Los Krimbos 4
Sabine stoppede sin lille røde Swift udenfor sin brors hus: ”Jeg skal lige ind og aflevere hans vasketøj deromme.”
”Kan han ikke selv vaske?” spurgte hendes gæst forundret: ”Er han ikke en voksen mand?”
”Jovist kan han så. Hans vaskemaskine er blot midlertidig i stykker. Og så må vi jo hjælpe hinanden. Men det kunne godt være, at du skal gå med ind. Hvis vi falder i snak, kan der nemt gå en halv time.”
”Jamen, hvad vil han sige til det? Vi kender jo ikke hinanden.”
”Ikke spor,” forsikrede Sabine, og de gik op og ringede på og blev lukket ind begge to: ”Det er Tanja fra Præstø, som jeg mødte på det udviklingskursus på Teknologisk Institut for en måned siden. Og det er min bror Nikolaj.”
De hilste på hinanden og fulgtes ud i køkkenet: ”Vil I spise med? Jeg har lavet alt for meget steg. Sjovt nok er kødet ikke svundet så meget ind, som det plejer at gøre.”
”Vi havde ellers en anden plan. Men hvad siger du Tanja?”
De blev enige om at spise med, og midt under måltidet ringede Sabines mobil så pludseligt. Hun tog den og fik en oprevet veninde i den anden ende. Da samtalen var ovre, sagde hun til de andre: ”Johannah er helt ude af den. Michael har forladt hende og har taget to af børnene med. Jeg burde næsten tage over og trøste hende. Men det må vel vente?”
”Til vi har spist op?” svarede Nikolaj.
”Nej, jeg mente nu til på søndag, når Tanja er rejst hjem. Jeg kan jo ikke så godt efterlade hende her med dig alene.”
”Det kunne du vel nok. Vi hygger os da godt sammen,” mente broren, mens kursusveninden så lidt mere tvivlrådig ud: ”Jeg synes under alle omstændigheder ikke, at du skal tage hende med over til Johannah.”
”Nej vist nej!” affærdigede Sabine prompte og trippede ind i stuen: ”Hvad søren! Har du fået ny sofa?”
”Nej, det er blot en jeg har lånt. Der sprang en 3-4 fjedrer i min egen, så den er til reparation.”
”Nå. Men hvad er det for nogle pletter på dit gulvtæppe, hen mod entreen?”
”Det er blod. Den ene fjeder sprang op og rev en flænge i min langmand. Det piblede hurtigere ud, end jeg kunne nå ud til håndvasken,” svarede han nøgtern og viste en mindre rift: ”Ja, den er næsten forsvundet nu. Det er vel fjorten dage siden nu. Hvor lang tid tager det at trøste Johannah?”
”Det ved jeg ikke. Men jeg kunne selvfølgelig hurtigt lige smutte over og se, hvor gal fat det er. Hun bor lige i nærheden,” forklarede hun til Tanja: ”Jeg kan være tilbage om et kvarter. Er det i orden?”
Tanja nikkede tøvende. Det var ikke lige den fredag hun havde regnet med efter den lange rejse: ”Okay.”
Nikolaj og Tanja tog sig af opvasken, mens de snakkede løst og fast om diverse ting og sager. Kvarteret blev til en time, inden Sabine ringede og forklarede, at de var kommet på sporet af de 2 forsvundne børn et stykke udenfor Århus.
Nikolaj dækkede et nydeligt kaffebord op foran den lånte sofa, og de tændte for en amerikansk film på flimmeren.
Skuffelsen hos Tanja tog efterhånden af, og hun blev enig med sig selv om, at hun ligeså godt kunne få noget positiv ud af situationen, hvorefter hun lagde ryggen op af Nikolajs arm, som han derpå trak bagom hende og ind på hendes mave.
Et stykke tid mærkede de hinandens varme, ikke mindst fordi filmen blev mere og mere kedelig. Tanja begyndte at kigge sig omkring i lokalet i stedet: ”Hvad er det for en mærkelig pil, som du har hængende deroppe?”
