Min mor slår sig selv langsomt ihjel, og der er intet jeg kan gøre.

Så jeg er lidt på bar bund. Uanset hvad jeg vælger vil min mor dø for eller siden.
- Lad og starte helt fra begyndelsen.
Inden jeg blev født, var min mor gift med en mand, i Tunesien. Som alle andre nygifte havde de et dejligt liv, og elskede hinanden. Indtil en dag, hvor min far begyndte at slå min mor. De fortsatte gennem 1 år, og gennem det går udviklede det sig til at, han tog sine venner med hjem, hvor de så begyndte at voldtage hende, en efter en. på det tidspunkt havde min mor fået mig, og jeg var ikke andet end 2 år gammel. Min mor havde levet med at blive voldtaget, slået og truet gennem 5 år. og til sidst fik hun nok.
Hun ringede til hendes bror i Danmark, og bedte ham om at skaffe hende nogle billetter.
Da jeg var 3 år gammel, lykkedes det hende at flygte ud af landet, efter flere mislykkedes forsøg.
Men hendes problemer var først lige begyndt.
Ligesom alle andre, havde hun sin måde at leve med sin fortid. Hendes måde var, at drikke det væk. hvilket resulterede i at jeg blev fjernet, og hun gik med til at komme på en lukket afdeling, med god behandling. Jeg var i plejefamilie i nogle år, og da hun endelig kom tilbage sikrede hun alle om, at hun var helt clean, og ikke ville drikke mere. Men hvad jeg har lært igennem mit liv, er at man aldrig kan stole på en alkoholiker. Mit ældste minde, er mig, hvor jeg ca. er 5 år gammel, banker på døren til min lejlighed, og ingen åbner op. Åbenbart var min mor faldet i søvn af alt den sprut. Det skulle så vise sig, ikke at være første gang det ville ske. Jeg levede sådan i et par år. Indtil jeg var 7. Hvor min mor fik en kæreste. Flemmning. Meget flink mand, Religiøs og tro. Ligesom hende havde han også nogle problemmer. Han havde en kronisk ryg sygdom, som gjorde at hans led i ryggen langsomt blev stive, så han ville ende med at blive helt krum, og være istand til at lave ingen ting.
Min papfar flemming, stolede fuldt og fast på min mor, med at hun var stoppet med at drikke. Han levede i en løgn gennem 3 år, inden han fandt ud af, at hun var alkoholiker.
Man ville nok tro, at han ville ha' skredet, på det tidspunkt, men det gjorde han ikke.
Han tog sig af hende og prøvede alt hvad han hvad der stod i hans magt, for at hun skulle stoppe med at drikke. intet hjalp. Men Flemming ville ikke give op. Han ville ikke lade mig ende i en random plejefamilie, og aldrig komme til at se sin mor igen.
Vi flyttede til Lolland, for at komme væk for det hele. komme ud til et mere roligere sted, uden stres og larm.
Min mor stoppede aldrig med at drikke. Det blev faktisk kun værre.
ud over at drikke enormt meget, begyndte hun at tage, piller. alt for mange piller.
Som enhver idiot ved, er det meget farligt at drikke og tage piller på samme tid. Jeg må indrømme jeg har set min mor blive hentet af ambulancer over 50 gange.
nu hvor jeg sidder og skriver popper det lige op i hovedet på mig, om det egentligt har haft stor effekt på min skolegang?
Jeg har altid været denne meget upopulære dreng som ikke sagde så meget. Folk har syntes jeg var underlig, og jeg havde stort set ingen rigtige venner.
Da jeg kom i 6 klasse, begyndte de populære drenge, at synes om mig. Jeg blev ret populær. Og fik lige pludselig en masse venner. min personlighed, ændrede sig meget på det år. Fra at være en lille, meget stille person, blev jeg den dreng, med den gode humor, altid glad, og friske dreng. Selvom alt stadig var som det plejede der hjemme.
Mor drikke, og flemming var begyndt at ryge hash, fordi han havde svært ved at håndtere min mor.
Så i kan forstille jeg et ret underligt liv jeg har haft? Hjemme var jeg den meget deprisive type, som ikke sagde så meget fordi, jeg ikke ville se problemerne i øjne.
Og i skolen var skulle jeg have min fasade oppe, virke glad og sjov, selvom jeg ikke var det.
Der er gået nogle år siden 6 klasse, og jeg går nu i 9ende.
Sagen er sådan her: Min mor har fået sukkersyge, alkoholdemens (Sygdom der går at du glemmer alt, meget hurtigt, din personlighed er fulkommen ændret og du har kun en lille chance ved at blive digselv igen, hvis du stopper med at drikke og smadre din sukkersyge.) Min far (flemming) Kan næsten ikke gå pga. hans ryg.

