Kampen om hans datter

For tre et halv år siden mødte jeg en dejlig mand, jeg var selv alene med min søn, og jeg var lykkelig over at have fundet manden i mit liv som også var/er den perfekte far for min søn og vores nu også fælles børn.
Min mand har en datter som nu er 7 år, vi har ikke set hende i 3 år, for det må vi/han ikke, for moderen.
Dette er jo sådan som jeg ser tingene og fortæller historien.
Da jeg mødte min mand var han en glad mand som ville gøre alt for en, sådan er han også i dag, men bare på en anden måde.
Han har måtte opgive sin datter. Ikke for min skyld men for hendes.
Da modren fandt ud af at han havde mødt en anden begyndte alt at falde fra hianden.
Han har altid været i tvivl om det nu var hans datter og ville gerne have taget en boldprøve det satte moderen sig imod selvom kommunen sagde at hun skulle, grunden var at hun havde været sammen med andre mænd mens min mand bare sad der hjemme og passede hans datter og hende søn fra gammel forhold, han tog sig hende søn før hun blev gravid, hun er tyben som skal ud og feste hver weekend og først kom hjem dagen efter.
Nå men både min mand og hans forældre besluttede at opgive hans datter, fordi hun var en meget forvirret lille pige. Hun havde det dårligt og for at give hende ro synes vi det var det bedste. kæmpen mellem far og mor tager jo hårdt på børn. Det var selfølgelig en beslutning der gjorde ondt på os alle.
Datteren ville ikke bo hjemme hos sin mor, men selvom faren har prøvet at kæmpe for hende har moren gjort alt for at ødelægge det. Det gjorede meget ondt at aflevere hende efter weekwenden.
Nu har vi så fundet ud af at hans forældre som også besluttede at vi alle skulle stoppe med at se hende nu ser datteren bag vores ryg. De var ellers en af dem der ville ha at vi skulle have bevis for at det var hans datter og som presset på at vi skulle opgive hende.
Vi ser heller ikke mine svigerforældre, da de synes at bestemme for meget i min mands liv. Men det kom meget bag på os at de nu ser datteren. Vi ved ikke hvad de fortæller om os til hende eller hvad moderen siger men sikker ikke noget godt.
Vi har talt om at se hende igen, men er det for sent? skal man heller vente til hun selv kommer og så fortælle vores side af historien?
Der er så mamge ting, at det er umuligt at huske og fortælle her. Men I skal vide at selvom det måske kan se ud som om min mand hat tvigtet sin datter, har han altid været der for hende og hun har aldrig manglede noget hos ham/os. Der er bare grænser for hvad man som menneske kan tag. og vil byde sin datter.
Han savner hende, og sender julegaver og fødselsdags gaver til hende, vi ved jo ikke om hun får dem. Men jeg kan fortælle at et år havde han købt meget dyre barbie dukker i jul-fødselsdags gaver og da vi så hende efter jul havde hun dem med, og vi fik afvide at hun havde fået dem af sin mor. Så pigen troede at hun ingen gaver havde fået af sin far. Sådan er hendes mor bare.
ER der andre der har prøvet sådan noget ?
med venlig hilsen
Konen/pus

hvis han ikke har det så søg om fælles forældremyndighed, så ruller sagen med sociale myndigheder som en part ...... og hvis han allerede har det så er det vel ved lov at han har krav på samvær.

Nej,jeg har ikke prøvet det,jeg har prøvet det stik modsatte ! Jeg fatter ikke de mødre,der forhindre deres børn at have samkvem med med fædrerne. Hvad er det,de vil opnå? Jeg blev skilt for mange år siden,og jeg har gjort ALT for at mine børn skulle se deres far,men faderen er ikke/har aldrig været interesseret.Hvorfor skal man "bekrige"hinanden? Hvem rammer det? BØRNENE.Da jeg blev skilt,ville jeg såmænd gerne gøre alt,for at "idioten" ikke skulle se sine børn,MEN ALDRIG forhindre mine børn i at se deres far!!!At han havde en anden (og en tredie og fjerde osv,)kunne jeg jo ikke gøre noget ved.Min datter fik efterhånden nok af ham og valgte ham fra,min søn,som i dag er 24,har ikke set ham i 13 år,selv da han var indlagt på sygehuset,og jeg skrev til hans far,hørte han intet.Det har påvirket min søn uhyggelig meget at blive svigtet,så gid alle mødre og fædre ville tænke på børnene efter en skilsmisse,og ikke bruge børnene.Stakkels din mands datter,hvis ikke moderen "vågner" op.Jeg kan desværre ikke give dig et råd,for jeg tror ikke,der findes nogle,når den ene part er så forbandet egoistisk.Man kan kun håbe på,din mands datter vil opsøge sin far,når hun bliver gammel nok til det.Det er ALTID børnene,der bliver tabere i en skilsmisse.

Allerførst vil jeg sige, at I skal prøve at få samvær med din mands datter, så I engang kan fortælle hende at I har prøvet, men det gik altså ikke, og gem alle papirerne fra sagen hvis det bliver en sag.
Min søn har kæmpet i mange år, men nu er børnene så store så han vil venta til de selv kommer, men jeg har lavet en bog med alle de undskyldninger moderen prøvede at bruge.
Moderen ville simpelhen ikke have at faderen får samværet, børnene ville , de ville flytte hjem til ham, men så blev de anbragt, og nu er det fjerde sted de er, det gør ham så ondt, han er også blevet psykisk syg af at kæmpe.
Nu venter vi på de selv kommer, og håber de må få en god ungdom, for deres barndom har været med tæsk og låst inde, det har sønnen sort på hvidt fra en psykolog i 2001, hvor der også står, at læreren siger det er ikke første gang barnet kommer grædende til skolen og fortæller at hun er blevet slået med hævede læber, og så gjorde skolen alligevel ikke noget, så nu håver jeg de begge må få en god ungdom.
Men jeg syntes I skal prøve, sådan ar datteren kan se I har gjort noget for at se hende. god vind
fra en farmor

at de havde fælles myndighed, de skrev begge under men moderen har aldrig sendte papirerne, så da vi ville køre en sag fandt vi ud af at hun har hele forældremyndigheden.