”Jeg er gammel bueskytte. Så det er nærmest sådan et slags trofæ.”
”Er det lidt farligt, at den sidder i buen. Tænk hvis den pludselig blev sendt ad sted og der tilfældigvis stod en der i døråbningen ud til entreen?”
”Nej. Som du kan se, så er der en ganske solid sikring placeret omkring strengen,” forklarede han sagligt og tænkte kun ganske lidt på den dag, hvor han lod den afsikre, mens han pegede derop med den frie arm. På vejen tilbage til sin egen krop, lod han hånden strejfe hendes bryst, som om at det var et tilfældigt uheld.
Pigen fik i stedet interesse for noget i vinduet på venstre side af Nikolaj, og idet hun spurgte ind til det, lagde hun kinden helt ind til hans ditto: ”Hvor kan man købe sådan en henne?”
”Den har jeg haft med hjem fra Australien,” replicerede Nikolaj, om med sin omkransende hånd fik han løsnet livremmen og knappet bukseknappen op på hendes bukser. Hun lod som om, at hun ikke mærkede det og gjorde intet for at hindre den videre færd.
Ti minutter senere sad hun overskrævs på ham, begge ganske nøgne, hvor hun vuggede sagte frem og tilbage, mens han masserede de strittende småbryster, indtil telefonen ringede. Han rakte ud efter røret og sagde prustende: ”Halløj.”
”Det er Sabine. Jeg er bange for, at jeg ikke når tilbage før i morgen tidlig. Vi er havnet helt i Bønnerup Strand. Men alt synes at løse sig. Jeg har lyttet til Michaels og Johannas skærmydsler og fået dem til at tilgive hinanden.”
”Fint. Her går det også godt. Tanja har det ganske glimrende,” forklarende han og smilede til gæsten.
Denne smilede også ganske kort tilbage men koncentrerede sig straks igen med sin vellyst.
”Kan jeg nu også stole på det?” spurgte Sabine: ”Din stemme lyder så underlig.”
”Kan han ikke selv vaske?” spurgte hendes gæst forundret: ”Er han ikke en voksen mand?”
”Jovist kan han så. Hans vaskemaskine er blot midlertidig i stykker. Og så må vi jo hjælpe hinanden. Men det kunne godt være, at du skal gå med ind. Hvis vi falder i snak, kan der nemt gå en halv time.”
”Jamen, hvad vil han sige til det? Vi kender jo ikke hinanden.”
”Ikke spor,” forsikrede Sabine, og de gik op og ringede på og blev lukket ind begge to: ”Det er Tanja fra Præstø, som jeg mødte på det udviklingskursus på Teknologisk Institut for en måned siden. Og det er min bror Nikolaj.”
De hilste på hinanden og fulgtes ud i køkkenet: ”Vil I spise med? Jeg har lavet alt for meget steg. Sjovt nok er kødet ikke svundet så meget ind, som det plejer at gøre.”
”Vi havde ellers en anden plan. Men hvad siger du Tanja?”
De blev enige om at spise med, og midt under måltidet ringede Sabines mobil så pludseligt. Hun tog den og fik en oprevet veninde i den anden ende. Da samtalen var ovre, sagde hun til de andre: ”Johannah er helt ude af den. Michael har forladt hende og har taget to af børnene med. Jeg burde næsten tage over og trøste hende. Men det må vel vente?”
”Til vi har spist op?” svarede Nikolaj.
”Nej, jeg mente nu til på søndag, når Tanja er rejst hjem. Jeg kan jo ikke så godt efterlade hende her med dig alene.”
”Det kunne du vel nok. Vi hygger os da godt sammen,” mente broren, mens kursusveninden så lidt mere tvivlrådig ud: ”Jeg synes under alle omstændigheder ikke, at du skal tage hende med over til Johannah.”
