New Zealand et nyliberalistisk mareridt
New Zealand et nyliberalistisk mareridt
Efter 15 års markedshærgen er det mere end svært at genoprette velfærdstaten
- Det tog kun ganske kort tid at afvikle velfærdsstaten i New Zealand. De gik 50 skridt mod afmonteringen af velfærdsstaten, men den siddende Labour regering har kun kunnet tage tre skridt tilbage. Det har vist sig meget meget svært at rette op på de skader, som 15 års nyliberalistisk eksperiment har forårsaget.
Sådan sammenfattede konsulent i FOA Jens Jørgen Nielsen situationen på New Zealand, da han holdt oplæg på Den Alternative Velfærdskommissions sommermøde.
- Frem til 1984 var New Zealand et samfund, meget lig det danske. Der var en større offentlig sektor med statslige skove, forsikringsselskaber mm. Der var stor tryghed for lønmodtagere. Fagbevægelsen stod stærkt, der var fx tvunget medlemskab af fagforeningen. Siden midten af 30’erne havde man bygget et velfærdssystem op, som på mange måder ligner vores, sagde Jens Jørgen Nielsen.
I 1984 kom Labour til magten.
- Uden at det havde været diskuteret offentligt satte regeringen ind med en veritabel blitz-krig, som den daværende finansminister senere selv har kaldt det. Man satte gang i en deregulering og privatisering af den offentlige sektor. I løbet af få år blev de statslige jernbaner, skove, forsikringsselskaber osv. sat på aktier.
- Processen var ikke besluttet nogen steder, den blev kuppet igennem. Som finansministeren senere forklarede, så skal en sådan privatisering gøres hurtigt, fordi et mål der bevæger sig er svært at ramme. Offentlig debat er en dårlig ide om det her, fordi det sinker processen, forklarede han.
Skaden sket
- Resultaterne viste sig hurtigt: Der kom flere arbejdsløse, de privatiserede virksomheder fyrede 40 – 50 procent af de ansatte. I stedet for fagfolk hyrede man i stedet en masse reklamefolk. Men samtidig førte processen til, at Labour blev splittet i tre partier, og fagbevægelsen blev svækket. Det sønderskudte Labour tabte valget i 1990 og de konservative kom til magten. Og nu var banen åbnet til en nyliberal dans, sagde Jens Jørgen Nielsen.
- Regeringen indførte forbud mod kollektive overenskomster, i stedet fik man individuelle kontrakter. FN’s arbejdsorganisation ILO protesterede, det er i strid med FN konventionen. Samtidig fortsatte man med at privatisere i bund og grund, de offentlige ydelser blev skåret drastisk ned. Og de mange almene boliger fik huslejestigninger på mellem 60 og 80 procent. De skulle jo til at give overskud, sagde han.
- De tre beslutninger fra den nye regering betød, at 20 procent af befolkningen med et slag røg ned på et leveniveau, som vi kender fra den 3. verden, sagde Jens Jørgen Nielsen.
Han nævnte eksempler på skoler, han besøgte i landet i 1999:
- Det var skoler som i den tredje verden. Succeskriteriet for en god dag var, at ingen havde tævet hinanden halvt fordærvet. Problemerne var bl.a. at de voksne arbejdede to steder, de havde ikke tid til at tage sig af børnene. Der boede to til tre familier i samme hus, det førte til sygdom og så var de så fattige, at ernæringen var dårlig. Kort sagt massive sociale problemer, og adressen var helt klar: Det var et resultat af de tre beslutninger, sagde han.
Frit skolevalg
Regeringen gjorde skolevalget helt frit, og det førte til enorme forskelle på niveauet i skolerne.
- Det kostede omkring 2.000 kr. plus det løse at have et barn i en af de gode skoler. På andre skoler handlede det om ren overlevelse. Forældrene vedligeholdt selv skolerne og brugte tid på at forsøge at skaffe sponsorpenge. De var som to verdener, men man skal huske at landet var præget af lighed ganske få år før, sagde Jens Jørgen Nielsen.
Man lukker da sygehuse med underskud
Et andet eksempel er sygehusene. New Zealand har 23 sygehus (landet er omkring otte gange større end Danmark).
