Jeg er såååå træt af min mor efterhånden.

Min mor og jeg har et meget underligt forhold.
vi skændes meget i periode, og andre gange er alt godt.
Men jeg ved ikke hvad jeg skal stille op.
Det forholder sig sådan at hvis mig og min mor er oppe og skændes, så skal hun altid fortælle det, til hele familien hendes kæreste og nærmeste venner. Og så skal jeg altid høre på hvor dårlig en dreng jeg er, og så videre. Og jeg synes det er så uretfærdigt, da folk så kun hører historien fra hendes side. For min mor er virkelig urimelig. Eller selvfølgelig mener jeg det.
Men jeg har også en lille søster (10 år) og jeg selv er 15. Men min lillesøster bliver forgudet, får sin vilje, får tøj og legetøj,og hun ofrer mere for min søster.
For eksempel gider min mor næsten aldrig at køre mig nogle steder hen. Medmindre det er mit arbejde, men hjem til min kæreste, der vil hun aldrig køre mig, og der er 12 kilometer. Det skal siges vi bor i en meget lille by, hvor der er en bus rute, der kører cirka en gang i timen.
Men min søster tilgengæld, hende kan hun godt køre alle mulige steder hen. Min søster er også model i København, og vi har cirka 100 km til KBH, men der vil hun gerne kører hende frem og tilbage. Skønt min far også bor i KBH, men hun kører mig aldrig nogensinde. Der skal jeg tage bus eller tog.
¨Yderligere giver hun mig aldrig tøj, jeg har ikke fået tøj siden 6 - 7 klasse, hvor jeg stoppede med at gå i H&M. Heller ikke noget til mine andre hobbier. Jeg spiller trommer, og hun har aldrig betalt noget som helst til mit trommesæt.Og fodbold, der skal jeg altid have de billigste fodbold støvler og så videre, selvom dengang jeg var mindre var den bedste på holdet, og gik til alt muligt talentfodbold. Og dengang boede hun sammen med en, så der var reelt to indkomster.
Jeg går i skole 30 km fra vores by, mit buskort betaler hun dog, 300 om måneden. Men ellers er der kun det og mad. Skønt hun får børne penge fra kommunen, fra min far, og min lillesøsters far HVER måned.
Og så er hun en fucking kæmpe brokrøv.
Hun har en kæreste i Roskilde hun tit besøger, cirka 2 gange om ugen.
Så her i weekenden var jeg alene hjemme. Jeg lavede mad, gjorde rent efter mig, tømte opvasker, sorterede vasketøj og ryddede op på mit værelse. Så da hun kom hjem for et par timer siden, er det FØRSTE hun siger da hende og min søster kommer ind, er Du skal lige komme herud og fjerne den pose i gangen. Jeg siger jeg kommer om lidt når min serie er ved at være færdig.
Ind i stuen kommer min søster, og spørger om hun ikke må se DR ramasjang, jeg siger nej jeg ser det her. Og så begynder hun at irritere mig, og hoppe rundt, ånde mig i hovedet, og spytte (ved et uheld tror jeg) Så derefter slukker hun fjernsynet. Jeg tager batteriet fra boxeren, og tager det med mig for sjov, hvor min mor går helt amok over at jeg gør sådan noget, for det er ikke fair overfor min søster.
Jeg sætter mig ud i køkkenet til min pc, og min mor brokker sig over jeg har brugt to viskestykker i weekenden, og at komfuret ikke er fuldkommen rent. Så siger hun jeg skal hjælpe med at lave mad, og fjerne mine ting. Eftersom jeg er ved at være godt knotten, siger jeg nej, og så bliver hun helt vildt sur, og siger jeg er en mandschauvinist og så videre. Hun siger jeg skal tage alt mit vasketøj væk, og jeg selv må sørge for mine ting, om så jeg skal betale for det på et møntvaskeri.
Hun har stadig intet sagt til min søster.
Jeg går ind på mit værelse efter hun har sagt jeg ingen mad må få. Og så spiser de ellers. Nu kommer hun så og siger jeg gerne må få noget hvis jeg ellers "kan" få mig til det.
Og imens de spiste kunne jeg høre hun asgde noget om hun håbede ikke min lillesøster nogensinde ville blive så umulig og så videre. Det skal også lige siges at min "dovenskab" skyldes en rigtig hyggelig bytur igår. Og at jeg var en idiot, og jeg bare kunne flytte.
Og min søster er den mest forkælede tøs nogensinde, hun er frygtelig overfor mig, respekterer mig ikke, og får altid sin vilje. Hun er også frygtelig overfor de andre på hendes alder, og er meget opmærksomhedskrævende og skal altid skabe sig, og være flabet overfor mig. Men alligevel er min mor stortset lige glad. Det er kun mig der er problemet.
Selvom jeg passer min skole, arbejder, for at have nogle penge da jeg intet får af hende (trods min søster gør) lufter hunden, går til sport og fitness, for at være aktiv, og passer min søster og så videre. Jeg får tit ros af andre forældre, for at være hjælpsom, og venlig, og kæk med et frækt glimt i øjet.
Og lige nu står hun og råber og skriger af mig over at jeg er så egoistisk, og jeg ved ikke hvad. Jeg er bare så træt af hende og ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg vil gerne flytte ned til min far, men alle mine venner og min hverdag er jo hos min mor.
Min far er også mere gavmild overfor mig, hvis mine bukser går i stykker får jeg et par nye, i ny og næ og sådan. Sådan noget som min mor aalriiiiiiiiig kunne finde på.
Men jeg vil gerne have jeres vurdering, om det er mig, eller hende der er den dumme? For efter hendes påstand er det kun mig, og hun gør intet forkert..
Den fortvivlede.😕

