigt at alle planeterne „ville mødes i Fiskenes tegn — en ufejlbarlig angivelse af at den kendte verden ville blive ødelagt ved vand. . . . Nogle få fundamentalister hævdede at dette umuligt kunne være sandt, for havde Gud ikke sat regnbuen på himmelen som et løfte om at himmelens sluser aldrig mere skulle åbnes? . . . Skibsbyggerne fik enorme fortjenester, da de der havde råd til det hyrede alle ledige fartøjer i havnene.“ Verden ventede, men intet skete.
Russell fortsætter: „De kvikkeste astrologer lykønskede kristenheden med at dens stærke bønner havde kunnet afværge ulykken — mens andre sikkert måtte se sig om efter et andet arbejde. Men selv om der var nogle få pinlige uger for astrologerne i Europa, var hele affæren glemt i løbet af en måneds tid, og astrologerne modtog igen bestillinger på at udarbejde horoskoper for denne eller hin prins eller republik.“
For øvrigt forudsiger nogle astrologer at der vil indtræffe jordskælv, oversvømmelser og tørker omkring april 1982, fordi planeterne da vil stå på linje. Astronomer påpeger imidlertid at der ikke vil forekomme en direkte linjestilling af planeterne, men at der vil være tale om en gruppering af jorden og de øvrige otte planeter i et cirkeludsnit på 95 grader, målt i forhold til solen. Hvis der indtræffer et alvorligt jordskælv, en oversvømmelse eller en tørke i 1982 (hvad der jo jævnlig gør), vil mange mennesker acceptere at dette års katastrofer er blevet forudsagt nøjagtigt af astrologerne.
Af de påståede 946 forudsigelser man tillægger Nostradamus, regnes kun omkring 70 for at være gået i opfyldelse til en vis grad. Det bliver til en nøjagtighed på omkring 7 procent. Dog bemærker M?Clintock og Strongs Cyclopædia vedrørende disse ’opfyldte spådomme’ at mange af dem skyldes „frække forfalskninger“ foretaget af hans fortolkere; blandt disse medregnes forudsigelsen af hans egen død. Andre blev „formuleret efter de begivenheder de synes at pege frem til“. Nogle spådommes opfyldelse er temmelig „søgte“, og nogle kan „opfyldes“ på flere forskellige begivenheder.
Når astrologer forudsiger fremtidige begivenheder er det ikke altid muligt at afgøre forudsigelsernes nøjagtighed, da der kan være en ventetid på flere hundrede år før opfyldelsen indtræffer, hvis den da nogen sinde gør det. Når sådanne spåmænd berører emner eller begivenheder der har forbindelse med Bibelen, er det imidlertid nemmere at afgøre hvorfra de har deres inspiration. Hvis den er fra Gud skulle deres lære altid harmonere med Bibelen, Guds ord. — 2 Tim. 3:16; 2 Pet. 1:20, 21.
Nostradamus berørte faktisk nogle emner der har relation til Bibelen. Angående fremtiden forudsagde han at „før den altomfattende verdensbrand skal der komme så mange store oversvømmelser at der næppe vil være noget land der ikke er dækket af vand, og dette vil vare så længe at alt med undtagelse af Etnografia og Topografia vil forgå“. Men i Første Mosebog 9:11 siges der: „Aldrig mere skal alt kød udryddes af flodens vande, og aldrig mere skal der komme en vandflod for at ødelægge jorden!“ Nostradamus sagde: „Jeg indrømmer fuldt ud at alt udgår fra Gud.“ Hans forudsigelser lyder måske imponerende, men hvis de var „fra Gud“, hvorfor er de så i strid med Guds ord?
Det forholder sig på samme måde med hans kronologiske beregninger. Skønt Nostradamus hævder at være nået frem til dem ved „simpelt hen at anvende Den hellige Skrift som rettesnor“, indrømmer han også at hans tidsangivelser er blevet „korrigeret ved astronomiske beregninger“. Det kan lyde overbevisende, men hvor godt harmonerer de med hinanden?
