Jeg er sønderknust

Jeg havde regnet med at det ville ske, havde tænkt tanken et par gange eller mere.
Hvordan kan livet være så ondt?
Hvorfor skal man få en kærlighed man føler er ægte blot for ikke at turde håbe den er ægte. Så efter lidt under en måned begynder man alligevel at tro på at lykken er kommet til en.
Så går der lidt under en uge og BUUUM...
Tristheden sænker sig over mit hjem, over min krop, min sjæl.
De brændende flammer af kærlighed er blevet til fortærende flammer af sorg...
De æder langsomt al den lykke jeg havde og efterlader et ætsende hul der langsomt ødelægger min fysiske krop.
Smerter, knugende smerter i maven.
Smerter, ulidelige smerter i hovedet.
Hvornår stopper det. Åh gid at det dog ville stoppe...
Stop nu jeg beder dig af hele mit hjerte om at få fred...
Min historie lyder som følgende...
(af hensyn til diskretion vælger jeg at bruge opdigtede navne og opdigtede interesser og aldre)
-------
Jeg var single i tre år før jeg mødte Morten. Jeg var på det tidspunkt sikker på at jeg ville ende som en trist og grå gammeljomfru... Selvom jeg kun er 25 år.
Jeg brugte min fritid på at tegne og male, da det afledte mine tanker fra den store bekymring om at jeg aldrig ville finde mig en dejlig kæreste som jeg virkelig ville være forelsket i...
Jeg brugte næsten al min fritid på at tegne og male og fik lavet nogle utroligt flotte malerier på store læreder og tegninger jeg også fik ind på Internettet, som alle de der så det var helt vilde med. Mine drømme og ønsker var da også at få dem solgt og en dag at kunne leve af at tegne og male...
Jeg mistede alligevel modet efterhånden da det er svært at leve af kreative ting...
Men så blev jeg kontaktet af en mandlig maler der havde set mine tegninger på internettet. Han ville gerne mødes så han kunne se mine malerier, da jeg kun havde scannet mine tegninger ind...
Jeg indvilligede i at mødes og første gang jeg så ham fik jeg næsten et chok over hvor godt han så ud...
Godt nok var han 47 år og derfor 22 år ældre end jeg selv, men han så yngre ud og jeg følte mig meget tiltrukket af ham...
Han blev straks betaget af mine malerier og sagde at han kende en med et galleri som muligvis ville udstille mine malerier sammen med hans egne...
Jeg blev ellevild og vi aftalte at mødes igen for at male samtidig så vi hver især ville have nok malerier.
En dag havde jeg en ualmindelig stor lyst til at holde om ham og kysse ham.
Han havde tit holdt lidt længere tid om mig end nødvendigt når vi krammede og nogen gange havde hans læber strejfet mine kinder...
Nu vendte han sig mod mig og så mig i øjnene. Han rakte sin hånd ud mod mig og aede mig på overarmen. Han spurgte om det gjorde noget, jeg sagde at det kun var rart.
Han trak mig ind til sig og kyssede mig.
Den aften elskede vi med hinanden som to der har savnet længe, hvilket vi også begge havde...
I en måned varede vores forhold, hvor vi mødtes, elskede og malede...
Så for to dage siden talte vi om at det ikke var rigtigt... Jeg græd og han sagde at vi stadig var venner og kunne male og tjene penge på at udstille sammen...
Vi skal stadig mødes og male, men vi er kun venner, ej kærester...
Han vil ikke have børn, jeg vil have børn...
Det vil aldrig gå...
Men jeg elsker ham og vi skal snart mødes som venner, jeg håber jeg kan klare det
Jeg er bare ked af det, selvom han mener vi kun er blevet beriget i så at være venner.
Mænd kan være hårde, men han er også en del ældre jo...
Jeg håber konstant en biip biip på min mobil fortæller at han savner mig og har fortrudt, at han godt vil giftes og have børn...
Men det sker jo aldrig, det ved jeg jo godt


