Jeg frigjorde mig fra religiøst bedrag
JEG husker endnu det første „mirakel“ jeg overværede. Jeg var dengang seks og et halvt år gammel, og jeg var sammen med min moder til pinsemøde en vinterdag. Prædikanten sang, og ånden kom over ham, sådan som det sker med pinsevenner når de synger. Midt i lokalet stod der en stor, rund ovn som prædikanten rakte hænderne ind i. Med begge hænder tog han en rødglødende kulslagge frem, holdt den op og bar den omkring i lokalet. Hele tiden sang han og kom med små triumferende udbrud, og imens dansede de øvrige tilstedeværende syngende og råbende omkring ham. Efter mødet så alle nøje efter om der var brændemærker på hans hænder. Der var intet at se på dem!
Og det var blot ét af de tegn der forekom i den pinsekirke i Kentucky som min moder kom i. Kirkens medlemmer lagde stærk vægt på passagen i det 16. kapitel hos Markus, begyndende med vers 17, hvor der nævnes at disciplene skulle kunne tale i tunger, helbrede syge, tage på slanger og drikke gift. (Disse vers er muligvis uægte, da de ikke er medtaget i de ældste kendte bibelhåndskrifter.) Ikke alle pinsekirker lægger vægt på disse ting; men man føler uvilkårligt at Gud må stå i forbindelse med en kirke hvis medlemmer kan gøre sådanne tegn uden at komme til skade.
Vi flyttede til Indiana, og i 1953, da jeg var 12 år, blev jeg døbt. Jeg lærte at spille guitar og at akkompagnere de grupper der sang ved møderne. Jeg opfattede det som en del af min tjeneste for Gud — det er under sådanne former for sang at ånden kommer over pinsevennerne. Når ånden kom over mig og jeg talte i tunger, vidste jeg ikke hvad jeg sagde, men det føltes behageligt.
Selv tog jeg aldrig på slanger, men jeg husker en episode med slanger. Den indtraf en weekend hvor jeg besøgte den kirke i Kentucky jeg plejede at komme i. Ånden kom over en gæsteprædikant, og han tog en stor klapperslange frem af en medbragt slangekasse. Under høje udråb snoede han slangen om sin hånd. Jeg befandt mig på scenen bag ham sammen med dem der sang, og jeg husker hvordan blodet begyndte at sive ud mellem hans fingre. Derpå kom ånden over den prædikant jeg nogle år tidligere havde set bære glødende kul; han gik frem, tog slangen ud af hånden på den anden prædikant og lagde den tilbage i kassen. Manden der var blevet bidt, blev ikke engang utilpas. Jeg har imidlertid kendt tre som blev bidt af slanger og som døde af det, deriblandt min svigerfader.
Som 19-årig giftede jeg mig med en ung mand der blev regnet for frelst. Han var imidlertid ikke stærk i troen, om end jeg én gang så ham tage på slanger. Men hans ånd passede dårligt sammen med min. Et stykke tid var han aktiv i pinsebevægelsen, men så blev han passiv og begyndte at ryge og foretage sig andet man ikke gjorde i pinsekirken. Forresten var jeg foruroliget over den rolle ånderne spillede. Når pinsevenner kom i trance, blev de påvirket af forskellige ånder. Nogle ånder var stærkere end andre, nogle kunne ikke forliges indbyrdes, og nogle kæmpede endda mod hinanden.
Det kunne jeg ikke begribe meningen med. Det fik mig til at spekulere på hvorfor der fandtes så mange forskellige ånder. Jeg husker at jeg i al den tid jeg tilhørte pinsemenigheden bad: „Kære Gud! Dette er den eneste tro jeg kender som kan være den rette. Men hvis jeg ikke tjener dig på en måde der behager dig, Gud, vil jeg gerne vide det. Hvis dette ikke er den rette tro, så vis mig hvilken det er.“ Jeg bad denne bøn mange gange.