Min mors alkohol demens, og hendes sukkersyge er en dårlig blanding. Demensen gør at hun glemmer hun ikke må spise ting med sukker, og at hun ikke må drikke. Sjovt glemmer hun ikke at hun vil drikke... o.O? Hun glemmer til tider hvem jeg er, og at hun bor i danmark, og ikke er gift med min rigtige far mere. Skal lige skubbe en til sygdom ind her. Hun har også fået anoreksi igennem årene, så hun er en 43 årig gammel dame, som vejer ca 40 kg.

For nogle måneder siden fik mig og min far, sat hende ind på en instutition, som hedder toftegården. Stedet var for folk som havde problemer ligesom min mor. Det var meningen at hun skulle kunne få god hjælpe derude.
men efter 3 ugers tid, løb hun væk, og de fandt hende 4 timer senere vandre forvirret rundt, ude på en landevej.
Problemet er: at i Danmark, kan man ikke tvinge folk, til at tage på sådan nogle steder. De skal gøre det, af egen frivillig vilje.
Så vi overtalte hende til at tage tilbage, og det gjorde hun også. Men self, kom hun tilbage en uge senere, og sådan fortsatte det. i nogel måneder, indtil at personalet ude på Toftegården, ikke ville have hende derude mere. De sagde, at de ikke kunne blive ved med at hjælpe hende, fordi hun vile ikke hjælpes af dem.
Så nu står jeg i det her problem. Min mor slår sig selv langsomt ihjel, og der er intet jeg kan gære ved det. Jeg kan enten lade hende blive hjemme, og prøve at sørger for at hun ikke drikker, eller æder ting der er sukker i. Men jeg er altså kun 16 år. Jeg har min skole, og i øjeblikket, er jeg igang med mine eksamer. Mit andet bud er, at jeg kan få hende ind på en lukket instutition. Men hun skal gøre det af egen fri vilje, og selvom jeg får hende overtalt, kan de ikke holde på hende, hvis hun siger hun vil hjem. Hvilket jeg ved hun vil sige, og så vil jeg stort set være tilbage hvor jeg startede.
At løbe fra det hele, Is not an option. Hun har været så meget igennem, og det kan jeg ikke gøre imod hende. Jeg har levet med dette i 16 år, og det ville være dumt at give op nu. ¨så kunne jeg lige så godt have gjort det for lang tid siden.
Jeg har prøvet alt. Snakket med folk fra kommunen, og der er intet jeg kan gøre for at hun får noget hjælp, som virkelig hjælper.
I er mit sidste håb. Er der nogen som kender en anden udvej?

