kærlighed el rus
vi alle kender jo nok det med at, man elsker sin partner. og vil gøre mere eller mindre alt for den person. man er jo i et forhold. så stopper forholdet. nogle kommer hurtigt videre andre gør ikke.
Her kommer jeg så ind i billed, jeg kan sku ikke rigtig finde vejen til at komme videre. det er som om jeg er to forskellige mennesker, den ene siger ååhhh glem ham dog, han er sku da ikke det værd. den anden hu ger efter ham som bare pokker, og kommer på tusind af forskellige grunde til hvorfor vi skal være sammen, jeg kan ændre mig han kan ændre sig osv. men INGEN skal jo ændre sig, man er den man er. og kan en anden ikke li det, må man sku da bare finde en der værdsætter det.
Men når man så egentlig godt ved alt dette, hvorfor pokker kan man så ikke komme videre??
man vil måske inderst inde bare ikke accepter erkende det er slut? eller vil man?
Det er måske så bare er så skræmmende er. jeg voksede op med en far der var alkoholiker i stor grad, stadig er. en mor der aldrig mens jeg kan huske har betalt en eneste husleje så vi har haft en del hjem. hvor jeg har måtte passe på lillebror. hvor en dag hendes læge kunne se problemet, og fik og fjernet fra hjemmet. til en døgninstitution.
Den dag i dag kan hun stadig ikke finde ud af det. for ca. 4 år siden boede hun hos mig i et år, hvor jeg så skulle tage mig af hende, nu er det sket igen hvor hun bor hos min bror som nu skal tage sig af hende.
min pointe er, det man måske op voksede med da man var barn kommer lige i hoved på en som voksen. vi har jo aldrig fået omsorg, kærlighed, eller ryggrad, men faktisk blevet forladt, og selv finde vejen til voksenlivet, uden at lære det fra barn af.
man finder en man tror man får et godt liv med, men ikke kender til "kærligheden" give omsorg, men faktisk uden man selv er klar over det, leger mor overfor den man er sammen med, for det er man jo vant til. forholdet går jo i stykker så, og man bliver forladt igen, men pludselig kommer barnestadiet op i en.
jeg vil videre, siger jeg konstant til mig selv, men hvordan.
Her kommer jeg så ind i billed, jeg kan sku ikke rigtig finde vejen til at komme videre. det er som om jeg er to forskellige mennesker, den ene siger ååhhh glem ham dog, han er sku da ikke det værd. den anden hu ger efter ham som bare pokker, og kommer på tusind af forskellige grunde til hvorfor vi skal være sammen, jeg kan ændre mig han kan ændre sig osv. men INGEN skal jo ændre sig, man er den man er. og kan en anden ikke li det, må man sku da bare finde en der værdsætter det.
Men når man så egentlig godt ved alt dette, hvorfor pokker kan man så ikke komme videre??
man vil måske inderst inde bare ikke accepter erkende det er slut? eller vil man?
Det er måske så bare er så skræmmende er. jeg voksede op med en far der var alkoholiker i stor grad, stadig er. en mor der aldrig mens jeg kan huske har betalt en eneste husleje så vi har haft en del hjem. hvor jeg har måtte passe på lillebror. hvor en dag hendes læge kunne se problemet, og fik og fjernet fra hjemmet. til en døgninstitution.
Den dag i dag kan hun stadig ikke finde ud af det. for ca. 4 år siden boede hun hos mig i et år, hvor jeg så skulle tage mig af hende, nu er det sket igen hvor hun bor hos min bror som nu skal tage sig af hende.
min pointe er, det man måske op voksede med da man var barn kommer lige i hoved på en som voksen. vi har jo aldrig fået omsorg, kærlighed, eller ryggrad, men faktisk blevet forladt, og selv finde vejen til voksenlivet, uden at lære det fra barn af.
man finder en man tror man får et godt liv med, men ikke kender til "kærligheden" give omsorg, men faktisk uden man selv er klar over det, leger mor overfor den man er sammen med, for det er man jo vant til. forholdet går jo i stykker så, og man bliver forladt igen, men pludselig kommer barnestadiet op i en.
jeg vil videre, siger jeg konstant til mig selv, men hvordan.