Meget langt indlæg:(
Så sidder jeg igen en “farlig” lørdag aften. Sådan en aften hvor alle tankerne bare køre rundt.
Jeg ved ikke hvor jeg skal starte, jeg skal måske starte med og sige at dette indlæg er alle velkommen til og svare på og komme med kommentarer, men det er ikke et indlæg hvor jeg decideret stiller jer læsere spørgsmål nærmere et indlæg hvor jeg bare har brug for og komme af med alle de ting jeg brænder inden med lige her i aften, og det handler om min kæreste gennem snart 1 år.
Vi mødte hinanden tilfældig en dag da jeg besøgte hans søster i Odense, og eftersom jeg kommer fra Nordjylland, så jeg ikke vores one night stand som andet end den ene aften. Selvfølgelig havde han gjort indtryk på mig, men jeg vidste også inderst inde at det var en helt umulig tanke at mig og ham skulle finde sammen. Det skal lige siges at han er 27 og jeg er 20.
Ugerne gik og en dag da jeg skrev med hans søster spurgte jeg hende om ikke hun ville sende et billede til mig (veninderne spurgte jo til ham udseendemæssigt). Han valgte så selv og sende billedet. Hvilket betød at vi fik hinandens numre, ugerne gik og vi snakkede om tingene mht. hvad et langdistanceforhold ville betyde for os hver især og om det virkelig var noget vi kunne finde ud af.
Jeg havde sagt at jeg var villig til og smutte fra Nordjylland så snart min uddannelse var færdig året efter, og det har hele tiden været vores mål, at når denne dato kom skulle vi flytte sammen!
Men denne dato kommer (heldigvis) ikke fra den ene dag til den anden!
Vi har skulle lært og leve sammen, og kende hinandens grænser på ca. 300 km. Afstand. Og det har seriøst været pænt hårdt, jeg havde i forvejen på grund af tidligere forhold med svigt, et stort jalousi problem. Derfor vidste jeg også at dette forhold ville kunne ende med at jeg skulle kontakte en psykolog for og kunne klare det.
En dag da jeg har valgt og holde min fødselsdag i Odense, kunne jeg mærke på hele stemningen, at der ville ske noget træls denne dag, og var ikke i fødselsdags humør, og mine alarmklokker burde ha ringet for længst denne dag.
En pige min kæreste havde haft noget kørende med inden mig og ham fandt sammen, var også med til festen, og de var blevet rimelig fulde, og jeg var ædru, og de flirtede og fjollede, og det var egentlig også okay, lige indtil at jeg høre min kæreste spørge pigen om ikke han må kysse hende, og pigen kigger på ham og siger så nej selvfølgelig ikke. Hans søster var også med til denne fest, og jeg trækker hende til side, og siger til hende at jeg ikke kan klare det her, og hun siger at jeg skal snakke med ham om det, og det gør jeg også , og jeg siger til ham at han gik over min grænse for hvad der er i orden når man er i et forhold, dette her går mig meget på, og jeg har det af herved til dagene efter. Han siger til mig at jeg nok bør kontakte den psykolog, for var jeg ikke jaloux og mistroisk før er jeg i hvert fald blevet det efter dette her, og hvis forhold skal kunne fortsætte skal jeg lære og kunne tilgive de ting han er ked af han har gjort.
Jeg kontakter en psykolog, og hun hjælper mig virkelig igennem min svære tid, og en af gangene er min kæreste med og jeg er så glad for at han er der for mig og for at han virkelig viser mig at han gerne vil hjælpe mig så godt han kan, så jeg igen kan stole på at han vil mig det bedste.
Ugerne går og det bliver marts måned i år (2008), og min kæreste har de sidste byture været nem til og blive sur over det mindste, og hvis ikke jeg lige gør hvad der passer ham, går han hen til andre piger for og gøre mig jaloux, vi snakker meget om dette og han siger at han ikke gør det med vilje, og han siger også at han ikke rigtig han kan huske han har opført sig sådan.