hej med dig. det er dog en led situation du står i lige nu.
Forslag, der måske kan bruges:
I kan kontakte en visitationssygeplejerske fra kommunen. Hun skal komme hjem til jer og vurdere jeres situation. Måske kan i få lidt praktisk hjælp og/eller en støtteperson, der kan hjælpe din mor med at huske medicin o.s.v. og tale med jer andre om, hvad der skal til for at I alle kan få et tåleligt liv.
I kan snakke med jeres læge, han må kunne se, at din situation er uholdbar. Han kan måske "skubbe" lidt på hos kommunen så tager de måske din henvendelse lidt mere alvorligt. Du skal også fortælle ham at din stedfar nu også er misbruger, så han kan forstå, at du skal tages alvorligt. Det er ikke rimeligt, at en 16-årig skal bo sammen med 2 misbrugere uden at få hjælp, du kan være i stor fare for selv at komme meget forkert i gang med dit voksenliv, hvis du selv skulle ende med et misbrug.
Du kan finde grupper i nærheden af hvor du bor ( igennem kommunen eller på nettet), der ved en masse om at være pårørende til en misbruger. Det kan være godt at snakke med andre,der ved hvad det handler om og hvor svært det er, at se mennesker man elsker, der ødelægger sig selv. De har måske også ideer til, hvordan du får den rette hjælp og kan måske hjælpe dig med at komme i kontakt med de rigtige personer.
Jeg håber mine forslag kan bruges og husk nu at passe godt på dig selv. Det er vigtigt at du passer din skole og får dig en uddannelse. Du har muligheden for at få et bedre liv end din mor har haft, så det er vigtigt at du bruger lidt tid til at finde ud af, hvad DU gerne vil med dit liv.
Mange hilsner og held og lykke til dig fremover. Tina

Hej! du er for ung til at blive forældre for din egen mor, du hverken kan eller skal blive det. Det kan måske lyde hårdt, men måske er det den bedste og mildeste løsning både for dig og din mor hvis hun får lov til at få fred. Du hverken kan eller skal prøve at hjælpe hende ud af hendes sygdomme, når hun ikke selv vil.
Har du en god læge? Hvis du har synes jeg du skulle bede om at få sat en tid af til at få en samtale med ham. Ud over det synes jeg at du skal prøve at tage kontakt med tuba.dk, ikke for din mors skyld, men for din egen. De ville kunne blive en uvurderlig støtte for dig, hvis du vil bruge dem.

Det danske samfund er på mange måde rigtigt godt, og vi har et meget fintmasket sikkerhedsnet, så de fleste blive grebet inde de falder helt igennem.
Men vi har også vores personlige frihed og rettighed til at nægte behandling vi ikke ønsker. Og den ret benytter din mor sig af.
Ufatteligt mange mennesker lever som pårørende til alkoholikere, der ikke vil erkende de har et problem, eller ikke ønsker at blive behandlet for det, for "de har jo styr på det selv."
Jeg kan ikke hjælpe dig med ret meget, men jeg vil anbefale dig at søge hjælp hos en af de mange støtteforeningen for pårørende til alkoholikere. Her kan du få råd og opbakning til hvordan du skal tackle såvel din mor som myndighederne. Og ikke mindst kan du få råd og vejledning til hvordan du skal tackle dig selv i denne situation.
Prøv evt. her: http://www.helios-centret.dk/index.php?id=63&gclid=CO2BsMHOspoCFQQRswodYxwncQ
Held og lykke med fremtiden.

Det var et langt og velskrevet indlæg!
Hvor er du dog loyal overfor din mor, noget har hun haft held med her i tilværelsen.
Hun har også formået at beholde Flemming, der, som jeg læser det. stadig holder meget af hende.
Har du fortalt andre som fx. din læge eller socialforvaltningen om din situation? Du har i den grad behov for hjælp her og nu. Din læge skal gå ind og hjælpe med råd og vejledning, han kender hele proceduren.
Ellers synes jeg, du skal printe dit indlæg ud og sende til diverse myndigheder og evt. til alkohollinien, som en anden debattør foreslår, hvilket jeg også synes er en rigtig god idé.
Good luck !!!

Kære pranktzer
Jeg sad og læste dit indlæg og noget springer mig i øjnene. Nemlig dét med, at din mor ikke kan tvinges. Jeg er udemærket klar over, at kommunen sikkert siger, at de ikke kan hjælpe og det samme gør plejepersonalet, men i retspraksis forholder det sig anderledes.
Jeg kan give dig nogle paragraffer og så vil jeg råde dig til at få din pap-far til at hjælpe dig med at kontakte embedslægen i din region. For som jeg ser det, har systemet svigtet ud over alle grænser. Embedslægen og patientklagenævnet. Det er de to instanser, som i sidste ende kan træffe afgørelser vedrørende din mor og om hun har fået den rette hjælp.

