Lidt fra mølposen: Udboret knallert
Oskar Ludvigsen tripper hen af det fliseknuste fortov i det smalle stræde i novemberaftenens tågede og snuskede vejr, med den lyse trenchcoats krave smøget næsten helt op til de mørke briller, det falske overskæg og den lidt rigelig store kamorhat, så kun ganske lidt af ansigtet er synligt.
Pludselig mærker han et kraftigt slag på sin bredeste skulder, hurtigt bøjer han sig ned og griber en springkniv op af støvleskæftet og skal lige til at springe omkring i et Yamasuko-hop, da han svagt opfanger en stemme, der siger: “Davs Oskar.”
“Mit navn er Tilly Opposted, jeg er bagersvend og kender intet til forbrydelsen,” svarer han instinktivt og bevarer ryggen til den formodede fjende, omend det strider mod al sund fornuft.
“Bagersvend! Hmm, du ligner sgu snarere en hemmelig agent,” mener Carsten Bælg Bennysen.
“Hvaba,” svarer Oskar oprigtigt og ikke fordi, han føler sig afsløret.
“Jeg siger, du ligner snarere en hemmelig agent,” gentager Carsten en anelse højere.
Budskabet trænger langsomt ind og Oskar replicerer: “Det er jeg også, så tal venligst lavmælt. Hvem er du? Hvad vil du? Og hvorledes kunne du vide, hvad mit rigtige navn er?”
“Jeg er Carsten Bennysen, vi gik i skole sammen indtil sjette klasse på Byskolen over i Fredericia.”
“Nå således. Så er du altså ikke ude på at slå mig ihjel,” svarer Oskar og vender sig langsomt om og betragter den glemte kammerat: “Åh ja, du virker bekendt, så må du være Carsten Bentsen.”
“Bennysen, hedder jeg altså. Det har jeg faktisk lige fortalt dig.”
“Hvaba.”
Carsten gentager sin bemærkning lidt højere og tilføjer: “Kan du ikke fjerne den kniv, den gør mig nervøs. Sig mig, hvorfor er du blevet så pirrelig? Du var ellers klassens glade dreng dengang.”
“Øh, det ved jeg ikke. Hør, hvis det er hensigten at vi skal drøfte dette her igennem, kan vi så ikke finde et bedre sted, hvor vi kan være sikker på, at ingen lytter?”
“Selvfølgelig skal vi have snakket noget igennem. Det er jo ikke hver dag man møder en gammel skolekammerat på denne egn. Der ligger et værtshus lige her omkring hjørnet. Lad os gå derind.”
“Hvaba,” siger Oskar og skuler mistænksomt omkring op og ned langs husfacaderne, men vælger alligevel at lægge den sammenfoldne kniv i trenchcoatens lomme. Ingen skal vide, hvor han normalt har den skjult, også selvom om ingen suspekte personer blev set i vinduer og porte.
Carsten gider ikke sige sin sætning igen, men fører blot den genfundne, men nu odiøse, ven rundt om hjørnet og ind på beverdingen “Den toppede flodhest”.
“Nu er det vel ikke et nummer, du laver med mig. Jeg kan godt se, at du ligner Carsten Bentsen, men det kunne enhver klæde sig ud som.”
Carsten hiver sig i kinden: “Som du kan se, ingen maske. Tjener lad os få to Hof. Hør, det kan da ikke være særlig sjovt at være i den branche, så mistænkeligt du ser på alting.”
“Hvaba.” Oskar slår sig ned i hjørnestolen, hvor han kan holde skarpt øje med alt i lokalet.
“Jeg siger, det må ikke være særlig sjovt at være hemmelig agent, når du skal se så mis...”
“Syshh, for pokker mand. Pas nu på ikke at røbe min identitet, det er rigeligt nok at min påklædning sladder om det,” beroliger Ludvigsen og skuler over på et middelalderligt ægtepar, der ser ud som om, at de er ved at forsone et skænderi: “Hvad laver du her i byen?”
“Jeg har boet her siden 1977, hvor jeg fik job på B&W, men det røg sig jo en tur for et par år siden, så nu går jeg på støtten,” forklarer Carsten og skænker øllet op i det medfølgende glas.
Oskar afventer tjenerens tilbagegang og svarer så: “Hvaba.”
Carsten genfortæller sin grovere livshistorie på ny, en tone højere, men bliver atter tysset ned: “Du er noget besværlig, på den ene side vil du ikke have, at jeg taler højt, på den anden side kan du ikke høre hvad jeg siger, når jeg taler normalt. Har du propper i ørerne?”
“Næh nej, men forstår du, jeg er ude i embeds medfør, og så kan man aldrig blive forsigtig nok.”
“Ja så, du er måske ved at udspionere en af gæsterne her på ‘Den toppede flodhest’?”
“Hvaba.”
“Jeg siger, du er måske ved at udspionere en af gæsterne her på ‘Den toppede flodhest’?”
“Nej, men tal nu ikke så højt. Måske en her kender dem, jeg er ude efter. Det kan man aldrig vide.”
“Hvad har de gjort, dem du er på jagt efter, bankrøveri, mord eller utroskab?”
“Nej, det drejer sig om en kidnapning. Fru Jensens nevø fra Amerika er forsvundet, så nu gælder det om at få Sam fundet,” oplyser Oskar beredvilligt og ser vanten på servanten.
“Det lyder meget interessant, hvem er fru Jensen?”
“Hvaba?”
“Jeg siger. Hvem er fru Jensen?”