En dag vælger min kæreste og fortælle mig at nogle af hans venner tager stoffer når de tager i byen, og jeg spekulere ikke videre over dette. Mig og min kæreste har haft en utrolig hård periode, men det er begyndt og gå godt igen, og selvom vi har givet forholdet en DEL chancer, giver vi det alligevel en sidste.
En dag da jeg er i byen med mine veninder, bryder min verden bare sammen, og jeg føler mig virkelig, ja jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre.
Min kæreste er selv i byen med nogle af hans venner, og han ringer til mig, og jeg har ikke hørt min mobil, fordi jeg selv er på diskotek, og da jeg endelig ser min mobil blinke, har min kæreste ringet 4 gange og skrevet en besked hvor der står: at hvis jeg ikke ringer, gør han noget dumt.
Jeg begynder og ryste, og folk omkring mig ser mig forsvinde ud af diskoteket, og det første inden jeg ringer er at jeg tror min kæreste vil være mig utro, eftersom det er det der har været min værste frygt hele vejen igennem, da jeg endelig får kontakt til min kæreste, spørger han mig: Hvad sker der hvis jeg tager lidt stoffer i dag sammen med de andre, der ligger en bane klar til os hver! Jeg er chokeret! Jeg græder indvendig, udvendig, er jeg så gal ! At han kan finde på og spørge mig om dette! Jeg siger til ham, som noget af det dummeste jeg nogensinde har gjort, at gør han dette, er jeg ikke sammen med ham mere! Han siger, okay så gør jeg det ikke, og vi droppe efter en diskussion samtalen, og min aften er ødelagt, og jeg får en besked fra ham, hvor der står at jeg ikke kan være det bekendt, jeg forstår ikke beskeden og ringer igen til ham, og han undskylder for beskeden, og vi fester hver især videre i hver vores ende af byen.
Jeg fortæller mine veninder som det er, og jeg er MEGA ked af det. Min veninde siger, det der kan han ikke være bekendt og overhovedet overveje og spørge dig om!!
Da jeg kommer hjem ud på natten, skriver jeg en besked til ham, (hvilket nok er dumt af mig over sms, men kunne seriøst ikke klare mere). Jeg skriver at det her forhold må stoppe, og at han har udsat mig for nok, og at uanset hvad vil jeg aldrig kunne vide om han tog stoffer den dag, men eftersom han overhovedet ringede og spurgte mig, tyder det jo på at han har haft en lyst til det, og det kan jeg ikke acceptere. Desuden ville jeg ikke kunne få ham til og indrømme det eftersom jeg havde sagt at så ville jeg gå fra ham.
Dagen efter bliver slem, han er meget ked af det, og jeg er enorm sur. Han spørger om ikke han må komme op til mig en dag hvis han kan få fri fra arbejde, og jeg siger jo det kan han godt.
Han kommer og vi snakker endnu engang om tingene. Vi vælger og give forholdet endnu en chance.
Min psykolog er meget chokeret den dag jeg møder op ved hende og fortæller om denne weekend, men hun siger også at jeg bliver nødt til at stole på at han ikke har taget noget som helst.
Jeg vælger og stole på min kæreste, selvom det koster mange tårer og mange vågne nætter, vælger jeg og ignorere de fornemmelser jeg har i mine mave.
En dag i april, efter endnu en bytur med min kæreste hvor han har opført sig utrolig dumt, og hvor det virkelig virker til at han var påvirket. Tager jeg hjem fra Odense, hvor vi igen overvejede og slå op, men jeg giver det endnu en chance, en chance for min kæreste for og fortælle mig at han ikke tog noget den dag i byen i weekenden, han siger at han bare var fuld og mere var der ikke i det.
