Min kæreste stener

og stener og stener og stener.
Jeg har lyst til at ruske i ham, for at få ham til at vågne op.
Lige da vi mødtes var jeg sikker på at han var the one. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre mand at være sammen med. Vores kommunikation var helt fantastisk og er det for så vidt stadig
Men han har altid (så længe vi har kendt hinanden) haft et problem med at stene og ikke få taget sig sammen til det han gerne vil.
Han ryger ikke, det er slet ikke det vi er ude.
Jeg kan ikke gennemskue hvad der er galt.
På den ene side, når det er weekend, så er han bare død og pine NØDT til at gå i byen og drikke sig i hegnet med vennerne, hvor jeg selvfølgelig også er velkommen. Jeg synes det er helt fint han er sammen med dem og drikker sig i hegnet og jeg går med dem engang i mellem. Men det begynder at bære præg af, at han svinger meget mellem enten SLET ikke at kunne holde ud ikke at være ude og mellem at han SLET ikke kan tage sig sammen til NOGET.
F.eks er det svært for os (mig) at få ham til at overholde aftaler. Jeg ved at når vi har lavet en aftale, så har han enten glemt det eller kommer for sent fordi han har sovet over sig. I perioder opper han sig, men han falder hurtigt tilbage i det gamle mønster.
Han bliver rigtig ked af det og flov når det sker og han undskylder mange gange. Men han gør det samme på arbejdet engang i mellem. I forhold til hvor strengt arbejdsgivere ser på at han kommer for sent, så er han altså komme for sent nogle gange, fordi han ikke kan vågne.
Hans søvnrytme er meget uligevægtig. Han vender døgnet rundt utrolig mange gange og ender tit med at sove om dagen og være vågen om natten. Enten fordi han bare bedst kan lide at være vågen om natten eller fordi han ikke får taget sig sammen til at lave de ting han skal om dagen, så han er nødt til at gøre det om natten.
Så ofte kan jeg slet ikke få fat på ham i løbet af en hel dag, fordi han sover.
Jeg er ved at stikke af fra det her forhold. Jeg vil så gerne have en kæreste som jeg kan lave aftaler med og tage med ud og opleve ting med. Men jeg kan næsten aldrig, fordi han stener, sover eller glemmer det i sit steneri..
Hvad er der galt? Jeg er sgu lidt bekymret for ham. Jeg får tit at vide, at jeg er en meget large kæreste og at mange andre ville være skredet. Men hvis han ikke stenede så meget, ville han jo være virkelig perfekt til mig og omvendt.
Det er bare alt andet end perfekt lige nu.
Jeg føler mig overset og mangler virkelig nærhed.
Nogen der har et bud/et syn på den her situation?
Hånlige indlæg bliver ikke besvaret. ikke af mig ihvertfald🙂
Jeg er 30 og han er 32. Vi har været sammen i 4 år.

i den alder synes jeg. Jeg mener, jeg synes jeg har hørt om det før. Også herinde.
Min veninde havde det samme problem. Han var ellers rigtig sød og sjov og de passede faktisk godt sammen. Men steneriet og sløseriet tog overhånd og hun var nødt til at gå fra ham.
Men hun fik ham faktisk i behandling og det viste sig, at han havde en depression der kiggede frem engang i mellem. Nogle gange havde han held til at "overhøre" den. Det var i de perioder hvor det gik godt. Og når den virkelig kom frem, så gik han bare ind i den der tilstand hvor han bare stenede igennem og ikke var til at få fat på.
Hun er meget glad for at hun er kommet ud af det forhold. Men prøv at nævne om behandling ville være en idé? Hvis ikke han er indstillet på at arbejde for at gøre noget ved det, så synes du skal overveje om det ikke er tid at komme ud af det forhold inden du spilder mere af din tid.
Det er faretegn når du føler dig forsømt og mangler nærhed i et forhold der ikke er ældre!!!

du kan være helt sikker på han har en depression så det beste du kan gør er at spakker ham så hådt i røven og få han en tur til læge og du tager med ham men husk at siger til ham at du gør det fordi du elsker ham og en ting mere i to skal til og snakker mere sammen om hvad der forgår inde i jer selv så skal i nok få et godt forhold igen så tag dig sammen og få gjodt noget ved det

om han havde en depression, men jeg synes ikke han opfylder alle "betingelserne". Han er f.eks ikke aggressiv og sur på den måde. Og han kan sagtens være social.
Men igen, depression udtrykker sig jo også forskelligt fra person til person.
Jeg prøver at sparke ham meget, meget hårdt bagi og følger ham hen til lægen, så han ikke kan stikke af.
Jeg håber det kan redde vores forhold, for jeg synes ikke jeg vil opgive ham uden kamp. Det er bare et problem når jeg er den eneste der kæmper....

Tak for svar🙂

Ja, det er præcis sådan jeg har det. Det er nemlig nu at de andre par rigtig begynder at udvikle sig, blive etablerede, stole 100% på hinanden og jeg har ikke udviklet mig en skid med min kæreste. Fordi han stener. Jeg kan ikke komme ind til ham. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig bare forsømt og ensom. Faktisk føler jeg mig single....
En anden herinde foreslog at jeg skulle få ham i behandling og jeg tror jeg vil forelå ham det. Og tage med ham!!!
Kunne nok godt tyde på en depression, det tror jeg i har ret i

og han stenede bare igennem, som en skriver. Det med behandling tager jo noget tid før det bliver ok. Og problemet med sådan en stener er jo, at de har heeelt vildt svært ved at tage sig sammen til at gøre noget ved det og så kan det tage endnu længere tid.

Jeg føler at jeg spildte en masse vigtige år og nu er jeg ved at være for gammel til at kunne få børn. Jeg var faktisk ved at ryge ned i en decideret depression.
Som tilføjelse så gik han endnu mere ind i sig selv i en periode hvor jeg VIRKELIG havde brug for at han var der for mig. Men nej. Ingenting.
Han stenede bare og så stenede han lidt mere. Og så stenede han lige lidt mere.
Overvej om det er noget du vil satse på? Det er vigtige år for dig

Med dig!!! Du er langt fra alene. Desværre. Der findes virkelig mange "stenere" derude. Personligt kender jeg et par stykker og kan sige til dig at det bliver absolut kun værre med tiden. Jeg troede også jeg elskede min kæreste og derfor så jeg igennem fingrene med at han aldrig deltog i noget husligt, aldrig fik ordnet de ting han skulle og faktisk aldrig nogensinde forlod sofaen for andet end at tage på arbejde. Sådan gik der 7 år. Så vågnede jeg heldigvis op. Han er historie nu og jeg har det bedre end nogensinde. Så mit råd er... Kom Væk...

at smutte.
Jeg ved at han gerne vil tage sig sammen. Men det sker ikke..... Jeg tror det ihvertfald ikke :-/
Det er svært. Havde jo set en fremtid sammen med ham og den drøm skal jeg gøre op med, samtidig med at jeg skal forlade en mand, som jeg faktisk holder af. Men steneriet går mig simpelthen på nerverne