Jeg kan ikke se der er en kamp. Din mand har jo fravalgt sin datter, og det er muligt at han er ked af det, eller fortrudt.
Men han kan rette henvendelse til Statsamtet, og bede om at få fastsat samvær.
Det bliver nok lidt svært efterhånden, da man er begyndt at lægge vægt på hvad børnene selv mener omkring samvær.
Da hun sandsynligvis bliver / er kraftigt manipuleret af sin mor, er det måske nok lidt af en kamp, han der skal igennem. Men 1. trin er en samværsaftale i Statsamtet - her kan moderen selvfølgelig nægte at møde op, men så sætter man selv dagsorden for samværet.
Der er også en anden mulighed ved at henvende sig til foreninen far, og få hjælp.
Der findes et udtryk som hedder P.A.S. det står for forældrefremmedgørelse, - det er ikke så anerkendt i DK af de instanser der skal stilling til samvær men de kender det godt..
beklageligt at der er nogen som ikke kan lade være, med at bruge børnene som konfliktvåben......og de burde fratages forældremyndigheden - som der rent faktisk står i loven.

Jeg kan godt forstå I er fortvivlede. Jeg synes I skal blive ved med at drage kommunen og socialforvaltningen og andre instanser ind i det. Det er ikke noget I selv kan styre mere, det går ud over hans datter. For moderen er åbenbart helt umulig. Selvom datteren ikke er ældre, er det vigigt at få hende fortalt, at hun altid er vekommen hos jer. At I gerne vil se hende. Og det er faktisk vigtigt at fortælle hende at far faktisk havde købt gaver til hende. At de barbiedukker var fra ham, og ikke hendes mor. Det er sådanne ting der ellers kan vække mistillid og sorg. "Hvis far ingen gave har købt til mig, har han nok glemt mig".
Det er vigtigt at få fortalt hende sådanne ting nu, inden hun er ældre. Hvem ved hvad hun får at vide af hans forældre eller af sin mor... Og børn der ikke er ældre, tror på det meste.
Jeg synes din kæreste skal kontakte kommunen igen. Udover det, synes jeg han skal kontakte datterens mor og kræve at se datteren en weekend eller blot en dag. Her kan han fortælle hende hvordan det hænger sammen. I store træk, selvfølgelig. Nægter moderen, må han sige at han ellers dukker op med en repræsentant fra kommunen.
Hun kan blive nødt til at få foretaget en DNA-test, betaler din kæreste desuden ikke børnebidrag? Uden at vide om det er hans datter?
Jeg synes I skal ringe til kommunen igen og tale med nogen der kan hjælpe jer. Bare bliv ved. Især når hun ikke vil bo hos sin mor.

jeg føler med din familie, og håber at alt vil gå godt med tiden, vi håber også hun vil opsøge os en dag, selvom han jo er bange for at hun hader ham, især fordi vi ved moderne ikke taler pænt om os.
Han vil så gerne vise at han ikke har glemt hende, og stadig tænker på hende, han sætte et billede i avisen med et tillykke til hende på fødselsdagen, men vi ved jo slet ikke om et venlig familie menneske vil vise hende det.
Ønsker dig også held og lykke.
Hilsen PUS

Hvor jeg dog forstår dig, heldigvis kan man sige dine børn er så store at de har taget et valgt, hans datter er kun 7år nu, og kan stadig bevirkes af sin mor og hans forældre.

Jeg syntes at selvom han selv har valgt ikke at se sin datter, er der jo en grund til dette... han har virkelig kæmpet et brav af en kamp med sin eks-kæreste for at få det hele til at virke, men nej hun er ikke til at snakke med.
Han har været igennem mange ting, og valgte til sidst for sin datters skyld ikke at se hende mere, da det gik ham for meget på, og kunne se at hans datter blev mere forvirret gang på gang man havde hende.
Ang. foreningen far så har han snakket med dem og kørt en sag, men der er nu gået snart 4 år, og de sagde at der kunne gå mange år inu, men man skulle bare have tålmodighed, så skulle det nok gå alt sammen, men for hver dag, mdr, år der går bryder han bare mere og mere sammen, så derfor har han sagt stop med at kører denne sag videre, da han syntes at der er gået alt for lang tid nu, og det bliver ikke bedre med årene.
Han håber bare at hun vil kontakte ham når hun bliver gammel nok, da der jo er 2 sider af denne her historie, og ikke vil hade ham for ikke at havde været der, da han virkelig har gjordt sit. Mvh pus.

Tak for dit søde svar.
Selvom faderen får fra stats amtet at vide, at han kan få samvær med datteren, så kan moderen gøre så meget kludder, at hun alligevel ikke kommer.
Hos vores søn har han altid fra stats amtet fået at vide, at han skulle have samvær med børnene, men de var der aldrig hverken i børnehave eller fritidshjem, og en psykolog blev også sendt ud for at hente dem, men væk var de, hun mødte heller ikke op i stats amtet, nej moderen kan virkelig forhindre samvær.
Mit store barnebarn var på en døgninstitution, og da havde sønnen samvær med barnet, og personalet sagde til ham, at barnet eller den unge var så glad for ham, men pludselig ringede de til ham, at nu vil barnet ikke se ham mere.
De fortalte så, at moderen havde sagt til barnet, at hvis du lader være med at opsøge far, så må du komme hjem til mig, men opsøger du ham, så har du ingen mor mere, eller bedsteforældre eller søsæende, så sagde min søn, nu har barnet fravalgt mig under det pres som barnet må få, så vil faderen ikke genere barnet mere, men venter på at barnet kommer selv, men han savner og tænker meget på dem, og det gør jeg også, de er nu 12 0g 14 år.
Men kæmp for alt hvad I har kært.
Hilsen fra en farmor

Enu engang tak for dit dejlige brev, det er virkelig dejligt at få snakket med nogen om dette her, da det jo går os alle på.
Vi kender det selv ang. med hans datters børnehave, det er helt det samme her,når han skulle henter sin datter i børnehave, blev hun så glad hver gang han kom, han fik så mange kram og kys af hende, og selv pedagogerne snakkede meget om at det var dejligt at se hvor glad hun var for at se sin far for sådan var hun ikke når hendes mor kom og hentede hende, så ville hun ikke hjem. Han har også været forbi den gamle børnehave hvor de spørger om hvordan det går med hans datter, hvor han så kommer med hele historien, og det kommer slet ikke bag på dem, da de godt kan huske hvordan hun var over for sine børn. Mvh Pus.