“Sysh. Folk må ikke vide, at det er fru Jensen, jeg agerer for. Hør, nu du alligevel ikke har noget job, så kunne du måske tænke dig at blive min assistent, jeg kunne faktisk godt bruge en sådan.”
“Tja jo, det lyder da meget spændende. Hvad giver du i løn?”
“Hvaba, øh... godt. Nu bliver man altså ikke hemmelig agent uden videre, så jeg sætter dig lige på en optagelses prøve. Kan du se vanten henne på servanten. Bring den herhen til mig, uden at nogen ser, du tager den, og uden at det vækker opsigt. Kan du klare det?”
“Snildt,” bedyrer Carsten, rejser sig og lader som om han går mod toiletterne, men bevæger sig så brat over mod mønttelefonen, roder lidt i lommen, opgiver dette, vakler hen til servanten, smækker sin pung op og roder rundt i sine dankort, siger: “Pokkers,” og vender tilbage til Oskar, med vanten.
“Virkelig flot klaret. Du er hyret. Må jeg få vanten?”
“Skulle vi ikke hellere lægge den tilbage. Der er måske en, som savner den.”
“Hvaba. Forstår du, ved bortførelsen var Sam netop iført sådan en vante.”
“Det var da pudsigt, men det er nok ikke den her, for det er jo blot en barnevante.”
“Sam er et barn. Han er kun 9 år gammel. Og fru Jensen er hans tante, hvor han er på ferie.”
“Nå. Det var dog skrækkeligt. Og han var kommet hele den lange vej fra Amerika?”
“Hvaba.”
“Hør! Kan du ikke holde op med at sige ‘hvaba’ hele tiden? Det er træls at skulle gentage alting.”
“Jeg kan ikke gøre for, at forfatteren har besluttet, jeg skal være tunghør.”
“Forfatteren. Sig mig, hvad er det her for noget? Er du så slet ikke tunghør i virkeligheden.”
“Nej, når jeg er helt mig selv, altså Gordon Kennedy, så hører jeg aldeles godt, men nu spiller jeg rollen som Oskar Ludvigsen, forklædt som Tilly Opposted, og så kniber det med hørelsen.”
“Det lyder kryptisk. Men kan du så ikke være Gordon Kennedy, sålænge vi to taler sammen?”
“Nej, det går ikke. Jeg kan da ikke sidde og sige mit virkelig navn midt i filmen.”
“Filmen? Hvilken film? Vil det sige, at der slet er nogen Sam, der er kidnappet, i virkeligheden.”
“Jovist så, i filmens virkelighed. Lad os nu falde tilbage i rollerne. Hvor nåede vi til?”
“Øh... jo jeg spurgte dig. Hvor meget giver du i løn til din assistent?”
“Hvaba.”
“For pokker, ikke nu igen. Tror du ikke forfatteren er træt af at skrive alle mine replikker to gange?”
“Nej, over hovedet ikke. Han kopierer jo bare linjerne på sit smarte tekstbehandlingsanlæg.”
“Vil det sige, at jeg skal sidde her og være til grin, blot for at han kan tjene sine penge lettere?”
“Nej, over hovedet ikke. Det er kunst... skuespilkunst på højeste plan.”
“Det kan jeg over hovedet ikke indse. Jeg tror, jeg går hjem og får mig en god lang nattesøvn.”
“Du kan da ikke bare forlade historien på den måde og lade mig i stikken.”
“Sagtens. Jeg gider ikke at være til grin på den facon. I øvrigt kan du da bare trække dig ud også.”
“Nej, det kan jeg ikke. Jeg er jo hovedpersonen i fortællingen. Åh Tommy Kenter, jeg beder dig om at blive, så skal jeg nok stramme mig op og høre bedre efter,” siger Oskar og falder på knæ.
“Ål-rejer, så bliver jeg. Men blot et ‘hvaba’ mere, så er jeg gået hjem, forstået?”
“Nå ja, men det ødelægger jo hele ideen i historien, for så overhører jeg jo ikke løsningen i afsnit 19, og så bliver Sam fundet al for tidligt. Hvad skal vi så bruge de sidste 13 afsnit til?”
“Godt godt. I afsnit 19 accepterer jeg, at du siger ‘hvaba’ nogle enkelte gange. Men så hellere ikke mere. Tilbage til manuskriptet. Hvem er fru Jensen, Oskar?”
“Fru Jensen, det er... jamen det er selvfølgelig hr Jensens kone. Det siger vel sig selv.”
“Nå ja. Men der findes tusindvis af danskere med det efternavn. Hvor bor de?”
“Hvaba.”
“Så er det nok. Farvel og godnat, jeg er gået, du betaler for bajerne.”
“Nej, vent nu lige. Jeg kan ikke klare at løse gåden alene. Jeg må have en assistent.”
“Jamen så få fat i ham din sædvanlige makker, Roger Vadim, eller hvad han nu hedder.”
“Tim Vladimir, åh nej. Nu troede jeg lige, at jeg kunne få lov at lave noget udenom ham. Og det går for øvrigt ikke, han er med i et teaterstykke ude på Nørrebro netop nu.”
“Det må du selv rode med. Jeg gider ikke, når det bare er film. Jeg troede, det var virkelighed.”
“Hvordan kunne du dog tro det? Du kan da umuligt have undgået at bemærke kameraerne der.”
“Jo, for som Carsten Bælg Bennysen skulle jeg nemlig være temmelig nærsynet.”
“Du havde da ellers ingen problemer med at se vanten henne på servanten?”
“Jo, jeg kunne faktisk ikke engang se servanten, det var derfor jeg vaklede sådan omkring.”
