Kæresten skal udsendes

Hej!
Jeg er en pige på 21, der har været sammen med min kæreste i et halvt år. Han er inde ved militæret og skal udsendes her til august, hvilket jeg selvfølgelig ikke synes er vildt fedt. Det er et halvt år han skal væk.
Mit spørgsmål er så, hvorvidt jeg kan tillade mig at bede ham om, at blive hjemme? Han har i lang tid meget gerne ville udsendes, men han er begyndt at overveje det lidt. Skal jeg tale ham fra det eller sige han skal tage afsted?

Tage afsted, for at få den oplevelse mere, er han konstabel, har han selv valgt at komme i krig og at blive hjemme ja ja , men så lad ham stoppe ved militæret, det er jo ikke en feriekoloni.

Jeg tror, han vil ende med at resente dig, hvis du holder ham hjemme i 1 m radius. Vær selfless og lade ham tage afsted. Han vil elske dig for det bagefter og synes, du er den bedste. Støt ham i det og fortæl ham, at hvis han virkelig vil afsted, så skal han bare go for it, men at du naturligvis vil savne ham som pesten, og at han dæleme bare har at komme hjem til dig igen ;o)
I et forhold er det så uhyre vigtigt med frihed og ikke at føle, at man bliver kvalt. Det er samtidigt også skidesundt at være fra hinanden og savne hinanden i stedet for at sidde i hinandens skød 24,7. Så kan du passende bruge denne lejlighed og ekstra tid på veninderne og måske på noget, du altid har villet gøre, men ikke fået gjort, - at dyrke en sportsgren, du ikke har prøvet før, et sprogkursus på aftenskole or whatever. Det er hårdt, men it will pay off in the end. Believe me ;o)

Hvad er det han vil kæmpe for, en flok hjernelamme muhamedanere,der myrder
hinanden og alt og alle.
Det er vel ikke at kæmpe for Danmark.
Tre små soldater vendte hjem fra krigen
tre små soldater vendte hjem fra krigen
og bum bummelum
de vendte hjem fra krigen.

den første af dem han havde ingen arme
den første af dem han havde ingen arme
og bum bummelum
han havde ingen arme.

den anden af dem han havde ingen bene
den anden af dem han havde ingen bene
og bum bummelum

den tredie af dem på brystet bar en medalie
den tredie af dem på brystet bar en medalie
og bum bummelum
på brystet bar en medalie.
Rejs dog ud i verden,og arbejd med noget fornuftigt.
At forlige muslimer,er som at tømme stillehavet med en theske.
Skal man kæmpe så kæmp dog for Danmark.

Tusind tak for rådet, det har lige givet mig et nyt syn på det hele:)

Bare vend bøtten om - hvis der var noget, du brændte for, ville det da være absolut fedest, hvis din kæreste støttede dig og fortalte, at han ikke ville forhindre dig, hvis du virkelig ville afsted, MEN at han ville savne dig fra Herodes til Pilatus, og at hvis du regnede med at slippe af med ham, kunne du godt tro om ;o) Man skal give hinanden den der frihed - selvom det kan være hårdt - for ellers bli'r man kvalt.
Mens han er der, og også når han kommer hjem, er jeg sikker på, han vil tænke - "Fuck, hvor er min kæreste bare den bedste!"
Fortæl ham også mens han er derovre (mail eller hvad nu), at du virkelig savner ham og fortæl ham, at hvad der foregår i dit liv og spørg ind til hvad han laver, og hvordan han går og har det. Han vil synes, det er fedt, du er i fuld gang med dit eget liv og ikke bare sidder og 'venter' på ham - og selvfølgelig også med måde, uden at spamme ham.
Jeg kan love dig for, at han vil være sød og kær som en hundehvalp, når han kommer hjem :P

Helena

Selvfølgelig - det ville være fedt med sådan en kæreste! Så sådan må jeg hellere være.. Nogle gange kan det jo bare være svært lige at se det fra den side:)
Så jeg vil bare støtte ham og nyde at vi kan være samme nu!
Du fik mig også lige til at tænke på, at det faktisk kan blive et godt halv år. Alt den tid, hvor jeg bare kan være sammen med venner/veninder og gøre ting, som jeg ellers ikke får gjort, når han også skal passes!!
Endnu engang tak for hjælpen:)
- Nina!

Pres avler modpres.
Nyd du nu det halvår og vær god ved dig selv. Han skal tidsnok komme hjem, og han vil være dig for evigt taknemmelig at give ham frihed til at gøre, hvad der er rigtigt for ham.
It will pay off! :D

Du skal tænke dig MEGET grundigt om - og det skriver jeg af bitter, personlig erfaring.
For knap et årti siden, var jeg kæreste med en prof.soldat/konstabel som blev udsendt i vores forhold.
Jeg oplevede også andre give de råd der er skrevet her; støt ham, vis ham du er stolt af ham, fortæl ham at han er en helt osv., osv.
Der var til gengæld ikke rigtig nogen der viste mig støtte i den svære situation det er at undvære sin partner i et halvt år, hvor han oven i købet er udsendt til et meget uroligt område og hvor man er bange for, om han kommer hjem igen. Der var ikke rigtig nogen der synes at min angst og mine forbehold var særligt vigtige, for han havde jo fundet noget "spændene" han gerne ville realisere.