Netop fordi det er ved at være et par år siden din mand, snakkede med foreningen Far, burde han måske prøve at rette henvendelse igen.
Alene på lovens side er der sket en del ændringer - så jeg synes han skulle prøve.
Hans forældre holder sig jo ikke tilbage
Foreningen far har en hotline tlf.nr. 7022 9004, og jeg har haft stor glæde af den forening, så jeg fik hjælp til at se mine børn igen ....efter moderen beskyldte mig for at ville så dem ihjel - så jeg kender godt det P.A.S. syndrom.
Der er også en hjemmeside, med debatforum, hvor man kan få råd af andre der har stået i samme situation på : www.foreningenfar.dk
Ikke alle mødre opfører sig sådan, men ofte forveksler de børns tarv med egne

dit svar,
jeg kan fortælle at lige siden han gik fra moderen ( da datterne var 8 måneder ) har han betalt barnebidrag, det har hun selvfølgelig også lavet rod i.
Hver gang faren vil gøre noget ere hun alt andet end samarbejdsvilig.
Vi har også prøver at henvende os til overpræsidium ( undskyld hvis forkert stavet ) men uden held, de vil ikke hjælpe, kommunen beder os om at henvende os til moderen, men hun svare aldrig på hans brev.
Jeg kan ikke forstå at hun ikke vil gå med til en blodprøve, jeg ville flyve afsted hvis min mand var det minste i tvilv om at han var faren.
Han fandt fotos som var taget i den periode hun blev gravid, altså frække billeder hvor hun er sammen med en anden.
Han vil ikke løbe fra sit ansvar, han vil bare gerne vide om den datter han elsker er hans, jeg tror ikke hans følser vil ændre sig overfor hende hvis hun ikke er hans, han vil bare gerne vide det.
Jeg synes det er svært, man vil jo gerne gøre det rigtige, især for pigen.
Men jo hun skal vide sandheden.
Venlig hilsen
Pus.

det kræver enighed blandt parterne. Kun ophævelse af fælles forældremyndighed kan søges.
Men samvær har intet at gøre med forældremyndighed, og samvær kan søges altid, også efter lang tids adskillelse, også flere år end 3.
Det taler til hans fordel at han har vist datteren opmærksomhed i form af gaver. Det taler ikke til hans fordel at han selv opgav at se hende, men søg statsamtet om fastsættelse af samvær.
mht. moderens manipulationer kan I ikke gøre ret meget andet end at samle beviser, som datteren så kan se når hun er blevet voksen. Som barn kan hun ikke håndterer flere "sandheder", så det må vente. Hun skal ikke sættes i en sandhedskonflikt, så hellere vente og give hende beviserne som voksen.
mht om hun kan have glæde af at se sin far nu, må det vel komme an på en prøve. hvis flere ganges samvær giver hende glæde og styrke, taler det for at bevare kontakten.

mange tak for dine råd, jeg vil lade dem gå vidre til min mand, så han kan kontakt dem.
Tak.
Mvh
Pus

hvis han selv henvender sig til moderen, vil hun bare bruge det som skyts mod ham, feks sige at han opsøger og chikanerer hende.
han skal hellere gå de officielle veje, og det er via statsamtet, eller i kbh via familiestyrelsen
der er de senere år stærkt udvidet praksis for samvær for fædre, så der er gode chancer, især hvis han bliver ved, også med at sende datteren opmærksomheder og gaver.

som det her beskrevne mor-tilfælde. Heldigvis har de fleste forældre empati for derese børn, og lærer at tilsidesætte egne holdninger for barnets behov. ... men altså desværre ikke alle.

jeg synes faktisk at det du skriver er en smule forvirende og selvmodsigende. på den ene side skriver du at din mand ikke må se sin datter - og samtidig skriver du at han selv opgav kontakten med hende.
det er flere forhold jeg ikke rigtig kan forstå, - hvorfor i alverden opgav han samværet med sin lille pige bare fordi hun var en lille forvirret pige?
havde det ikke været bedre at han havde taget sig af hende og prøvet på at give hende nogle stille og rolige weekender med lidt struktur, når nu hendes mor er lidt ustabil?
du beskriver også, at din mand gerne vil have taget blodprøver for at stadfæste faderskabet, - det forstår jeg slet ikke. Hvis han elsker sit barn og har gjort det i årevis, er det så egentligt ligegyldigt om han ved at han er biologisk far eller ej.?
Der må da også være en grund til at hans forældre fortsat har kontakt med pigen, - måske synes de at hendes far har svigtet hende ( tilsyneladende fordi det var det nemmeste) - og det synes jeg egentlig også.

Det meget usansynligt i mine øre, at pædagogerne skulle komme med disse udtalelser til din mand, om hvordan moderen var overfor sine børn, - for pædagoger har nemlig tavshedspligt og MÅ derfor slet ikke komme med sådanne udtalelser og dernæst lyder det usandsynligt, idet det ikke er særligt professionelt og ikke sådan pædagoger plejer at arbejde. - Jeg har nemlig selv været pædagog i 22 år!
I øvrigt er det en helt normal reaktion for et barn i børnehavealderen, at udvise den beskrevne reaktion overfor den forældre som plejer at hente dem når de skal hjem fra daginsatitution. Dernæst er det jo klart nok at pigens reaktion er mere glad og ekseptionel, når det er far der henter, fordi, som i jeres tilfælde, er far tit den barnet kun er sammen med på fridage og dermed vedbliver han med at være en såkaldt "pandekage far", som man kun oplever sjov, slik og hygge med. Moderen vil så stå som den person man oplever hverdagens stress og sure pligter med! - hvor retfærdigt er det?

