ER JEG MODEN NOK TIL AT BLIVE MOR?

Er en pige på 19 år.
Fandt ud af jeg var gravid for et par dage siden, nu.
Det kom lidt som et chok, men samtidig var der også en glæde.
Troede faktisk ikke jeg kunne blive gravid da jeg har været sammen med min kæreste i snart 2 år, og aldrig har brugt beskyttelse.
Men nu er det sket, og jeg ved hverken ud eller ind.
Jeg har snakket meget med familien, og de vil støtte mig uanset hvad jeg vælger, men min mor siger at jeg ikke er moden nok og hun ikke syntes at jeg er klar til det ansvar. Hmm.
Snakkede med min veninde på 19 år, som lige har fået en lille dreng, der siger at det ikke er noget man er klar til, men noget man bliver.
Min kæreste, som så kun er 17, men meget moden i sin alder syntes ikke vi er parate, da vi ingen fast indkomst har, ikke arbejde og stadig bor hjemme.
Jeg siger der stadig er god tid til at kunne få det til at fungere inden det lille vidunder kommer til verden.[s] Men han er stadig meget i tvivl, også fordi hans mor er stærkt imod det. Og han tror hun kunne finde på at gøre ham arveløs, ( nogle mil.. )
Jeg ved jeg skal følge mit hjerte, og at jeg er parat til dette. Men jeg er så bange for jeg kommer til at stå med det uden en far. Og da jeg heller ingen penge har gør det, det ikke nemmere. [:*(]

Står i en virkelig svær sitiation, og håber der er nogle som har prøvet det samme som vil fortælle hvordan de har klaret det, eller der er nogle som vil komme med deres mening. Alt vil hjælpe. Håber at høre fra dig?.

nok din kæreste er mere moden, han kan se realiteterne i øjnene.
Arveløs? der er noget der ifølge loven hedder tvangsarv, det kan ikke forhindres.

Ja, det kan han, men har jeg ikke sagt jeg ikke kunne.
Vi har begge været klar over at det kunne ske, og har snakket meget om det.
Men nu hvor det er sket, er det jo pludselig virkelighed.

Man kan sagtens gøre sine børn arveløse hvis man af en eller anden årsag ser sig sur på dem....
I amerikanske film, altså ;o)
I den helt, rigtige verden hvor vi allesammen færdes på godt og ondt kan det heldigvis ikke lade sig gøre!
Som en anden siger, så er der noget der hedder tvangsarv; så vidt jeg ved (men det kan have ændret sig) så er det 50% af arven som man ikke kan råde over hvis man har børn eller familie i lige linie.
Mht barnet....Det er jo ikke herinde du skal have svar på det, for det er jo kun dig og din kæreste der kan svare på det!
Med i dine overvejelser skal du have at I smider en masse af jeres ungdom i skraldespanden: Ingen vilde fester, og begrænset samvær med vennerne, for det er ikke altid man lige kan få nogen til at passe den lille.
Til gengæld er der jo en masse fantastiske timer med sådan en lille een ;o)
Som sagt, er det kun jer selv der kan svare på det, og det kræver MANGE overvejelser.
Jeg kendte en ung pige som fik sit første barn som 20-årig, og jeg tænkte i mit stille sind at det var en katastrofe, for hun var godt nok ikke moden....Men hun voksede helt enormt med opgaven, og i dag har hun og kæresten to dejlige unger.
Og ungerne har to superforældre ;o)
Desværre har jeg også set tilfælde hvor det gik den anden vej :o(
Ren

Jeg blev selv mor som 19 årig... det var på ingen måde planlagt, og vi blev forældre midt i min uddannelse.. men ville ikke undvære min dreng for noget i verden..
Min søn er nu 2 år og det har kørt fint.. jeg mener det samme som din veninde... an kan ikke gøre sig klar til sit første barn.. om du er 19 eller 40... man ved ikke noget om følserne og hvor moden man er før man står i det...
og man vokser i den grad i rolle... man bliver jo med det samme mor og kan ikke forstille sig et liv uden barnet..

måske nok I er lige lovlig unge...Det er uomtvisteligt et meget stort ansvar og arbejde, at have med et lille barn at gøre - i mindst 18 år frem!! Hver dag, døgnet rundt!! Det koster også rigtig mange penge.
Synes nok det er vigtigere, at du får dig en uddannelse først. En god uddannelse er - uanset hvad - en rigtig god basis for et godt, trygt liv senere hen.
En anden ting: hvis du frygter, at stå alene med barnet (fordi din fyr springer fra), så bliver det virkelig hårdt! At være alenemor er så ensom en bestilling som noget kan være. Det ønsker jeg ikke du må havne i.
Men når alt dette er sagt: Hvis kærligheden er der mellem jer - og den er stærk nok, så kan I overkomme ALT!
Held og lykke i dine overvejelser...

