Kan man elske for meget

et emne, der har været meget oppe at vende: kan man elske for meget, og hvad vil det så sige, at gøre det?
"For os er ægteskabet en rejse mod et ukendt bestemmelsessted … opdagelsen af, at mennesker må dele ikke blot det, de ikke ved om hinanden, men også det, de ikke ved om sig selv."
- Michael Ventura: Skyggedans i ægteskabszonen
Er det at miste sig selv, at give sig hen i kærlighed?
Giver man "køb" på sin integritet?
Og hvad får man så igen, får man noget, skal man forvente noget?
¤ dragonheartet

Jeg er ret sikker på man ikke kan elske for meget.
Vi er kærlighed og jo mere vi elsker,des mere er vi derfor os selv. Der hvor tvivlen kommer ind i billedet er hvis vi elsker nogle der ikke elsker os tilbage.
Kærlighed vil alt, tilgiver alt, forstår alt, og ikke mindst, giver fri.
"Kærlighed" i et ægteskab/ parforhold, kan ofte forveksles med besiddertrang og kan udvikle sig til lidt af et følelsesmæssigt høkerregnskab.
Det er for mig ikke kærlighed. Hvis vi elsker hinanden vil vi altid kun hinandens bedste. Det gælder begge veje. Alle veje. Så enkelt er det(-:

"Kvinder der elsker for meget" afdækker ganske udemærket de problemstillinger der opstår, når man faktisk "elsker for meget" - selvfølgelig kan det ende i en slags ordkløveri, men mange (især kvinder) har været i den situation, at når kærlighed tåler alt, håber alt og tilgiver alt, så betyder det direkte undersat til dansk at det er okay at være hans dørmåtte.
Og det er ikke sundt.

og langt væk fra det oprindelige budskab

Mit spørgsmål er om man i det hele taget kan elske for meget, ja en bog omhandler emnet, hvor elsker har en bestemt betydning, og måske lægger vi forskellig betydning i: elsker.
For at forstå hinanden bedre, så vi undgår hjertesorg og konflikter, så er det måske en nødvendighed, at få klarlagt både overfor os selv og hinanden, hvad vi lægger i begrebet kærlighed, for jeg tror, meget starter her.
For det vi tillægger og forstår ved kærlighed, former vores forventninger, og har vi bestemte forventninger for, hvordan vi skal elskes for at føle os værdsat, så har vi også bestemte muligheder/risikoer for at føle os uelsket og forsmået af vores elskede.
Det er jo sjældent sådan, at partneren rigtig ved, og kender den andens forventninger, og måske kender man det ikke engang selv.
¤ dragonheartet

Jeg kender hverken forfatteren eller bogen (endnu)!
Men det der virkelig rammer mig i citatet, er det der IKKE står: ... opdagelsen af, at mennesker må dele DET, DE VED om hinanden, men også DET, DE VED om sig selv."
Det er jo her det bliver svært, at få kærligheden til at udholde alt.

Jeg mener ikke jeg har misforstået noget i dit indlæg. Jeg mener at den der på grund af det smukke smukke kærlighedsbudskab lader sig bruge som dørmåtte, har misforstået hele budskabet.
Jeg har selv oplevet at mennesker har forvekslet, imødekommendehed,empati og omsorg med svaghed, og har som følge deraf måske følt anledning til at tro de kunne behandle mig som - ja en dørmåtte. Jeg taler ikke om nogen bestemt kategori af mennesker. Før gjorde det mig ondt og jeg følte mig skuffet og misforstået. Idag tager jeg det ikke så personligt, men prøver at møde folk hvor de er.
Jeg kan sagtens holde af folk alligevel, selvom jeg ikke altid forstår deres bevæggrunde. Jeg stoler på de er rigtige ud fra deres synspunkter. Man siges jo at være summen af de oplevelser man har haft.
Iøvrigt synes jeg du lyder som en virkelig dejlig person. Det er en fornøjelse at læse det du skriver.
Jeg fornemmer at du er af hankøn, men enten er du stadig meget ung og uspoleret i din indre kerne, eller også er du en meget livsklog "voksen" der har overlevet livets strabadser, med din skønhed i behold, so far. (-: Vil du holde det hemmeligt?