som du selv indleder med så er det her indlæg din side af sagen. Jeg ved at det er muligt for en far med myndighedernes hjælp at gå MEGET langt i en samværssag, og jeg må erkende at jeg undre mig over at man i din mands familie har "valgt" den lille pige fra for hendes skyld. det lyder som en nem løsning overfor et besværligt problem. Om jeg fatter forældre der kan vælge deres børn fra!? Jeg kender alt til problemer, og du/I skal ikke regne med at tingene bliver nemmere nu 3 år senere, nå i pludselig dukker op og vil lege forældre igen, hvad så hvis det bliver følelsesmæssigt hårdt igen? vil i så trække snuden til jer igen, og endnu engang svigte barnet?
det kan godt være at du synes jeg er strid, men jeg har set omkostningerne for min idag 16 årige søn, og han er dybt splittet, det har været hårdt for ham at der altid har været tvister mellem hans far og jeg (ikke nogle som jeg har foranledet) men det problemer som hans far har skabt i løbet af årene har trættet ham og idag, har han et meget anspændt forhold til sin far, MEN og her er min pointe, han kender sin far, han har mulighed for at danne sine egne meninger om sin far, og hvis han ikke ser sin far fremover så er det et valg han selv har truffet, ikke mig!!
I har allerede valgt pigen fra en gang, hvis i ikke er parat til at kæmpe for jeres ret til at være en del af hendes liv, så lad hende være, og ikke noget med at gemme dokumentation for at i har forsøgt, det kan hun ikke bruge til noget som voksen, det er kun for jeres egen samvittigheds skyld. nej når hun opsøger jer(hvis hun gør)må i erkende at i valgte udfra hvad i anså for at være bedst på daværende tidspunkt, og stå ved jeres beslutning. Hvis hun har savnet sin far, vil hun alligevel ikke kunne forstå at han valgte hende fra uanset hans begrundelser.
det er aldrig nemt at være forældre slet i en samværstvist. Men at svigte sine børn fordi det gør ondt og det er besværligt, det er tåbelig, og jeg forstår det altså ikke....
(jeg billigere på ingen måde mødre som gør livet surt for deres ex, og forhindre samværet, med mindre der er tale om vold eller misbrug, jeg billigere heller ikke mænd som vil bruge deres børn til svine moderen til når forholdet går i stykker)
held og lykke til jer
mille

det er nok ikke sansynligt at får genoptaget samkvemsaftalen da han jo selv har svigtet barnet ved at fravælge hende, fordi hun var en forvirret lille pige.
det er fuldt forståeligt for mig hvis han ikke får det, - for i mit univers er man forældre for livstid på godt og ondt og kan dermed ikke tillade sig at "kassere" et barn blot fordi det er besværligt på den ene eller anden måde.

hvad du skriver.
Efter en helt masse med det ene og det andet, kom det fra hans eks. at han ikke måtte se hende. Da man kunne se det gik ud over pigen at moderen havde det sådan, blev beslutningen taget. Det er svært at forklar alt hvad der er sket og jeg kender nok heller hele historien.
Når vi havde hende på weekend, var hun meget forvirret, vi brugt meget tid på at få hende ned og få en normal weekend, men en weekend er kort og når endelig vi havde det godt og hun var faldet ned skulle hun hjem til sin mor, og så kunne vi starte forfra 14 dage efter. Vi prøvede at gøre det bedste for hende, når hun var her.
Det var faktisk hans forældre der pressede på mht boldprøve og at vi ikke skulle se hende.
Når han aflevede hende hos moderen græd hun og skreg ud af vinduet, og sagde hun ikke ville hjem.
Jeg kan godt forstå at du synes det er det nemmeste vi har valg, men det skal lige sige at der ikke er meget en mand kan gøre i denne verden, når alle holder med moderen.
det var opslidende og vores forhold var nær blevet ødelagt, vi/han kunne ikke mere.
Når modere ikke er samarbejlig er der ikke meget at gøre. Måske er der andre der har være heldige, men det har vi ikke.
Kommunen holder 100% med hende og det samme med overpræsidium.
Mht blod prøve, vil han bare gerne have det bekræftet, og han synes ikke det er sjovt at en dag måske få den i hovedet at hun ikke er hans.

barnet er nu 7 år gammel. En fadderskabssag kan kun genoptages inden for barnets første 3 år. denne regel er netop lavet for at beskytte barnet imod et svigt fra en far som det har knyttet sig til og dermed elsker for livstid.

hans forældre har selv tvigtet hende flere gange. På et tidspunkt sagde de at hun gerne måtte bo hos dem, mens vi lige fik samlet tankerne, Min mand tog så der hjem når de havde hende, og det gik fint, lige indtil at de pludelig sagde at nu kunne de ikke have hende mere.
De aflevede alt hende legetøg og tøj.
Og at de mente at vi ikke skulle se hende mere, det har de faktisk gjort to gange.
Nu ser de hende igen, for pludselig kan de godt have hende igen, vi venter bare på at de endnu en gang opgiver hende og siger at de ikke vil have hende.

Hvorfor?
Hvilken glæde har hun af det, - hun elsker jo sin far uanset hvad. Det er da kun ham der kan have glæde af den oplysning fordi han så kunne slippe for at betale.

Jeg vil gerne lige tilkendegive, at jeg er helt og aldeles enig med dig i hele dit indlæg, uden undtagelse!
DU har forstået det!

DET HER forstår jeg SLET IKKE, hvorfor skulle pigen bo hos farmor og farfar mens i samlede tankerne, - i havde hende jo kun hver anden weekend ikke?
Kunne det tænkes at moderen også synes det var noget mærkeligt noget?

synes det var helt fint, for kunne hun igen gå ud hver weekend og feste, og der gjore hun.
det er også hende der jo har givet dem lov til atter en gange at have datteren hver weekend efter at faren har fravalgt hende.
Ligesom farfar og farmor fravalgte hende to gange før.

ment at datteren var et problem, men derimod moderen.
Hun var til tider ikke en gang hjemme når hun skulle afleveres efter en weekend.
Hun har to børn, dem får hun passet hver weekend så hun kan feste.
Mht vold er det ikke lige det bedst miljø datteren vokser op i.
Faren og moderne har stadig fælles venner og en af dem fortalte at hun måtte en dag tag datterne og løbe fra hjemmet da modernes kæreste gik amork og bankede moderen.
Endvidere fortæller venner at der har ligget våben under sofaen i datters hjem.
Moderen drikker og har flere kærester.
Min mand håber sådan at hun snart kunne finde en sød mand og falde til ro.
Vi ved også at hun har haft sine børn med på værtshus.Hvor hun opholder sig det meste af tiden.
Da jeg måtte min mand havde de talt om at han skulle have fuld forældremyndighed og have hende på fuldtid, men da hun fandt ud af at han havde mødt mig, vendte hun rundt og blev modbydlig.
Hun har flere gange prøvet mens min mand har afleveret datteren at forføre ham. og selv da de var på kommune og gik ud for at vente men sagsbehandlerne talte, sagde hun at han bare skulle sige til at ville hun bede sin kæreste om at flytte hvis min mand ville flytte hjem til hende igen.
Jeg tror min mand blev træt af at løbe panden mod muren hele tiden, og jo det er hans valg som han må leve med hele hans liv. Kun tiden vil sige om det var det rigtig valg.