Det var mens jeg var gift første gang at jeg stiftede bekendtskab med bladene Vagttårnet og Vågn op! I 1962 var vi flyttet til Cincinnati, og Jehovas vidner kom til vores dør. Min mand kunne godt lide at tale med dem, men det kunne jeg ikke. Jeg blev i køkkenet når de kom. Min mand tegnede abonnement på bladene, men læste dem aldrig; det gjorde jeg derimod. Det gav mig dårlig samvittighed, jeg følte at jeg gjorde noget jeg ikke burde, men jeg kunne ikke lade læsestof ligge. Jeg kunne endda finde på at smide bladene i skraldespanden og så senere rode dem frem og læse dem!
Ved hjælp af Vagttårnet og Vågn op! fandt jeg ud af at jorden skulle bestå for evigt, og at der ville blive oprettet et jordisk paradis fyldt med retfærdselskende mennesker. Det var det mest betagende jeg nogen sinde havde hørt. Det gjorde et stærkt indtryk på mig, for pinsevenner tror ikke at jordens fremtid bliver sådan. Jeg kan huske at jeg læste om det jordiske paradis der skulle bestå for evigt, og tænkte: ’Det kan ikke passe!’ Hvor jeg nød det jeg læste. Men det var som om der blev udkæmpet en kamp inden i mig, og jeg tog spørgsmålet med i mine bønner. Til sidst bad jeg min mand om at holde op med at modtage bladene, og det gjorde han.
Min mand havde affærer med andre kvinder, og efter syv års ægteskab blev vi skilt. Jeg og mine to drenge flyttede ind hos Olene, en ungdomsveninde der var blevet gift med min onkel og som var datter af den prædikant der havde båret glødende kul. Hun sang fremragende, og vi tog sammen til pinsemøder og sang i forskellige kirker.
To gange er jeg blevet „helbredt“ ved håndspålæggelse. Den første gang var da jeg led af voldsomme blødninger efter en spontan abort. Trods blødningerne var jeg gået til pinsemøde, men jeg var så afkræftet at jeg var på nippet til at tage hjem igen. Så hørte jeg Olene og hendes fader begynde at synge, og ånden kom over dem. De tog hinanden om skuldrene og kom og lagde deres hænder på mig. Jeg besvimede med det samme. Da jeg kom til bevidsthed igen, havde jeg det godt. Blødningen var standset!
Anden gang var da jeg havde en mundlidelse. Jeg havde gået med kunstige tænder siden jeg var 15 år, og nu begyndte min gane at hæve. I cirka tre måneder måtte jeg undvære protesen og leve af flydende kost. Til sidst fik jeg nok og gik til lægen, som så mig i munden. „Det er ikke mig De har brug for; De har brug for en kæbekirurg,“ sagde han. Han oplyste at sygdommen hed papillomatosis og anbefalede en tandlæge.
Men jeg kom aldrig til tandlægen. Olene og jeg var nemlig på vej til kirken i Kentucky, og senere samme aften, mens jeg sang, blev jeg stærkt grebet af ånden. Olene lagde hænderne på mig, og jeg besvimede og sank sammen på gulvet. Efter at jeg havde genvundet bevidstheden, spyttede jeg noget ud der lignede tørt, tygget kød. Da jeg kom hjem, kunne jeg igen gå med min tandprotese, og siden har jeg intet mærket til mundlidelsen.
Olene læste meget i Bibelen. Kort efter at jeg var flyttet ind hos hende, kaldte hun mig ind i det værelse hvor hun sad og læste, fordi hun havde et spørgsmål. Hun læste i Prædikeren 1:4 (her gengivet efter Den danske autoriserede oversættelse): „Slægt går, og slægt kommer, men jorden står til evig tid,“ og sagde derpå: „Jeg vil gerne have at du forklarer dette skriftsted for mig. Vi tror ikke på det der står her. Hvad menes der med det?“ Jeg blev fuldstændig ude af mig selv.
