Min vens venner keder mig

Jeg har en ret ny god ven, som jeg var til fest med for nyelig. Det var første gang jeg skulle møde hendes venner, ikke fordi at det var sådan en big deal, men i ved hvad jeg mener.
Jeg sad en hel aften og tænkte "Hold da kæft hvor de her mennesker ikke siger mig en skid"
Så jeg sad til en fest med 30-40 mennesker og havde alligevel ingen at snakke med. Det var venner fra forskellige steder, så det var ikke kun kollegaerne, så man kunne sige at de alle sammen var røv-kedelige, men måske hendes venner fra sportsklubben var mere min stil.
De kendte alle hinanden så snakken flød jo lystigt, for dem, men jeg kunne ikke rigtigt trænge igennem.
Jeg havde intet at snakke med dem om overhoved, så det endte med at jeg sådan set bare sad og lyttede og grinede med på andres samtaler, uden at biddrage med noget.
Da folk var blevet godt stive var der en der kom hen og gav mig en mindre opsang om at jeg skulle lære at være mere åben og snakke mere.
Fedt nok, det havde jeg da ikke tænkt over dit fjols!!!
Så nu er jeg helt sikkert blevet stemplet som "den der underlige der bare sad og ikke sagde noget"
I begyndelsen var jeg lidt udenfor og til sidst blev jeg direkte ignoreret. Men min ven så jeg heller ikke rigtigt noget til og følte faktisk også at jeg blev ignoreret af hende. Jeg har heller ikke snakket med hende siden. For så siger man jo altid "Tak for sidst det var...." hvad siger man så, hyggeligt? sjovt? festligt? - eller hvad med at være ærlig og sige hamrende kedeligt og dine venner siger mig ikke en skid.
Da jeg gik var det også på sådan en overfladisk måde hvor vi smiler begge to og siger at vi havde det sjovt og at vi ses.
Hvor vi begge tænker "yea right" eller jeg gjorde det i hvert fald
Måske er jeg bare ikke særlig god til at small-talk'e. Jeg kan bare ikke komme på noget at sige.
Kan man være venner med en, hvor man ikke kan med hele hendes omkreds.
Det umiddelbare svar ville være "ja", men helt ærligt. Hvordan kan man være venner med en hvor man ikke kan se hende socialt, fordi at man ikke kan sammen med hendes venner.
Desuden så bryder jeg mig ikke rigtigt om at hun også ignorerede mig, når det var tæmmelig tydligt at jeg ikke havde nogen at snakke med. Det er lidt sådan noget der gør at jeg tænker at hun nok er en dum kælling og at der ikke er grundlag for at vi kan blive ved med at være venner.
Jeg har helt ærligt ikke lyst til at se hende igen eller snakke med hende.
Jeg kan ikke rigtigt sætte ord på hvad det er, men jeg føler at det vil være uværdigt at se hende mere efter at være lukket ude af hendes venner og blive ignoreret af hende, når hun kunne se at jeg kedede mig. Hun var vært, men alle andre havde hun tid til at give en krammer og få en snak med, så hvorfor ikke mig.
Jeg gider ikke se hendes venner igen for dem kan jeg bare ikke med, ikke at de gør mig noget ondt, men de siger mig bare ikke en skid.
Spørgsmålet er om jeg har lyst til at se hende igen.
Jeg har ikke tænkt mig at tage kontakt til hende.
Jeg føler at der er et eller andet uværdigt ved det, at jeg bliver behandlet dårligt og ignoreret, og så kommer jeg krybende tilbage.
På den anden side føler jeg mig HAMRENDE uhøflig at jeg ikke skriver en SMS og siger "tak for sidst", det er da det mindste man kan gøre, når nu man har været inviteret til en stor fest.
Jeg ved bare ikke hvad der skulle stå "Tak for sidst..." hvis jeg fyrer flere klicheer af så ville jeg lyve og hvis jeg var ærlig så ville hun nok sætte pris på at jeg ikke havde skrevet den.
Hvad siger i?
Er jeg for nærtagende?
Kan jeg være venner med hende?
Jeg havde en rigtig dårlig aften, skal jeg bare ignorere den og fortsætte mit venskab med hende hvor vi slap? - det ville være lidt falskt
Skal jeg være ærlig overfor hende? Så ved jeg at hun nok heller ikke ville ønske at se mig igen.

jeg ville være ærlig men sige det på en pæn måde.
ved det er svært når der kommer mange at komme til at snakke med nogen man ikke kender især hvis de selv har en samtale igang...prøv at lytte interesseret og hop ind i samtalen??
jeg holdte fødsdag/indflytterfest i lørdags...vi var 22 mennesker og jeg havde desværre ikke tid til at snakke lige meget med alle. men havde også sørget for alle kendte nogen og de der ikke gjorde kunne tage en ven med...det kan løse meget.
men nu du ingen ven havde med, kunne hun jo have sørget for i havde siddet sammen den første tid??
der var en enkelt til min fest der ingen kendte, så sad hun v.mig den første ½ time...så kendte hun pludslig det halve af bordet og snakken gik.
hvad gjorde du selv for at komme til at snakke med nogen? man kan ikke forvente alle kommer rendende til alle og har ondt af en. man skal selv tage initeativ.
når du ikke snakkede med dem, kan ellers vildt spændende mennesker da sikkert godt virke forfærdelige.?