Mandagen efter hvor jeg tog hjem søndag, vælger jeg og tage en utrolig stor chance og skriver til min kæreste , at jeg har hørt at ham og hans kammerat har taget stoffer den dag i byen hvor jeg var med, han skriver ikke andet tilbage end at han vil høre hvem der har sagt det, og jeg skriver at det er sagen uvedkommende og at jeg bare vil vide hvorfor fanden han ikke selv har fortalt mig det, i stedet for jeg sku høre det fra andre!!
Han indrømmer til sidst, jeg ved ikke om jeg på det tidspunkt er lettet eller bange, men jeg ved i hvert fald ikke længere hvad der skal blive af det her forhold!
Han skal komme op til mig i den kommende weekend og han lover og vil fortælle mig alt om hvad der er fortælle. Dagene er hårde, jeg græder hele tiden, kan ikke koncentrere mig om noget på arbejde. Gennemgår seriøst det værste jeg nogensinde har prøvet.
Han kommer op og vi skal ud og spise den følgende aften, en gammel aftale, og han vil fortælle tingene når vi kommer hjem. Vi sidder inden vi skal ud og spise og kigger på nettet, og jeg viser ham at man kan se billeder på nettet fra diskoteker i Odense, som han ikke var klar over, jeg klikker tilfældigt ind på en af dem han tit er på, og jeg ser det værste nogensinde, billedet viser at han kysser en pige, problemet er jeg ser kun at han skal til og kysse hende, hvad der sker bagefter ved kun fotografen min kæreste og den pige. Jeg brød sammen! Jeg var så såret, og min kæreste sagde ikke andet end, jamen det var kun i sjov. Det var virkelig hårdt. Og den værste dag og tage ud og spise. Ingen af os sagde noget!
Der er INGEN undskyldning for dette i mine øjne, det kan man gøre når man ikke er i et forhold, men fandme ikke når man har kæreste, kone m.m. Jeg begyndte og ligger skylden på mig selv og blive i tvivl om jeg havde overdrevet, jeg spurgte folk til råds om det var et utroskabs billede eller hvad det var.
Folk sagde at det var ikke direkte utroskab, medmindre han havde gået så meget over grænsen mht. mine regler og hvad jeg ville finde mig i. så var det. Men folk sagde også sådan noget gjorde man bare ikke, og det var i hvert fald ikke et “for sjov” billede, nærmere et billede der viste en fyr der var mega fuld og ikke anede hvad han havde gang i.
I dag sidder jeg og er stadig meget såret, jeg går ikke længere til psykolog, da hun mente at jeg sku droppe min kæreste eftersom at det ville blive for hårdt for mig og være i det her forhold, jeg kan ikke droppe min kæreste, selvom jeg inderst inde ved at jeg burde gøre det.
Mine venner/folk gider ikke rigtig længere og høre om mig og min kæreste, hvilket jeg udmærket godt forstår for de kan jo se udefra hvor ked af det han til tider gør mig. Han har sagt fra starten at han flytter aldrig op til mig. Så det er udelukket.
Jeg håber virkelig at andre vil tænke sig en ekstra gang om før de begiver sig ud et langdistanceforhold, for det kræver virkelig meget.
Jeg stoler ikke længere på ham, for det tør jeg simpelthen ikke mere, han skal virkelig viser mig mange ting før jeg kan stole på ham igen.
Jeg ved helt ærligt ikke hvorfor jeg ikke bare slår op med ham, jeg ville ønske jeg var så stærk at jeg kunne gøre det. Men når andre sir jeg skal slå op og droppe ham, ved de ikke alle de gode timer vi har sammen, alt er ikke kun dårlige oplevelser, derfor det hele er så svært, for jeg elsker ham jo sindssygt meget alligevel.
Hver gang han er til fest eller lign, er jeg mega bange for om han er mig udtryk, jeg viser ikke ham længere at jeg er bange for det, for er også bange for og blive så mistroisk at han ender ud i bare og være sammen med en anden.
Som f.eks. I aften hvor han er til fest, og jeg sidder 300 Km. Væk, det er det væreste!