Jeg fik en skadet mand hjem. En mand uden fysiske sår men med et smadret sind, som gjorde både sin egen og min tilværelse til et helvede i lang tid efter.
Min eks-kæreste var, som så mange andre tidligere udsendte, stærkt påvirket af sine oplevelser. Han havde været direkte involveret i uroligheder og han havde set nogen ting som han aldrig fik støtte til at bearbejde.
Resultatet var, at han blev aggressiv, ukoncentreret, deprimeret og drak meget. Han begyndte også, få mdr. efter hjemkomsten, at give mig nogen på ørerne når han havde drukket og hans adfærd var generelt både ustabil og truende overfor mig. I det sidste stykke tid vi var sammen, var jeg konstant lammet i frygt for, at han ville gå amok og måske endda forsøge at slå mig ihjel. Volden blev så voldsom at jeg faktisk ikke turde gøre noget som helst, uden først at spørge om lov fra ham.
Alle andre vidste godt der var noget galt; også de kammerater han havde været udsendt med, hans familie og hans kammerater herhjemme.
Kort efter hans første hjemkomst var han ellers afsted til de-briefing med sin enhed hvor de også talte med en psykolog - men tydeligvis ikke længe nok til reelt at blive vurderet for mentale skader.
Senere blev han så indkaldt til endnu en udsendelse og jeg valgte at forlade ham i forbindelse med det. De ar han gav mig, både på sind og krop, pga. de skader han selv havde fået under sin udstationering var enormt svære at overkomme og de er stadig ikke væk. De er en del af mig, for resten af mit liv, og de er i perioder svære at overkomme. Det er traumer jeg ikke ønsker at nogen andre skal opleve.
Du skal virkelig tænke over, om du kan håndtere at der fokuseres ensidigt på din kæreste mens han er udsendt:
Kan du håndtere at alle andre spørger til HANS situation men aldrig til din angst, din usikkerhed og dine tanker?
Kan du håndtere at det forventes at du er den "søde, fortående og støttende kæreste" selvom du indimellem vil føle at han er et møgsvin som har valgt dig og sit normale liv fra, til fordel for en karriere i forsvarets udsendte styrker?
Kan du klare at være sidst på hans prioriteringsliste fordi hans arbejde er mere spændene end dig og livet derhjemme?
Kan du håndtere at få en mand hjem, som måske har et udpræget behov for kontrol af både hjemmet, sit eget og især dit liv?
Kan du håndtere at få en mand hjem, som måske er skadet på sit sind og som enten kræver en kæmpe indsats for overhovedet at overtales til terapeutisk bistand, eller som måske ignoreres af forsvarets psykologer og dermed bliver til fare for sig selv og/eller dig?
Kan du håndtere en mand som måske udvikler misbrugsproblemer for at flygte fra de psykiske påvirkninger?
Kan du håndtere en mand som benægter at have problemer og dermed også at søge hjælp for dem, fordi "rigtige mænd ikke græder"?
Det ér ikke alle som udvikler de problemer jeg har beskrevet her - men der er desværre mange der gør. De allernyeste undersøgelser tyder på at langt flere end dem forsvaret selv registrerer udvikler den slags eller beslægtede problemer, og det skal du tænke over.
Du skal være afklaret med om du, i tilfælde af ovennævnte, har lyst til at bruge et halvt år af dit liv på at vente på en mand, som kan ende med sådan en reaktion?
Du skal også tænke på, at selvom han måske kommer hjem og er hel på sjæl og krop, måske bliver så bidt af det, at han vil fortsætte med det arbejde, altså at der kan komme flere af den slags udsendelser hvis i bliver sammen.
Er du klar til måske en dag at få børn med ham, hvis han fortsætter sin karriere med at blive udsendt?
Jeg ved godt at jeg lyder som en vaskeægte lyseslukker og at der vil sidde tidligere udsendte og andre som skal udsendes snart og enten benægte det jeg har skrevet eller kalde det overdramatisering. Men, det er vigtigt at du er opmærksom på de ting.
Det er nemlig ikke noget forsvaret er særligt ivrige med at oplyse om. De nedtoner ofte risikoen for at der kan ske sådan nogen ting, på baggrund af udsendelse og det kan være meget svært at få hjælp til en soldat der er skadet af udsendelse.
Jeg ved at der gøres mere for pårørende til udsendte idag, end der gjorde, da min eks var udsendt - men jeg ved også, at der stadig ikke gøres nok for dem.
Der er mange familier og parforhold som enten lider eller bukker under for en udsendelse og det skal du være klar til at se i øjnene.