- Den konservative regering satte en direktør i spidsen for hvert sygehus. De fik besked på at skaffe overskud, og deres løn blev afhængig af profittens størrelse. Men samtidig var det op til landets fire amter at beslutte hvilke sygehuse, der skulle lave hvad. Resultatet blev at 19 af dem gav underskud. Og hvad gør man så som nyliberal? Man lukker dem selvfølgelig, som i det private erhvervsliv!
- Men den beslutning fik folk til at vågne og protestere, så regeringen måtte krybe tilbage til et skattefinansieret sundhedssystem og opgive lukningerne, sagde Jens Jørgen Nielsen.
Lavere vækst
Da Labour i 1984 gik i gang med at reformere efter nyliberalistiske retningslinier var målet at omstille New Zealand til den globale økonomi. Reformerne skulle sikre vækst og beskæftigelse. Men på 15 år blev landet forvandlet til ukendelighed.
- Hvis man ser det ud fra deres egne forudsætninger, så er det mislykkedes. Befolkningen har oplevet pisk og masser af lidelse, uden at det har ført til noget godt, sagde han.
New Zealand har i perioden haft en væsentlig lavere vækst i gennemsnit end OECD landene. Og hvor Danmark i 1984 have et 20 procent højere bruttonationalprodukt end New Zealand, så er forskellen vokset til 40 procent højere BNP i Danmark.
Bureaukratisk overvågning
- Hvordan er det gået med arbejdsproduktiviteten? Teorien er jo klar nok, når man fjerner fagbevægelsens indflydelse og overenskomsternes snærende bånd, så skulle det jo føre til højere produktivitet? Usikkerheden og frygten for at miste sit job skulle være en drivfjeder for at stramme sig an. Men tallene viser noget helt andet. New Zealands vækst i produktivitet er det halve af OECD landenes, sagde Jens Jørgen Nielsen.
- Newzealænderne havde før tillid til systemet og tillid til at jobbet var der i morgen. En tillid som betød, at de også kun give den en ekstra skalle på jobbet. Men markedsmekanismens indtog på alle fronter betyder, at alt er kalkuleret. Man gør det man skal – ikke mere. Alt er på kontrakter, alt skal overvåges. Der er udviklet en bureaukratisk overvågning, som minder om sovjetsystemet. Derfor arbejder folk lige så langsomt, som polakkerne gjorde i 70’erne, sagde han.
Svær vej tilbage
Labour kom tilbage til magten i 1999, regeringen har siden forsøgt at rette op på en række områder.
- Et velfærdssamfund kan hurtigt afmonteres, men genopbygningen har vist sig meget vanskelig. Det går meget langsomt. Der er sket lidt på skoleområdet. Kollektive overenskomster er blevet tilladt igen. Men regeringen har en meget lille bane at spille på, sagde Jens Jørgen Nielsen.
F.eks. har de uden held forsøgt at købe nogle af de privatiserede jernbaner tilbage fra amerikanske selskaber.
- Gruppen af marginaliserede er tidoblet, der er ingen snuptagsløsning i forhold til dem. Der er vokset en klasse frem af meget rige på mellem 5 og 10 procent af befolkningen. De dominerer det politiske liv. Samtidig er der udviklet et had til underklassen, enlige mødre på overførsel er ynglings skydeskive i medierne, dem må man sige alt om.
- Nyliberalismen er faldet på sine egne kriterier, det har ikke ført til vækst og beskæftigelse, men til social opløsning og øget kriminalitet. Befolkningen er påført unødige lidelser, og samtidig er der udviklet antidemokratiske træk. Man har lukket kritiske institutioner, og mange samfundsforskere er rejst, sagde han.