“Nå. Men udenfor kunne du da ellers godt genkende mig, selv i forklædning.”
“Ja det var nemt nok, for indtil jeg kom ind i billedet, var jeg jo Tommy Kenter, og som sådan har jeg ingen problemer med synet.”
“Hmm. Men du har da ikke gået i skole i Fredericia mig bekendt, hvordan kunne du så vide det?”
“Nej, jeg har ikke. Men det har Carsten Bælg Bennysen. Godnat og held og lykke med filmen.”
“Pokkers. Nu gik det ellers ligeså godt. Hvad pokker gør vi nu?”
“Der er vel ikke andet for at få fat i Tim Vladimir,” forklarer instruktøren og tysser på ægteparret.
“Øv. Så skal vi hen og tage alle scenerne om igen her og udenfor.”
“Det har du fandme godt af,” siger Tommy som det sidste, inden han forsvinder ud af døren.
“Nej, det behøver vi ikke. Det hele er alligevel ved at være så surrealistisk. At en af personerne skifter udseende på dette sted, det tager publikum givetvis i stiv arm.”
“Åh hvilken lettelse. Så kan vi formentlig alligevel nå det indenfor de 32 afsnit. Men hvad siger forfatteren til, at det bliver Tim og ikke Tommy, som bliver min assistent.”
“Det skal han over hovedet ikke blande sig i. Han skal bare koncentrere sig om selve historien.”
“Ja, det er da også rigtigt. Nu er jeg helt salig igen. Og jeg glæder mig faktisk til at være chef for Tim, og at han skal være min assistent. Skal vi få fat i ham med det samme?”
“Det bliver vi nød til. Fortællingen skal jo foregå på denne dato.”
Samtidig på Nørrebros teater: “Vel er jeg ikke Rubicon, og vel er disse bølger ikke Cæsar...”
“Hr Vladimir, hr Vladimir, der er telefon til Dem,” siger en dame, der kommer ind på scenen.
“Hvem pokker vover at afbryde mig midt i Hamlet?” vrisser Tim og løfter røret på apparatet, hun kom slæbende med: “Ja, de taler med Henrik den Ottende... sludder med Ofelia... nej...”
“Hej Tim. Det er Tilly Opposted. Gider du lige stige ned fra Elverhøjen og komme ud på Christianshavn til nogle filmoptagelser?”
“Elverhøj, nå ja, det er det jeg spiller. Nej, det kan jeg da ikke, så vil alle elverpigerne jo falde i Tryggevælde å og drukne. Det må vente til efter forestillingen, Tilly. Kender jeg for øvrigt nogen, der hedder Tilly?”
“Nej, det er mig Gordon dit paphoved. Pyt med din forestilling, publikum hujer af dig alligevel, kan jeg høre, så der er ikke mere at blive derefter, Carsten.”
“Carsten! Mit navn er Tim Vladimir. Du må have fået et galt nummer, Gordon.”
“I filmen hedder du Carsten, og vi er allerede godt i gang med optagelserne, så jeg må ikke sige dit rigtige navn et stykke tid. I øvrigt er vi passeret forbi det sted, hvor du består optagelsesprøven, så du er faktisk allerede ansat i mit byró, så du har bare at parere ordre min fine ven.”
“All-right, så kommer jeg straks. Jeg vil dog lige gøre dig opmærksom på, at det staves: ‘bureau’.”
“Ja, det ved jeg udmærket godt, men i filmen skal det jo bare udtales, ikke læses, så det kan være fuldkommen ligegyldigt kammerat. Det er faktisk dig som siger noget forkert. Det hedder ikke ‘all-right’, men derimod ‘ål-rejer’, det har Rudi Kløjsner allerede fundet på.”
En halv time senere. “Endelig, hvordan kunne du være så længe om at køre den smule vej?”
“Du nævnte ikke noget om, hvor på Christianshavn, at optagelserne foregik, og da ‘Den toppede Flodhest’ blot er et opdigtet navn, så er det pokkers svært at finde.”
“Ål-rejer, så glemmer vi de besværligheder. Smid det tåbelige scepter væk og sæt dig der, så vi kan komme videre med tv-optagelserne. Vi har kun 32 afsnit til rådighed.”
“Så må I gerne rippe videre op i de ægteskabelige problemer,” forklarer instruktøren det sammensatte par ved nabobordet: “Nu snorer kameraerne atter løs. Værsgo Oskar.”
“Det er den fru Jensen, som bor ovenpå Nikolaisens, hvis nabo er betjent Køster.”
Tim kigger blot forundret på Gordon, og ved ikke rigtigt, hvad han skal svare.
Til sidst brister Gordons tålmodighed: “Kom nu med din replik, for pokker.”
“Hvilken replik? Hvad skal jeg svare til det sludder?”
“Sig mig, har du ikke læst på manuskriptet?”
“Nej. Jeg kan kun en masse replikker fra Elverhøj.Vil I høre?”
“Nej tak, spar os for det. Altså Carsten, det skuffer mig virkelig meget. Det havde jeg ikke ventet af dig. Du kunne da idet mindste have læst lidt på lektien på vejen herud.”
“Jeg havde rigeligt at gøre med at finde stedet her. Hvad er det for øvrigt for en slags film. Du ligner nærmest en hemmelig agent i det skøre outfit der.”
“Sysh. Det er jeg også. Men det må ingen af de andre vide noget om.”
“Hvorfor ikke? Har de heller ikke læst på manuskriptet?”