Det bliver hurtigt klart at Nostradamus ikke bekymrede sig meget om Bibelen, men kun brugte den til at støtte sine egne antagelser. Selv om han formelt tilhørte den katolske kirke må man sige at følgende beskrivelse, givet af Charles Ward, passer meget godt ikke blot på Nostradamus men også på den der stod bag hans forudsigelser:
„Hvad er Nostradamus? . . . en der taler i gåder og fremstiller menneskers skæbne i gåder; en mand som på én gang er dristig og frygtsom; ukompliceret, og dog, hvem kan lodde hans dybde? Kristen på overfladen, men måske hedning i sit hjerte.“
Som andre spåmænd var Nostradamus mester i flertydighed og ord med dobbelt betydning. I bogen Astrology and the Popular Press siger Bernard Capp: „Nostradamus var mester i flertydighed, og dette har holdt hans profetier i live frem til vor tid.“
Dette aspekt ved hans firlinjede vers kommenteres af James Laver, der skriver følgende i bogen Nostradamus or the Future Foretold: „Disse firlinjede strofer på knudret fransk, der hverken følger metrik eller syntaks, som er arrangeret uden nogen forståelig rækkefølge, og som vrimler med såvel ord på et halvt dusin fremmede sprog som med initialer, anagrammer og hjemmelavede navne — hvordan kan man gøre sig håb om overhovedet at finde nogen mening i den slags skriveri? Og hvis der var en mening, ville det så være ulejligheden værd at finde den?“
I forordet til sine skrifter indrømmer Nostradamus at han anvender „dunkle og vanskeligt forståelige sætninger“ for ikke at „støde tilhørerne“. Han henviser derpå til Jesu ord i Mattæus 11:25: „Jeg priser dig offentligt, Fader, himmelens og jordens Herre, fordi du har skjult disse ting for de vise og intellektuelle og åbenbaret dem for spædbørn.“ Men Jesu disciple i alle aldre og af alle tungemål har forstået hans udtalelser. Nostradamus’ udtalelser er derimod forblevet bekvemt dunkle.
Nostradamus (14. december 1503 til 2. juli 1566), hvis egentlige navn var Michel de Notredame, voksede op i Sydfrankrig. Han var barn af fransk-jødiske forældre som var gået over til katolicismen og havde antaget navnet de Notredame. Der findes mange legender om hans tidligste liv, men pålideligheden af disse, der er nedskrevet af to af hans slægtninge, er temmelig omstridt.
James Laver har denne kommentar: „Den seneste forskning . . . har påvist at den ædle og idylliske baggrund som hidtil er blevet accepteret af enhver der skrev om Nostradamus, ikke har nogen rod i virkeligheden.“ Efter at have gengivet en af disse legender, der fortæller at Nostradamus forudsagde at han og en vis adelsmand ville komme til at spise et sort svin i stedet for et hvidt til aftensmad, siger Laver: „Der er selvfølgelig ikke noget bevis på denne histories sandfærdighed, . . . Hvor fascinerende disse historier end kan være, er det dog værd at bemærke at de fleste af dem skyldes senere levnedsskildreres tro. Nogle af historierne . . . optræder for første gang i det syttende århundrede, nogle af dem endog senere.“
I sine bestræbelser på at forudsige fremtiden var Nostradamus dybt involveret i kunsten at stille horoskoper, i magi, astrologi og i hedenske ritualer med besværgelser og trylleformularer. H. C. Roberts, der selv har „forsket i det okkulte“, siger i bogen The Complete Prophecies of Nostradamus: „Der er ikke skygge af tvivl om at de metoder Nostradamus anvendte for at se ind i fremtiden, og de resultater han opnåede, lå uden for rammerne af den fysiske verden . . . kræfter vi i dag betegner som ’oversanselige opfattelsesevner’.“
Der var imidlertid mange som var imod denne astrologiske spådomskunst. Whitmore siger: „De første kirkefædres skrifter . . . indeholder gentagne fordømmelser af dem der fortsatte med at anvende gamle hedenske ritualer og spådomsmetoder under dække af kristendom. De første kirkemøder udtalte ligeledes bandlysninger mod astrologer, troldmænd og tilhængere af okkulte videnskaber. . . . Kirkemødet i Trent [i Nostradamus’ levetid] bestemte i utvetydige vendinger at biskopperne skulle undertrykke udøvelsen af astrologisk forudsigelse i deres bispedømmer, og sikre sig at alle bøger der fremmede denne kunst blev tilintetgjort.“ Men fulgte den katolske kirke disse udtalelser op med handlinger der var i overensstemmelse hermed?