Det undrer mig at i kan finde på at have ubeskyttet sex siden I var 15 og 17....dét tyder på en høj grad af umodenhed.....

Men jeg synes også, at to år uden prævention i den grad tyder på manglende modenhed! Og/eller et ønske om at blive mor?? I har jo vidst, at det kunne og formentlig ville ske? Jeg vil anbefale dig at kontakte sundhedsplejerskerne i din kommune og snakke det hele igennem med dem. Mange steder er der grupper for unge mødre, dem kan du måske også tale med. Hvis du vil høre min mening? Så har du truffet din beslutning: "Jeg siger der stadig er god tid til at kunne få det til at fungere inden det lille vidunder kommer til verden". Så held og lykke med det[f]

at når du vitterligt har været sammen med kæresten i to år uden beskyttelse og først nu bliver gravid, KUNNE der jo opstå samme lange ventetid, når I føler jer klar en skønne dag?

have sex i to uden der sker noget er det jo heldigt, men når galt er så hellere komme galt afsted end at få barn nå man er 40 år, vær ung med dine børn når det nu har flasket sig sådan for dig/jer, en stor opgave men du skal nok klare den pøj pøj🙂

I var parate til at risikere en graviditet, da din kæreste var 15 år, og har konsekvent fulgt den linje i to år. På den ene side tyder det på en horribel mangel på ansvarlighed og modenhed - på den anden side kan man sige, at I i den grad har været heldige, det først sker nu, og at jeres adfærd måske i virkeligheden tyder på et (ubevidst?) ønske om at få børn i en fart.
Jeg synes ikke, 17-årige skal være fædre - slet ikke, når de ikke føler sig parate, hvad jeg 100 procent godt kan forstå. Jeg synes heller ikke, 19 år er en optimal alder at blive mor i, men du har dog ønsket om at blive det.
Objektivt set ville jeg stærkt tilråde en abort. Du kan meget let komme til at stå alene med barnet, og så er der altså ikke meget ungdom tilbage.
Valget er jo i den sidste ende dit, men lyt godt efter, hvad folk omkring dig siger, og husk, at man bliver mor for livstid - ikke kun et par år.

to år er jo længe at vente på graviditet, og hvis et par har svært ved at få børn, gør
+ ti år det normalt ikke lettere!

Bortset fra det med pengene.. ;-)
Jeg fik selv et barn meget tidligt og et til 2 år efter. Og jeg må sige man vokser med opgaven. Hvis man ikke er klar til at få børn, bliver man det, for man har ikke noget valg når de først er kommet. Der er ikke returret på dem....
Forholdet holdte naturligvis ikke, men jeg sidder alene med mine 2 dejlige tøser nu og har det godt med bare at være os tre... Så har man nemlig ikke alle de problemer en mand giver... ;-)
Og tro mig´. Du skal nok finde en anden kæreste hvis det ikke holder med ham her... Jeg troede også at mit liv va slut, da jeg valgte at få barnet, men nej... Jeg har haft en kæreste i 2½ år nu, men vi bor ikke sammen. Jeg har det bedst med bare mig og pigerne, så vi også kan være alene og hygge os indimellem... TIT!!! :-)
Held og lykke...😉

Det blev den for bl.a at børn ikke skulle være tvunget til at have børn, når de begik en fejltagelse. Dvs du delvis er målgruppen, for en fejltagelse kan man vist ikke kalde det, når man ikke beskytter sig i 2 år og dyrker sex med en dreng. Sig mig pigebarn; hvad har du gjort af din hjerne?
Hvad er det, du mener, du kan få på plads på 9 måneder? En uddannelse? Et forsørgelsesgrundlag? Det kan du da glemme alt om. Jeg tror heller ikke på, du kommer til at se meget til den barnfar eller svigerfamilie, men de og han tænker jo lige så dårligt som du selv, så det er nok ikke det store tab. Vær glad og taknemmelig over du har familie, der vil støtte dig uanset dit valg. Valget har du vel sådan set truffet, da du dyrkede sex uden beskyttelse, så det du skal forholde dig til nu er om du har fortrudt det valg.