“Jovist så. Men i filmen må de ikke vide noget om det, så bliver hele historien ødelagt.”
“Godt godt. Har I ikke et manuskript i nærheden, så jeg hurtigt kan lære de kommende replikker?”
“Desværre nej,” svarer instruktøren. “Der er ikke andet for, end at du må improvisere så. Vi forventer ellers, at vores skuespillere kan deres lektie, inden de møder op, med den løn vi betaler.”
“Jo, men jeg vidste over hovedet ikke noget om, at jeg skulle være med her i dag.”
“Den undskyldning har jeg ikke hørt før. Den må være god. Lad os gå videre Oskar.”
“Ja. Denne vante her har altså formodentlig tilhørt lille Sam.”
“Hvaba.”
“Ej altså. Nu stjæler du mine replikker. Det er ikke retfærdigt. Har du snakket med Tommy?”
“Jo, jeg mødte tilfældigvis Tommy Køster. Han mener, det drejer sig om pengeafpresning.”
“Pengeafpresning. Vrøvl, det er jo ganske almindelig filmoptagelse. Den slambert!”
“Nej, det er ægte nok. Jeg har selv været ude og kigge. Der ligger en hytte inde i den skov.”
“Hvilken hytte i hvilken skov? Hvad er det for nogle underlige replikker at fyre af?”
“I sagde jo selv, at jeg skulle improvisere, og det var, hvad jeg sådan lige kunne finde på at sige.”
“Ja, det er også fint nok. Men du skal ikke springe helt hen i afsnit 26 allerede nu. Det er først om et halvt år, at vi skal ud til den hytte i skoven og rekognoscere.”
“Din fantasi må ikke løbe så vidt. Kan du ikke bare bygge sådan ganske forsigtigt videre på det, som er sket indtil nu,” beder instruktøren: “Så skal jeg skaffe et manuskript til i morgen.”
“All-right... øh ål-rejer. Men hvad er der så sket indtil nu?”
“Altså mand. Har du heller ikke fulgt med? Hvad ville du sige til, at publikummet inde på teateret sad og faldt i søvn midt i forestillingen?”
“Hellere det, end at de giver sig til at buh’e af en dame med en telefon.”
“Det var da ikke hende, de skændte på. Det var fordi du kløjsede i det latinske: ‘Alle jagter hest’.”
“Jage heste? Den er jeg med på, har du en lasso?”
“Nej, men jeg har et raflebæger her. Hvis det bliver en sekser, så tager vi til Gentofte og leder, hvis ikke, så indleder vi efterforskningen præcis klokken 23 i aften. Okay?”
“Ha, det blev en treer. Så kan jeg lige nå tilbage og gøre Elverhøj færdig.”
“Næh, næh, du bliver her. For først skal vi have udfærdiget en slagplan. Som chef foreslår jeg, at jeg tager mig af afskygningerne, og du som assistent kaster dig over svineriet.”
“Hvilket svineri?”
“Ja altså, der skal jo bores nogle knallerter og tunes nogle biler. Sig mig, har du ikke sat dig ind i, hvad man gør indenfor spionbranchen?”
“Næh, ikke særlig meget. Men jeg troede faktisk, at værktøjet var forstørrelsesglas og pincetter, og ikke skruetvinger og koben. Men ål-rejer, så gør jeg det. Hvor har du køretøjerne?”
“Ingen steder,” svarer Tilly opgivende og henvender sig til instruktøren: “Kan han ikke overtage Tommy Kenters manuskript, nu han ikke har brug for det længere? Carsten svarer jo i vildelse hele tiden, og første afsnit skulle jo gerne være forbi, inden der kommer TV-avis.”
“Vi har film nok i kameraet, så vi kan klippe noget fra,” svarer Bornedal, fremdrager en saks og klipper en tot af sit eget pandehår: “Se hvor let, det lader sig gøre.”
Tilly sætter sig ned igen: “Altså. Sam forsvandt i går formiddag klokken 10.43 på vej tilbage fra bageren, hvor han havde købt 7 rundstykker og 4 wienerbasser for 81 kroner og 75 ører.”
“Aha. Endelig nogle facts. Hvor bor så den bager?”
“I Nørregade naturligvis. Sig mig, kan du heller ikke dine børnesange?”
“Jovist så. Men hvem kunne vide, at det netop drejede sig om den bager... og for øvrigt, så forlyder det, at han bager kringler... hvor nogle er dem er med sukker på.”
“Nå ja, det er da også rigtig,” svarer Tilly spekulativt: “Måske vi har fundet en god ledetråd der.”
“Hvor mange penge, havde tanten givet ham med?”
“Hundrede kroner.”
“Det tænkte jeg nok. Vi må så anmode befolkningen om, at holde øje med en knægt, som bærer på 18 kroner og 25 ører. Underretninger om sådanne personer direkte til Opposteds byró.”
“Bureau, din amatør.”
“Du sagde selv, det var ligegyldigt, når det kun skulle udtales.”
“Javist. Men skal vi benytte den fremgangsmåde, skal det jo op på efterlysningsplakater, og hvis folk ser, vi ikke kan stave, tror de blot, at vi heller ikke kan regne. Hvad du for øvrigt heller ikke kan. Sam må nødvendigvis have 19 kroner og 25 ører på sig.”
“Hmm,” replicerer Carsten forlegent: “Hvad skal vi forresten bruge en udboret knallert til?”
To be continued by other writers.
Det er nu din opgave at skrive videre på denne tv-serie. Du bestemmer selv hvor meget. Nogle få linjer eller mange sider. Når du ikke kan mere, så find en email adresse at sende den videre til. Kan du slet ikke skrive noget; så er det også OK, så send blot denne mail videre.