The New Catholic Encyclopedia afslører at „pave Julius II [1503-1513] anvendte astrologi for at bestemme sin kroningsdag, og Paul III [1534-1549] gjorde det samme for at fastsætte det rette tidspunkt for hvert kirkeråd. [Begge paver levede samtidig med Nostradamus] . . . Astrologi gennemtrængte den europæiske kultur ligesom den havde gjort med romerrigets kultur, og skønt kirkens officielle lære var imod astrologi, var der ingen som angreb hele den tænkemåde der lå bag den.“
Hvad var „den tænkemåde der lå bag“ den okkulte kunst at stille horoskoper? Det franske opslagsværk Grand Larousse Encyclopédique bekræfter at „kristendommen mente at astrologi fik sin inspiration fra dæmonisme“.
Kan nogen der falder fra Bibelens sande lære og bliver en ydmyg tjener for dæmonerne, forudsige fremtidige begivenheder med nøjagtighed? Ja, det er muligt. I Femte Mosebog 13:1-5 læser vi Moses’ advarsel: „Når en profet eller en, der har drømme, opstår i din midte og forkynder dig et tegn eller et under, og det tegn og under, han talte til dig om, indtræffer, . . . så må du ikke høre på den profets tale eller på den, der har drømmen; . . . [Jehova] eders Gud skal I holde eder til, ham skal I frygte, hans bud skal I holde . . . hin profet eller den, der har drømmen, skal lide døden.“
Det skyldes altså ikke bare tilfældigheder når nogle af sådanne falske profeters forudsigelser går i opfyldelse. Det kan skyldes indvirkning fra onde åndemagter.
Fra begyndelsen af menneskets historie og frem til nu har dæmoniske kræfter påvirket sindet hos de mennesker der har villet underkaste sig dem. Disse vildledte profeter bliver inspireret til at fremsætte udtalelser der stemmer med dæmoniske planer, der i Efeserbrevet 6:11 kaldes „Djævelens listige anslag“.
Satan Djævelen og hans dæmoner kan manøvrere hele politiske systemer. Det kom tydeligt til udtryk da Djævelen „på et øjeblik [viste Jesus] alle rigerne på den beboede jord; og Djævelen sagde til ham: ’Jeg vil give dig hele myndigheden over dem og også deres herlighed, for den er blevet overgivet til mig, og jeg giver den til hvem jeg vil’.“ (Luk. 4:5, 6) Under dette møde med Jesus citerede Djævelen endda fra Bibelen i et forsøg på at friste og vildlede Jesus. — Matt. 4:6.
Guds sande profeter måtte opfylde tre grundlæggende kvalifikationer. De måtte (1) tale i Guds navn — hvilket en falsk profet der kendte Guds hebraiske navn uretmæssigt ville foregive at gøre; (2) de ting de forudsagde måtte gå i opfyldelse — hvilket i de falske profeters tilfælde kunne ske enten ved en tilfældighed eller ved dæmonernes indvirken; og (3) deres profeteren måtte være i harmoni med den del af Guds åbenbarede ord og påbud der var blevet nedskrevet frem til deres tid. — 5 Mos. 13:1-4; 18:20-22.
Det er især med hensyn til det tredje punkt at Nostradamus og andre kommer til kort. Den kendsgerning at de eksperimenterer med magi, astrologi og det okkulte afslører dem, for ikke én af Bibelens profeter går ind for astrologi som et middel til at kommunikere med Gud!
Profeten Moses talte i klare, utvetydige vendinger mod profeter af Nostradamus’ slags. Under guddommelig inspiration sagde han: „Der må ingen findes hos dig, . . . som driver spådomskunst, tager varsler, er sandsiger eller øver trolddom, . . . eller gør spørgsmål til genfærd og sandsigerånder . . . thi enhver, der øver sligt, er [Jehova] vederstyggelig.“ — 5 Mos. 18:10-12.