Jeg synes det lyder ualmindeligt barsk, når catwomen bruger ordet "kassereret" !
Det far har gjort, er at fravælge - og til din oplysning får mor i mange tilfælde myndighedernes tilladelse og RET til at køre far ud på et sidespor, med begrundelsen "for højt konfliktniveau". I mange situationer fravælger faderen ofte, at bryde samværet til sit barn af denne årsag. Det er så kun et fåtalt der vedbliver at kæmpe mod mor og myndighederne.

Jeg kan kun give dig ret i - det er en forkert måde at handle på, og ofte fortryder fædrene også.
Du skriver også at han ikke skal forvente samvær - Jeg finder det under ingen omstændighed i orden at de myndigheder og lovgivere som sidder ved magten, - end ikke ønsker at overholde FN's børnekonvention §8 som giver et hvert barn ret til begge sine forældre. Altså fælles forældremyndighed - vores nabolande som vi altid sidestiller os med, fradømmer man kun, hvis en af forældrene er total uegnet
Som pædagog burde du måske sætte dig lidt mere ind i lovgivningen, hvor forældremyndighedsloven forpligtiger DIG (§ 19) til at give en orientering om barnet, til den af forældrene som ikke har del i en forældremyndighed.
§ 16 forholdet til begge forældre søges bevaret ved, at den som ikke har barnet boende ret til samvær.
§ 17 Statsamtet kan efter anmodning træffe en afgørelse om samvær og omfanget.
Det er ikke første gang jeg i min kariere, som "weekendfar" er stødt på disse holdninger - men jeg mener ikke, der er flere hindringer omkring mig og mine børn, alt fra SFO, PPR, div. forvaltninger til læger.

vi sat det på plads.
det er dejligt og se at nogen forstår at det ikke altid er nemt for en far at gå imod systemet.
Med venlig hilsen
Pus

om det er rigtigt.
For ud fra de forhold du senest har skitseret for den datter, så MÅ DEN FAR HANDLE.
Det barn skal ud af det liv hos den mor. Barnet udsættes jo for vold/ overværelse af vold/ omsorgssvigt. - og det kan jeg sgu godt forstå din søde mand er træt af at løbe panden mod - MEN HVORDAN TROR DU SÅ DATTEREN HAR DET???
HVis en voksen giver op her, hvordan forstiller du/din mand sig, at et barn skal kunne klare det her ?
Nej nu!! I må op af den sofa hvor han ikke orker at kæmpe mod den mor. For pokker da. Det der kan I da ikke sidde og vidde og så stoppe kampen???
Undskyld, men det er jo endnu et svigt for barnet, at nogen ved hvad hun lever i, hvis de ikke bliver ved med at kæmpe for et værdigt barneliv til hende!
Om I så skal kæmpe til I er helt trætte, så er der jo et barneliv på spil her. Hun kan dårligt få en normal tilværelse som voksen ud fra det her beskrevne, der vil være mange ting hun skal have bearbejdet, hvis det fortsætter.

Jeg tror ikke du er pædagog, for så er det mærkiligt, at du ikke har været ude for sager som insest.
Jeg er pædagog på 41 tyvende år, og det er ikke småting nogle mødre anmelder faderen for, og behandler faderen som jeg ved ikke hvad.
Mødrene kommer og så siger de, faderen må ikke hente barnet eller børnene mere, så ved du da også godt, at det skal der være dokumentation for, så vi siger at det skal hun først have, ellers udlevere vi barnet til faderen.
Jeg har også haft en sag om incest, hvor moderen ville anmelde faderen for det, så ringede jeg til kommunen de kom og fortalte hende, at alle mænd i familien skulle igennem en undersøgelse, og ville blive tiltalt indtil sagen var slut, så tilbage kaldt hun det.
Og til dig pus, Din mand skal endelig søge om samvær igen og igen, og som jeg før har skrevet, så gem alle papirerne, som hun så kan få når hun bliver voksen, lige som jeg har gjort.
Jeg kunne aldrig gå bag om min søns ryg.
Gå på med hævet pande.
Hilsen fra farmor

Som pædagog har jeg ingen pligt til at sætte mig yderligere ind i forældremyndighedslovgivningen.
Muligvis er jeg forpligtiget til at videregive oplysninger om barnet til den af forældrene som ikke har barnet boende hos sig, - hvilket jeg heller ikke har det fjerneste imod - men det er jo netop ikke oplysninger om barnet, der her var tale om. Derimod skulle pædagogerne have udtalt sig til faderen om moderens manglende forældreevne - og det er som bekendt forbudt i henhold til tavshedspligten.
Til orientering vil jeg lige stadfæste, at jeg i høj grad er tilhænger af at børn har ret til omgang med begge dets forældre. Det ændre bare ikke ved den kendsgerning, at faderen i dette tilfælde, svigtede sit barn i en situation hvor barnet faktisk havde rigtig meget brug for ham.
Tænk lige over, hvordan det mon har føltes for den lille pige, at hendes far pludselig aldrig kom mere og hentede hende. - Jeg kan i hvertfald levende forestille mig den store sorg og det store svigt som den lille pige må have følt.
OG så er det jeg stiller spørgsmålstegn ved, om det nu er til barnets bedste, at samkvæmmet genoptages, - for hvornår opgiver far så igen?