Når hele historien er til ende, så send den ind til Danmarks Radio.
Pludselig mærker han et kraftigt slag på sin bredeste skulder, hurtigt bøjer han sig ned og griber en springkniv op af støvleskæftet og skal lige til at springe omkring i et Yamasuko-hop, da han svagt opfanger en stemme, der siger: “Davs Oskar.”
“Mit navn er Tilly Opposted, jeg er bagersvend og kender intet til forbrydelsen,” svarer han instinktivt og bevarer ryggen til den formodede fjende, omend det strider mod al sund fornuft.
“Bagersvend! Hmm, du ligner sgu snarere en hemmelig agent,” mener Carsten Bælg Bennysen.
“Hvaba,” svarer Oskar oprigtigt og ikke fordi, han føler sig afsløret.
“Jeg siger, du ligner snarere en hemmelig agent,” gentager Carsten en anelse højere.
Budskabet trænger langsomt ind og Oskar replicerer: “Det er jeg også, så tal venligst lavmælt. Hvem er du? Hvad vil du? Og hvorledes kunne du vide, hvad mit rigtige navn er?”
“Jeg er Carsten Bennysen, vi gik i skole sammen indtil sjette klasse på Byskolen over i Fredericia.”
“Nå således. Så er du altså ikke ude på at slå mig ihjel,” svarer Oskar og vender sig langsomt om og betragter den glemte kammerat: “Åh ja, du virker bekendt, så må du være Carsten Bentsen.”
“Bennysen, hedder jeg altså. Det har jeg faktisk lige fortalt dig.”
“Hvaba.”
Carsten gentager sin bemærkning lidt højere og tilføjer: “Kan du ikke fjerne den kniv, den gør mig nervøs. Sig mig, hvorfor er du blevet så pirrelig? Du var ellers klassens glade dreng dengang.”
“Øh, det ved jeg ikke. Hør, hvis det er hensigten at vi skal drøfte dette her igennem, kan vi så ikke finde et bedre sted, hvor vi kan være sikker på, at ingen lytter?”
“Selvfølgelig skal vi have snakket noget igennem. Det er jo ikke hver dag man møder en gammel skolekammerat på denne egn. Der ligger et værtshus lige her omkring hjørnet. Lad os gå derind.”
“Hvaba,” siger Oskar og skuler mistænksomt omkring op og ned langs husfacaderne, men vælger alligevel at lægge den sammenfoldne kniv i trenchcoatens lomme. Ingen skal vide, hvor han normalt har den skjult, også selvom om ingen suspekte personer blev set i vinduer og porte.
Carsten gider ikke sige sin sætning igen, men fører blot den genfundne, men nu odiøse, ven rundt om hjørnet og ind på beverdingen “Den toppede flodhest”.
“Nu er det vel ikke et nummer, du laver med mig. Jeg kan godt se, at du ligner Carsten Bentsen, men det kunne enhver klæde sig ud som.”
Carsten hiver sig i kinden: “Som du kan se, ingen maske. Tjener lad os få to Hof. Hør, det kan da ikke være særlig sjovt at være i den branche, så mistænkeligt du ser på alting.”
“Hvaba.” Oskar slår sig ned i hjørnestolen, hvor han kan holde skarpt øje med alt i lokalet.
“Jeg siger, det må ikke være særlig sjovt at være hemmelig agent, når du skal se så mis...”
“Syshh, for pokker mand. Pas nu på ikke at røbe min identitet, det er rigeligt nok at min påklædning sladder om det,” beroliger Ludvigsen og skuler over på et middelalderligt ægtepar, der ser ud som om, at de er ved at forsone et skænderi: “Hvad laver du her i byen?”
“Jeg har boet her siden 1977, hvor jeg fik job på B&W, men det røg sig jo en tur for et par år siden, så nu går jeg på støtten,” forklarer Carsten og skænker øllet op i det medfølgende glas.
Oskar afventer tjenerens tilbagegang og svarer så: “Hvaba.”
Carsten genfortæller sin grovere livshistorie på ny, en tone højere, men bliver atter tysset ned: “Du er noget besværlig, på den ene side vil du ikke have, at jeg taler højt, på den anden side kan du ikke høre hvad jeg siger, når jeg taler normalt. Har du propper i ørerne?”
“Næh nej, men forstår du, jeg er ude i embeds medfør, og så kan man aldrig blive forsigtig nok.”
“Ja så, du er måske ved at udspionere en af gæsterne her på ‘Den toppede flodhest’?”
“Hvaba.”
“Jeg siger, du er måske ved at udspionere en af gæsterne her på ‘Den toppede flodhest’?”
“Nej, men tal nu ikke så højt. Måske en her kender dem, jeg er ude efter. Det kan man aldrig vide.”
“Hvad har de gjort, dem du er på jagt efter, bankrøveri, mord eller utroskab?”
“Nej, det drejer sig om en kidnapning. Fru Jensens nevø fra Amerika er forsvundet, så nu gælder det om at få Sam fundet,” oplyser Oskar beredvilligt og ser vanten på servanten.
“Det lyder meget interessant, hvem er fru Jensen?”
“Hvaba?”
“Jeg siger. Hvem er fru Jensen?”
“Sysh. Folk må ikke vide, at det er fru Jensen, jeg agerer for. Hør, nu du alligevel ikke har noget job, så kunne du måske tænke dig at blive min assistent, jeg kunne faktisk godt bruge en sådan.”