For det første vil jeg nævne Psykiatrilovens § 5. En person kan frihedsberøves og tvangsinlægges, hvis personen er diagnosticeret (har en diagnose) og er til fare for sig selv og/eller andre. Der står i forarbejderne (forarbejderne er de skrifter der ligger til grund for loven), at det netop er tilsigtet, at en person bliver frihedsberøvet, for andet vil være uansvarligt både overfor patienten og omgivelserne. Sådan sagt lidt forenkelt...

Myndighederne skal muligvis godkende frihedsberøvelsen: "tvangsindlæggelse besluttes og gennemføres af politiet, men forudsætter en lægeerklæring, som anbefaler indlæggeslse" (Psykiatrilovens § 7.
Hvad angår tvangsindlæggelse skal det i følge psykiatrilovens §§ 2-4 så vidt muligt undgåes og der skal helst være en vis frivillig medvirken. (I forarbejderne til denne beslutningen, skal det udnerstreges, at det kun er for at UNDGÅ at loven ikke bliver misbrugt, så alle ikke lige pludselig kan blive indlagt, hvis de har en dårlig dag. Okay lidt overdrevet sagt, men bare så du forstår, hvad der menes).

Afslutningsvist er der i artikel 5 i den europæiske menneskerettighedskonvention, lagt op til, at ingen må frihedsberøves. Dvs. ingen må tvinges til at få frataget deres frihed til at vælge og sikkerhed. Men i stk. f fremgår det at: LOVLIG FRIHEDSBERØVELSE må gerne finde sted af en person på grund af sindssyge, alkoholisering og narkomani. Det eneste det kræver, er en diagnose og det har din mor jo fået.

Håber du kan bruge det til noget. Jeg ville anbefale dig at sætte dig ned sammen med din stedfar og skrive et brev, hvori I vedhæfter disse love, som et argument. Tag m¨ske først kontakt til lægen og få en lægeerklæring på, at det er anbefalet at hun tvangsindlægges og se hvad der sker. Embedslægerne har pligt til at fortælle jer, hvad I kan gøre og hvad der findes af muligheder. Måske kan I også kontakte den gratis retshjælp. De kan evt. hjælpe jer med det juridiske.
Og husk at få hjælp til at gøre de her ting. Du skal ikke stå med det selv. Det er squ for hårdt for en knægt på 16. Jeg tager hatten af for dig! Du er squ en sej nyser ;o)
Knus
A

desværre kun hjælpe dig selv. Det er hårdt at erkende, men sådan er det. Start med dig selv og måske smitter der så noget af på din mor. Men det er ikke dit job, at redde hende - og du kan heller ikke.
Der er kommet nogen gode forslag allerede, jeg vil dog lige kaste alateen grupperne ind også. Det er ligeledes grupper til børn (teenagere) af alkoholikere. Ligesom al-anon er det pårørende grupper som er oprettet af pårørende af de anonyme alkoholikere. http://www.alateen.dk/
Danmark er et af de eneste lande i verden, der ikke anderkender alkoholisme som en sygdom - måske er det derfor, at de praktiserende læger er rigtig dårlige til at behandle...
Anyway, du er nødt til at starte med dig selv. Se at få hjælp. Start evt. med at ringe til et af de anonyme alkoholrådgivningssteder der findes. Du har fortjent et bedre liv. Du har fortjent, at være glad.
Lykke til!

Tusind tak for dit rare svar. Endelig en der synes jeg gør det rette ved at blive ved min mors side. og at selvom Flemming, er Hash misbruger, er han stadig et godt menneske. Jeg har snakket med Socialforvalterer, og de har alle været søde. Men det har kun fået mig til at tænke på hvor meget lort jeg sidder i, i øjeblikket. Jeg har talt med vores læge om at få hende ind på en lukket instutition, for jeg ved, at han skal bare sige det, så sker det. Men Lægen skreg ud i raseri, fortalte hende, ting som ikke burde nævnes, hvorefter at han sluttede med at sige: Du vil jo åbenbart ikke have hjælp. Så jeg vil heller ikke give dig noget.
Siden det, har jeg ikke ville tale med ham igen.

