Måske har han været mig utro? og nu er jeg gravid...

Jeg er en pige på 25 år, som kommer sammen med en fyr fra Spanien,der har studeret her i Danmark i 2 år, og planlægger at finde arbejde her i Danmark efter endt studie. Vi har nu været sammen i 20 mdr. og har boet sammen det sidste halve år.
Fra marts til Juli var jeg på udveksling, og måtte derfor forlade ham alene i Danmark. Han var meget ked af det, og kom da også og besøgte mig 5 gange i løbet af de 4 mdr. jeg var væk. Efter 2 mdr. kom jeg til Danmark for at besøge ham. Jeg opdagede nogle billeder på hans computer hvor han sad på et diskotek med armene om en flot, blond pige, og teksten til billedet hed "Lina". Samme dag opdagede jeg, at det samme navn + et udenlandsk tlf.nr. var skrevet ned to steder på nogle papirer, der lå på hans skrivebord. Det var et svensk nummer, så hun må være svensker.
Da han kom tilbage spurgte jeg ham om hvem pigen på billedet var, og han sagde, at det var en udvekslingsstudent, men han kunne ikke lige huske hvor hun kom fra.. Jeg spurgte ham hvor han kendte hende fra, og han sagde at han bare lige havde snakket med hende ti min. på et diskotek.. Jeg spurgte ham, om han ikke havde haft anden kontakt med hende, og han benægtede.. Så sagde jeg, at jeg havde opdaget at han havde skrevet hendes tlf.nr ned to forskellige steder, på sit skrivebord. Så sagde han: "Nååh ja, det var fordi en af hendes veninder var interesseret i en af mine venner, og så var der lidt komplikationer, og så ville hun ringe til mig, for at spørge om hjælp.." Jeg troede ikke på ham.
Da jeg kom hjem fra udveksling gik jeg ind og kiggede på hans tlf. Der var en besked fra hende: "hej, de er mig, tilbage i Sverige. Hvordan har du det? Jeg tænker stadig på dig.. rigtig meget! Kys og kram fra Lina" Og på hans anden tlf. (Han har et med spansk simkort) var der også en besked, hvor hun skrev at hun skulle i byen i aften, hun startede beskeden med "Hi Honey", og afsluttede med "Love, Lina" Jeg konfronterede ham med det, og først sagde han, at det var en helt anden person, der hed Lina, en fra Spanien. Men hun skrev jo til ham på engelsk... Da jeg sagde det til ham, sagde han at ja ja, det var bare en joke. At det var hende, men at det da ikke betød noget. Der var da nogen piger, der havde skrevet noget, der var meget værre til ham, fx at de gerne ville have, han skulle sove i deres seng i nat.. Så sagde han, at han kunne jo ikke gøre for at hun var interesseret i ham, han havde bare været venlig over for hende, og at han elskede at have kontakt med folk fra alle mulige lande.. Og at hvor han kom fra, var det altså meget almindeligt at piger og drenge kunne være venner. Og at det virkeligt kun var venskab.
Jeg var helt oprevet over det, og han lovede ikke at kontakte hende mere. Men så for en måned siden, fandt jeg ud af at han havde ringet til hende. Først benægtede han alt, men til sidst indrømmede han, at han havde ringet for at ønske godt nytår, at det havde han gjort til alle.. Jeg forstår bare ikke, hvorfor han overhovedet fik den tanke, at ringe til hende, og jeg ser ikke nogen grund til at holde kontakten med hende, for hvad skal han bruge hende til i fremtiden.. Han ved jo at hun har betydet så mange problemer i vores forhold...
Nu er spørgsmålet så, har han været mig utro eller ej? Med utro mener jeg også om han har kysset hende.. Jeg vil aldrig kunne tilvgive det, for han fortæller mig konstant hvor højt han elsker mig, også hans venner siger, at de aldrig har set ham være end halv så forelsket, som han er i mig.. og hvis han så på trods af alt dette kan blive interesseret i en anden.. Så vil jeg aldrig kunne stole på ham igen. Jeg ved jo han har løjet om nogle små ting, fx, var det jo løgn, at han ikke kunne huske hvilket land hun kom fra, og det var løgn, at han kun havde snakket med hende 10 min. på et diskotek, og aldrig haft kontakt med hende siden..
Nu er jeg gravid. I 7. uge. Og han er taget på udveksling, og kommer først hjem om 4 mdr. Vi havde snakket om at få et barn. Men nu, hvor jeg har fået at vide, at jeg er gravid, er jeg pludselig kommet meget i tvivl om jeg skal beholde barnet eller ej. Han vil meget gerne have et barn.. Men jeg skal snart beslutte mig...