- Det har været forfærdeligt at se, hvor passiv arbejderbevægelsen har været. Erfaringerne i New Zealand siger også noget om, at hvis et socialdemokratisk parti tager nyliberale løsninger til sig, så bliver de borgerlige endnu mere rabiate, sagde Jens Jørgen Nielsen. (brink)
Klippet fra:
http://www.fagligtansvar.dk/index.php?page=4&size=10&start=1&page_id=34&data_id=734&head_to_det=
Efter 15 års markedshærgen er det mere end svært at genoprette velfærdstaten
- Det tog kun ganske kort tid at afvikle velfærdsstaten i New Zealand. De gik 50 skridt mod afmonteringen af velfærdsstaten, men den siddende Labour regering har kun kunnet tage tre skridt tilbage. Det har vist sig meget meget svært at rette op på de skader, som 15 års nyliberalistisk eksperiment har forårsaget.
Sådan sammenfattede konsulent i FOA Jens Jørgen Nielsen situationen på New Zealand, da han holdt oplæg på Den Alternative Velfærdskommissions sommermøde.
- Frem til 1984 var New Zealand et samfund, meget lig det danske. Der var en større offentlig sektor med statslige skove, forsikringsselskaber mm. Der var stor tryghed for lønmodtagere. Fagbevægelsen stod stærkt, der var fx tvunget medlemskab af fagforeningen. Siden midten af 30’erne havde man bygget et velfærdssystem op, som på mange måder ligner vores, sagde Jens Jørgen Nielsen.
I 1984 kom Labour til magten.
- Uden at det havde været diskuteret offentligt satte regeringen ind med en veritabel blitz-krig, som den daværende finansminister senere selv har kaldt det. Man satte gang i en deregulering og privatisering af den offentlige sektor. I løbet af få år blev de statslige jernbaner, skove, forsikringsselskaber osv. sat på aktier.
- Processen var ikke besluttet nogen steder, den blev kuppet igennem. Som finansministeren senere forklarede, så skal en sådan privatisering gøres hurtigt, fordi et mål der bevæger sig er svært at ramme. Offentlig debat er en dårlig ide om det her, fordi det sinker processen, forklarede han.
Skaden sket
- Resultaterne viste sig hurtigt: Der kom flere arbejdsløse, de privatiserede virksomheder fyrede 40 – 50 procent af de ansatte. I stedet for fagfolk hyrede man i stedet en masse reklamefolk. Men samtidig førte processen til, at Labour blev splittet i tre partier, og fagbevægelsen blev svækket. Det sønderskudte Labour tabte valget i 1990 og de konservative kom til magten. Og nu var banen åbnet til en nyliberal dans, sagde Jens Jørgen Nielsen.
- Regeringen indførte forbud mod kollektive overenskomster, i stedet fik man individuelle kontrakter. FN’s arbejdsorganisation ILO protesterede, det er i strid med FN konventionen. Samtidig fortsatte man med at privatisere i bund og grund, de offentlige ydelser blev skåret drastisk ned. Og de mange almene boliger fik huslejestigninger på mellem 60 og 80 procent. De skulle jo til at give overskud, sagde han.
- De tre beslutninger fra den nye regering betød, at 20 procent af befolkningen med et slag røg ned på et leveniveau, som vi kender fra den 3. verden, sagde Jens Jørgen Nielsen.
Han nævnte eksempler på skoler, han besøgte i landet i 1999:
- Det var skoler som i den tredje verden. Succeskriteriet for en god dag var, at ingen havde tævet hinanden halvt fordærvet. Problemerne var bl.a. at de voksne arbejdede to steder, de havde ikke tid til at tage sig af børnene. Der boede to til tre familier i samme hus, det førte til sygdom og så var de så fattige, at ernæringen var dårlig. Kort sagt massive sociale problemer, og adressen var helt klar: Det var et resultat af de tre beslutninger, sagde han.
Frit skolevalg
Regeringen gjorde skolevalget helt frit, og det førte til enorme forskelle på niveauet i skolerne.
- Det kostede omkring 2.000 kr. plus det løse at have et barn i en af de gode skoler. På andre skoler handlede det om ren overlevelse. Forældrene vedligeholdt selv skolerne og brugte tid på at forsøge at skaffe sponsorpenge. De var som to verdener, men man skal huske at landet var præget af lighed ganske få år før, sagde Jens Jørgen Nielsen.
Man lukker da sygehuse med underskud
Et andet eksempel er sygehusene. New Zealand har 23 sygehus (landet er omkring otte gange større end Danmark).