De sande bibelske profeters hovedopgave bestod ikke i at forudsige fremtidige begivenheder, sådan som Nostradamus forsøgte at gøre. Som Eric Russell siger var deres hovedformål at „virke som et kommunikationsled mellem Skaberen og hans skabninger“. Når deres meddelelser indeholdt udtalelser vedrørende fremtiden, var det, som han siger, „kun som et biprodukt“.
De bibelske profeter der var bemyndiget af Gud, forudsagde heller aldrig noget blot for at tilfredsstille menneskers nysgerrighed. Alle deres forudsigelser havde forbindelse med Guds vilje, hensigt, normer eller domme. (1 Kong. 11:29-39; Es. 7:3-9) Og da de bibelske profeters hovedformål var at anbefale Guds moralnormer og love, var det ikke nødvendigt at vente i årevis før man kunne afgøre om de talte sandt eller falsk.
Hvilken værdi har da profetier som dem Nostradamus fremsatte? Charles Ward beskriver ham som „en mand der blev belønnet af konger; men som, så vidt vi kan se, ikke gav dem nogen nyttige vink der kunne gøre livet lettere for dem, eller fjerne en eneste fare fra deres vej“. „Han var tydeligvis ikke en profet i ordets gamle hebraiske betydning — som Esajas, Daniel, David eller Johannes.“
Hvis denne franske astrolog fra det 16. århundrede har forudsagt så mange ulykker, hvorfor har hans bøger da tiltrukket sig så megen opmærksomhed helt op til vor tid? Var han inspireret af Gud? Eller har han blot, som nogle siger, ’skudt så mange pile af i alle retninger at han ikke kunne undgå at ramme noget’? Og hvad er grunden til at de der som Nostradamus forudsiger fremtiden, nyder så stor popularitet?
Historien beretter om en lang række spåmænd, astrologer, sandsigere og profeter der har søgt at imødekomme mange menneskers ønske om at kunne se ind i fremtiden på overnaturlig vis. Men deres popularitet skyldes ikke deres forudsigelsers overvældende nøjagtighed eller at de er gået i opfyldelse. Den skyldes snarere tilhængernes store tiltro til de magiske kunster.
For eksempel siger P. Whitmore i bogen A Seventeenth Century Exposure of Superstition at astrologi „var og stadig er den dybest rodfæstede af alle former for overtro“. Det anslås forsigtigt at mindst 50 millioner mennesker alene i De forenede Stater beskæftiger sig med en eller anden form for astrologi. Det svarer til omkring én ud af fire! Mange har ligesom Nostradamus skaffet sig berømmelse, rigdom og personlige fordele fra tilhængerne af deres okkulte virksomhed ved at udnytte deres interesse for at kende fremtiden.
Mange nærer en sådan lidenskab for horoskoper, såvel som for spil, at de er komplet blinde for fejltagelser. I denne forbindelse omtaler Eric Russell i bogen Astrology and Prediction en „forfærdelig vandflod“ som var blevet forudsagt af de fleste europæiske astrologer på Nostradamus’ tid. De sagde enstemmigt at alle planeterne „ville mødes i Fiskenes tegn — en ufejlbarlig angivelse af at den kendte verden ville blive ødelagt ved vand. . . . Nogle få fundamentalister hævdede at dette umuligt kunne være sandt, for havde Gud ikke sat regnbuen på himmelen som et løfte om at himmelens sluser aldrig mere skulle åbnes? . . . Skibsbyggerne fik enorme fortjenester, da de der havde råd til det hyrede alle ledige fartøjer i havnene.“ Verden ventede, men intet skete.
Russell fortsætter: „De kvikkeste astrologer lykønskede kristenheden med at dens stærke bønner havde kunnet afværge ulykken — mens andre sikkert måtte se sig om efter et andet arbejde. Men selv om der var nogle få pinlige uger for astrologerne i Europa, var hele affæren glemt i løbet af en måneds tid, og astrologerne modtog igen bestillinger på at udarbejde horoskoper for denne eller hin prins eller republik.“
For øvrigt forudsiger nogle astrologer at der vil indtræffe jordskælv, oversvømmelser og tørker omkring april 1982, fordi planeterne da vil stå på linje. Astronomer påpeger imidlertid at der ikke vil forekomme en direkte linjestilling af planeterne, men at der vil være tale om en gruppering af jorden og de øvrige otte planeter i et cirkeludsnit på 95 grader, målt i forhold til solen. Hvis der indtræffer et alvorligt jordskælv, en oversvømmelse eller en tørke i 1982 (hvad der jo jævnlig gør), vil mange mennesker acceptere at dette års katastrofer er blevet forudsagt nøjagtigt af astrologerne.