“Tja jo, det lyder da meget spændende. Hvad giver du i løn?”
“Hvaba, øh... godt. Nu bliver man altså ikke hemmelig agent uden videre, så jeg sætter dig lige på en optagelses prøve. Kan du se vanten henne på servanten. Bring den herhen til mig, uden at nogen ser, du tager den, og uden at det vækker opsigt. Kan du klare det?”
“Snildt,” bedyrer Carsten, rejser sig og lader som om han går mod toiletterne, men bevæger sig så brat over mod mønttelefonen, roder lidt i lommen, opgiver dette, vakler hen til servanten, smækker sin pung op og roder rundt i sine dankort, siger: “Pokkers,” og vender tilbage til Oskar, med vanten.
“Virkelig flot klaret. Du er hyret. Må jeg få vanten?”
“Skulle vi ikke hellere lægge den tilbage. Der er måske en, som savner den.”
“Hvaba. Forstår du, ved bortførelsen var Sam netop iført sådan en vante.”
“Det var da pudsigt, men det er nok ikke den her, for det er jo blot en barnevante.”
“Sam er et barn. Han er kun 9 år gammel. Og fru Jensen er hans tante, hvor han er på ferie.”
“Nå. Det var dog skrækkeligt. Og han var kommet hele den lange vej fra Amerika?”
“Hvaba.”
“Hør! Kan du ikke holde op med at sige ‘hvaba’ hele tiden? Det er træls at skulle gentage alting.”
“Jeg kan ikke gøre for, at forfatteren har besluttet, jeg skal være tunghør.”
“Forfatteren. Sig mig, hvad er det her for noget? Er du så slet ikke tunghør i virkeligheden.”
“Nej, når jeg er helt mig selv, altså Gordon Kennedy, så hører jeg aldeles godt, men nu spiller jeg rollen som Oskar Ludvigsen, forklædt som Tilly Opposted, og så kniber det med hørelsen.”
“Det lyder kryptisk. Men kan du så ikke være Gordon Kennedy, sålænge vi to taler sammen?”
“Nej, det går ikke. Jeg kan da ikke sidde og sige mit virkelig navn midt i filmen.”
“Filmen? Hvilken film? Vil det sige, at der slet er nogen Sam, der er kidnappet, i virkeligheden.”
“Jovist så, i filmens virkelighed. Lad os nu falde tilbage i rollerne. Hvor nåede vi til?”
“Øh... jo jeg spurgte dig. Hvor meget giver du i løn til din assistent?”
“Hvaba.”
“For pokker, ikke nu igen. Tror du ikke forfatteren er træt af at skrive alle mine replikker to gange?”
“Nej, over hovedet ikke. Han kopierer jo bare linjerne på sit smarte tekstbehandlingsanlæg.”
“Vil det sige, at jeg skal sidde her og være til grin, blot for at han kan tjene sine penge lettere?”
“Nej, over hovedet ikke. Det er kunst... skuespilkunst på højeste plan.”
“Det kan jeg over hovedet ikke indse. Jeg tror, jeg går hjem og får mig en god lang nattesøvn.”
“Du kan da ikke bare forlade historien på den måde og lade mig i stikken.”
“Sagtens. Jeg gider ikke at være til grin på den facon. I øvrigt kan du da bare trække dig ud også.”
“Nej, det kan jeg ikke. Jeg er jo hovedpersonen i fortællingen. Åh Tommy Kenter, jeg beder dig om at blive, så skal jeg nok stramme mig op og høre bedre efter,” siger Oskar og falder på knæ.
“Ål-rejer, så bliver jeg. Men blot et ‘hvaba’ mere, så er jeg gået hjem, forstået?”
“Nå ja, men det ødelægger jo hele ideen i historien, for så overhører jeg jo ikke løsningen i afsnit 19, og så bliver Sam fundet al for tidligt. Hvad skal vi så bruge de sidste 13 afsnit til?”
“Godt godt. I afsnit 19 accepterer jeg, at du siger ‘hvaba’ nogle enkelte gange. Men så hellere ikke mere. Tilbage til manuskriptet. Hvem er fru Jensen, Oskar?”
“Fru Jensen, det er... jamen det er selvfølgelig hr Jensens kone. Det siger vel sig selv.”
“Nå ja. Men der findes tusindvis af danskere med det efternavn. Hvor bor de?”
“Hvaba.”
“Så er det nok. Farvel og godnat, jeg er gået, du betaler for bajerne.”
“Nej, vent nu lige. Jeg kan ikke klare at løse gåden alene. Jeg må have en assistent.”
“Jamen så få fat i ham din sædvanlige makker, Roger Vadim, eller hvad han nu hedder.”
“Tim Vladimir, åh nej. Nu troede jeg lige, at jeg kunne få lov at lave noget udenom ham. Og det går for øvrigt ikke, han er med i et teaterstykke ude på Nørrebro netop nu.”
“Det må du selv rode med. Jeg gider ikke, når det bare er film. Jeg troede, det var virkelighed.”
“Hvordan kunne du dog tro det? Du kan da umuligt have undgået at bemærke kameraerne der.”
“Jo, for som Carsten Bælg Bennysen skulle jeg nemlig være temmelig nærsynet.”
“Du havde da ellers ingen problemer med at se vanten henne på servanten?”
“Jo, jeg kunne faktisk ikke engang se servanten, det var derfor jeg vaklede sådan omkring.”
“Nå. Men udenfor kunne du da ellers godt genkende mig, selv i forklædning.”
