Jeg fik ham.

Jeg skriver dette for at få jer der overvejer at bryde ud af jeres forhold for at være sammen med elskeren til at stoppe op og tænke.
Jeg var i forhold hvor vi havde mindre børn og det hele gik op i logistik og aftaler.
En sød og rar mand som intet ondt gjorde mig,men jeg kedede mig.
Og så på jobbet bliver jeg flirtet med og begæret og jeg tænder fuldstændig på denne mand og vi indleder et hedt forhold.Efter 6 måneder erklærer vi hinanden kærlighed og vil begge bryde ud af vores forhold.Modsat mange indlæg herinde,gør han faktisk alvor af det og bliver skilt efter 22 års samliv og jeg forlader mine børns far uden at se mig tilbage.
Vi er nu sammen på 7 år og er jeg så lykkeligere og var det det værd?? Set i bakspejlet,nej,vi sårede så mange mennesker i den proces,men var midlertidigt sindsyge af forelskelse og sex,så ænsede det ikke.
Han har ingen kontakt med sine voksne børn(de valgte mor) og mine børn vokser op og spørger mig hvorfor far og mig ikke ville bo sammen,det kunne have været sjovt,syntes de.
Og jeg har for altid frarøvet dem muligheden for at se deres far i et naturligt flow.
Jeg har det godt nok nu,men jeg fortryder virkelig det jeg gjorde dengang,kun for spændingens skyld,for andet er det jo ikke.
Så til alle jer derude der håber at drømmemanden/kvinden går fra partneren og kommer til jer,stop op,tænk 10 år frem om du stadig vil se tilbage og tænke at det var al smerten værd,for du kommer til at leve med det resten af dit liv.
Bare lidt onsdags blues herfra...

Jeg skriver dette for at få jer der overvejer at bryde ud af jeres forhold for at være sammen med elskeren til at stoppe op og tænke.
Jeg var i forhold hvor vi havde mindre børn og det hele gik op i logistik og aftaler.
En sød og rar mand som intet ondt gjorde mig,men jeg kedede mig.
Og så på jobbet bliver jeg flirtet med og begæret og jeg tænder fuldstændig på denne mand og vi indleder et hedt forhold.Efter 6 måneder erklærer vi hinanden kærlighed og vil begge bryde ud af vores forhold.Modsat mange indlæg herinde,gør han faktisk alvor af det og bliver skilt efter 22 års samliv og jeg forlader mine børns far uden at se mig tilbage.
Vi er nu sammen på 7 år og er jeg så lykkeligere og var det det værd?? Set i bakspejlet,nej,vi sårede så mange mennesker i den proces,men var midlertidigt sindsyge af forelskelse og sex,så ænsede det ikke.
Han har ingen kontakt med sine voksne børn(de valgte mor) og mine børn vokser op og spørger mig hvorfor far og mig ikke ville bo sammen,det kunne have været sjovt,syntes de.
Og jeg har for altid frarøvet dem muligheden for at se deres far i et naturligt flow.
Jeg har det godt nok nu,men jeg fortryder virkelig det jeg gjorde dengang,kun for spændingens skyld,for andet er det jo ikke.
Så til alle jer derude der håber at drømmemanden/kvinden går fra partneren og kommer til jer,stop op,tænk 10 år frem om du stadig vil se tilbage og tænke at det var al smerten værd,for du kommer til at leve med det resten af dit liv.
Bare lidt onsdags blues herfra...

endnu et bevis på man ikke skal stole på en pige man er i "forhold" med, lige pludselig skrider hun bare. Så alle mænd der læser med,lyt til et godt råd: involver Jer aldrig for dybt i forholdet til den I tror er kæresten, lige pludselig skrider hun bare, og så står du der med håret i postkassen. Så hold en følelesesmæssig distance til den I tror elsker Jer, det er bare narrespil og blålys det hele.

Hej
Tak for dit indlæg. Det burde nærmest være en "sticky" i furum om utroskab. Det var en meget meget interessant vinkel at få med.

