Liv fra kemi? hahaha :)
Af Leif Jensen
Ifølge evolutionsteorien er liv kemi. Hvad er det videnskabelige grundlag for denne opfattelse? Hvilken kemisk formel har liv? Hvilke eksperimenter eller iagttagelser bekræfter dette?
Eksempelvis påstås vand at være en kemisk forbindelse. Betvivler en skeptiker dette, kan man med det samme give ham en kemisk formel – to brintmolekyler og et iltmolekyle (H2O). Kræver skeptikeren yderligere dokumentation, kan man demonstrere, at ved at kombinere brint og ilt dannes der vand og ved spaltning af vand får man to dele brint og en del ilt. Kan livets kemiske sammensætning på samme måde påvises videnskabeligt?
Et delvist svar får man ved et nærmere kig på, hvor den ’præbiotiske’ biokemi står i dag. Siden 1953, da Dr. Stanley Miller syntetiserede aminosyrer ud af en luftblanding, der svarede til jordens atmosfære for 4,6 mia. år siden, har forskerne været engageret i en målrettet, systematisk jagt på det molekyle, der med evnen til at kopiere sig blev til livet.
De enkleste kendte selvkopierende systemer er encellede bakterier, men ingen tror, at de var de første til at formere sig, for selv det simpleste bakterie er ufatteligt komplekst. Er liv et resultat af en kemisk evolution, må der tidligere have eksisteret en række enklere selvkopierende molekyler. Forskerne blev hurtigt enige om, at disse molekyler skulle findes indenfor en af to store grupper af organiske forbindelser, nemlig proteiner og nukleinsyrer (DNA og RNA).
Proteiner er lange kæder af 20 forskellige aminosyrer. De enkleste proteiner består af 300 aminosyrer, imens komplekse proteiner kan indeholder tusinder af aminosyrer. Proteiner er reelt sindrige nanomaskiner, der indgår i et utal af reaktioner i de levende organismer.
Nukleinsyrer er lange organiske kæder med en række ’nukleitider’ påhæftet. Deres funktion er primært at gemme organismens informations- og arvemateriale, men RNA er også ’katalytisk’, dvs. deltager aktivt i visse reaktioner.
Som forskningen skred frem, blev proteiner opgivet. En grund var, at i vand er aminosyrer mere stabile hver for sig, end når de forbinder sig i kæder, hvorfor de slet ikke er tilbøjelige til at danne lange proteinkæder. Et andet problem er, at den selvkopiering, der er mulig med proteiner, udover at være betinget af tilstedeværelsen af DNA og RNA også er en fuldstændig identisk kopiering. Selv om der dannes kopier af proteiner, er disse ikke anvendelige ved en darwinistisk udvikling, der kræver en formering med variation eller mutationer for at kunne finde sted. Hvis f.eks. alle hunde fødtes fuldstændigt identiske, kunne der ikke ske nogen udvikling af hunderacerne. De første selvkopierende molekyler skal på samme måde have udvist variationer, hvis der skal have foregået en selektion. Derfor blev proteinerne opgivet.
DNA var den næste, der faldt fra. Der viste sig at være store problemer med dannelsen af DNA, og selvkopieringen er et endnu større problem.
Til gengæld blev der i mange år næret store håb til RNA, og specielt siden 1986, da Walter Gilbert dannede udtrykket ’RNA-verdenen’ (The RNA World), var mange overbeviste om, at RNA indeholdt livets gåde.
Forhåbningerne byggede bl.a. på, at RNA som sagt har katalytiske evner. I det eksisterende liv sker RNA’s formering ved hjælp af proteiner og enzymer, men i en verden uden disse skal det første liv selv indeholde alle katalytiske evner. Håbet var, at RNA gjorde dette..
Endvidere har RNA egenskaben ’komplementaritet’. RNA’s fire nukleitider, nemlig adenin (A), urasil (U), cytasin (C) og guanin (G), forbinder sig op ad RNA-strengen, og komplementariteten består i, at et adenin-molekyle altid tiltrækker et urasil-molekyle, og et cytasin-molekyle tiltrækker altid et guanin-molekyle. Har man således en kæde med A-A-C-U-A-G-osv, er der mulighed for ved tiltrækning af fritflydende nukleitider at danne komplementarkæden U-U-G-A-U-C-osv. Hvis komplementarkæden igen kan danne en komplementarkæde, har man en kopi af den oprindelige kæde (A-A-C-U-A-G-osv). I tilgift sker denne kopiering med en vis variation, hvilket er afgørende for evolution.
De senere års forskning har imidlertid skuffet. Man ved nu, at kun en RNA-kæde med et stort overskud af cyanin kan danne en komplementarkæde. Det kan en kæde med overskud af guanin derimod ikke, da guanin ikke forbinder sig med fritflydende nukleitider, men med sig selv. Da cyanin tiltrækker guanin, vil en kæde med overskud af cyanin danne en komplementarkæde med overskud af guanin, og den næste komplementarkæde er en umulighed.
