Nogen der ved noget om sociopater ???????

Bor ifølge mange sammen med en sociopat, og det kommer som sådan ikke bag på mig, da ALLE tegn passer. Nu vil jeg ud af forholdet efter 3 år, men bliver truet med mange (personlige) ting og ved ikke om jeg skal tage det alvorligt. Har læst at de kan finde på alt når de finder ud af at "løbet er kørt". Jeg har en søn på 15 år som har lidt meget under hans "humørsvingninger" og det har jeg også........
Vil bare gerne høre om der er nogen der har samlivs erfaringer med sociopater/psykopater ????

Bor ifølge mange sammen med en sociopat, og det kommer som sådan ikke bag på mig, da ALLE tegn passer. Nu vil jeg ud af forholdet efter 3 år, men bliver truet med mange (personlige) ting og ved ikke om jeg skal tage det alvorligt. Har læst at de kan finde på alt når de finder ud af at "løbet er kørt". Jeg har en søn på 15 år som har lidt meget under hans "humørsvingninger" og det har jeg også........
Vil bare gerne høre om der er nogen der har samlivs erfaringer med sociopater/psykopater ????

Dybest set har alle piger i parfohold psykopatlignende træk når I beder os om at stå model til Jeres humørsvingninger og små psykotricks. Så jeg synes du bare skal erkende dig nederlag i den her forbindelse, der har du åbenbart fundet en der kunne ledere tricks end dig og så begynder du at flæbe som en tøs. typisk for Jer kællinger.

Begynd at gøre ting, så han mister interessen for dig. F.eks. ved at spille sygeligt jaloux.
Og list så af med din søn ved førstkommende lejlighed.

Hej
Man skal passe på at sætte" fortegnelser" på folk.
Vi alle har tegn på psykopati.
Vi alle har tegn på sindssygdomme.
Og er det slet at nogle folk er en smule anderledes?
Hvem sætter standarten hvordan man skal være, hvordan man skal opføre sig eller reagere i pressede situationer?
www.vonbale.dk

Det lyder helt klart som om, at du misbruger ordet/begrebet sociaopat/psykopat.
Det er meget nemmere at kaste en diagnose i hovedet på andre, frem for at se virkeligheden i øjnene. Måske er det DIG der er noget galt med.
MVH
Megaprofilos

Puha... Hvis han virkelig er sociopat, så føler jeg med dig. Og det er den helt rigtige beslutning at komme ud af forholdet. OM han er sociopat kan jeg jo ikke svare på, men tænker at du ved hvad der er sket i dit forhold, og hvis ikke det er til at leve med, skal du ud, uanset om han er sociopat eller ej. Når du er kommet dertil hvor beslutningen er truffet mener jeg.
Har han tidligere givet anledning til at du har noget at være nervøs for? Har du følt dig truet, været bange for ham?? Hvis ikke, så tvivler jeg på du skal være bange for at han flipper. Så havde han gjort det tidligere, hvis det er 3 år i har været sammen.
Hvis du er bange for ham, og du føler dig truet, så må du enten have folk til at være hos dig når du gør det eller simpelthen sende en sms. Nej, det gør man ikke, men føler man at livet er på spil, så gælder alle kneb altså. Du skal jo videre efter dette, og er han sociopat er det fuldstændig ligegyldigt hvordan du gør det. Reaktionen vil temmelig sikkert være den samme.
Desuden... Sociopater er ikke lette at diagnosticere. Det kræver jo at de selv kommer dertil hvor de vælger at få hjælp. Det sker for de færreste, de mener jo ikke selv de har brug for det. Så det kan godt være man kaster om sig med diagnoser, men er der anledning til at tro at noget er helt galt, så skal man jo ud af forholdet uanset om der er tale om en med diagnose eller ej.
Dog vil jeg til slut sige, at når det er humørsvingninger du vælger at nævne som årsag er sociopat/psykopat ikke lige det første jeg tænker, må jeg indrømme. Men igen, kun du ved hvad du har været igennem, så mærk efter ud fra det..