Gid der var en kur imod det. Snøft
“Jeg troede bare ikke at det var muligt og elske en der har såret sig så meget..!”
Jeg ved ikke hvor jeg skal starte, jeg skal måske starte med og sige at dette indlæg er alle velkommen til og svare på og komme med kommentarer, men det er ikke et indlæg hvor jeg decideret stiller jer læsere spørgsmål nærmere et indlæg hvor jeg bare har brug for og komme af med alle de ting jeg brænder inden med lige her i aften, og det handler om min kæreste gennem snart 1 år.
Vi mødte hinanden tilfældig en dag da jeg besøgte hans søster i Odense, og eftersom jeg kommer fra Nordjylland, så jeg ikke vores one night stand som andet end den ene aften. Selvfølgelig havde han gjort indtryk på mig, men jeg vidste også inderst inde at det var en helt umulig tanke at mig og ham skulle finde sammen. Det skal lige siges at han er 27 og jeg er 20.
Ugerne gik og en dag da jeg skrev med hans søster spurgte jeg hende om ikke hun ville sende et billede til mig (veninderne spurgte jo til ham udseendemæssigt). Han valgte så selv og sende billedet. Hvilket betød at vi fik hinandens numre, ugerne gik og vi snakkede om tingene mht. hvad et langdistanceforhold ville betyde for os hver især og om det virkelig var noget vi kunne finde ud af.
Jeg havde sagt at jeg var villig til og smutte fra Nordjylland så snart min uddannelse var færdig året efter, og det har hele tiden været vores mål, at når denne dato kom skulle vi flytte sammen!
Men denne dato kommer (heldigvis) ikke fra den ene dag til den anden!
Vi har skulle lært og leve sammen, og kende hinandens grænser på ca. 300 km. Afstand. Og det har seriøst været pænt hårdt, jeg havde i forvejen på grund af tidligere forhold med svigt, et stort jalousi problem. Derfor vidste jeg også at dette forhold ville kunne ende med at jeg skulle kontakte en psykolog for og kunne klare det.
En dag da jeg har valgt og holde min fødselsdag i Odense, kunne jeg mærke på hele stemningen, at der ville ske noget træls denne dag, og var ikke i fødselsdags humør, og mine alarmklokker burde ha ringet for længst denne dag.
En pige min kæreste havde haft noget kørende med inden mig og ham fandt sammen, var også med til festen, og de var blevet rimelig fulde, og jeg var ædru, og de flirtede og fjollede, og det var egentlig også okay, lige indtil at jeg høre min kæreste spørge pigen om ikke han må kysse hende, og pigen kigger på ham og siger så nej selvfølgelig ikke. Hans søster var også med til denne fest, og jeg trækker hende til side, og siger til hende at jeg ikke kan klare det her, og hun siger at jeg skal snakke med ham om det, og det gør jeg også , og jeg siger til ham at han gik over min grænse for hvad der er i orden når man er i et forhold, dette her går mig meget på, og jeg har det af herved til dagene efter. Han siger til mig at jeg nok bør kontakte den psykolog, for var jeg ikke jaloux og mistroisk før er jeg i hvert fald blevet det efter dette her, og hvis forhold skal kunne fortsætte skal jeg lære og kunne tilgive de ting han er ked af han har gjort.
Jeg kontakter en psykolog, og hun hjælper mig virkelig igennem min svære tid, og en af gangene er min kæreste med og jeg er så glad for at han er der for mig og for at han virkelig viser mig at han gerne vil hjælpe mig så godt han kan, så jeg igen kan stole på at han vil mig det bedste.
Ugerne går og det bliver marts måned i år (2008), og min kæreste har de sidste byture været nem til og blive sur over det mindste, og hvis ikke jeg lige gør hvad der passer ham, går han hen til andre piger for og gøre mig jaloux, vi snakker meget om dette og han siger at han ikke gør det med vilje, og han siger også at han ikke rigtig han kan huske han har opført sig sådan.