hey
det er en meget svær og vanskelig sitution du nu står i... ved ik helt hvad jeg skal råde dig til.. for det jeg kommer med er måske ik den rigtige løsning...
der er faktisk ikk andre end dig selv, der er bedre til at finde løsningen! søg ind i dig selv, og mærk efter hvad du har lyst til..og hvad du i virkeligheden tror der er sket , i den periode du var væk.
kan kun sige , at jeg var blevet meget hidsig og såret over hans måde at være på, lyder ik til at manden har helt rent mel i posen...men kan være manden taler sandt...
men måske ik smart at starte en familie, hvor der fra start er stærk trivl om den store kærlighed og troskaben..
det er dit liv ... hvad ønsker du!?
jeg har den teori, at intet sker tilfældigt...og alt for en grund...
snak med ham om det, barn,utroskab osv
håber alt løser sig for dig, uden for mange smertefulde oplevelser
vil meget gerne høre fra dig igen, og om din beslutning..
kram ;o)

Jeg ville få barnet og så se på det andet siden hen. Man skal ikke bare smide om sig med børn, men I havde jo ønsket jer barnet, og jeg tror du lider af "øjebliks-graviditets-fortvivlelse", det er rimeligt normalt, at man imellem tiden kommer i tvivl om det var det helt rigtige, men man bliver dog normalt super glad for barnet.
Hvis I virkelig elsker hinanden, burde I være 100 % ærlige begge to, og at kunne snakke om al ting!
Og hvis han så havde kysset hende, so what hvis han bare havde været ærlig? Jeg ved det er svært, men jeg tror på en lykkelig fremtid til dig inden for række vide med både ham og barn.
Jeg kender godt lidt problemstillingen...
Min egen kæreste er udlænding, var sin daværende kone utro da han mødte mig, og var siden hen også mig utro med en veninde en enkelt gang. Men vi elsker hinanden! Jeg venter barn til foråret, og vi har virkelig ønsker os det barn vildt højt begge to, og når det ikke lykkedes var jeg væk i tårer. Men ind imellem efter det er lykkedes har min glæde øjebliksvis blandet sig med dårlig samvittighed og tvivl. Jeg har dårlig samvittighed overfor hans ekskone og første barn, og tvivler på om han vil gøre det samme med mig, forlade mig til fordel for en yngre kvinde når vi er faldet til sammen. Han påstår at han aldrig vil kunne forlade mig og glemme mig for jeg er alt i hans liv sammen med hans søn. Men kort efter vi var begyndt at se hinanden for alvor kyssede han med en af mine veninder mens jeg var ude at rejse. Forskellen er dog (udover at det var min veninde) at han ringede til mig med det samme, og havde vildt dårlig samvittighed. Han var stoppet før det var nået til sex, men han græd og angrede, vi græd sammen, han sagde igen og igen at han aldrig ville gøre det igen, og han var 100 % ærlig med alt hvad jeg ønskede at vide. Men stadig den dag i dag (to-tre år efter) kryber min mave sig sammen når jeg snakker med min "veninde". De var fulde men det er jo ingen undskyldning, heller ej at han savnede mig vildt. At vi tvivlede på hinanden, og at jeg egentligt var rejst dels for at tænke over alt fordi han overvejede skilsmisse med hans kone, og jeg havde dårlig samvittighed over for hende og især hans søn, måske... Men han fortalte det ærligt. Når min veninde så meget som nævner hans navn, føles det som om jeg skal kaste op, især efter vi er flyttet sammen, forlovet og nu venter barn er det blevet værre. Hun snakker om ham for min skyld, som min kæreste, om vores liv, men jeg kan ikke klare det, må bede hende holde kæft, bryde forbindelsen, svarer ikke, jeg kan ikke klare det. Og det er jo årevis siden, jeg tilgav, og lagde det væk, og jeg angrer ikke, jeg elsker min kæreste, og har ingen "hard feelings" til min veninde længere, men angsten for at det kunne gentage sig er der, og mit ufødte barn vender sig ved tanken ;-)
Det blev en lang historie om mig i stedet, men go on girl. Husk dit liv og dine virkelige ønsker. Jeg tror på at det vil lykkes!
Og til sidst man kan sagtens kysse en ven af det andet køn, kramme og tage billeder, tale sammen osv. Det behøves ikke at betyde noget som helst, det vigtigste er at I taler sammen!!!
Knus og held & lykke!
Fie