„Sig mig, hvorfor er du helt ude af dig selv på grund af det skriftsted?“ forlangte hun at få at vide. „Det står i Bibelen, og vi har brug for at vide hvad det betyder!“ Hun fik forklaringen: „Jeg har læst om det i Vagttårnet og Vågn op!, og jeg ville ikke have at du skulle vide at jeg har læst de blade som Jehovas Vidner udgiver.“ Hun ville omgående opspore Jehovas Vidner.
„Det skal du ikke spekulere på,“ sagde jeg. „Hvis vi bor her længe nok, kommer de til vores dør. De finder altid frem til folk.“ Da jeg en dag to uger senere kom hjem fra arbejde, ventede hun mig i døren og smilede over hele ansigtet. „Kan du gætte hvem der har været her i dag?“ Det kunne jeg ikke. „Jehovas vidner! Jeg har aftalt et bibelstudium for os begge!“ Jeg var fuldstændig lamslået. Jeg var bange for Jehovas vidner og ville ikke studere med dem.
Men vi gjorde det nu alligevel. De indbød os blandt andet til deres møder. Olene ville ikke til møde, men det ville jeg. Jeg tog hen i rigssalen sammen med min mindste dreng, der dengang var cirka tre år. Da vi var færdige med at gennemgå ’Sandhedsbogen’ ved vort hjemmebibelstudium, var både Olene og jeg klar over at pinsekirken ikke førte den rette lære. Men Olene afbrød sit studium, og det gjorde jeg derfor også.
Det var i 1972. I 1974 blev jeg ringet op af Olene, som jeg ikke længere boede sammen med. Hun bad mig gifte mig med hendes fader — den mand jeg havde set bære glødende kul da jeg var seks og et halvt år gammel. Det var nu over syv år siden jeg var blevet skilt fra min første mand, og jeg giftede mig med Olenes fader i januar 1975.
Han boede i Kentucky, i nærheden af den pinsekirke jeg kom i som barn. Da jeg giftede mig med ham, sagde jeg til ham at jeg aldrig nogen sinde ville vende tilbage til pinsekirken, og at jeg ville slutte mig til Jehovas Vidner hvis jeg på noget tidspunkt igen sluttede mig til et trossamfund. Det gik han ind på; men vi havde kun været gift i nogle få måneder da han bad mig gå med til pinsemøde. Jeg gik med én gang, men kunne ikke holde ud at blive siddende til det var færdigt, for dæmonernes tilstedeværelse kunne kun alt for tydeligt mærkes på atmosfæren!
Jeg havde nu lært at Satan, hans dæmoner og hans tjenere her på jorden er i stand til at udføre tegn og undere, og at de kristne har en kamp at kæmpe mod disse dæmonmagter i det himmelske. (2 Mosebog 7:11, 22; 8:7, 18, 19; 2 Korinther 11:13-15; Efeserne 6:11, 12) Jeg havde også lært at de mirakuløse gaver som de kristne i det første århundrede besad, havde til formål at grundfæste kirken i dens spæde begyndelse, og at disse gaver ville forsvinde når apostlene ikke længere levede. Om tungetalens gave står der for eksempel: „Den vil ophøre.“ Nu er kærlighed, tro og håb grundpillerne i den modne kristne kirke. — 1 Korinther 13:8-13.
Min mand prøvede at få mig til at gå med i pinsekirken igen, for at jeg kunne synge sammen med ham og spille guitar. I stedet begyndte jeg atter at komme i rigssalen. Når han kom hjem fra en weekend hvor han havde prædiket i pinsekirker, plejede han at vifte stolt med en tegnebog fuld af penge der var blevet indsamlet til ham. Han morede sig gerne over at folk gav ham så mange penge uden at han havde gjort noget til gengæld.