Det er muligt at du ikke tror jeg er pædagog, selv om jeg ikke lige kan se formålet med at lyve om det, - men hvad i alverden har denne sag med incest at gøre ?
Hvordan kan du i øvrigt udtale dig om, at jeg ikke har været konfronteret med incestsager igennem mit arbejde i 22 år, som pædagog?
Hvor vil du egentligt hen med dette indlæg?

For du virker på mig, som om du ikke har haft alvorlige sager i din tid som pædagog, med hvordan nogle mødre kan manipulere med bland andet pædagoger ( Tårer).
Og så virker du på mig, som om du kun forsvarer mødrerne, og som pædagog MÅ du da have set sådan mødre??
Og så , at du ikke ved, at den som ikke har forældremyndigheden, må godt få at vide hvordan det går med barnet, bare ikke skriftligt.
O g at du ikke har været udsat at enelige mødre, desværre ofte bruger incest over for faderen.
I udleverer måske ikke barnet hvis en mor kommer pludselig og siger, at nu må faderen ikke hente barnet???
Det er nemlig stats amtet der skal afgøre det, og ikke den enlige mor.
Jeg kan godt fortælle dig jeg er meget inde i masse af de sørgelige sager, også som bisidder.

til Catwomen - jeg citere lige dit indlæg :
”Muligvis er jeg forpligtiget til at videregive oplysninger om barnet til den af forældrene som ikke har barnet boende hos sig, - hvilket jeg heller ikke har det fjerneste imod - men det er jo netop ikke oplysninger om barnet, der her var tale om. Derimod skulle pædagogerne have udtalt sig til faderen om moderens manglende forældreevne - og det er som bekendt forbudt i henhold til tavshedspligten”.
Ikke noget med muligvis – du har pligt !
Med hensyn til moderens eventuelle manglende forældreevne – har du en særlig pligt, til at anmelde forhold omkring børn, hvis der er indikationer på omsorgsvigt, psykisk eller fysiks vold.
Når faderen her opdager, at han ikke står alene i verden, mod diverse myndigheder og moderen er jeg ret sikker på han ikke oftere stiller sit forældreansvar under en skæppe. Forestil dig engang hvor mange steder og grupper, mødre kan henvende sig for personlig opbakning – hvor går mænd hen ?
P.S. ordet samkvem er et gammelt udtryk, det blev afløst af samværsret – som nu igen er ved at ændre sig til samvær - Årsag !
Der lægges op til i de nye lovgivninger på området, at børn også selv skal bestemme retten til at se den anden forælder, hvad der ikke altid er rigtig.
Børn bestemmer f.eks. ikke selv, om de skal i børnehave eller skole !

Til orientering vil jeg lige stadfæste, at jeg i høj grad er tilhænger af at børn har ret til omgang med begge dets forældre. Det ændre bare ikke ved den kendsgerning, at faderen i dette tilfælde, svigtede sit barn i en situation hvor barnet faktisk havde rigtig meget brug for ham.
Tænk lige over, hvordan det mon har føltes for den lille pige, at hendes far pludselig aldrig kom mere og hentede hende. - Jeg kan i hvertfald levende forestille mig den store sorg og det store svigt som den lille pige må have følt.
OG så er det jeg stiller spørgsmålstegn ved, om det nu er til barnets bedste, at samkvæmmet genoptages, - for hvornår opgiver far så igen?
Dernæst vil jeg også lige orienterer, om at jeg faktisk har haft mange alvorlige sager i min tid som pædagog - og at jeg har været kontaktperson for unge mødre i den by hvor jeg var ansat - og dermed oplevet rigtig mange umodne og ufornuftige mødre som ganske rigtigt prøvede at manipulerer med både systemet og med fædrene til deres børn.
Godt nok har jeg ikke oplevet nogle eksempler på at en mor anklaede faderen for incest, - kun at vi gjorde - og det var sandelig ikke rart.
Når det så er sagt, så er det ikke noget med at jeg tager mødrenes parti for en hver pris. Jeg mener bare, at en sag altid har to sider og det skal man huske på - og i denne sag, synes jeg nu en gang at faderen svigtede sit barn (især hvis moderen er som der er beskrevet), - det må du som pædagog kunne se.
Hvis en mor kommer til os og siger, at nu må vi ikke udlevere barnet til faderen, så afhænger det af om de har fælles forældremyndighed, -for hvis de har det, så kan vi altså ikke nægte at udlevere. Har moderen den fulde myndighed, så skal vi rette os efter hendes ønske, - også selv om det somme tider kan virke urimeligt.
Håber det var svar/forklaring nok

Du behøver sandelig ikke at belære mig om min oplysningspligt til kommune og amt, - den kender jeg til fulde!
Og hvis der er tale om fælles forældremyndighed har jeg også oplysningspligt over for faderen, - ellers ikke!
Det er for mig som pædagog, en selvfølgelighed, at jeg til hver en tid vil indgive en "bekymring" til kommunen, hvis noget på nogen måde indikerer omsorgssvigt eller andet af den slags. - hvad tror du selv?
jeg kan læse mellem dine linier, at du har en opfattelse af at jeg for en hver pris, tager en mors parti. - Deri tager du grundigt fejl!
Men husk at der altid er to sider af en sag.
Og så læs lige mit svar til farmor længere nede:

Jamen når nu du gerne vil have det sort på hvidt, så er den nyeste udgave af lovens bogstav også klippet ud :
Lov om forældremyndighed og samvær
LOV Nr. 446 af 09/06/2004

Orientering om barnet
§ 19. Den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsenet. Myndigheden eller institutionen kan nægte at give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. Der må ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold.
Stk. 2. Statsamtet kan i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden eller en af de i stk. 1 nævnte institutioner fratage den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at få orientering efter stk. 1. En afgørelse efter 1. pkt. har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen modtager meddelelse om afgørelsen.
.........................
Det sidste afsnit betyder, at indtil der skriftlig foreligger en afgørelse fra Statsamtet eller en retslig myndighed, at det er skadeligt at orientere (ofte faderen) om barnet - skal der afgives udtalelser.
Sagsbehandlingstiden !!! ved de myndigheder er så lang, at man via Forvaltningsloven, kan banke de personer oven i hovedet, som tilbageholder oplysninger på ens barn.
Men som du kan se - er man først frataget forældremyndigheden, oftes fordi mødre lyver, eller fortier sandheden i retterne, - udelukkende fordi de ikke kan skelne mellem egne behov og børns tarv, har vi som fædre ofte den tendens, "at fravælge" børnene.
Du skal endelig ikke tro man blot tager sådan en beslutning over en kop øl, en dag man er ked af det.
Var du i øvrigt klar over, at hvis konflikten mellem forældre bliver for stor efter Statsamtet opfattelse - fratager man (som regel) faderens samvær ????
Det er muligt, at du mellem linierne opfatter mig som en der tager Far's parti ........... det gør jeg også - når jeg støder på pædagoger og statsamtsjurister med de holdninger som du lufter