Af de påståede 946 forudsigelser man tillægger Nostradamus, regnes kun omkring 70 for at være gået i opfyldelse til en vis grad. Det bliver til en nøjagtighed på omkring 7 procent. Dog bemærker M?Clintock og Strongs Cyclopædia vedrørende disse ’opfyldte spådomme’ at mange af dem skyldes „frække forfalskninger“ foretaget af hans fortolkere; blandt disse medregnes forudsigelsen af hans egen død. Andre blev „formuleret efter de begivenheder de synes at pege frem til“. Nogle spådommes opfyldelse er temmelig „søgte“, og nogle kan „opfyldes“ på flere forskellige begivenheder.
Når astrologer forudsiger fremtidige begivenheder er det ikke altid muligt at afgøre forudsigelsernes nøjagtighed, da der kan være en ventetid på flere hundrede år før opfyldelsen indtræffer, hvis den da nogen sinde gør det. Når sådanne spåmænd berører emner eller begivenheder der har forbindelse med Bibelen, er det imidlertid nemmere at afgøre hvorfra de har deres inspiration. Hvis den er fra Gud skulle deres lære altid harmonere med Bibelen, Guds ord. — 2 Tim. 3:16; 2 Pet. 1:20, 21.
Nostradamus berørte faktisk nogle emner der har relation til Bibelen. Angående fremtiden forudsagde han at „før den altomfattende verdensbrand skal der komme så mange store oversvømmelser at der næppe vil være noget land der ikke er dækket af vand, og dette vil vare så længe at alt med undtagelse af Etnografia og Topografia vil forgå“. Men i Første Mosebog 9:11 siges der: „Aldrig mere skal alt kød udryddes af flodens vande, og aldrig mere skal der komme en vandflod for at ødelægge jorden!“ Nostradamus sagde: „Jeg indrømmer fuldt ud at alt udgår fra Gud.“ Hans forudsigelser lyder måske imponerende, men hvis de var „fra Gud“, hvorfor er de så i strid med Guds ord?
Det forholder sig på samme måde med hans kronologiske beregninger. Skønt Nostradamus hævder at være nået frem til dem ved „simpelt hen at anvende Den hellige Skrift som rettesnor“, indrømmer han også at hans tidsangivelser er blevet „korrigeret ved astronomiske beregninger“. Det kan lyde overbevisende, men hvor godt harmonerer de med hinanden?
Det bliver hurtigt klart at Nostradamus ikke bekymrede sig meget om Bibelen, men kun brugte den til at støtte sine egne antagelser. Selv om han formelt tilhørte den katolske kirke må man sige at følgende beskrivelse, givet af Charles Ward, passer meget godt ikke blot på Nostradamus men også på den der stod bag hans forudsigelser:
„Hvad er Nostradamus? . . . en der taler i gåder og fremstiller menneskers skæbne i gåder; en mand som på én gang er dristig og frygtsom; ukompliceret, og dog, hvem kan lodde hans dybde? Kristen på overfladen, men måske hedning i sit hjerte.“
Som andre spåmænd var Nostradamus mester i flertydighed og ord med dobbelt betydning. I bogen Astrology and the Popular Press siger Bernard Capp: „Nostradamus var mester i flertydighed, og dette har holdt hans profetier i live frem til vor tid.“
Dette aspekt ved hans firlinjede vers kommenteres af James Laver, der skriver følgende i bogen Nostradamus or the Future Foretold: „Disse firlinjede strofer på knudret fransk, der hverken følger metrik eller syntaks, som er arrangeret uden nogen forståelig rækkefølge, og som vrimler med såvel ord på et halvt dusin fremmede sprog som med initialer, anagrammer og hjemmelavede navne — hvordan kan man gøre sig håb om overhovedet at finde nogen mening i den slags skriveri? Og hvis der var en mening, ville det så være ulejligheden værd at finde den?“
I forordet til sine skrifter indrømmer Nostradamus at han anvender „dunkle og vanskeligt forståelige sætninger“ for ikke at „støde tilhørerne“. Han henviser derpå til Jesu ord i Mattæus 11:25: „Jeg priser dig offentligt, Fader, himmelens og jordens Herre, fordi du har skjult disse ting for de vise og intellektuelle og åbenbaret dem for spædbørn.“ Men Jesu disciple i alle aldre og af alle tungemål har forstået hans udtalelser. Nostradamus’ udtalelser er derimod forblevet bekvemt dunkle.