Hej Fie.
På specielt ét punkt vil jeg ikke give dig ret.
Det er ikke ok at kysse en af det modsatte køn - ikke når man er i fast forhold. Hvis man elsker sin partner, hvorfor skulle man så få lyst til det? For mig et et kys noget meget intimt, af samme grund er det kun min kæreste jeg gør det med.
Vi mennesker har alle forskellige grænser. Når vi indleder et forhold, så gælder det om, at finde ud af hvor éns partner's grænser går. Og det er da tydeligt for enhver der har læst "Den fortvivlede's" indlæg, at hendes kæreste har overskredet hendes grænser.
I øvrigt, så ville jeg da ikke være tryg ved at sende min kæreste alene i byen, hvis han havde samme opførsel som hendes kæreste.
Det er som om der er en tendens til, at forhold skal være mere og mere frie. Det er pludselig ok for mange at flirte, småkysse og kramme. Ja, selv net-flirt og cybersex regnes ikke engang for utroskab mere. Men det er det. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det.
Hvis éns partner laver noget med en anden af det modsatte køn, noget som går ind og sårer én og gør en utryg, så er der tale om utroskab.
Ikke forstået på den måde, at man ikke kan snakke med andre end sin kæreste, selfølgelig kan man det. Men at kysse med en anden, det er utroskab.
Ligesom net-flirt og cybersex er åndeligt utroskab.
Det kan godt være, at f.eks du har det fint med det, hvis din kæreste kysser med en anden pige ude i byen - mens det rent faktisk kan være, at din kæreste ville føle sig usikker, hvis du gjorde det.
Vi har alle forskellige grænser. Og når man er i et forhold, så gælder det om at finde hinandens grænser - og respektere det.
Begge parter skal være engagerede i det.Parforhold er et teamwork.

Selvfølgelig skal man respektere sine egne og hinandens grænser, det er en nødvendighed, og første skridt mod det er at tale sammen. Jeg forstår udemærket dit indlæg, og jeg kan også tydeligt læse ud af "den fortvivledes" indlæg at det er for meget for hende. Hvad jeg snakkede om var ikke lange intense og intime tungekys, men kys som viser en hilsen og et venskab. Min kæreste og jeg har selvfølgelig snakket alt igennem, vi har sat fælles grænser som vi begge føler at kunne leve fint med og vi ved hvad der ville såre den anden så vi kan undgå det. Jeg har venner jeg altid har kysset, som hvad man ville kalde "tante-kys", og det bliver jeg da ved med, når vi hilser på andre kysser vi dem da på kinden, og hvis min kæreste synes at en anden kvinde er sød viser han det da gentlemans agtigt med et hengivent kys, men jeg ved at han ikke ville gå længere end det, for han elsker mig, og derfor kan vi da også gå hånd i hånd og kysse andre. Nogle mener at det er fordi jeg ikke kender til utroskab, men så tro om, for det gør jeg! Min kæreste var mig utro, dog uden at gennemføre det med samleje, men efter det er jeg blot blevet endnu mere sikker på min kæreste. Det er os to, og vi hører sammen, men derfor behøver vi da ikke bryde væk fra alle andre af den grund!
En enkelt forskel er der dog, jeg ville ikke lade min kæreste kysse ham han engang var mig næsten-utro med, men det ved han, og han holder sig fra hende, han angrer stadig.
Hvilke grænser man vil lave i sit par forhold er op til de to parter selv, vigtigst er at man snakker om tingene, bliver enige om noget som begge kan leve med og sidst men ikke mindst overholder det!
Så; snak for Guds skyld sammen!
Knus Fie

Tusind tak for jeres svar alle sammen!
Jeg har prøvet at snakke med ham, hver gang jeg har fundet ud af at han har haft kontakt med hende(har han dog kun haft én gang siden i sommers- i hvert fald så vidt jeg ved..?),men også hver gang jeg tænker over det, men han bliver efterhånden rigtig sur, når jeg nævner det, fordi han siger at jeg burde være kommet over det, at han jo ikke har været sammen med hende, at jeg er paranoid. Det værste for mig er, at han i starten benægtede alt, at han nærmest ikke engang vidste hvem hun var.. Hvis han nu bare havde været ærlig, så jeg kunne jeg måske have stolet på ham..
Ja, han har overskredet mine grænser, jeg prøver virkeligt at glemme det, men det her med graviditeten har gjort at jeg pludselig skal tænke hele vores fremtid i gennem meget hurtigt. Så ja, det er nok rigtigt, at man bliver mere i tvivl, når man er gravid.
Jeg har fået henvisning til abort, fordi det meget snart skal være-hvis det skal være. Det er svært at snakke med ham, fordi han nu er taget på udveksling så langt væk, og han har ikke fået nogen ny mobiltlf der endnu. Men jeg skriver mails til ham. Han bliver ved med at sige, at han vil have barnet, men selvfølgelig også vil støtte mig, hvis det ender med en abort. Men han håber det ikke sker.
Det ene øjeblik tænker jeg på abort, det andet på at jeg vil have barnet.. Det ender nok med at jeg beholder det, for jeg tror også lidt på skæbnen.. Det er nu at barnet vil komme.. Så er det svært at være den, der bare stopper det hele.
Endnu engang tak for jeres svar!