Med tiden begyndte min mindste dreng at følges med mig til møderne, og han blev en aktiv forkynder. Men min mand blev stærkt ophidset hvis jeg kom sent hjem fra møderne. En aften kom min dreng og jeg hjem ved titiden og fandt ud af at min mand havde låst os ude af huset, så vi måtte overnatte i bilen. Sådan gik det adskillige gange. Min mand havde et gevær liggende i sin bil, og når han greb mig i at læse eller studere, hentede han geværet og skød fire eller fem skud ned i gulvet under min stol. Når jeg kom ud i gårdhaven med læskedrikke, skød han mod flaskerne. Han forsøgte ikke at slå mig ihjel, men at drive mig til vanvid. Jeg bad til Jehova og bevarede fatningen, så det var ham der blev mere og mere ophidset.
En dag da jeg var ved at gøre mig klar til at tage til møde, spurgte han: „Har du virkelig tænkt dig at blive et af Jehovas vidner? Har du virkelig tænkt dig at rende rundt fra dør til dør og prædike?“ Jeg svarede: „Ja, det har jeg tænkt mig.“ Hans næste ord lød: „Du har fjorten dage til at komme ud af huset.“ Jeg flyttede derfor sammen med min dreng hen i et lille hus der havde stået ubeboet i årevis. Der var ikke indlagt vand, der var kun sparsomt møbleret, og penge havde vi ingen af.
Men det var en vidunderlig fornemmelse at være fri til at gå til møde uden at skulle være bekymret for om man blev låst ude af huset eller beskudt, og det var vidunderligt at tjene Jehova ved at forkynde fra dør til dør. (Apostelgerninger 20:20) Når jeg i forkyndelsen traf pinsevenner, mærkede jeg ofte dæmonernes tilstedeværelse; men Jehova hjalp mig altid når jeg bad: „Jehova, jeg ved at du er stærkere end dæmonerne. Jeg ved at du har magt til at hjælpe mig, og jeg har brug for din hjælp. Jeg har brug for din hellige ånd til at klare denne situation.“
I september 1976 og juli 1977 blev henholdsvis jeg og min søn døbt. Min søster er nu en indviet forkynder. Min moder har studeret og er begyndt at forkynde fra hus til hus. På den måde har min familie været til stor opmuntring for mig, samtidig med at jeg har fået rigelig hjælp fra Jehova og hans folk. Jehova har vist udstrakt tålmodighed med mig. Måtte han også være tålmodig med de millioner af andre som ’Guds venlighed søger at lede til sindsændring’. (Romerne 2:4)
Og det var blot ét af de tegn der forekom i den pinsekirke i Kentucky som min moder kom i. Kirkens medlemmer lagde stærk vægt på passagen i det 16. kapitel hos Markus, begyndende med vers 17, hvor der nævnes at disciplene skulle kunne tale i tunger, helbrede syge, tage på slanger og drikke gift. (Disse vers er muligvis uægte, da de ikke er medtaget i de ældste kendte bibelhåndskrifter.) Ikke alle pinsekirker lægger vægt på disse ting; men man føler uvilkårligt at Gud må stå i forbindelse med en kirke hvis medlemmer kan gøre sådanne tegn uden at komme til skade.
Vi flyttede til Indiana, og i 1953, da jeg var 12 år, blev jeg døbt. Jeg lærte at spille guitar og at akkompagnere de grupper der sang ved møderne. Jeg opfattede det som en del af min tjeneste for Gud — det er under sådanne former for sang at ånden kommer over pinsevennerne. Når ånden kom over mig og jeg talte i tunger, vidste jeg ikke hvad jeg sagde, men det føltes behageligt.
Selv tog jeg aldrig på slanger, men jeg husker en episode med slanger. Den indtraf en weekend hvor jeg besøgte den kirke i Kentucky jeg plejede at komme i. Ånden kom over en gæsteprædikant, og han tog en stor klapperslange frem af en medbragt slangekasse. Under høje udråb snoede han slangen om sin hånd. Jeg befandt mig på scenen bag ham sammen med dem der sang, og jeg husker hvordan blodet begyndte at sive ud mellem hans fingre. Derpå kom ånden over den prædikant jeg nogle år tidligere havde set bære glødende kul; han gik frem, tog slangen ud af hånden på den anden prædikant og lagde den tilbage i kassen. Manden der var blevet bidt, blev ikke engang utilpas. Jeg har imidlertid kendt tre som blev bidt af slanger og som døde af det, deriblandt min svigerfader.