Jeg sad somend ikke bare og ventede.
Jeg forsøgte på alle mulige måder og komme ind i samtaler ved at kommentere fyre sarkastiske bemærkninger af osv.
Det var bare som om at hver gang jeg havde sagt noget så havde jeg brugt mine 25 ører eller også fik jeg fyret 2-3 bemærkninger af og så var jeg ude igen, eller også blev jeg afbrudt. Det bliver man hurtigt træt af.
Der var somend een som jeg snakkede lidt med, men han var nød til at gå tidligt og jeg tror ikke at det var fordi at han syntes at jeg var dræbende kedelig.
Jeg følte selv at jeg fik en del kolde skuldre.
Jeg havde ikke fået tilbuddet om at tage en ven med og jeg havde også forventet at hun ville "tage sig lidt af mig". Fordi at jeg var den eneste der ikke kendte nogen der.

jeg kan lige frem blive pisse iriteret på nogle, hvis de kan sidde og more sig, diskutere og grine over ting som jeg finder ufatteligt ligegyldige og kedelige. Nogle gange tænker... hvad foregår der egentligt i hovedet på dem... kender de ikke til andet end deres lille andedam. De kan forøvrigt være de flinkeste mennesker, men gaaaab kedelige!
Det er ligesom den samme plade der kører i samme spor hele tiden... det er jo heller ikke fedt at høre det samme musiknummer en hel aften... og igen næste gang de er sammen.
Ofte er der mindst én person som har det på samme måde, så kan man snakke med denne, men hvis det ikke er tilfældet... ja, så kan man lige så godt forlade selskabet.
Det er forøvrigt ufatteligt iriterende at føle sig nødsaget til at grine af andres kommentare/vitser, hvis man synes de er tåbelige.

så har man det ikke vildt fedt. så er hun heller ik for smart, ved godt når man har mange gæster det er svært at få tid til alle, men så tar man fat i det svageste led og får det med i flokken så ingen er udenffor.

Ifølge Giddens søger "mennesket" i det moderne samfund konstant det "rene forhold". Dvs vores venskaber, ægteskaber, bekendtskaber mm. eksisterer kun så længe vi gensidigt har noget at tilbyde hinanden, når parterne udvikler sig i forskellige retninger kan det være svært at vedligeholde forholdene.....
Jeg har altid undret mig over hvorfor jeg er vokset fra en af mine gode barndomsvenner. Fornuelig har jeg så indset, at vi ikke længere kunne tilbyde hinanden noget....
Prøv at forestil dig at du er en fugl og flyver over Danmark. Du kigger ned og ser alle mulige venskaber, konflikter, bagateller osv.
Du smågriner over at disse mange konflikter, betyder så uendelig meget for disse personer.
Pludselig flyver du over festen og ser på din egen situation.

Jeg forsøger at følge dig.
Hvis Giddens siger at vi søger de perfekte relationer, så vil det vel også have den konsekvens at vi aldrig stiller os tilfreds med hvad vi har. Derfor vil man blive ved med at kassere de relationer når man erkender at de ikke er perfekte.
Så ser jeg ned på mig i et lokale fuldt af mennesker som ikke siger mig noget.
Giddens siger at fordi at de ikke siger noget, har vi ikke den perfekte relation og derfor vil jeg rejse mig op og forlade lokalet og aldrig komme tilbage.
Dvs jeg vender dem og min ven ryggen.
For hvad skal jeg så med de mennesker hvis de ikke siger mig noget?
Hvad siger Giddens ellers?
Bør man fortsætte sin søgen eller arbejde videre med det som man allerede har og få det bedste ud af det, i stedet for at kassere de mennesker som man ikke umiddelbart har en perfekt relation med?
Burde jeg hellere prøve at finde noget frem i dem som siger mig noget? dvs forsøge at tage en ikke-perfekt relation og forbedre den, så den stiler mod at blive perfekt.
Jeg flyver
Jeg kigger ned
Jeg griner
- men jeg ved stadig ikke hvad jeg skal gøre
Og det griner jeg endnu mere over.
Foreslag??