Min kæreste er kristen...

Hej...
Jeg har et stort problem og er simpelthen så fortvivlet, og ved ikke hvad jeg skal gøre...
For et år siden mødte jeg min nuværende kæreste. Han er simpelthen så dejlig, og vi elsker hinanden meget højt. Problemet er, at han kommer fra en Indre Missionsk baggrund. Han er ikke selv religiøs, hvilket han fandt ud af for nogle år siden, og han tør simpelthen ikke at fortælle sine forældre, at han lever sit liv anderledes, end resten af familien. Han er bange for at gøre dem kede af det, og blive udstødt pga hans valg. Jeg er heller ikke kristen, og det er stort problem for dem at acceptere en, der ikke har en kristen baggrund.
For et par måneder siden slog vi op, fordi jeg gav ham et ultimatum om at han skal fortælle sine forældre om os, og han kunne simpelthen ikke gøre det.. Derefter fandt vi sammen igen, fordi jeg ikke kunne leve uden ham, og tog ham tilbage og gav ham mere tid. Nu er jeg så i tvivl igen, det går mig så meget på, at hans familie ikke aner, at jeg eksisterer... Han siger, han elsker mig, som han aldrig før har elsket nogen. Vi har snakket om at flytte sammen - men det kræver jo, at han fortæller sin familie det. Det, som jeg er mest bange for, er at han i sidste ende ikke kan gøre det, og at jeg ender med at få mit hjerte knust igen. Han siger, jeg er den, han vil være sammen med på lang sigt, men jeg kan ikke se, hvordan det skal kunne lade sig gøre, uden at hans forældre ved, at jeg er hans kæreste.
Jeg overvejer at slå op med ham, for det dræner mig for energi at tænke på det hver dag. Hvis bare jeg kunne være sikker på, at han en dag (om et halvt år f.eks.) ville tage sig sammen og fortælle dem, hvem han virkelig er, villejeg ikke have noget imod at vente... Men jeg er ikke sikker på, det kommer til at ske, og derfor kan jeg ikke se pointen i at vente... Jeg vil så meget gerne lære hans familie at kende, jeg er en sød pige, og nej,jeg er ikke kristen, men hvorfor skal det betyde så meget, når vi elsker hinanden, og gerne vil være sammen?
Så jeg vil høre, om der er andre herinde, der har haft lignende problem, eller bare folk, der har nogle råd?? Eller måske er der nogle herinde, som også er fra Indre Missionsk baggrund, og kan fortælle mig, hvad jeg kan gøre for at blive accepteret af familien?
Er simpelthen så forvirret lige nu - føler afmagt og er deprimeret...
VIlle sætte pris på jeres råd og meninger.
Hilsen,
Sandrine...

Hvis Du ellers er en pæn pige og kristen på et omend lavere plan som os andre ville Du blive accepteret med det samme, medmindre hans forældre har gjort det helt klart at man skal vælge en fra de kredse.
Fortæl mig ikke at der ikke nu og da smutter enten en mand eller kvinde ind udefra ind i kredsen via ægteskab, vi skriver altså år 2010 og ikke 1810.
Du var nok i forvejen indstillet på bordbøn og muligvis alkoholfri sammenkomster med hans familie, det prøvede jeg selv engang ved en enkelt konfimation langt ude i familien, det overlever man.
Din kæreste har allerede taget skridtet til ikke at være så hellig, men det er åbenbart umuligt for ham at tage det sidste skridt.
Synd og skam.

Hvis han ikke har rygrad nok til at stå ved dig, så er det fordi han ikke vil dig nok.
Ja, det ER svært at bryder med familiens normer, især inden for stærkt religiøse småsamfund. Det kan jo meget vel ende med, at han bliver udelukket fra hele sin opvækst, og det er uden tvivl en meget angstfremkaldende tanke.
Men ikke desto mindre: Enten vil han dig, eller også vil han dig ikke.
Giv ham 3 måneder til at få det sagt i. Forklar ham, at hvis der ikke er rene linier inden de 3 måneder er gået, så må I gå hver til sit.
Og giv ham så de 3 måneder. 3 fulde måneder, hvor du ikke stiller spørgsmål om han har fået talt med dem, eller om han har gjort sig tanker om hvordan fremtiden ser ud. Nyd de 3 måneder, og læg alle tanker om fremtiden bag dig.
Men gør ham helt klart, at har han ikke rykket når de 3 måneder er gået - så er der derefter ingen som helst grund til, at I spilder mere af hinandens tid.