Først vil jeg sige at jeg er mor til tre børn, på 14, 16 og 24.
Jeg synes at din mor skulle være taknemmelig over at du er sådan en fornuftig og hjælpsom ung mand. Dit lange brev vidner også om at du må være dygtig i skolen ;-)
jeg tror at du og din mor er kommet ind i en rigtig dårlig cirkel hvor I ikke længere kan se hinandens gode sider.
Jeg synes at du skulle tale med din far om at bo hos ham et stykke tid, hvis det er noget du kunne tænke dig. Jeg ved godt at dine kammerater bor ved din mor, men bare for en periode så du og din mor kunne komme lidt væk fra hinanden?
Din lillesøster lyder møgforkælet, og din mor burde kunne dele so og vind mere ligeligt mellem jer.
Mit råd til dig er: Sæt dig ned med din mor og helst en anden voksen også, så hun ikke kan blive så urimelig. Snak så det hele igennem, skriv nogle punkter ned så du ikke glemmer det. Foreslå hende at I ændrer på tingene, eller at du flytter hjem til din far. Det er vigtigt at den anden voksne der deltager er en du kan lide og som kan hjælpe dig hvis din mor bliver vred over det du siger.
Din mor elsker dig, men du har desværre fået rollen som syndebuk i familien og det skal ændres!
Held og lykke :-)

Men problemet er tildes også at hvis jeg bor hos far, så kan jeg ikke passe min skole. For der er aalt for langt, cirka 100 kilometer.
Men jeg ved bare ikke hvem det eventuelt skulle være jeg skulle inddrage i den samtale. For de fleste jeg kender er jo blevet hjernevasket af min mor, eller er en af hendes veninder.
Men hun bliver også sur når jeg siger hun brokker sig, for hun siger da tak for når jeg passer min søster, eller også her i weekenden, der gik jeg ud med nogle aviser til avisindsamling, meget tidligt om morgen. Det takkede hun også for, men det er bare ikke det jeg mener med det. Jeg mener jo at hun ikke skal brokke sig over poser i gangen, nu når jeg har passet huset, for jeg kunne have valgt at lade det ligne lort, og være ligeglad med konsekvensen.
Men også bare her i sommers, var hende og kæresten og børnene på ferie i 2 uger, jeg takkede nej, og der fik jeg besked på alt skulle være i skønneste orden når de kom hjem. Og til de to uger fik jeg et budget på 400 kroner at klare mig for, og også der bliver jeg så inderligt gal, da det havde kostet flere tusinde at have mig med på ferie, is, mad og hotel, og så videre.
Og der hvor hun kom hjem havde jeg snakket med kæresten og fortalt jeg havde taget 500 kroner mere, da jeg ikke kunne både lave mad, tage på arbejde, og lave noget i fritiden med mine venner i to uger for 400.
han sagde det var okay, men hvor de kom gik min mor helt amok over det, og kunne slet ikke forstå hvad jeg dog kunne bruge alle de penge på.
Samtidig var en af mine venner også alene hjemme, dog i en måned, og han havde fået 3500. Og det synes jeg også var unfair, men hun sagde blot at det skulle hverken jeg eller hende blande os i, da det ikke var aktuelt for VORES vedkommende..