Selvfølgelig bør Farmor besvarer dit indlæg, men jeg kan altså ikke dy’ mig !
Det er synd den mørke tid snart er ovre, du kunne have brugt denne tid til at læse, og sætte dig ind i et stof som kaldes P.A.S.
På dansk kalder man det forældrefremmedgørelsen, - her finder du forklaringen på faderens opgivenhed. Det er ikke kun mødre der praktisere dette fænomen, men er udbredt i begge grupper af forældre. I kraft af det forhold, at mere end 80 % af mødrene får børnene tilkendt, er det selvfølgelig også mere synligt i denne gruppe…..og som sagt man skal lære hele livet !
Nu vil jeg citere dig lidt :
jeg faktisk har haft mange alvorlige sager i min tid som pædagog –
ikke oplevet nogle eksempler på at en mor anklagede faderen for incest,
kun at vi gjorde - og det var sandelig ikke rart.
Citat slut.
Jeg vil så sandelig håbe, at det var velbegrundede sigtelser I rejste – da jeg kan fortælle om talrige fædre som har fået ødelagt deres tilværelse, på falske anklager.
Mistanken følger dem resten af den tid hvor der er samvær med børnene.
Incest er modbydeligt grimt og ødelæggende, og det forekommer yderst sjældent. Af de tilfælde som der lægges frem til dom, viser det sig oftest, at det er stedfædre eller tætte familiære medlemmer til familien som har begået disse overgreb. Et tabuemne der helt bliver glemt på dette område, er mødre som begår overgreb mod deres børn – her skønner man, at kvinder overgår mænd på det område.
Jeg er sikker på at diskussionen mellem Farmor og dig, som pædagoger nok skal finde et kompromis, men den stakkels far – som svigtede sit barn én gang
Uuuhhaaaa dada

Jeg kan godt høre at du er velbevandret i loven omkring disse ting - og jeg er jo også kun en almindelig dødelig pædagog, som bruger det meste af mit arbejdsliv på, at tage mig af børene og deres daglige basale behov.
Selv har jeg, som du, aldrig studeret loven på den måde, - for det har jeg aldrig haft brug for og iøvrigt er/var denne lov ikke indbefattet i min uddannelse og jeg har derfor ikke haft pligt til at sætte mig yderligere ind i den.
Som almindelig lønmodtager, må jeg derfor formode, at de rettesnore jeg pålægges af min daglige leder eller kommunen, er dem jeg skal rette mig efter, -hvilket jeg så gør.
I dit sidste afsnit, tilkendegiver du din mening om at møde jurister eller pædagoger med min holdning, - og til det vil jeg sige:
jeg tror ikke rigtigt du har fattet budskabet om mine holdninger, siden du skriver dette - men det er jo nettop det farlige ved det skrevne ord, - man bliver hurtigt misforstået eller dømt for at have en anden holdning end dem man i virkeligheden er fortaler for.
Igen vil jeg stadfæste, at jeg på ingen måde varetager mødrenes interesser frem for fædrenes - men blot stiller spørgsmålstegn ved denne fars vurderingsevne, idet han, efter min mening, svigtede sit barn - og i dette tilfælde var det jo ikke noget han var blevet pålagt. muligvis havde han sine helt personlige grunde til at vælge denne "løsning" - men det var aldrig en løsning som jeg ville have valgt, uanset hvilken livssituation jeg så havde befundet mig i. - Og spørg hans datter om nogle år, om hun synes det var den rigtige beslutning, for det tvivler jeg på at hun vil synes.
Vi er alle mennesker og begår fejl - og jeg vil heller ikke med dette indslag på nogen måde dunke denne far oven i hovedet med hans beslutning, - blot tilkendegive MIN holdning til denne konkrete sag!

Det var faktisk en mor vi anklagede for incest, - undskyld hvis jeg hermed ødelagde din opfattelse af mig som mandehadder!

Næh - catwoman, jeg er en almindelig uuddannet borger, som tilfældigvis er havnet i den situation som 50% af den danske befolkning snart har prøvet.
Den eneste forskel på mig og de andre ligger i, at moderen efter at have lovet (før børnenes skyld) at vi skulle opfører os som voksne - gik under jorden da hun lærte en ny mand at kende - for derefter at hive mig i retten, og til sidst - at beskylde mig for at ville slå mine børn ihjel, efter hun havde fået den fulde forældremyndighed på uvederhæftige oplysninger i både By og Landsret.
At hun som så mange andre ikke kan skelne egne behov frem for børnenes - og man som mand/far heller ikke skal regne med hjælp fra nogen institutioner eller myndighed, gør at jeg har sat mig for, at hjælpe andre som skal til at starte fra år 0.
I den større provinsby hvor børnene bor nu, er der ingen i PPR eller skolesystemet der længere er i tvivl, omkring en fars ret til orientering omkring børnene.
Desværre lyder det også fra disse, at man ikke er vant til den anden forældres ønske, at delagtiggøres i børnenes hverdag. Det kan også kun jeg beklage, men til PUS kan jeg endnu en gang sige, at din mand ikke skal give op.
Jeg rådgiver gerne andre som står i nogle ubehagelige situationer, og jeg skelner ikke mellem mand eller kvinde. I det øjeblik, et menneske først retter henvendelse for at få hjælp, så er der ikke længere forskel på vores køn. Jeg er blevet opfordret til at stå på en mailliste til akut hjælp, hvor der indtil nu ”kun” er mødre tilmeldt.
Du bør end ikke, lade din tanke strejfe et øjeblik, at det er bitterhed og kamp, vent mod min exkone, (som var udsat for overgreb af sin stedfar) som gør at, jeg kæmper videre hver dag – NÆÆÆHH, den er vent mod politikere, myndigheder, institutioner, eller ! enkelt personer, der opfører sig som forstokkede magtmisbruger, hvor børn bliver brugt som en del af et konfliktvåben, og hertil bruger jeg loven (misbruger vil andre sige).
Det er ikke uden årsag, at der på min profil er bragt et billede af en slumrende tiger. Håber vi mødes i en anden god debat catwoman !