Som 19-årig giftede jeg mig med en ung mand der blev regnet for frelst. Han var imidlertid ikke stærk i troen, om end jeg én gang så ham tage på slanger. Men hans ånd passede dårligt sammen med min. Et stykke tid var han aktiv i pinsebevægelsen, men så blev han passiv og begyndte at ryge og foretage sig andet man ikke gjorde i pinsekirken. Forresten var jeg foruroliget over den rolle ånderne spillede. Når pinsevenner kom i trance, blev de påvirket af forskellige ånder. Nogle ånder var stærkere end andre, nogle kunne ikke forliges indbyrdes, og nogle kæmpede endda mod hinanden.
Det kunne jeg ikke begribe meningen med. Det fik mig til at spekulere på hvorfor der fandtes så mange forskellige ånder. Jeg husker at jeg i al den tid jeg tilhørte pinsemenigheden bad: „Kære Gud! Dette er den eneste tro jeg kender som kan være den rette. Men hvis jeg ikke tjener dig på en måde der behager dig, Gud, vil jeg gerne vide det. Hvis dette ikke er den rette tro, så vis mig hvilken det er.“ Jeg bad denne bøn mange gange.
Det var mens jeg var gift første gang at jeg stiftede bekendtskab med bladene Vagttårnet og Vågn op! I 1962 var vi flyttet til Cincinnati, og Jehovas vidner kom til vores dør. Min mand kunne godt lide at tale med dem, men det kunne jeg ikke. Jeg blev i køkkenet når de kom. Min mand tegnede abonnement på bladene, men læste dem aldrig; det gjorde jeg derimod. Det gav mig dårlig samvittighed, jeg følte at jeg gjorde noget jeg ikke burde, men jeg kunne ikke lade læsestof ligge. Jeg kunne endda finde på at smide bladene i skraldespanden og så senere rode dem frem og læse dem!
Ved hjælp af Vagttårnet og Vågn op! fandt jeg ud af at jorden skulle bestå for evigt, og at der ville blive oprettet et jordisk paradis fyldt med retfærdselskende mennesker. Det var det mest betagende jeg nogen sinde havde hørt. Det gjorde et stærkt indtryk på mig, for pinsevenner tror ikke at jordens fremtid bliver sådan. Jeg kan huske at jeg læste om det jordiske paradis der skulle bestå for evigt, og tænkte: ’Det kan ikke passe!’ Hvor jeg nød det jeg læste. Men det var som om der blev udkæmpet en kamp inden i mig, og jeg tog spørgsmålet med i mine bønner. Til sidst bad jeg min mand om at holde op med at modtage bladene, og det gjorde han.
Min mand havde affærer med andre kvinder, og efter syv års ægteskab blev vi skilt. Jeg og mine to drenge flyttede ind hos Olene, en ungdomsveninde der var blevet gift med min onkel og som var datter af den prædikant der havde båret glødende kul. Hun sang fremragende, og vi tog sammen til pinsemøder og sang i forskellige kirker.
To gange er jeg blevet „helbredt“ ved håndspålæggelse. Den første gang var da jeg led af voldsomme blødninger efter en spontan abort. Trods blødningerne var jeg gået til pinsemøde, men jeg var så afkræftet at jeg var på nippet til at tage hjem igen. Så hørte jeg Olene og hendes fader begynde at synge, og ånden kom over dem. De tog hinanden om skuldrene og kom og lagde deres hænder på mig. Jeg besvimede med det samme. Da jeg kom til bevidsthed igen, havde jeg det godt. Blødningen var standset!