Hej
Tak for dit indlæg. Det burde nærmest være en "sticky" i furum om utroskab. Det var en meget meget interessant vinkel at få med.

Helt enig der! 😉

Kede sig i et forhold, er vel ikke kun den enes skyld, jeg er enig i at man bør blive og arbejde for forholdt, idet det skulle du også efter noget tid med den nye mand, men gider nu ikke kede sig som alternativ til at gå fra hinanden, kom nu lidt ind i kampen om at få livet til ringe, i stedet for at sætte jer hen og se "vild med dans" indtil i har rollator?

Jeg er ret overbevist om at havde Birgit her IKKE fulgt sin lidenskab, og ikke var gået efter manden men pænt var blevet i sit kedsommelige ægteskab, så havde vi fået et lige så fortrydende indlæg. En advarsel til dem, som valgte at blive i ægteskabet 'for børnenes skyld' som det hedder. Nogle mennesker ender bare altid med at fortryde deres handlinger, fordi de ikke magter livets udfordringer optimalt.
Jeg har et meget sørgeligt udfald af sådan en historie, hvor manden blev i ægteskabet for børnenes skyld, altså hvor far og mor spillede lykkelig familie komedien for børnene og alverden. Det gik ikke så godt, for i længden kan man jo ikke lyve, og børn kan man ikke snyde - de ved hvad som foregår, og tager om nogen en syg families problemer på sig. Det ene barn i denne familie - den ældste - er nu alvorligt psykisk syg. Hun var velfungerende og kernesund ellers, men de problemer det gav at far og mor blev sammen for at holde familien intakt kom til at præge hende negativt.
Det kan godt være at datteren ikke har skubbet sin far fra sig (nu hvor han blev i ægteskabt) men hun har så sandelig taget psykisk skade af at opleve sine forældre kæmpe for en kærlighed, der ikke længere har gnisten i sig. Den materialisme der ofte holder et vingeskudt ægtepar sammen, tror jeg er endnu værre for børn at opleve, end et brud som beror på ærlighed og kærlighed til en ny partner. Man kan ikke lyve for børn, de tager de voksnes smerte på sig.
Så er Birgits og hendes nye mands børn sunde og raske, så glæd jer over det. De skal nok kommme helt tilbage, og har da heller ikke ret til at blande sig i forældrenes følelsesliv. Det er at give børn en usund magt over deres forældre. En magt mange forsmåede mødre ofte bruger, for at holde på deres utro mand.