Tusind tak. Jeg kan virkelig se, at du har brugt tid og omtanke til dette svar, og du skal vide, at det sætter jeg rigtig meget pris på.
However. Da jeg fandt ud af, at vores læge var den som i sidste ende skulle bestemme om hun kunne komme på den lukkede. Tog jeg initiativ, og tog derned med hende.
Det endte i et grusomt skænderi, hvor han stort set nedgjorde hende, og fortalte hende at hun åbenbart ikke ville hjælpes, og derfor ville han ikke hjælpe hende. Da det var sagt, smed han os ud af hans kontor.
Jeg har fået talt ud, med socialforvalteren. Men det er som om, at de prøver at skubbe mig væk fra min mor. Uanset hvor meget jeg prøver at forklare dem, at jeg ikke har nogen intention, om at skride, fatter de det ikke. Udover det er de sq meget flinke :>

igen tusind tak, for dette svar.
At en har sat sig ned, og gjort det som du har gjort. Det betyder sq meget for mig :>

Tak for dine overvejelser. Det er rart at folk, gider sætte tid tilside for mig og min families skyld :> <33.
Hvis du læser i nogle af de andre svar jeg har givet vil du kunne se, hvorfor jeg ikke bare kan få vores læge til at hjælpe mig.
Ja, nogle ville nok tro, at fordi mine forældre er misbrugere, kunne jeg selv ende i samme situation. Men sådan har jeg det ikke.
Efter at have levet med dette, i så lang tid, har det kun åbnet mine øjne, og det er blevet klart for mig, at uanset hvad der sker, skal jeg aldrig prøve eller blive tvunget i noget med stoffer. det inkludere også at ryge :> :D.

Igen. Tusind tak for dine overvejelser, og dine gode råd. Betyder meget for mig.🙂

Godt svar, og selvfølge skal man altid starte med sig selv. Men som det er nu, så kan jeg ikke få fred, før min mor er okay. Når det er iorden, kan jeg begynde at fikse de andre steder på min krop. For jeg har det som, min mor er en del af mig, og den del skal jeg få fikset og kureret.

- Tak.

Hej prankzter
Det var så lidt. Jeg læser jura og er i gang med eksamenslæsning og havde bøgerne lige på hylden, så det virkede helt åndssvagt ikke at gøre noget ;o)
Jeg håber du finder en løsning. Husk at du altid er i din fulde ret til at klage til embedslægen over den praktiserende læge. Men som du selv er inde på, er systemet ret firkantet og det er squ ikke engang sikkert, at de gør noget.
Jeg synes det er så fantastisk, som du kæmper for din mor. Jeg håber aldrig du vil komme til at føle, at du ikke gjorde nok eller kunne have gjort mere. Du har allerede gjort rigtig meget og hvis det ender med at du ikke kan stille mere op, så håber jeg for dig, at du finder ro til at acceptere det. Du har squ gjort indtryk på mig! SEJ er du!!!
Knus
A

Pigebarn.. Hvor gør det mig så usigeligt ondt, at læse din beretning.. Du skal slet slet ikke stå med det her alene... Hvad er det dog for et system vi lever i?
Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne give dig løsningen, men jeg er slet ikke inde i alle de paragrafer.
Jeg kan kun give dig en masse kærlige tanker med på vejen, med alt det du skal formå at tackle, og samtidig skal tænke på dig selv og dine ønsker.
Jeg tager virkelig hatten af for dig.. du er så velformuleret at høre på, at man næsten tror at du var meget ældre.. Men jeg kan sagtens følge dig i, at du tænker sådan som du gør, for det er et enormt ansvar du ufrivilligt har fået lagt på dine skuldre.
KUnne jeg gøre det, ville jeg give dig et kææææmpe kram og sige at det hele nok skulle gå.
De bedste og varmeste ønsker til dig.
Du er sgu en gæv pige![f][f][f]

men det er nu en dreng/mand der skriver😉så han vil nok foretrække gæv gut

Så retter jeg det til en gæv gut *ss* var vist lidt træt i skyndingen *ss*

Hej prankzter. Godt at høre at du har fået så meget respekt for rusmidler, at du ikke selv har lyst at prøve.
Jeg håber alt godt for dig og din familie... 🙂