-------

Er du trist så tænk på et tal.
*FB* - der ønsker en god jul

smut ud og få dig noget trøstespise fede

Men ... Når du er kommet dig over den akutte sorg, er jeg sikker på, at du vil erkende, at der ingen fremtid er for dig i en mand på 47, der ikke vil have børn.
Find du hellere en jævnaldrende, sød fyr, som er parat til at bygge en fælles fremtid med dig.
Du lyder ikke som en pige, der finder den rette kæreste i byen - så led et andet sted. På højskoler, i sportsklubber eller måske på nettet.
Held og lykke. Og god jul, trods alt.

Meget enda...
Jeg nåede at få følelsen af mere end forelskelse, og han havde det på samme måde.
Vi var begge utrygge ved aldersforskellen og måtte tænke meget over det, men vi blev enige om at kærlighed ikke har alder...
Selvom der ikke er mange der kan forstå det.
Det gør ondt

Det gør altid ondt, men du kommer
ovenpå igen!
Et gammelt ordsprog; Tiden læger alle sår.

Jeg tvivler ikke på, at du stadig er forelsket og at det gør ondt på dig.
Men som jeg skriver: "Når du er kommet over den akutte sorg". Det er den fase, du er i nu.
Men tro mig: Mange andre før dig - blandt andet jeg selv - har prøvet det samme. Og vi har alle troet, at vi aldrig kom os og at sårene aldrig ville heles. Men det gør de!
Husk, at når Gud lukker en dør, sørger han altid for at åbne en anden.
Du skal bare finde den åbne dør...

For jeres varme tanker, det er rart at læse, selvom det ikke hjælper her og nu, men alligevel :-)

hvad med at male tage og vinduer, istedet for det klatmaleri, selv aber kan male såkaldte kunstværker.
han vil skide på dine malerier, han ville bare have sex, og du var modtagelig for hans sleske ord.
at dine malerier kommer på galleri, betyder ikke, at de er noget værd, det drejer sig kun om profit til indehaveren.
kunst er et misbrugt ord, det betyder bare kunsten at sælge lortet, for år tilbage sked en kunstner i dåser, som blev solgt som samlerobjekter, indtil dåserne rustede.

Som sagt er interesser, navne og aldre opdigtede for at kunne være helt anonym, men virkeligheden er nogenlunde derhenad, samme følelser og skæbne...
Han ville ikke kun sex, det ved jeg 100%. I kender ham ikke som jeg gør og han og jeg havde mere end sex, også andre ting, derfor ved jeg det.
Men jeg forstår godt I tænker det, for det ville jeg også selv gøre hvis en anden havde skrevet indlægget og jeg så havde læst det...
Men som sagt ved jeg det, ikke blot fordi jeg er blændet...
Ja kunst handler i dag om penge, desværre. Når ens lidenskab er at tegne og male, men det er jo også dem der vil købe det og som nyder det der er de vigtigste og de findes :-)
Jeg håber snart min sorg bliver mindre så han og jeg kan male sammen igen, for jeg savner ham meget og vil gerne være venner med ham, selvom det bliver svært de første par gange vi mødes og skaber malerier sammen...

er i virkeligheden forståeligt nok, hans alder taget i betragtning, især hvis han ikke har nogen i forvejen.
Da det er et dybt og forståeligt ønske hos dig, at ville den gave, det er at få børn, kan jeres forhold simpelthen ikke lade sig gøre. Hvis du tror du kan få ham omvendt, så gør du regning uden vært. Det kan du IKKE.
Og DERFOR skal du arbejde godt med dig selv (og jeg VED det er svært), for at slippe ham i dine tanker. Du må nemlig ikke give slip på, din egen drøm om at få børn. Den med at "når Gud lukker en dør, åbner han altid en anden" er god og positiv, synes jeg, også selvom man ikke er troende.
Pas godt på dig selv og glæd dig til lysere tider, både for dig selv og fordi dagene nu bliver længere igen!