”Nej vist nej!” affærdigede Sabine prompte og trippede ind i stuen: ”Hvad søren! Har du fået ny sofa?”
”Nej, det er blot en jeg har lånt. Der sprang en 3-4 fjedrer i min egen, så den er til reparation.”
”Nå. Men hvad er det for nogle pletter på dit gulvtæppe, hen mod entreen?”
”Det er blod. Den ene fjeder sprang op og rev en flænge i min langmand. Det piblede hurtigere ud, end jeg kunne nå ud til håndvasken,” svarede han nøgtern og viste en mindre rift: ”Ja, den er næsten forsvundet nu. Det er vel fjorten dage siden nu. Hvor lang tid tager det at trøste Johannah?”
”Det ved jeg ikke. Men jeg kunne selvfølgelig hurtigt lige smutte over og se, hvor gal fat det er. Hun bor lige i nærheden,” forklarede hun til Tanja: ”Jeg kan være tilbage om et kvarter. Er det i orden?”
Tanja nikkede tøvende. Det var ikke lige den fredag hun havde regnet med efter den lange rejse: ”Okay.”
Nikolaj og Tanja tog sig af opvasken, mens de snakkede løst og fast om diverse ting og sager. Kvarteret blev til en time, inden Sabine ringede og forklarede, at de var kommet på sporet af de 2 forsvundne børn et stykke udenfor Århus.
Nikolaj dækkede et nydeligt kaffebord op foran den lånte sofa, og de tændte for en amerikansk film på flimmeren.
Skuffelsen hos Tanja tog efterhånden af, og hun blev enig med sig selv om, at hun ligeså godt kunne få noget positiv ud af situationen, hvorefter hun lagde ryggen op af Nikolajs arm, som han derpå trak bagom hende og ind på hendes mave.
Et stykke tid mærkede de hinandens varme, ikke mindst fordi filmen blev mere og mere kedelig. Tanja begyndte at kigge sig omkring i lokalet i stedet: ”Hvad er det for en mærkelig pil, som du har hængende deroppe?”
”Jeg er gammel bueskytte. Så det er nærmest sådan et slags trofæ.”
”Er det lidt farligt, at den sidder i buen. Tænk hvis den pludselig blev sendt ad sted og der tilfældigvis stod en der i døråbningen ud til entreen?”
”Nej. Som du kan se, så er der en ganske solid sikring placeret omkring strengen,” forklarede han sagligt og tænkte kun ganske lidt på den dag, hvor han lod den afsikre, mens han pegede derop med den frie arm. På vejen tilbage til sin egen krop, lod han hånden strejfe hendes bryst, som om at det var et tilfældigt uheld.
Pigen fik i stedet interesse for noget i vinduet på venstre side af Nikolaj, og idet hun spurgte ind til det, lagde hun kinden helt ind til hans ditto: ”Hvor kan man købe sådan en henne?”
”Den har jeg haft med hjem fra Australien,” replicerede Nikolaj, om med sin omkransende hånd fik han løsnet livremmen og knappet bukseknappen op på hendes bukser. Hun lod som om, at hun ikke mærkede det og gjorde intet for at hindre den videre færd.
Ti minutter senere sad hun overskrævs på ham, begge ganske nøgne, hvor hun vuggede sagte frem og tilbage, mens han masserede de strittende småbryster, indtil telefonen ringede. Han rakte ud efter røret og sagde prustende: ”Halløj.”
”Det er Sabine. Jeg er bange for, at jeg ikke når tilbage før i morgen tidlig. Vi er havnet helt i Bønnerup Strand. Men alt synes at løse sig. Jeg har lyttet til Michaels og Johannas skærmydsler og fået dem til at tilgive hinanden.”
”Fint. Her går det også godt. Tanja har det ganske glimrende,” forklarende han og smilede til gæsten.
Denne smilede også ganske kort tilbage men koncentrerede sig straks igen med sin vellyst.
”Kan jeg nu også stole på det?” spurgte Sabine: ”Din stemme lyder så underlig.”