En dag vælger min kæreste og fortælle mig at nogle af hans venner tager stoffer når de tager i byen, og jeg spekulere ikke videre over dette. Mig og min kæreste har haft en utrolig hård periode, men det er begyndt og gå godt igen, og selvom vi har givet forholdet en DEL chancer, giver vi det alligevel en sidste.
En dag da jeg er i byen med mine veninder, bryder min verden bare sammen, og jeg føler mig virkelig, ja jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre.
Min kæreste er selv i byen med nogle af hans venner, og han ringer til mig, og jeg har ikke hørt min mobil, fordi jeg selv er på diskotek, og da jeg endelig ser min mobil blinke, har min kæreste ringet 4 gange og skrevet en besked hvor der står: at hvis jeg ikke ringer, gør han noget dumt.
Jeg begynder og ryste, og folk omkring mig ser mig forsvinde ud af diskoteket, og det første inden jeg ringer er at jeg tror min kæreste vil være mig utro, eftersom det er det der har været min værste frygt hele vejen igennem, da jeg endelig får kontakt til min kæreste, spørger han mig: Hvad sker der hvis jeg tager lidt stoffer i dag sammen med de andre, der ligger en bane klar til os hver! Jeg er chokeret! Jeg græder indvendig, udvendig, er jeg så gal ! At han kan finde på og spørge mig om dette! Jeg siger til ham, som noget af det dummeste jeg nogensinde har gjort, at gør han dette, er jeg ikke sammen med ham mere! Han siger, okay så gør jeg det ikke, og vi droppe efter en diskussion samtalen, og min aften er ødelagt, og jeg får en besked fra ham, hvor der står at jeg ikke kan være det bekendt, jeg forstår ikke beskeden og ringer igen til ham, og han undskylder for beskeden, og vi fester hver især videre i hver vores ende af byen.
Jeg fortæller mine veninder som det er, og jeg er MEGA ked af det. Min veninde siger, det der kan han ikke være bekendt og overhovedet overveje og spørge dig om!!
Da jeg kommer hjem ud på natten, skriver jeg en besked til ham, (hvilket nok er dumt af mig over sms, men kunne seriøst ikke klare mere). Jeg skriver at det her forhold må stoppe, og at han har udsat mig for nok, og at uanset hvad vil jeg aldrig kunne vide om han tog stoffer den dag, men eftersom han overhovedet ringede og spurgte mig, tyder det jo på at han har haft en lyst til det, og det kan jeg ikke acceptere. Desuden ville jeg ikke kunne få ham til og indrømme det eftersom jeg havde sagt at så ville jeg gå fra ham.
Dagen efter bliver slem, han er meget ked af det, og jeg er enorm sur. Han spørger om ikke han må komme op til mig en dag hvis han kan få fri fra arbejde, og jeg siger jo det kan han godt.
Han kommer og vi snakker endnu engang om tingene. Vi vælger og give forholdet endnu en chance.
Min psykolog er meget chokeret den dag jeg møder op ved hende og fortæller om denne weekend, men hun siger også at jeg bliver nødt til at stole på at han ikke har taget noget som helst.
Jeg vælger og stole på min kæreste, selvom det koster mange tårer og mange vågne nætter, vælger jeg og ignorere de fornemmelser jeg har i mine mave.
En dag i april, efter endnu en bytur med min kæreste hvor han har opført sig utrolig dumt, og hvor det virkelig virker til at han var påvirket. Tager jeg hjem fra Odense, hvor vi igen overvejede og slå op, men jeg giver det endnu en chance, en chance for min kæreste for og fortælle mig at han ikke tog noget den dag i byen i weekenden, han siger at han bare var fuld og mere var der ikke i det.
Mandagen efter hvor jeg tog hjem søndag, vælger jeg og tage en utrolig stor chance og skriver til min kæreste , at jeg har hørt at ham og hans kammerat har taget stoffer den dag i byen hvor jeg var med, han skriver ikke andet tilbage end at han vil høre hvem der har sagt det, og jeg skriver at det er sagen uvedkommende og at jeg bare vil vide hvorfor fanden han ikke selv har fortalt mig det, i stedet for jeg sku høre det fra andre!!