Jeg føler mig til gengæld overhovedet ikke overbevist om, at hun partout måtte skrive en ligeså fortrydende indlæg, var hun blevet i forholdet.
Life is a rollercoaster.
Min kone og jeg var efter 10 års "leverpostejsforhold" tæt på at blive tilføjet skilsmissefamiliestatistikkerne, så tæt på som man næsten kan være. Dagene var SÅ ens at man skulle tro det var løgn, på den måde går årene bare med raketfart i samme trommerum og pludselig ser man at man er blevet ældre og føler "nu er der sgu ikke længe til at jeg skal kaldes en gammel nar" mens eens liv blot går i tomgang dagligt. Vi var rygende uenige om alt og talte til sidst ikke sammen, hvilket vores små børn kunne MÆRKE, selvom vi ikke talte hård til hinanden i børnenes nærværd (klog af skade efter egne forældre, som valgte at blive i kernefamilien efter 15 års daglige skænderier, hvilket ikke var sundt for MIG, selvom de har det fremragende idag, 25 år senere).
Men vi fik vendt skuden, da vi ved 2. betænkning hver især fik samvittighedkvaler med børnene. Ikke via parterapeutisk skidtsnot (meget af det har jeg ikke en tøddel tiltro til), men simpelthen blot ved at GØRE ting og SIGE ting, som vi hver især kunne LIDE og ikke mindst STÅ VED DET. Da vi begyndte på dette, var det som at blive nyforelsket igen. Eksempler: at lade børnene blive ved bedsteforældrene for at tage til punkkoncert sammen, en forlænget weekend til Berlin, dyrke spontan sex i en offentlig skov en hed sommerdag. Bare fordi man har børn, så behøver dagene ikke at ligne hinanden, så man til sidst falder i ét med væggene.
Idag er jeg STOLT af at vi tog en 2nd oppinion og glad for min egen kernefamilie. I det offentlige billede er den gode kernefamilie blevet "utrendy", men det er netop blot fordi folk tænker "leverpostejsforhold-i-campinghabit-med-matadormix-foran-alteret-hver-fredag-aften".
Mit råd: det starter med én selv, man kan IKKE skyde skylden på sin partner, selvom partneren virker nok så kedelig og man selv synes man er spændende og begynder at hverdagsdrømme blot fordi man pludselig får et sødt kompliment af en fremmed. Det gælder om at se sig selv i spejlet og gøre noget helt RADIKALT ved SIG SELV og sin EGEN tilværelse. Ikke ved at flygte og tage sine kedeligheder med sig over i et andet forhold. Men ved at blive i forholdet og DYRKE det. På den måde bliver man en bedre partner.
Hvis ikke man gør det, så kan man sidde i nok så mange nye forhold og fortryde nøjagtigt det samme, fordi man ikke SELV ændrer sig.
Derfor:
Tænk NYT
Tænk med KANT
Hver dag.
Det lønner sig tusindfold. Lev dagen - Carpe Diem. Så er kernefamilien ingen dødssejler.

For omtalte indlæg viser jo netop at mænd også skrider.

Så hvis du skulle vælge at skifte over til mænner som sengepartner, så må jeg bedrøve dig med at de skrider også. 😕
LOL

Det er netop det der er svaret.
For "nissen" flytter med [:X] , hvis den ikke bliver konfronteret.

Jeg er meget enig i din konklusion, at det hele starter med een selv. Man er jo en del af forholdet, men alligevel er der mange der kæmper alene (sådan føles det altså for nogen) for at få partneren mere opmærksom omkring forholdet.
Jeg er stadig overbevist om at netop denne kvinde ville have fortrudt, hvis hun var blevet i sit gamle forhold. For hun har nu fulgt lidenskaben og haft vidunderlige oplevelser med den nye partner. Men elligevel efter 7 år er hun så begyndt at fortryde, fordi kedsomheden indtræffer - gab 😖
...og problemer med store børn der tager parti imod den utro part fylder mere. Så hvis der intet er lært, mht. at forholde sig åbent og levende til hverdagen, men der hele tiden skal være en udefrakommende anledning til at elske sit liv og sin partner i hverdagen, så fortsætter mønstret. Måske deraf man siger "en gang utro altid utro" ?
Jeg synes det er synd vi ikke åbner mere op i vores ægteskaber. En forelskelse i en anden skulle kunne udleves uden forholdet til den man elsker gennem mange år behøver at ødelægges. Så vi hænger stadig fast i smerte og ulevede længsler med løgne og fortrængninger som følge. Noget børn kan mærke om nogen. Om 50 år tror jeg det bliver nemmere at elske flere uden den 'nødvendige' kærlighed (den partner man elsker gennem mange år sammen) skal ødelægges.
Min mand er min 'nødvendige' kærlighed - men jeg længes stadig i perioder efter min elsker.
Jeg har hørt at alle utro længes efter elskeren/elskerinden ved højtiderne og helst ville være sammen med dem. Det er jo et dobbeltspil der vil noget i denne søde juletid 😉