“Ja det var nemt nok, for indtil jeg kom ind i billedet, var jeg jo Tommy Kenter, og som sådan har jeg ingen problemer med synet.”
“Hmm. Men du har da ikke gået i skole i Fredericia mig bekendt, hvordan kunne du så vide det?”
“Nej, jeg har ikke. Men det har Carsten Bælg Bennysen. Godnat og held og lykke med filmen.”
“Pokkers. Nu gik det ellers ligeså godt. Hvad pokker gør vi nu?”
“Der er vel ikke andet for at få fat i Tim Vladimir,” forklarer instruktøren og tysser på ægteparret.
“Øv. Så skal vi hen og tage alle scenerne om igen her og udenfor.”
“Det har du fandme godt af,” siger Tommy som det sidste, inden han forsvinder ud af døren.
“Nej, det behøver vi ikke. Det hele er alligevel ved at være så surrealistisk. At en af personerne skifter udseende på dette sted, det tager publikum givetvis i stiv arm.”
“Åh hvilken lettelse. Så kan vi formentlig alligevel nå det indenfor de 32 afsnit. Men hvad siger forfatteren til, at det bliver Tim og ikke Tommy, som bliver min assistent.”
“Det skal han over hovedet ikke blande sig i. Han skal bare koncentrere sig om selve historien.”
“Ja, det er da også rigtigt. Nu er jeg helt salig igen. Og jeg glæder mig faktisk til at være chef for Tim, og at han skal være min assistent. Skal vi få fat i ham med det samme?”
“Det bliver vi nød til. Fortællingen skal jo foregå på denne dato.”
Samtidig på Nørrebros teater: “Vel er jeg ikke Rubicon, og vel er disse bølger ikke Cæsar...”
“Hr Vladimir, hr Vladimir, der er telefon til Dem,” siger en dame, der kommer ind på scenen.
“Hvem pokker vover at afbryde mig midt i Hamlet?” vrisser Tim og løfter røret på apparatet, hun kom slæbende med: “Ja, de taler med Henrik den Ottende... sludder med Ofelia... nej...”
“Hej Tim. Det er Tilly Opposted. Gider du lige stige ned fra Elverhøjen og komme ud på Christianshavn til nogle filmoptagelser?”
“Elverhøj, nå ja, det er det jeg spiller. Nej, det kan jeg da ikke, så vil alle elverpigerne jo falde i Tryggevælde å og drukne. Det må vente til efter forestillingen, Tilly. Kender jeg for øvrigt nogen, der hedder Tilly?”
“Nej, det er mig Gordon dit paphoved. Pyt med din forestilling, publikum hujer af dig alligevel, kan jeg høre, så der er ikke mere at blive derefter, Carsten.”
“Carsten! Mit navn er Tim Vladimir. Du må have fået et galt nummer, Gordon.”
“I filmen hedder du Carsten, og vi er allerede godt i gang med optagelserne, så jeg må ikke sige dit rigtige navn et stykke tid. I øvrigt er vi passeret forbi det sted, hvor du består optagelsesprøven, så du er faktisk allerede ansat i mit byró, så du har bare at parere ordre min fine ven.”
“All-right, så kommer jeg straks. Jeg vil dog lige gøre dig opmærksom på, at det staves: ‘bureau’.”
“Ja, det ved jeg udmærket godt, men i filmen skal det jo bare udtales, ikke læses, så det kan være fuldkommen ligegyldigt kammerat. Det er faktisk dig som siger noget forkert. Det hedder ikke ‘all-right’, men derimod ‘ål-rejer’, det har Rudi Kløjsner allerede fundet på.”
En halv time senere. “Endelig, hvordan kunne du være så længe om at køre den smule vej?”
“Du nævnte ikke noget om, hvor på Christianshavn, at optagelserne foregik, og da ‘Den toppede Flodhest’ blot er et opdigtet navn, så er det pokkers svært at finde.”
“Ål-rejer, så glemmer vi de besværligheder. Smid det tåbelige scepter væk og sæt dig der, så vi kan komme videre med tv-optagelserne. Vi har kun 32 afsnit til rådighed.”
“Så må I gerne rippe videre op i de ægteskabelige problemer,” forklarer instruktøren det sammensatte par ved nabobordet: “Nu snorer kameraerne atter løs. Værsgo Oskar.”
“Det er den fru Jensen, som bor ovenpå Nikolaisens, hvis nabo er betjent Køster.”
Tim kigger blot forundret på Gordon, og ved ikke rigtigt, hvad han skal svare.
Til sidst brister Gordons tålmodighed: “Kom nu med din replik, for pokker.”
“Hvilken replik? Hvad skal jeg svare til det sludder?”
“Sig mig, har du ikke læst på manuskriptet?”
“Nej. Jeg kan kun en masse replikker fra Elverhøj.Vil I høre?”
“Nej tak, spar os for det. Altså Carsten, det skuffer mig virkelig meget. Det havde jeg ikke ventet af dig. Du kunne da idet mindste have læst lidt på lektien på vejen herud.”
“Jeg havde rigeligt at gøre med at finde stedet her. Hvad er det for øvrigt for en slags film. Du ligner nærmest en hemmelig agent i det skøre outfit der.”
“Sysh. Det er jeg også. Men det må ingen af de andre vide noget om.”
“Hvorfor ikke? Har de heller ikke læst på manuskriptet?”
“Jovist så. Men i filmen må de ikke vide noget om det, så bliver hele historien ødelagt.”
“Godt godt. Har I ikke et manuskript i nærheden, så jeg hurtigt kan lære de kommende replikker?”