Det er rigtig trist for jer at I har det sådan og at I har det svært med jer selv. Jeg vil anbefale at I følger med på the debattos thi her vrimler det med psykisk syge og det er et studie værd. Især de såkaldte parkbetjente der håndhæver og udgør debattens meningspoliti er guld værd og bør følges. Pøj pøj med humørsygen.

Tak for svaret CaraMia76.
Har virkelig læst meget om diagnosen sociopat... Og jo det passer desværre alt alt for godt. Læste også dit indlæg om patologisk løgner, og føler virkelig med dig.
Løgn, manipulation og utroskab er faste indlæg i hans hverdag, men jeg er også nået dertil at kampen om sandhenden, ja den gider jeg ikke at tage mere, for han lever efter devisen: benægt benægt benægt. UANSET beviserne... og der har været flere.
Tænker at hvis han tror at stilheden er lig med accept, så er han da dummere end dum. Med hensyn til trusler, så har han ved flere lejligheder (når jeg ikke spiller med) truet med alt mellem himmel og jord og et par gange skubbet. Men er nu nået dertil at jeg spiller hans spil, og prøver med alle midler at finde et sted at bo.
Det værste er at de ER gode til at spille det sociale spil overfor andre. Og der er INGEN i vores omgangskreds der ved at de også bliver "spillet" som brikker der skal passe i hans puslespil som den omsorgsfulde og perfekte partner.
Hvordan er man lige havnet her❓ Tja... Troede virkelig at jeg havde fundet prinsen..en dejlig mand der lige vidste hvad jeg gerne ville, og samtidig gik meget op i sit udseende. Men det gik sgu hurtigt op for mig at det nok nærmere var en alkoholisk mand uden styr på ret meget andet end sit udseende. Det er UTROLIGT vigtigt for ham at være velplejet, alle andre steder end hjemme.
Han ejer ikke skyggen af empati. Han kan lade som om, hvis de altså kan se at de kan opnå noget. Ellers er der ingen kære mor. Jeg har f.eks aldrig hørt ham tale positivt om nogle mennesker. Med mindre det er en overordnet på jobbet, som er 99,9% af hans identitet. Det er ALDRIG ham der er noget galt med, uanset hvad.
Jo det er farlige mennesker.. De ødelægger noget inden i en.
Har gudskelov en dejlig familie der ved hvordan han er og bakker mig 100% op. Ellers ved jeg ikke hvor jeg ville være i dag.
Det er svært at snakke med venner om det, for de ser jo kun den "sympatiske" mand, og vil derfor mene at det må være mig der er noget i vejen med. Og det er ikke lige det man har brug for i udbryderfasen. Så er det altså til tider dejligt at kunne "få luft" i et anonymt forum som dette, og se at der altså er andre der ved hvordan det er, når man står i orkanens øje.
Så takker for dit svar, og vil gerne høre om det er blevet lidt lettere siden dit indlæg blev postet for 4 uger siden.

Hej igen miverpels :)
Jeg tænker meget på om det er gået efter planen, og hvordan din kæreste har reageret, hvis du har holdt fast i din plan om at ville gå fra ham.
Hvordan har du det?
Altså hos mig er det lidt det samme, men jeg har ikke set min ex siden. Hun har været lidt oppe i mit hovede, fordi jeg sagde ja til at komme i Ekstrabladet og fortælle min historie, og der skulle min ex jo informeres og have mulighed for at komme med udtalelse. I den periode blev jeg kontaktet af hende en gang eller to, men ellers har jeg intet hørt. Det er virkelig befriende. Men underligt nok er det ind imellem stadig lidt en tom fornemmelse. Jeg ved hun er videre, hun blev gift 3 uger efter vi gik fra hinanden. Det var lidt hårdt at sluge.
Men jeg er ved at komme videre og få samlet de sidste stumper. Men der er stadig, og det vil der nok altid være, en del der ikke forsvinder ud af systemet. Jeg har depression og lider af svær overbelastning, og har af den årsag mistet mit job. Jeg har forsømt rigtig meget i de 4 år hun var en del af mit liv. Så der var pludselig en masse jeg fik øjnene op for omkring børnene, som jeg har kæmpet med siden. Men det er jo præcis sådan det skal være. Det er der mit fokus skal være, og det er det nu. Men det har ikke overladt meget tid til at arbejde med mig selv, og bearbejde hvad der er sket. Men jeg har ikke længere dårlig samvittighed over for dem hver dag. Det er en rigtig god start.
Min psykolog har hele tiden sagt at jeg har for lidt tid til mig selv, og jeg skal sortere de ting fra der presser mig. Og jobbet var helt sikkert et af dem. Ikke selve jobbet, men det der fulgte med en sygemelding. Møderne, presset om snart at komme tilbage og den slags. Havde så dårlig samvittighed. Har aldrig været sygemeldt i længere tid før.
Hvordan har du det i forhold til dig selv? Med at leve/have levet med en sociopat?