Nostradamus (14. december 1503 til 2. juli 1566), hvis egentlige navn var Michel de Notredame, voksede op i Sydfrankrig. Han var barn af fransk-jødiske forældre som var gået over til katolicismen og havde antaget navnet de Notredame. Der findes mange legender om hans tidligste liv, men pålideligheden af disse, der er nedskrevet af to af hans slægtninge, er temmelig omstridt.
James Laver har denne kommentar: „Den seneste forskning . . . har påvist at den ædle og idylliske baggrund som hidtil er blevet accepteret af enhver der skrev om Nostradamus, ikke har nogen rod i virkeligheden.“ Efter at have gengivet en af disse legender, der fortæller at Nostradamus forudsagde at han og en vis adelsmand ville komme til at spise et sort svin i stedet for et hvidt til aftensmad, siger Laver: „Der er selvfølgelig ikke noget bevis på denne histories sandfærdighed, . . . Hvor fascinerende disse historier end kan være, er det dog værd at bemærke at de fleste af dem skyldes senere levnedsskildreres tro. Nogle af historierne . . . optræder for første gang i det syttende århundrede, nogle af dem endog senere.“
I sine bestræbelser på at forudsige fremtiden var Nostradamus dybt involveret i kunsten at stille horoskoper, i magi, astrologi og i hedenske ritualer med besværgelser og trylleformularer. H. C. Roberts, der selv har „forsket i det okkulte“, siger i bogen The Complete Prophecies of Nostradamus: „Der er ikke skygge af tvivl om at de metoder Nostradamus anvendte for at se ind i fremtiden, og de resultater han opnåede, lå uden for rammerne af den fysiske verden . . . kræfter vi i dag betegner som ’oversanselige opfattelsesevner’.“
Der var imidlertid mange som var imod denne astrologiske spådomskunst. Whitmore siger: „De første kirkefædres skrifter . . . indeholder gentagne fordømmelser af dem der fortsatte med at anvende gamle hedenske ritualer og spådomsmetoder under dække af kristendom. De første kirkemøder udtalte ligeledes bandlysninger mod astrologer, troldmænd og tilhængere af okkulte videnskaber. . . . Kirkemødet i Trent [i Nostradamus’ levetid] bestemte i utvetydige vendinger at biskopperne skulle undertrykke udøvelsen af astrologisk forudsigelse i deres bispedømmer, og sikre sig at alle bøger der fremmede denne kunst blev tilintetgjort.“ Men fulgte den katolske kirke disse udtalelser op med handlinger der var i overensstemmelse hermed?
The New Catholic Encyclopedia afslører at „pave Julius II [1503-1513] anvendte astrologi for at bestemme sin kroningsdag, og Paul III [1534-1549] gjorde det samme for at fastsætte det rette tidspunkt for hvert kirkeråd. [Begge paver levede samtidig med Nostradamus] . . . Astrologi gennemtrængte den europæiske kultur ligesom den havde gjort med romerrigets kultur, og skønt kirkens officielle lære var imod astrologi, var der ingen som angreb hele den tænkemåde der lå bag den.“
Hvad var „den tænkemåde der lå bag“ den okkulte kunst at stille horoskoper? Det franske opslagsværk Grand Larousse Encyclopédique bekræfter at „kristendommen mente at astrologi fik sin inspiration fra dæmonisme“.