Jeg synes det er rigtig trist at læse, at du er sammen med en mand i dag, hvor det kun var spændingen der styrede dit utroskab. Du er flyttet sammen med denne mand uden at du var forelsket eller elskede ham. Lige præcis dette forstår jeg ikke, hvad der gør du vælger at flytte sammen med en, og stadigvæk er sammen med ham i dag, kun for spændingens skyld.
Var det alt dette værd skriver du set i bakspejlet, nej skriver du, men det var jo det værd den gang ellers havde du jo ikke gjort det. Vi kan alle se os tilbage, at der var noget vi kunne have gjort anderledes, så havde vi måske fået et mere rigtigere resultat, men det ved vi jo ikke, fordi du gjorde jo lige præcis det der var rigtigt for dig den gang, nemlig at være utro kun for spændingens skyld og ydermere flytte sammen med en mand kun for spændingens skyld. Du opgav din eksmand for spændingens skyld, så er spændingen jo også vigtigere end trygheden og det at leve op til en norm familie.
Der er ingen garantier her i livet, og tænker du måske sidder og fortryder fordi du nu keder dig igen. Det gode ved det er, at nu har du erfaring i hvad der gik galt sidst og nu ved du hvad du har mulighed for at gøre hvis du vil det forhold du er i. Spild af tid at fortryde, men du skal have lært af dengang.
Jeg er en af de mange som gik ud af mit ægteskab efter 20 år. I de sidste åringer af ægteskabet nåede jeg at være utro med den sammen mand i 2 ½ år, nej jeg fortryder ikke, fordi han var den der fik mig til at tro på jeg var noget. Jeg gjorde det fordi det var rigtigt på det tidspunkt, men tror jeg på utroskab, nej det gør jeg ikke og mener også man har mistet noget af det mest værdifulde i et ægteskab og det er tillid og respekt, og har man først mistet det, så er der ikke så meget mere at bygge på. Kan man elske en man ikke respekterer det må være svært 😖
Jeg har også mistet en del fra mine voksne børn, så tro mig jeg ved godt hvor ondt det gør at miste det mest værdifulde i ens liv. Jeg har ikke mistet dem, da de kommer fast en gang om ugen og spiser sammen med mig, så jeg kan principielt ikke klage. Men til gengæld kunne jeg tude mig i manglende selvtillid når de ikke engang gider at købe en gave til mig til min halvtreds års fødselsdag, fars nye kæreste som de dårligt kender får blomster. Ja jeg ved hvor ondt det gør, og jeg tænker også nogle gange var det virkelig det hele værd, ja bliver jeg nødt til at sige, fordi var mit ægteskab det jeg ønskede så havde jeg aldrig været utro. Det er altid en grund til utroskab, og det er en manglende at få sine ønsker opfyldt, som kun den enkelte ved hvad er. Er det ærgerligt at et ægteskab går i stykker især når man har børn ja det er ærgerligt og det gør ondt at gå, men det gjorde også ondt at blive i noget der ikke var godt nok. 95% af tiden er jeg mere tilfreds idag end da jeg var skilt, og så mangler jeg nogle af de meget værdifuldt ting for mig, som jeg måtte sige farvel til.
Hvis jeg skal tænke i hele pakkeløsningen, så vil jeg sige at alt i alt, så har jeg ikke fortrudt min skilsmisse eller utroskab. Er det rigtig ægerligt at begge dele blev nødvendigt for at jeg ikke blev ved med at være mig selv utro, selvfølgelig, fordi mine drømme om det perfekte ægteskab og forhold brast den dag jeg valgte at blive skilt. Jeg tror der er mange der vælger at blive skilt synes det ikke var den bedste løsning, men den var nødvendigt for selv at overleve.
Børnene overlever jeres skilsmisse, så længe du står inde for den og de ved du gjorde det der var rigtigt for jer på det tidspunkt, men vakler du i den tro, så vil dine børn også vakle fordi de afspejler dine handlinger og dine drømme uanset om vi tror de kan læse os eller ej, så er de følsomme de børn, de ved godt om vi har det godt eller skidt. Man skal aldrig blive sammen for børnenes skyld, fordi det kunne også have fået uhensigtsmæsige følger som du ikke ønsker, og det skrive jeg fordi jeg er en af de børn som voksede op med begge mine forældre, men elskede de hinanden, nej, så man skal huske man viser vejen for sine børn og de forventninger de kan stille til ægteskabet, når det en gang bliver deres tur. Jeg siger kun at jeg ønsker mere for begge mine forældre og jeg ønskede da jeg ar barn at de blev skilt. Ønsker du ikke det bedste for dem? og det bedste ved de kun bedst selv hvad er for dem lige som du gjorde som du gjorde fordi det var det rigtige for dig på det tidspunkt, så hvad gør at du bruger tid på at fortryde????
Jeg ved ikke hvor mange der kan se 5 eller 10 år frem i tiden, jeg kan ikke. Selvfølgelig kunne jeg lave mig nogle drømme og nogle håb, men helt ærlig det er ikke andet. Vi kan ikke få alt her i livet, men vi kan få det så mest rigtigt som muligt for os selv og for dem der betyder noget for os. Vi skal leve i den virkelige verden og ikke i drømmeverdenen, for lever vi i drømmeverdenen, så glemmer vi at leve.
Var du blevet i ægteskabet havde du sandsynligvis bare været utro med en anden, og du havde måske drømt om ham der fra dit arbejde resten af livet som gav der noget helt specielt, så brug ikke tiden på fortrydelse så mange år efter, men brug det som noget lærerigt i dit liv og den erfaring du har tilegnet dig.