Anden gang var da jeg havde en mundlidelse. Jeg havde gået med kunstige tænder siden jeg var 15 år, og nu begyndte min gane at hæve. I cirka tre måneder måtte jeg undvære protesen og leve af flydende kost. Til sidst fik jeg nok og gik til lægen, som så mig i munden. „Det er ikke mig De har brug for; De har brug for en kæbekirurg,“ sagde han. Han oplyste at sygdommen hed papillomatosis og anbefalede en tandlæge.
Men jeg kom aldrig til tandlægen. Olene og jeg var nemlig på vej til kirken i Kentucky, og senere samme aften, mens jeg sang, blev jeg stærkt grebet af ånden. Olene lagde hænderne på mig, og jeg besvimede og sank sammen på gulvet. Efter at jeg havde genvundet bevidstheden, spyttede jeg noget ud der lignede tørt, tygget kød. Da jeg kom hjem, kunne jeg igen gå med min tandprotese, og siden har jeg intet mærket til mundlidelsen.
Olene læste meget i Bibelen. Kort efter at jeg var flyttet ind hos hende, kaldte hun mig ind i det værelse hvor hun sad og læste, fordi hun havde et spørgsmål. Hun læste i Prædikeren 1:4 (her gengivet efter Den danske autoriserede oversættelse): „Slægt går, og slægt kommer, men jorden står til evig tid,“ og sagde derpå: „Jeg vil gerne have at du forklarer dette skriftsted for mig. Vi tror ikke på det der står her. Hvad menes der med det?“ Jeg blev fuldstændig ude af mig selv.
„Sig mig, hvorfor er du helt ude af dig selv på grund af det skriftsted?“ forlangte hun at få at vide. „Det står i Bibelen, og vi har brug for at vide hvad det betyder!“ Hun fik forklaringen: „Jeg har læst om det i Vagttårnet og Vågn op!, og jeg ville ikke have at du skulle vide at jeg har læst de blade som Jehovas Vidner udgiver.“ Hun ville omgående opspore Jehovas Vidner.
„Det skal du ikke spekulere på,“ sagde jeg. „Hvis vi bor her længe nok, kommer de til vores dør. De finder altid frem til folk.“ Da jeg en dag to uger senere kom hjem fra arbejde, ventede hun mig i døren og smilede over hele ansigtet. „Kan du gætte hvem der har været her i dag?“ Det kunne jeg ikke. „Jehovas vidner! Jeg har aftalt et bibelstudium for os begge!“ Jeg var fuldstændig lamslået. Jeg var bange for Jehovas vidner og ville ikke studere med dem.
Men vi gjorde det nu alligevel. De indbød os blandt andet til deres møder. Olene ville ikke til møde, men det ville jeg. Jeg tog hen i rigssalen sammen med min mindste dreng, der dengang var cirka tre år. Da vi var færdige med at gennemgå ’Sandhedsbogen’ ved vort hjemmebibelstudium, var både Olene og jeg klar over at pinsekirken ikke førte den rette lære. Men Olene afbrød sit studium, og det gjorde jeg derfor også.
Det var i 1972. I 1974 blev jeg ringet op af Olene, som jeg ikke længere boede sammen med. Hun bad mig gifte mig med hendes fader — den mand jeg havde set bære glødende kul da jeg var seks og et halvt år gammel. Det var nu over syv år siden jeg var blevet skilt fra min første mand, og jeg giftede mig med Olenes fader i januar 1975.
Han boede i Kentucky, i nærheden af den pinsekirke jeg kom i som barn. Da jeg giftede mig med ham, sagde jeg til ham at jeg aldrig nogen sinde ville vende tilbage til pinsekirken, og at jeg ville slutte mig til Jehovas Vidner hvis jeg på noget tidspunkt igen sluttede mig til et trossamfund. Det gik han ind på; men vi havde kun været gift i nogle få måneder da han bad mig gå med til pinsemøde. Jeg gik med én gang, men kunne ikke holde ud at blive siddende til det var færdigt, for dæmonernes tilstedeværelse kunne kun alt for tydeligt mærkes på atmosfæren!