Han siger at han elsker dig og vil være sammen med dig. Tro på det!!
Spørg dig selv, om han vil elske dig mere, hvis han siger det til sin familie?
Jeg tror mere det handler om at du gerne vil bekræftes i at han vil dig. Nu har du fået en ide om at det vil du få, hvis han siger det til sin familie.
Hvordan han har det med familien er op til ham. Prøv at nyd i er sammen og lad ham passe sin familie. På et tidspunkt bliver han nok parat, men lad tiden gå.
Lyt til hvad han siger... held og lykke🙂

fordi du ikke er religiøs og kristen - har de sgu da intet fattet af kristendom :-)
Du skal bare holde fast i ham, og så skal du være 100% ærlig over for hans familie - så må de gøre op med hvad det egentligt er de selv tror at de tror på .

Indre Mission IM er under store forandringer i disse år og man har adskellige eksempler på unge i IMU (indre missions ungdom) som lever i papirløse forhold. Dette er alment kendskab i IM. Jeg er selv menighedsrådsmedlem i midtjylland og har en del at gøre med bla. IM'ere og IMU'ere. _Jeg kan ikke genkende din kærstes problematik, med mindre han kommer fra en meget meget lille fløj i IM. Det lyder mere af Jehovas vidner end et IM problem....... Desværre er problemet vist, at det er lettere at sige noget, end at mene det man siger. Så du skal måske være mere skeptisk og realistisk over for din kærstes kærligheds erklæringer. Hvis de er rigtige IM'ere har de faktisk pligt til at prøve at vinde dig for Kristus og dermed din frelse, så de burde tage godt imod dig og så lære dig, at IM ikke er farligt, men en ortodoks måde at tro på inden for kristendommen. Jeg har en del venner og bekendte IM'ere vis børn er gift med ikke IM'ere og det er ikke noget problem. Så desværre er sandheden måske, at din kærstes kærlighed ikke stikker så dybt, som han siger!?! 😖

Jeg er en IM'er..
Det lyder meget underligt, med din kærestes familie. Jeg synes næsten det lyder som jehovas vidner. Fordi jeg har ALDRIG hørt noget om at blive udstødt i indre mission.
Kort sagt det lyder som om han har problemer med sine forældre, når han sådan næsten bliver bange for dem. Din kæreste burde snakke med sine forældre, om hans forhold til dig og til kristendommen.
Hvis han virkelig elsker dig, ville han gøre alt for, at i kunne være sammen i offentligheden!!?

Det, der er problemet, er at man bl.a. ikke må dyrke sex før ægteskabet, dvs. det er udelukket for os at flytte sammen, medmindre han går ud og fortæller dem, at han ikke er kristen, og ikke tror på det, som resten af familien tror på.
Jeg tvivler ikke på, han elsker mig. Han er en god dreng, og kunne aldrig finde på at lyve om sådan noget. Det tog ham alene 7 mdr at kunne sige, at han elskede mig, netop fordi han ikke ville sige noget, han ikke mente. Så derfor har jeg ingen tvivl, når han siger, at han elsker mig, og at jeg er den, han gerne vil være sammen med mange år i fremtiden.
Problemet er her, at han er bange for at skuffe sine forældre, og gøre dem kede af det. Han siger, at de ville være bekymrede resten af deres liv, hvis de vidste, at han ikke troede på deres værdier, fordi det ville betyde, at han var på vej i helvede. For det er åbenbart sådan, man tænker, når man er Indre Missions - hvis ikke man lever sit liv på den 'rigtige' måde - så ender man med ikke at blive frelst. Jeg har ikke mere forstand på det, end hvad min kæreste har prøvet at forklare mig, og det er ret svært at sætte sig ind i, når man ikke er vant til at tænke i de baner.
Dog tror jeg stadigvæk på, han tager sig sammen og siger fra overfor sin familie. Jeg tog en snak med ham forleden dag, netop fordi jeg var så fortvivlet. Og han forsikrede mig om, at jeg betyder alt for ham, mere end hans familie, og at han bare skal bruge noget mere tid til at samle modet og fortælle dem, at han han en kæreste, som ikke er kristen, og at han oveni det ikke er helt krisen selv.
Jeg vil takke jer mange gange for jeres råd. Til dem, der mener, jeg skal droppe ham, vil jeg sige, at hvis han behandlede mig skidt, eller der var andet i vejen med forholdet, så ville jeg gøre det. Men vi har det simpelthen så dejligt sammen, og det er bare sjældent, man oplever den slags ren og ægte kærlighed. Han er manden i mit liv, og jeg vil kæmpe for ham til det sidste. Jeg er indstillet på, det bliver hårdt og der kommer mange udfordringer, men sådan som det ser ud lige nu, så giver jeg ikke op. Vi elsker hinanden, og han er det bedste, der nogensinde er sket for mig, og omvendt. At han så kommer fra en anden baggrund end mig er mindre heldigt, men ikke umuligt at overkomme.
One Love!