Vil vi gerne vide.

Jeg gik da fra min kone, jeg kedede mig,hun var 2 år om at glemme mig,man har det meget bedre som single,kan mere gøre som man vil.. I Virkelig heden er det lige megt hvem der går fra hvem, men læg mærke til at i skuespiller kredse er det altid Kvinden der går fra Manden..af en eller anden grund..
Man skal bare sørge for at få nogle børn ellers bliver vi overhalet af anden kultur som produktcerer masser af dem..forøvrig uden at vide hvad De skal stille op med dem.

Nej, nej da.
George Clooney smutter da først. Han er en uforbederlig singel, og enhver kvinde der tror hun kan lave det om. Må lære det på den hårde måde at det kan hun ikke. ;)

Altså - mindre børn er logistik og aftaler. At din mands børn har valgt ikke at se ham, er meget trist, men sikkert ikke din fejl.
Du er i et nyt forhold - se dig ikke tilbage, ellers ødelægger du det!

Min mand er min 'nødvendige' kærlighed - men jeg længes stadig i perioder efter min elsker.

Tja, hvis din mand er decimeret til "en nødvendighed", så giver din øvrige smøre jo ræson!! I rest my case, siger jeg bare....
Jeg vil blot anbefale dig: Prøv at genopdag din mand, eller "dit fundament" (sådan må det vel tolkes), så kan det være du genoplever forelskelsen - eller måske ligefrem oplever den for første gang? (I er måske bragt sammen pga. "nødvendighed"?) Læg mærke til: Det behøver ikke at være HAM der behøver at flytte sig, for at DU bliver betaget af ham igen - fik du den? 🙂 Det var egentlig min pointe i forrige indlæg 🙂
Fine komplimenter og fristelser fra fremmede ude i det pulserende liv er under tiden også en del af min dagligdag, det indrømmer jeg gerne. Men jeg lever efter devisen "samle appetit ude - spise hjemme" og bruger den opsamlede energi på min partner og familie. Det lønner sig tusindfold - i stedet for at leve livet halvt, som giver så mange dilemmaer og genvordigheder og det er der jo ingen grund til. [sun] [l]

Ikke så vred 😖
Jeg skriver blot ærligt om, hvad der rører sig i de fleste ægteskaber. Vi er ikke altid 100% til stede, men har også et indre følelsesliv, der slet ikke vedrører den partner vi elsker og lever sammen med. Og sådan er det at leve i et længerevarende parforhold åbenbart. Og det hvadenten folk fortrænger det for at fastholde ideen om den eneste ene eller for at fastholde partneren i troen at man KUN elsker ham eller hende. Men virkeligheden er jo en helt anden, og det ved de fleste der tør være ærlige også.