Hej igen miverpels :)
Jeg tænker meget på om det er gået efter planen, og hvordan din kæreste har reageret, hvis du har holdt fast i din plan om at ville gå fra ham.
Hvordan har du det?
Altså hos mig er det lidt det samme, men jeg har ikke set min ex siden. Hun har været lidt oppe i mit hovede, fordi jeg sagde ja til at komme i Ekstrabladet og fortælle min historie, og der skulle min ex jo informeres og have mulighed for at komme med udtalelse. I den periode blev jeg kontaktet af hende en gang eller to, men ellers har jeg intet hørt. Det er virkelig befriende. Men underligt nok er det ind imellem stadig lidt en tom fornemmelse. Jeg ved hun er videre, hun blev gift 3 uger efter vi gik fra hinanden. Det var lidt hårdt at sluge.
Men jeg er ved at komme videre og få samlet de sidste stumper. Men der er stadig, og det vil der nok altid være, en del der ikke forsvinder ud af systemet. Jeg har depression og lider af svær overbelastning, og har af den årsag mistet mit job. Jeg har forsømt rigtig meget i de 4 år hun var en del af mit liv. Så der var pludselig en masse jeg fik øjnene op for omkring børnene, som jeg har kæmpet med siden. Men det er jo præcis sådan det skal være. Det er der mit fokus skal være, og det er det nu. Men det har ikke overladt meget tid til at arbejde med mig selv, og bearbejde hvad der er sket. Men jeg har ikke længere dårlig samvittighed over for dem hver dag. Det er en rigtig god start.
Min psykolog har hele tiden sagt at jeg har for lidt tid til mig selv, og jeg skal sortere de ting fra der presser mig. Og jobbet var helt sikkert et af dem. Ikke selve jobbet, men det der fulgte med en sygemelding. Møderne, presset om snart at komme tilbage og den slags. Havde så dårlig samvittighed. Har aldrig været sygemeldt i længere tid før.
Hvordan har du det i forhold til dig selv? Med at leve/have levet med en sociopat?

Hej måtte lige skrive til dig caramia76
Det er virkelig flot at du er kommet så langt :-)
Lyder måske mærkeligt, men jeg blev glad af at læse dit indlæg :-) idet det er rigtig svært for det første at gå fra sociopat og livet efter er også rigtig rigtig svært. Godt kæmpet :-)

Hej CaraMia76 og Sunshine.
Ved hvor svært det er og glæder mig over at i trods alt er kommet videre...
Her hænger jeg stadig i suppedasen med ekstrem kontrol og overvågning.
Og hele hans adfærd dræner mig fuldstændig for kræfter, overskud og stille og roligt også for selvtillid 🙁 Arbejder ihærdigt for at finde et sted at bo og finde mig selv igen.
Ved at det kan være svært at komme videre og gruer for hvad der sker når jeg
(forhåbentlig meget snart) finder et sted at bo, men regner med at jeg alierer mig med
min familie på stand by, tæt på. Bliver vel bedt om bare at gå ud og hænge mig IGEN.....
Trods alt er det bare rart at vide at der trods alt er nogle der ved hvordan det er 🙂
så 10000 tak for jeres svar. Dejligt at nogen tager det seriøst 🙂