- Den konservative regering satte en direktør i spidsen for hvert sygehus. De fik besked på at skaffe overskud, og deres løn blev afhængig af profittens størrelse. Men samtidig var det op til landets fire amter at beslutte hvilke sygehuse, der skulle lave hvad. Resultatet blev at 19 af dem gav underskud. Og hvad gør man så som nyliberal? Man lukker dem selvfølgelig, som i det private erhvervsliv!
- Men den beslutning fik folk til at vågne og protestere, så regeringen måtte krybe tilbage til et skattefinansieret sundhedssystem og opgive lukningerne, sagde Jens Jørgen Nielsen.
Lavere vækst
Da Labour i 1984 gik i gang med at reformere efter nyliberalistiske retningslinier var målet at omstille New Zealand til den globale økonomi. Reformerne skulle sikre vækst og beskæftigelse. Men på 15 år blev landet forvandlet til ukendelighed.
- Hvis man ser det ud fra deres egne forudsætninger, så er det mislykkedes. Befolkningen har oplevet pisk og masser af lidelse, uden at det har ført til noget godt, sagde han.
New Zealand har i perioden haft en væsentlig lavere vækst i gennemsnit end OECD landene. Og hvor Danmark i 1984 have et 20 procent højere bruttonationalprodukt end New Zealand, så er forskellen vokset til 40 procent højere BNP i Danmark.
Bureaukratisk overvågning
- Hvordan er det gået med arbejdsproduktiviteten? Teorien er jo klar nok, når man fjerner fagbevægelsens indflydelse og overenskomsternes snærende bånd, så skulle det jo føre til højere produktivitet? Usikkerheden og frygten for at miste sit job skulle være en drivfjeder for at stramme sig an. Men tallene viser noget helt andet. New Zealands vækst i produktivitet er det halve af OECD landenes, sagde Jens Jørgen Nielsen.
- Newzealænderne havde før tillid til systemet og tillid til at jobbet var der i morgen. En tillid som betød, at de også kun give den en ekstra skalle på jobbet. Men markedsmekanismens indtog på alle fronter betyder, at alt er kalkuleret. Man gør det man skal – ikke mere. Alt er på kontrakter, alt skal overvåges. Der er udviklet en bureaukratisk overvågning, som minder om sovjetsystemet. Derfor arbejder folk lige så langsomt, som polakkerne gjorde i 70’erne, sagde han.
Svær vej tilbage
Labour kom tilbage til magten i 1999, regeringen har siden forsøgt at rette op på en række områder.
- Et velfærdssamfund kan hurtigt afmonteres, men genopbygningen har vist sig meget vanskelig. Det går meget langsomt. Der er sket lidt på skoleområdet. Kollektive overenskomster er blevet tilladt igen. Men regeringen har en meget lille bane at spille på, sagde Jens Jørgen Nielsen.
F.eks. har de uden held forsøgt at købe nogle af de privatiserede jernbaner tilbage fra amerikanske selskaber.
- Gruppen af marginaliserede er tidoblet, der er ingen snuptagsløsning i forhold til dem. Der er vokset en klasse frem af meget rige på mellem 5 og 10 procent af befolkningen. De dominerer det politiske liv. Samtidig er der udviklet et had til underklassen, enlige mødre på overførsel er ynglings skydeskive i medierne, dem må man sige alt om.
- Nyliberalismen er faldet på sine egne kriterier, det har ikke ført til vækst og beskæftigelse, men til social opløsning og øget kriminalitet. Befolkningen er påført unødige lidelser, og samtidig er der udviklet antidemokratiske træk. Man har lukket kritiske institutioner, og mange samfundsforskere er rejst, sagde han.
- Det har været forfærdeligt at se, hvor passiv arbejderbevægelsen har været. Erfaringerne i New Zealand siger også noget om, at hvis et socialdemokratisk parti tager nyliberale løsninger til sig, så bliver de borgerlige endnu mere rabiate, sagde Jens Jørgen Nielsen. (brink)
Klippet fra:
http://www.fagligtansvar.dk/index.php?page=4&size=10&start=1&page_id=34&data_id=734&head_to_det=