Mænd har gennem tiderne været personligt engageret og optaget af kvinder gerne samtidig med de levede sammen med en kvinde. Generelt tænker mænd ikke kun på deres koner eller kærester følelsesmæssigt/erotisk - du gør heller ikke - ofte bliver de uopmærksomme og tager konen for givet! Bemærkningen om at "få appetit ude og spise hjemme" (sjovt nok en mandebemærkning) er den største fake i mange parforhold, og netop med til at aftænde kvinden i forholdet, fordi kvinder udemærket kan mærke om manden er optaget af hende personligt eller hun blot er et middel til hans tilfredsstillelse. Stor forskel her og måske medvirkende til moderne frie kvinder vender opmærksomheden mod andre mænd, fremfor at være optaget af OM deres mænd nu også elsker dem nok - den sidste rolle er heldigvis ved at uddø med kvindens frisætning. Men denne nye kvinderolle kan blive fatalt for ægteskabet, for så mister manden kvindens store hengivenhed og intimiteten forsvinder efterhånden - kvinden gir sig nemlig ikke hen til manden mere, for hun føler sig ikke som et elsket subjekt, når hun oplever sig som en manden elsker som vane (tryghed) fremfor en kvinde han gør sig umage for at bejle til og erobre.
Kvinden tænder jo især på mandens begær, men husk lige det er først og fremmest den mand hun elsker. [l]
For sådan er det for næsten enhver kvinde (alle jeg kender til) , indtil hengivenheden forsvinder - når hun skuffes og oplever sig selv sat på en hylde, som mandens tryghedsbase f.eks. en han ikke føler han længere skal/har lyst til at erobre. Kvinden er langsomt forvandlet til hans moar og madonna - elskerinderollen tildeles andre kvinder.
Men i længden mister manden sin kvinde, når hans opmærksomhed (appetitvækker) er på andre kvinder.
Jeg fordømmer overhovedet ikke manden her, siger bare at sådan er det, og det er kvinder nødt til at indse, så de ikke krampagtigt forsøger at holde deres ægteskab i live på falske betingelser.
At kvinder nu er vågnet op, og har lært af mænd ser jeg som en stor ting, altså hvis vi herefter kan komme videre sammen og ikke mister kærligheden. Min mand tog mig for givet, jeg mistede hengivenheden for ham til sidst, og vågnede som kvinde igen, da jeg mødte min elsker. Stor passion, som jeg stadig har for ham [l]
Så det frigjorde mig i mit ægteskab, og det har så sandelig fået min mand til at vågne op. 😮
Havde jeg ikke fulgt passionen og givet mig selv lov til at føle og elske en anden mand, så tror jeg mit ægteskab stille og roligt var afgået ved døden. Nu kan jeg sige han er min (vi er hinandens) 'nødvendige kærlighed', forstået på den måde, at han er for mig det, som kvinden gennem årtusinder har været for deres mænd - en tryghed, en daglig god base og kærlig ven. En mand jeg elsker med fordi jeg holder af ham - ikke nødvendigvis fordi han tænder min lidenskab, for det er et overstået kapitel. Han er min nødvendige kærlighed, fordi vi passer så godt sammen i livsindstilling og levemåde og har en stor kærlighed til hinanden.
Så mit svar på om det har været et arrangeret ægteskab - nej det har været lidenskab og facination fra dat ét. Eller vi skal genopdage hinanden - nej det er så krampagtig en proces, som parterapeuter tjener kassen på, og en energisluger jeg mener folk kun kaster sig ud i, fordi de jagter et ideal de skal leve op til - ofte for børnenes skyld. Men hvad vedkommer forældrenes følelsesliv dog børnene? Jeg har aldrig kunnet forstå hvorfor børn skal indblandes her, og de tillader sig at tage parti for den ene forældre - i et anliggende der overhovedet ikke vedkommer dem!!!
Men det er forældres egen skyld, hvis børnene har fået så stor følelsesmæssig MAGT i familien, at de kan sætte sig til dommere i sager de dybest set ikke kender til eller forstår. Børns følelsesmæssige magt (og deres gøren brug af samme) er desværre årsag til mange fortsætter i et ulykkeligt ægteskab.
Håber dette var svar nok på dit lidt fordømmende indlæg 😉

