kærlighedens blomst

Et lille frø blev sået, en spire tittede frem,
solen skinnede, og dens energi og varme formede den skønneste blomst.
Unik i sin form og farve, så åndeløs smuk det var den.
Hverken blæst eller regn skulle nogensinde skade den.
Stolt og fuld af livskraft svajede den i vinden.
Men dagene blev kortere, lyset blegnede.
Som ved et lynnedslag mistede roden sin næring.
Kulde og blæst truede med at tage livet af den.
Bladene blev slappe, enkelte faldt af.
Måned efter måned håbede den på blot en dråbe så den kunne leve igen.
Intet sker, absolut intet.
Men den lever fordi den ved, den er den stærkeste,
har de kraftigste grene, med endnu skjulte knopper,
der venter på at springe ud men de smukkeste blomster.
Og når det sker, vil den være langt stærkere...
Intet vil nogensinde knække den, den er skabt til at leve for evigt.

wow, flot. Gav stof til eftertanke i min situation

Godt at du kan få lidt glæde af mine strøtanker. Jeg digter ikke, men var det ikke lidt tomt i denne gruppe???
Må jeg nysgerrigt spørge hvad du så kan få ud af at få et lille glimt af mine inderste tanker?
Hos mig selv satte det lige nogle tanker på plads, da jeg skrev dem i aftes.

det er virkeligt smukt... får de varme sommer tanker på gled når man læser dine strofer. :O)

Hej Liv!
Det er stærkt - så stærkt at det har fået mine tårer frem... du har åbenbart ramt en nerve i mit inderste! :-) Først en glæde og lykke, der siden blev til sorg og smerte, men som kæmper for ikke at overgive sig til mørket og dets magt.. Kæmper for at mærke varmen og glæden igen. Jeg er helt klar over hvad det er.. men at møde en ting, en berøring, en tanke, et syn eller som her et digt, der får følelsen frem fra sine gemmer - det er forløsningen og viljen til at ville fortsætte kampen for det man tror på.
Tak fordi du lagde det ind!
Knus fra PIA

Hårerne rejste sig på mine arme - hvor VAR det et smukt digt........
Rørte mig langt ind i sjælen.
Jeg håber at der kommer flere!!!
Mange hilsener fra Lene