Kan nogen der falder fra Bibelens sande lære og bliver en ydmyg tjener for dæmonerne, forudsige fremtidige begivenheder med nøjagtighed? Ja, det er muligt. I Femte Mosebog 13:1-5 læser vi Moses’ advarsel: „Når en profet eller en, der har drømme, opstår i din midte og forkynder dig et tegn eller et under, og det tegn og under, han talte til dig om, indtræffer, . . . så må du ikke høre på den profets tale eller på den, der har drømmen; . . . [Jehova] eders Gud skal I holde eder til, ham skal I frygte, hans bud skal I holde . . . hin profet eller den, der har drømmen, skal lide døden.“
Det skyldes altså ikke bare tilfældigheder når nogle af sådanne falske profeters forudsigelser går i opfyldelse. Det kan skyldes indvirkning fra onde åndemagter.
Fra begyndelsen af menneskets historie og frem til nu har dæmoniske kræfter påvirket sindet hos de mennesker der har villet underkaste sig dem. Disse vildledte profeter bliver inspireret til at fremsætte udtalelser der stemmer med dæmoniske planer, der i Efeserbrevet 6:11 kaldes „Djævelens listige anslag“.
Satan Djævelen og hans dæmoner kan manøvrere hele politiske systemer. Det kom tydeligt til udtryk da Djævelen „på et øjeblik [viste Jesus] alle rigerne på den beboede jord; og Djævelen sagde til ham: ’Jeg vil give dig hele myndigheden over dem og også deres herlighed, for den er blevet overgivet til mig, og jeg giver den til hvem jeg vil’.“ (Luk. 4:5, 6) Under dette møde med Jesus citerede Djævelen endda fra Bibelen i et forsøg på at friste og vildlede Jesus. — Matt. 4:6.
Guds sande profeter måtte opfylde tre grundlæggende kvalifikationer. De måtte (1) tale i Guds navn — hvilket en falsk profet der kendte Guds hebraiske navn uretmæssigt ville foregive at gøre; (2) de ting de forudsagde måtte gå i opfyldelse — hvilket i de falske profeters tilfælde kunne ske enten ved en tilfældighed eller ved dæmonernes indvirken; og (3) deres profeteren måtte være i harmoni med den del af Guds åbenbarede ord og påbud der var blevet nedskrevet frem til deres tid. — 5 Mos. 13:1-4; 18:20-22.
Det er især med hensyn til det tredje punkt at Nostradamus og andre kommer til kort. Den kendsgerning at de eksperimenterer med magi, astrologi og det okkulte afslører dem, for ikke én af Bibelens profeter går ind for astrologi som et middel til at kommunikere med Gud!
Profeten Moses talte i klare, utvetydige vendinger mod profeter af Nostradamus’ slags. Under guddommelig inspiration sagde han: „Der må ingen findes hos dig, . . . som driver spådomskunst, tager varsler, er sandsiger eller øver trolddom, . . . eller gør spørgsmål til genfærd og sandsigerånder . . . thi enhver, der øver sligt, er [Jehova] vederstyggelig.“ — 5 Mos. 18:10-12.
De sande bibelske profeters hovedopgave bestod ikke i at forudsige fremtidige begivenheder, sådan som Nostradamus forsøgte at gøre. Som Eric Russell siger var deres hovedformål at „virke som et kommunikationsled mellem Skaberen og hans skabninger“. Når deres meddelelser indeholdt udtalelser vedrørende fremtiden, var det, som han siger, „kun som et biprodukt“.
De bibelske profeter der var bemyndiget af Gud, forudsagde heller aldrig noget blot for at tilfredsstille menneskers nysgerrighed. Alle deres forudsigelser havde forbindelse med Guds vilje, hensigt, normer eller domme. (1 Kong. 11:29-39; Es. 7:3-9) Og da de bibelske profeters hovedformål var at anbefale Guds moralnormer og love, var det ikke nødvendigt at vente i årevis før man kunne afgøre om de talte sandt eller falsk.
Hvilken værdi har da profetier som dem Nostradamus fremsatte? Charles Ward beskriver ham som „en mand der blev belønnet af konger; men som, så vidt vi kan se, ikke gav dem nogen nyttige vink der kunne gøre livet lettere for dem, eller fjerne en eneste fare fra deres vej“. „Han var tydeligvis ikke en profet i ordets gamle hebraiske betydning — som Esajas, Daniel, David eller Johannes.“