Endvidere har man opdaget store problemer med dannelsen af RNA under præbiotiske tilstande. RNA er ustabilt i vand, og både dannelsen af sukkeret ribose og fosfor, som RNA-kæden består af, er vanskelig.
I det hele taget er vanskelighederne så uoverstigelige, at verdens førende biokemikere nu afskriver RNA som det første liv. Dr. Lesley Orgell og Dr. Gerald Joyce skrev i 1999 i The RNA-world, 2nd Edition efter at have diskuteret problemerne med dannelse af nukleinsyrer: ”Dannelsen af selv korte nukleinsyrer [under præbiotiske tilstande] ville have været et mirakel.”
Dr. Robert Shapiro i Origins, A Sceptics Guide to the Creation on Earth: ”Troen på, at der var nukleitider og nukleinsyrer på den præbiotiske jord er en slags mytologi, for der er ingen beviser, der støtter dette, og alle vidnesbyrd støtter den modsatte konklusion.”
Dr. Stanley Miller skrev i 2000: ”Der findes ingen plausibel måde, hvorpå nukleitider kunne være dannet på den præbiotiske jord.”
Dr. Gerald Joyce konkluderede mere end 50 års omfattende forskning med ordene: ”Som det står nu, er der ikke blevet fundet plausible molekyler, der ser ud til at kunne have startet evolutionen.”
Disse fire forskere er verdens førende eksperter på dette felt. Specielt Dr. Orgell og Dr. Joyce er absolutte autoriteter, der har brugt deres professionelle karrierer igennem 40 år på at studere RNA. Alle, der udtaler sig om præbiotisk kemi, citerer disse to professorer.
Verdens førende videnskabsmænd indrømmer således efter 50 års intensiv forskning ikke at være kommet nærmere på opdagelsen af et molekyle, der kan have startet evolutionen. De har end ikke et teoretisk forslag til, hvad livets kemiske formel er, for slet ikke at tale om at kunne demonstrere formlen i et laboratorium.
Der findes altså ingen videnskabelig dokumentation for ideen om, at livet er en kemisk reaktion. Troen på dette må nærmest betegnes som en myte, og det er fristende at postulere, at hypotesen om Intelligent Design eller skabelse videnskabeligt set er mere sandsynlig.
Ifølge evolutionsteorien er liv kemi. Hvad er det videnskabelige grundlag for denne opfattelse? Hvilken kemisk formel har liv? Hvilke eksperimenter eller iagttagelser bekræfter dette?
Eksempelvis påstås vand at være en kemisk forbindelse. Betvivler en skeptiker dette, kan man med det samme give ham en kemisk formel – to brintmolekyler og et iltmolekyle (H2O). Kræver skeptikeren yderligere dokumentation, kan man demonstrere, at ved at kombinere brint og ilt dannes der vand og ved spaltning af vand får man to dele brint og en del ilt. Kan livets kemiske sammensætning på samme måde påvises videnskabeligt?
Et delvist svar får man ved et nærmere kig på, hvor den ’præbiotiske’ biokemi står i dag. Siden 1953, da Dr. Stanley Miller syntetiserede aminosyrer ud af en luftblanding, der svarede til jordens atmosfære for 4,6 mia. år siden, har forskerne været engageret i en målrettet, systematisk jagt på det molekyle, der med evnen til at kopiere sig blev til livet.
De enkleste kendte selvkopierende systemer er encellede bakterier, men ingen tror, at de var de første til at formere sig, for selv det simpleste bakterie er ufatteligt komplekst. Er liv et resultat af en kemisk evolution, må der tidligere have eksisteret en række enklere selvkopierende molekyler. Forskerne blev hurtigt enige om, at disse molekyler skulle findes indenfor en af to store grupper af organiske forbindelser, nemlig proteiner og nukleinsyrer (DNA og RNA).
Proteiner er lange kæder af 20 forskellige aminosyrer. De enkleste proteiner består af 300 aminosyrer, imens komplekse proteiner kan indeholder tusinder af aminosyrer. Proteiner er reelt sindrige nanomaskiner, der indgår i et utal af reaktioner i de levende organismer.
Nukleinsyrer er lange organiske kæder med en række ’nukleitider’ påhæftet. Deres funktion er primært at gemme organismens informations- og arvemateriale, men RNA er også ’katalytisk’, dvs. deltager aktivt i visse reaktioner.
