Mit barn er hjemme igen...

Jeg har en søn med voldsom ADHD, som grundet depression havde det meget dårligt og forsøgte selvmord da han var 6 år.
Jeg gik med til at han blev anbragt i 2007, og på det tidspunkt tænkte jeg 1 år. Men det blev til 3 år og han er lige flyttet hjem igen.
Jeg er så lykkelig, han er så lykkelig og alt er så dejligt. Han har det supergodt, og jeg har brugt tiden på at lære en masse nye ting. Jeg er klar til at overtage nu, men kommer ikke udenom at jeg bliver usikker på om jeg nu også kan give ham det han har brug for.
Mit spørgsmål går på om du måske har oplevet det samme som jeg, nemlig at have en lille dejlig dreng anbragt, og så at få dit barn hjem igen???
Hvordan havde du det?
Hvordan formåede du at få jeres liv til at blive forenet igen?
Måske jeg selv har alle svarene, måske jeg også bare tvivler på min tilstrækkelighed, men en ting er helt sikkert. Han er hjemme nu og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at det her nok skal lykkes.
Håber at høre fra nogle der har oplevet det samme som står overfor nu.

Jeg har desvære ikke nogen erfaringer eller gode råd.
Men jeg synes det er stærkt gået og håber det bedste for jer begge.
[l][l][l][l][l][l][l][l][l][l][l][l][l]

Hvor er du sød <3
Jeg takker af hele mit hjerte.... Det har også været nogle hårde år, men det lønner sig nu.
Jeg har nogle redskaber og nogle styrker jeg ikke havde for 3 år siden...
Jeg er klar....
Dejlig søndag til dig....

Hej 🙂
har heller ikke erfaring med at få anbragt barn - eller hjem igen.....
Men stort tillykke herfra med at det lykkes for dig - det så flot og super gået 🙂
Har til gengæld erfaring med depression 😕 så ved hvor svært det er... har selv en søn på nu 7 og det kræver bare så meget, som man slet ikke magter under/efter en depression... synes det flot du gik med på at få ham anbragt mens du kom ovenpå (og at det lykkedes) - kæmper her selv med bare at få en aflastningfamilie til min 😕 er også ovenpå igen 🙂 men er bange for at ryge ned igen.. og det at man konstant er på, uden pauser - er trættende..... men må indtil videre nøjes med pauser, når min veninde har tid.... det går, men kunne virkelig godt bruge faste aftaler - at kunne se frem til det.... man finder lige lidt ekstra energi frem, hvis man ved om en uge, kan jeg lade op en dag eller to 😃 - børn søger jo grænser.... og det er trættende og opslidende at sætte dem konstant.... samtidig afprøver de også lidt om man nu er der - altså pskykisk, hvilket man jo ikke var dengang, hvis du forstår??
Så kan da sige at pauser skal der til 🙂 og åbenhed overfor sønnen.... han skal vide du ikke forsvinder igen.... og børn tænker mere logisk, og fornemmer ting vi ikke regner med.... min søn tog det meget fint, men de gange hvor jeg var syg (influenza, bihulebetændelse eller bare forkølet og dermed træt) reagerede han voldsomt i børnehaven.... snakkede med ham om det, og det kom frem at han var bange for jeg "forsvandt" igen.... altså psykisk som ved depressionen. Altså han genkendte den træthed man har når man er syg, som de signaler der havde været da depresionen startede....
meget af det ved du sikkert 😉 jeg fik da ihvert fald snakket med psykologen om det, og fik at vide det var meget normalt.... men også at man skal vælge sine kampe.... hvilket har hjulpet mig meget at indse.... man vil jo virkelig gøre meget for at være en super mor 🙂 både for barnet men også omverdenen.... så jeg har ex. kæmpet mange kampe med oprydning og rengøring... blevet træt og stresset fordi jeg aldrig var med.... altid bagud.... idag har jeg lært at det ikke betyder så meget, det er meget vigtigere at min søn ved jeg elsker ham og er tryg.... han kan ikke bruge et cleanet hjem til så meget, hvis det bevirker mor ikke har overskud til ham 🙂

For dit smukke indlæg..
Må lige sige at det ikke var mig, men min søn på 6 der fik en depression af sin medicin. Det gjorde at han blev selvdestruktiv og ikke kunne klare dagen og vejen.
Desværre kan jeg ikke tale med om hvordan det er at have en depression, men kan læse at du har haft det svært. Stort at du er ved at komme ovenpå igen...
Held og lykke