Jeg havde nu lært at Satan, hans dæmoner og hans tjenere her på jorden er i stand til at udføre tegn og undere, og at de kristne har en kamp at kæmpe mod disse dæmonmagter i det himmelske. (2 Mosebog 7:11, 22; 8:7, 18, 19; 2 Korinther 11:13-15; Efeserne 6:11, 12) Jeg havde også lært at de mirakuløse gaver som de kristne i det første århundrede besad, havde til formål at grundfæste kirken i dens spæde begyndelse, og at disse gaver ville forsvinde når apostlene ikke længere levede. Om tungetalens gave står der for eksempel: „Den vil ophøre.“ Nu er kærlighed, tro og håb grundpillerne i den modne kristne kirke. — 1 Korinther 13:8-13.
Min mand prøvede at få mig til at gå med i pinsekirken igen, for at jeg kunne synge sammen med ham og spille guitar. I stedet begyndte jeg atter at komme i rigssalen. Når han kom hjem fra en weekend hvor han havde prædiket i pinsekirker, plejede han at vifte stolt med en tegnebog fuld af penge der var blevet indsamlet til ham. Han morede sig gerne over at folk gav ham så mange penge uden at han havde gjort noget til gengæld.
Med tiden begyndte min mindste dreng at følges med mig til møderne, og han blev en aktiv forkynder. Men min mand blev stærkt ophidset hvis jeg kom sent hjem fra møderne. En aften kom min dreng og jeg hjem ved titiden og fandt ud af at min mand havde låst os ude af huset, så vi måtte overnatte i bilen. Sådan gik det adskillige gange. Min mand havde et gevær liggende i sin bil, og når han greb mig i at læse eller studere, hentede han geværet og skød fire eller fem skud ned i gulvet under min stol. Når jeg kom ud i gårdhaven med læskedrikke, skød han mod flaskerne. Han forsøgte ikke at slå mig ihjel, men at drive mig til vanvid. Jeg bad til Jehova og bevarede fatningen, så det var ham der blev mere og mere ophidset.
En dag da jeg var ved at gøre mig klar til at tage til møde, spurgte han: „Har du virkelig tænkt dig at blive et af Jehovas vidner? Har du virkelig tænkt dig at rende rundt fra dør til dør og prædike?“ Jeg svarede: „Ja, det har jeg tænkt mig.“ Hans næste ord lød: „Du har fjorten dage til at komme ud af huset.“ Jeg flyttede derfor sammen med min dreng hen i et lille hus der havde stået ubeboet i årevis. Der var ikke indlagt vand, der var kun sparsomt møbleret, og penge havde vi ingen af.
Men det var en vidunderlig fornemmelse at være fri til at gå til møde uden at skulle være bekymret for om man blev låst ude af huset eller beskudt, og det var vidunderligt at tjene Jehova ved at forkynde fra dør til dør. (Apostelgerninger 20:20) Når jeg i forkyndelsen traf pinsevenner, mærkede jeg ofte dæmonernes tilstedeværelse; men Jehova hjalp mig altid når jeg bad: „Jehova, jeg ved at du er stærkere end dæmonerne. Jeg ved at du har magt til at hjælpe mig, og jeg har brug for din hjælp. Jeg har brug for din hellige ånd til at klare denne situation.“
I september 1976 og juli 1977 blev henholdsvis jeg og min søn døbt. Min søster er nu en indviet forkynder. Min moder har studeret og er begyndt at forkynde fra hus til hus. På den måde har min familie været til stor opmuntring for mig, samtidig med at jeg har fået rigelig hjælp fra Jehova og hans folk. Jehova har vist udstrakt tålmodighed med mig. Måtte han også være tålmodig med de millioner af andre som ’Guds venlighed søger at lede til sindsændring’. (Romerne 2:4)