“Desværre nej,” svarer instruktøren. “Der er ikke andet for, end at du må improvisere så. Vi forventer ellers, at vores skuespillere kan deres lektie, inden de møder op, med den løn vi betaler.”
“Jo, men jeg vidste over hovedet ikke noget om, at jeg skulle være med her i dag.”
“Den undskyldning har jeg ikke hørt før. Den må være god. Lad os gå videre Oskar.”
“Ja. Denne vante her har altså formodentlig tilhørt lille Sam.”
“Hvaba.”
“Ej altså. Nu stjæler du mine replikker. Det er ikke retfærdigt. Har du snakket med Tommy?”
“Jo, jeg mødte tilfældigvis Tommy Køster. Han mener, det drejer sig om pengeafpresning.”
“Pengeafpresning. Vrøvl, det er jo ganske almindelig filmoptagelse. Den slambert!”
“Nej, det er ægte nok. Jeg har selv været ude og kigge. Der ligger en hytte inde i den skov.”
“Hvilken hytte i hvilken skov? Hvad er det for nogle underlige replikker at fyre af?”
“I sagde jo selv, at jeg skulle improvisere, og det var, hvad jeg sådan lige kunne finde på at sige.”
“Ja, det er også fint nok. Men du skal ikke springe helt hen i afsnit 26 allerede nu. Det er først om et halvt år, at vi skal ud til den hytte i skoven og rekognoscere.”
“Din fantasi må ikke løbe så vidt. Kan du ikke bare bygge sådan ganske forsigtigt videre på det, som er sket indtil nu,” beder instruktøren: “Så skal jeg skaffe et manuskript til i morgen.”
“All-right... øh ål-rejer. Men hvad er der så sket indtil nu?”
“Altså mand. Har du heller ikke fulgt med? Hvad ville du sige til, at publikummet inde på teateret sad og faldt i søvn midt i forestillingen?”
“Hellere det, end at de giver sig til at buh’e af en dame med en telefon.”
“Det var da ikke hende, de skændte på. Det var fordi du kløjsede i det latinske: ‘Alle jagter hest’.”
“Jage heste? Den er jeg med på, har du en lasso?”
“Nej, men jeg har et raflebæger her. Hvis det bliver en sekser, så tager vi til Gentofte og leder, hvis ikke, så indleder vi efterforskningen præcis klokken 23 i aften. Okay?”
“Ha, det blev en treer. Så kan jeg lige nå tilbage og gøre Elverhøj færdig.”
“Næh, næh, du bliver her. For først skal vi have udfærdiget en slagplan. Som chef foreslår jeg, at jeg tager mig af afskygningerne, og du som assistent kaster dig over svineriet.”
“Hvilket svineri?”
“Ja altså, der skal jo bores nogle knallerter og tunes nogle biler. Sig mig, har du ikke sat dig ind i, hvad man gør indenfor spionbranchen?”
“Næh, ikke særlig meget. Men jeg troede faktisk, at værktøjet var forstørrelsesglas og pincetter, og ikke skruetvinger og koben. Men ål-rejer, så gør jeg det. Hvor har du køretøjerne?”
“Ingen steder,” svarer Tilly opgivende og henvender sig til instruktøren: “Kan han ikke overtage Tommy Kenters manuskript, nu han ikke har brug for det længere? Carsten svarer jo i vildelse hele tiden, og første afsnit skulle jo gerne være forbi, inden der kommer TV-avis.”
“Vi har film nok i kameraet, så vi kan klippe noget fra,” svarer Bornedal, fremdrager en saks og klipper en tot af sit eget pandehår: “Se hvor let, det lader sig gøre.”
Tilly sætter sig ned igen: “Altså. Sam forsvandt i går formiddag klokken 10.43 på vej tilbage fra bageren, hvor han havde købt 7 rundstykker og 4 wienerbasser for 81 kroner og 75 ører.”
“Aha. Endelig nogle facts. Hvor bor så den bager?”
“I Nørregade naturligvis. Sig mig, kan du heller ikke dine børnesange?”
“Jovist så. Men hvem kunne vide, at det netop drejede sig om den bager... og for øvrigt, så forlyder det, at han bager kringler... hvor nogle er dem er med sukker på.”
“Nå ja, det er da også rigtig,” svarer Tilly spekulativt: “Måske vi har fundet en god ledetråd der.”
“Hvor mange penge, havde tanten givet ham med?”
“Hundrede kroner.”
“Det tænkte jeg nok. Vi må så anmode befolkningen om, at holde øje med en knægt, som bærer på 18 kroner og 25 ører. Underretninger om sådanne personer direkte til Opposteds byró.”
“Bureau, din amatør.”
“Du sagde selv, det var ligegyldigt, når det kun skulle udtales.”
“Javist. Men skal vi benytte den fremgangsmåde, skal det jo op på efterlysningsplakater, og hvis folk ser, vi ikke kan stave, tror de blot, at vi heller ikke kan regne. Hvad du for øvrigt heller ikke kan. Sam må nødvendigvis have 19 kroner og 25 ører på sig.”
“Hmm,” replicerer Carsten forlegent: “Hvad skal vi forresten bruge en udboret knallert til?”
To be continued by other writers.
Det er nu din opgave at skrive videre på denne tv-serie. Du bestemmer selv hvor meget. Nogle få linjer eller mange sider. Når du ikke kan mere, så find en email adresse at sende den videre til. Kan du slet ikke skrive noget; så er det også OK, så send blot denne mail videre.
Når hele historien er til ende, så send den ind til Danmarks Radio.