Pæne ord! må sq' indrømme, at jeg kneb en lille tåre :>
Jeg vil tage de ord til mig, og gøre alt for, at jeg ikke ender i fortvivlse.
Jeg har måske ikke indset, hvad det er jeg har gjort for min mor, men jeg håber jeg gør en dag.
Tusind tak, for de pæne ord, og held og lykke med din eksame, har hørt det Jura skulle være benhårdt. Men det lyder som om du har ret godt styr på det 😉
Knus P ^^

Tusind tak<3 Gi'r mig mere gejst, til at komme igennem den ellers så hårde hverdag <3

Dit indlæg giver mig varme om hjertet.
Ja, det ansvar som er blevet sat på mine skuldrer er stort, men sådan er vi jo alle forskellige. Nogen bliver født i en familie hvor der ikke bliver sat så meget ansvar på deres skuldre, og andre bliver. Hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg ikke ønske at jeg var født i en anden familie. Dette er min skæbne og istedet for at være trist og sur over det, må jeg bare få det bedste ud af det. Hvad jeg selv syntes jeg har fået ud af det er, at jeg nok er blevet meget moden, og jeg har meget let ved at sætte mig ind i andre folks sted, hvis de har det dårligt. Jeg håber en dag, at jeg lære nok ud fra hvad jeg har været igennem, til at jeg kan bruge det til at hjælpe andre.
At vide hvordan det føles at blive såret psykisk, er hvorfor vi prøver at være søde overfor andre, at lære hvad smerte er, gør os voksne.

Ja, jeg giver dig ret i, at jeg er for ung til at blive forældre for min egen mor.
Men hvis jeg ikke vil, hvem vil så? Jeg tror på, at hjælpe hende, er den rette ting at gøre. Som jeg forklarede i en af de andre svar, så kan jeg ikke selv få fred, før hun har, hun er en del af mig, som jeg ikke vil give slip på.
Ja, for nogle folk lyder det nok som om, at hun ikke vil. Men hun har været ude for ting, som de fleste ikke engang ville kunne forstille sig. Jeg kan ihvertilfald ikke.
Noget inde i hende er så ødelagt, at hun skal have hjælp før det kan blive reperaret, og jeg tror ikke det ville hjælpe noget, hvis hun mistede sin egen søn, som hun har ofret så meget for.
Jeg ved ikke om det lyder som om, at jeg bliver sur på dig, sådan er det ihvertilfald ikke ment. Jeg ved godt inderst inde, at jeg måske ikke gør hvad jeg burde. Men hun har brug for mig, og jeg har brug for hende, intet vil nogensinde kunne ændre det.
Hun har ofret så meget for mig. Jeg har brug for at ofre noget for hende.
Tak for dit inlæg, selvom jeg var lidt uenig på nogle punkter, synes jeg det rigtig sødt af dig, at sætte tid af til mig, for at vise omsorg, og fortælle mig hvad der er rigtigt.

Ja, som Flemming plejer at sige: Det danske samfund er det bedste i verden, men det er stadig noget lort.
Jeg synes vores regering klarer det godt på de fleste punkter, men jeg synes at folk som har psykiske problemer ofte bliver glemt i rodet, og har svært ved selv at komme frem igen.
Det er det som jeg har tænkt mig, at gøre noget ved. Jeg ved stadig ikke hvordan, men jeg skal nok finde en måde at gøre indtryk, på folk så igen bliver glemt.

Jeg syntes at det er skønt at du støtter dine forældre -men der burde også være nogle andre derude der kunne hjælpe dig.
Kører du bare surt i det endag er vi en lollansk familie der har lidt overskud til at hjælpe dig. Du kan altid skrive på anjasika@hotmail.com..
Knus fra Kenni og Anja😉