Han indrømmer til sidst, jeg ved ikke om jeg på det tidspunkt er lettet eller bange, men jeg ved i hvert fald ikke længere hvad der skal blive af det her forhold!
Han skal komme op til mig i den kommende weekend og han lover og vil fortælle mig alt om hvad der er fortælle. Dagene er hårde, jeg græder hele tiden, kan ikke koncentrere mig om noget på arbejde. Gennemgår seriøst det værste jeg nogensinde har prøvet.
Han kommer op og vi skal ud og spise den følgende aften, en gammel aftale, og han vil fortælle tingene når vi kommer hjem. Vi sidder inden vi skal ud og spise og kigger på nettet, og jeg viser ham at man kan se billeder på nettet fra diskoteker i Odense, som han ikke var klar over, jeg klikker tilfældigt ind på en af dem han tit er på, og jeg ser det værste nogensinde, billedet viser at han kysser en pige, problemet er jeg ser kun at han skal til og kysse hende, hvad der sker bagefter ved kun fotografen min kæreste og den pige. Jeg brød sammen! Jeg var så såret, og min kæreste sagde ikke andet end, jamen det var kun i sjov. Det var virkelig hårdt. Og den værste dag og tage ud og spise. Ingen af os sagde noget!
Der er INGEN undskyldning for dette i mine øjne, det kan man gøre når man ikke er i et forhold, men fandme ikke når man har kæreste, kone m.m. Jeg begyndte og ligger skylden på mig selv og blive i tvivl om jeg havde overdrevet, jeg spurgte folk til råds om det var et utroskabs billede eller hvad det var.
Folk sagde at det var ikke direkte utroskab, medmindre han havde gået så meget over grænsen mht. mine regler og hvad jeg ville finde mig i. så var det. Men folk sagde også sådan noget gjorde man bare ikke, og det var i hvert fald ikke et “for sjov” billede, nærmere et billede der viste en fyr der var mega fuld og ikke anede hvad han havde gang i.
I dag sidder jeg og er stadig meget såret, jeg går ikke længere til psykolog, da hun mente at jeg sku droppe min kæreste eftersom at det ville blive for hårdt for mig og være i det her forhold, jeg kan ikke droppe min kæreste, selvom jeg inderst inde ved at jeg burde gøre det.
Mine venner/folk gider ikke rigtig længere og høre om mig og min kæreste, hvilket jeg udmærket godt forstår for de kan jo se udefra hvor ked af det han til tider gør mig. Han har sagt fra starten at han flytter aldrig op til mig. Så det er udelukket.
Jeg håber virkelig at andre vil tænke sig en ekstra gang om før de begiver sig ud et langdistanceforhold, for det kræver virkelig meget.
Jeg stoler ikke længere på ham, for det tør jeg simpelthen ikke mere, han skal virkelig viser mig mange ting før jeg kan stole på ham igen.
Jeg ved helt ærligt ikke hvorfor jeg ikke bare slår op med ham, jeg ville ønske jeg var så stærk at jeg kunne gøre det. Men når andre sir jeg skal slå op og droppe ham, ved de ikke alle de gode timer vi har sammen, alt er ikke kun dårlige oplevelser, derfor det hele er så svært, for jeg elsker ham jo sindssygt meget alligevel.
Hver gang han er til fest eller lign, er jeg mega bange for om han er mig udtryk, jeg viser ikke ham længere at jeg er bange for det, for er også bange for og blive så mistroisk at han ender ud i bare og være sammen med en anden.
Som f.eks. I aften hvor han er til fest, og jeg sidder 300 Km. Væk, det er det væreste!
Gid der var en kur imod det. Snøft
“Jeg troede bare ikke at det var muligt og elske en der har såret sig så meget..!”