Som forskningen skred frem, blev proteiner opgivet. En grund var, at i vand er aminosyrer mere stabile hver for sig, end når de forbinder sig i kæder, hvorfor de slet ikke er tilbøjelige til at danne lange proteinkæder. Et andet problem er, at den selvkopiering, der er mulig med proteiner, udover at være betinget af tilstedeværelsen af DNA og RNA også er en fuldstændig identisk kopiering. Selv om der dannes kopier af proteiner, er disse ikke anvendelige ved en darwinistisk udvikling, der kræver en formering med variation eller mutationer for at kunne finde sted. Hvis f.eks. alle hunde fødtes fuldstændigt identiske, kunne der ikke ske nogen udvikling af hunderacerne. De første selvkopierende molekyler skal på samme måde have udvist variationer, hvis der skal have foregået en selektion. Derfor blev proteinerne opgivet.
DNA var den næste, der faldt fra. Der viste sig at være store problemer med dannelsen af DNA, og selvkopieringen er et endnu større problem.
Til gengæld blev der i mange år næret store håb til RNA, og specielt siden 1986, da Walter Gilbert dannede udtrykket ’RNA-verdenen’ (The RNA World), var mange overbeviste om, at RNA indeholdt livets gåde.
Forhåbningerne byggede bl.a. på, at RNA som sagt har katalytiske evner. I det eksisterende liv sker RNA’s formering ved hjælp af proteiner og enzymer, men i en verden uden disse skal det første liv selv indeholde alle katalytiske evner. Håbet var, at RNA gjorde dette..
Endvidere har RNA egenskaben ’komplementaritet’. RNA’s fire nukleitider, nemlig adenin (A), urasil (U), cytasin (C) og guanin (G), forbinder sig op ad RNA-strengen, og komplementariteten består i, at et adenin-molekyle altid tiltrækker et urasil-molekyle, og et cytasin-molekyle tiltrækker altid et guanin-molekyle. Har man således en kæde med A-A-C-U-A-G-osv, er der mulighed for ved tiltrækning af fritflydende nukleitider at danne komplementarkæden U-U-G-A-U-C-osv. Hvis komplementarkæden igen kan danne en komplementarkæde, har man en kopi af den oprindelige kæde (A-A-C-U-A-G-osv). I tilgift sker denne kopiering med en vis variation, hvilket er afgørende for evolution.
De senere års forskning har imidlertid skuffet. Man ved nu, at kun en RNA-kæde med et stort overskud af cyanin kan danne en komplementarkæde. Det kan en kæde med overskud af guanin derimod ikke, da guanin ikke forbinder sig med fritflydende nukleitider, men med sig selv. Da cyanin tiltrækker guanin, vil en kæde med overskud af cyanin danne en komplementarkæde med overskud af guanin, og den næste komplementarkæde er en umulighed.
Endvidere har man opdaget store problemer med dannelsen af RNA under præbiotiske tilstande. RNA er ustabilt i vand, og både dannelsen af sukkeret ribose og fosfor, som RNA-kæden består af, er vanskelig.
I det hele taget er vanskelighederne så uoverstigelige, at verdens førende biokemikere nu afskriver RNA som det første liv. Dr. Lesley Orgell og Dr. Gerald Joyce skrev i 1999 i The RNA-world, 2nd Edition efter at have diskuteret problemerne med dannelse af nukleinsyrer: ”Dannelsen af selv korte nukleinsyrer [under præbiotiske tilstande] ville have været et mirakel.”
Dr. Robert Shapiro i Origins, A Sceptics Guide to the Creation on Earth: ”Troen på, at der var nukleitider og nukleinsyrer på den præbiotiske jord er en slags mytologi, for der er ingen beviser, der støtter dette, og alle vidnesbyrd støtter den modsatte konklusion.”
Dr. Stanley Miller skrev i 2000: ”Der findes ingen plausibel måde, hvorpå nukleitider kunne være dannet på den præbiotiske jord.”
Dr. Gerald Joyce konkluderede mere end 50 års omfattende forskning med ordene: ”Som det står nu, er der ikke blevet fundet plausible molekyler, der ser ud til at kunne have startet evolutionen.”
Disse fire forskere er verdens førende eksperter på dette felt. Specielt Dr. Orgell og Dr. Joyce er absolutte autoriteter, der har brugt deres professionelle karrierer igennem 40 år på at studere RNA. Alle, der udtaler sig om præbiotisk kemi, citerer disse to professorer.
Verdens førende videnskabsmænd indrømmer således efter 50 års intensiv forskning ikke at være kommet nærmere på opdagelsen af et molekyle, der kan have startet evolutionen. De har end ikke et teoretisk forslag til, hvad livets kemiske formel er, for slet ikke at tale om at kunne demonstrere formlen i et laboratorium.
Der findes altså ingen videnskabelig dokumentation for ideen om, at livet er en kemisk reaktion. Troen på dette må nærmest betegnes som en myte, og det er fristende at postulere, at hypotesen om Intelligent Design eller skabelse videnskabeligt set er mere sandsynlig.