OP skriver at mange mennesker blev såret i processen. Det er ikke nødvendigvis skilsmissen der sårer partner, børn og øvrig familie, men utroskaben gør ganske sikkert. Bedraget er det sværeste at tilgive. Det er muligt, at forstå og tilgive at ens nærmeste ønsker sig noget andet af deres liv end det de har, men bevidst løgn, bedrag og manipulation kan tage lang tid at komme sig over. Derfor reagerer mange børn også voldsomt på skilsmisser baseret på utroskab.
Jeg synes det er helt OK ikke at fortryde skilsmissen, kom videre, men jeg bliver lidt ked at se, at utroskab, løgn og bedrag ikke kan udløse fortrydelse.

Du har så ret, så ret. Hvis ens forhold ender med, at begge til sidst bare sidder og "kigger på hinanden" eller på fjerneren hver dag uden at der ellers sker noget, så er det dømt til at mislykkes. Man skal ud og møde nye mennesker - ikke familien, ikke venner som man kender godt, ikke arbejdskolleger, men helt nye mennesker af racen homo sapiens. Man skal med andre ord "tvinge" sig selv igang med at være mere udadvendt, at åbne op mod omverdenen, at søge nye fælles oplevelser sammen med sin kone/kæreste. Men det starter ved een selv. Altid.

Det er bare endnu et bevis på at man skal ikke stole på nogen der kan bøde i 5 dage uden at dø.
Jeg VAR så naiv at tro sidste år at der nok var en anden end min eks i verden et sted. 9 ud af ti vil også gerne... under en halv vil give mig deres nr, og kun 1 ud af tusinde vil give mig deres adresse.
- og har så forbehold som fx ikke at bo uden for kbh eller Odense. Derfor ender pigerne som veninder. Jeg kan ikke bruge en pige til noget som ikke er villig til at flytte. Og til Kbh og skal jeg aldrig. Jeg har en tandlæge derinde, men jeg er glad for at komme ud igen.
Det hele samlet set gør at det er bedst at have veninder (og nogle med plus) fremfor en fast kæreste. Sidst jeg havde fast kæreste kostede det mig mere end 400.000 kr og så virker 500 kr til en prostitueret af virkelig lidt ;)
God fornøjelse... har lige talt med jobcenteret.. altså personligt... Uha... da...

😃 😃 😃
Kærlig hilsen Albert Johansen

Hej og tak for historien om din fortid i Hundested osv ;)
Jeg bliver nok aldrig "klog på kvinder" så derfor er det mest praktisk, bare at have dem sådan "her og der"....

Jeg elsker en masse piger, og har masser af veninder, men derfra til og være kæreste eller have en kone... nixen ;😉Jeg skal ikke gå "den!" vej en gang til...
Men derfor elsker jeg stadig alle pigerne ;)
Lige et lille pift her i nytåret... En helt fremmed person sagde "hej" til mig ude på cykeltstien, og det er ikke normalt! Så jeg returnerede naturligvis med et "hejsa!"... Og i Toget så jeg en sød lille hund og faldt i snak med ejeren, og en pige som sad ved siden af ;)
Syndt jeg ikke fik nummeret, men mon ikke hun kører i tog igen i morgen ;)

Sikke da en fantasi, du der har dig 😃 😃 😃
Kærlig hilsen Albert Johansen

et stærk indlæg, med mange stærke meninger.
farlige meninger?
hvis alle tænkte på den måde så var der intet der hed ægteskab:)
www.vonbale.dk