Det er meget beklageligt at det finder sted - men overrasket! nej.
Beklageligt vis er det ikke lang tid siden, at en far jeg talte med, ikke kunne komme igennem hos myndighederne med samme påstand.

Ja, vi har jo da lov til at have vores meninger, og jeg holder på at du er fadderfjensk.
Jeg vil sådan håbe, at der i fremtiden bliver mange flere fædre, der får den fuldeforældremyndighed over børnene.
Når en mor kommr og henter barnet, er det ofte med råben ig skrigen, når barnet ikke lige kommer.
De fleste fædre ( ikke alle) har meget mere tålmodighed end moderen.
Jeg kæmper for at mange flere fædre få den fulde myndighed.
En far der har kæmpet med moderen i mange år om samvær giver op selvom faderen elsker sine børn.
Når så en mor må opgive og sende børnene på en døgn institution, burde forældremyndigheden tages fra hende og gives til faderen.
Da jeg arbejde på et spædbørnehjem tog moderen barnet ud lige op til hvor der skulle udbetales børnepenge, og så kom barnet igen, jeg ved desværre ikke hvordan det kunne lade sig gøre, for den gang fik vi ikke så meget at vide.
Jeg kunne blive ved med at fortælle historie fra det virkelig liv, både gode og dårlige.

det gør vi sikkert nok!

Kæmp for alt hvad du har kært, - men lad være med at dømme mig for at være noget som jeg ikke er. - læs i stedet det jeg har skrevet igen, for jeg tror ikke du har forstået meget af det .

efter at have læst alle indlæggene i denne tråd, føler jeg at jeg må blande mig lidt, uden at vide det store om lovgivning. Men som forældre
1. jeg forstår ikke forældre der kan opgive sine børn, uanset hvor hår kampen er - og jeg kender to fædre der har gjort det, men min forståelse er ikke blevet større. Det er opslidende at skulle kæmpe, lige meget hvilken kamp det er, og det er opslidende at skulle blive ved og ved og ved. Men man har selv valgt at få og elske sine børn, de har ikek bedt om at komme til verden, derfor er man også forpligtet til at give dem stabilitet. Hvis moderen i dette tilfælde er som beskrevet, så er pigens weekender med sin far alt afgørende for at hun bliver bare rimelig velfungerende som voksen. Det er klart pigen har været forvirret, det bliver børn, når de ser at deres forældre ikke kan sammen.
OG i er bange for hvad pigens mor siger om jer til hende, jamen i mine øjne har i blot været med til at bekræfte at hvad morens måtte sige - så er det i pigens øjne sandt - jeg tror ikke hun er i stand til at se at det var for hendes skyld hendes far har valgt fra.
OG ligger han i den grad under for sine forældre at han vil lade sig presse til at vælge sin datter fra -så er han...undskyld mig noget af et skvat.
3. børn reaktioner når de bliver hentet, min søn siger ofte "øv jeg gider ikke med hjem" - henter mine forældre eller hans far ham, så er det helt andre toner, men hvis pædagogerne nogensinde lagde op til at det nok betød jeg var en dårligere forældre, og at han istedet burde have base hos sin far eller sine bedsteforældre - så ville jeg omgående trække ham ud af den institution. Det er bestemt ikke unormalt at børn prøver grænser af overfor den forældrepart de er tættest på - og at der fra mødrenes side er råb og skrig engang imellem, kunne måske skyldes at de har håndteret disse frigørelseskampe i længere perioder. Om fædrene har mere tålmodighed, eller om de er lettere et sno rundt om fingeren, jeg har erfaringer med det sidste.
Hertil skal jeg sige at jeg ikke er faderfjendsk, jeg synes et barn absolut har bedst af at vokse op med en mor og far som er til stede i deres liv .og at faderens påvirkning har stor betydning for at børn udvikling som et harmonisk menneske. Så som det er sagt med mindre der er tale om misbrug eller misrøgt på anden måde, bør begge forældre være tilstede.
Men deter forældrenes PLIGT at vise interesse for at være en del at deres børns liv. Og det er Børns RET at ville samværet med sine forældre.
3. ang. faderskabssag, jeg kan da i og for sig godt forstå han vil have sikkerhed for om han virkelig er faderen. Men hvordan kan det være at han først er kommet i tvivl om det efter hans datters mor og han er gået fra hinanden? Hvis hun føjtede rundt med andre mænd mens han passede børn, i den periode hun blev gravid med pigen, hvorfor i alverden bad han så ikke om den DNA test allerede da pigen blev født. (og igen at han har fundet sig i den opførsel fra hendes side siger mig han er lidt skvattet)
At gøre det nu, kan selvfølgelig forberede ham på at måske står juridisk dårligere, eller det kan have sine fordele at være sikker i tilfælde af alvorlige sygdomme hvor donationer kommer på tale. (der er uhyggelig mange som tror de er fædre, der i disse situationer finder ud af de ikke er det)

Som supplement til debatten og bemærkningen om forældrefremmedgørelse. Ønsker men mere information om emnet har jeg lavet en samling information om det på www.forældrefremmedgørelse.dk
Med venlig hilsen
www.dadman.dk
nb. Jeg opfatter ikke mine links som reklame eler propaganda, da jeg sender det af et fuldstændig ikke-kommersielt og uselvisk hjerte.

Til debatten og bemærkningen om forældrefremmedgørelse. Ønsker men mere information om emnet har jeg lavet en samling information om det på www.forældrefremmedgørelse.dk
nb. Jeg opfatter ikke mit link som reklame eler propaganda, da jeg sender det af et fuldstændig ikke-kommersielt og uselvisk hjerte.

Undskyld - det var ikke her jeg ville poste indlæget...