Jeg er faktisk helt enig med det svar du fik fra anonym. Forstår godt dine frustrationer. Men det er somom din mor har nogle frustrationer som hun ubevidst lader gå ud over dig, samtidig med at hun lever nogle af sine egne drømme ud gennem din søster (hvilket gør din søster en kæmpe bjørnetjeneste, for når HUN når din alder, så er hun en møgforkælet teenager, som nok ikke er så nem som dig;)). Jeg ville virkelig overveje at flytte hjem til din far i en periode... Hvad med en tur på efterskole eller eventuelt sportshøjskole? For at komme lidt væk, og i øvrigt pleje din fornuftige tilgangsvinkel til livet - det kan nok også give både din mor og dig lidt tiltrængt luft. Prøv at bruge mere tid på alle de gode ting du har gang i, og forsøg at undgå, at din mors lidt misforståede tilgangsvinkel til dig, kommer til at fylde for meget.

At jeg går HHX 2 år. Så efterskole er ikke en mulighed. Og at flytte ned til far er også svært da jeg har en dejlig kæreste jeg har været sammen med i 2 år nu, som bliver meeeget svær at undvære.
Men hvorfor tror i min mor er sådan efter mig?
Det virker mere som om hun er blevet tvunget til at opfostre mig, og ikkee har gjort det af egen fri vilje..
Jeg har også problemer i perioder med at finde motivation til skole, trods min lærer opmuntrer mig fordi de ser et kæmpe potentiale i mig, og mener jeg kunne blive en af de dygtigste på skolen, hvis jeg bare gad.. Men det fylder bare meget i meget hoved, for jeg har altid boet alene med min mor. Og det er træls at skændtes når man ingen magt har, i form af jeg er under 18.

Husk på at din søster kun er 10 år gammel, og
bliver forgudet af din mor. Fordi hun er din
mors øjesten. Desuden tjener din søster penge
på modeljobbet, og har råd til tøj og legetøj.
Så hun betaler faktisk selv for tingene.
Mange problemerne i hjemmet skyldes, at
du er er ved at blive voksen. Derfor har
din mor ikke ret til at sige, at du bare kan
flytte. Hun skal hellere ikke sige, at du ikke
må få mad.
Prøv at forsvare dig selv, selvom du ikke får
ret i den sidste ende. Hvis din søster mobber
dig, så sig det til din mor med det samme.

Det jeg mente. Men jeg var jo hendes øjesten for i tiden. Men har altid været familiens "sorte får" da de altid har ment jeg er forkælet, skønt jeg selv i nyere tid har købt alle mine egne ting. Fik job dagen efter jeg blev 13 og har arbejdet lige siden, og tjener cirka 20 - 30 tusinde om året.
Nej dem får min søster selv..

Hun er stadigvæk et barn,
hvor du er en ung mand.
Vær stolt af at du kan tjene dine
penge selv, og købe det du har brug
for. Det vil hjælpe dig for fremtiden.
Jeg tjente selv alle mine penge fra
da jeg var 12 gammel og det har givet
mig en utrolig arbejdsdisciplin
og at jeg har store mål i livet.
Ignorer den del.
Husk at være positiv.
Lad ikke hende ødelægge dit
gode humør.

Min kone minder, lyder det til, om din mor.
Hun er også et brokkehoved, selv er jeg i grunden ligeglad, jeg går min vej eller hører hende bare ikke, men ungerne synes ikke altid det er lige sjovt. Ikke fordi hun gør forskel på dem, hun er drøn retfærdig på den måde og hun holder uendelig meget af os alle hvilket jo unægtelig gør det nemmere at holde ud.
Men alligevel, lige så snart en stikker hovedet inden for døren, "har du ikke glemt"----"du er også altid sent på den"---- "husk nu-- du glemmer det altid".
Sommetider har jeg lige måttet høre fruen om ikke hun synes hun skulle tage og trække vejret en gang imellem. Eller forklare ungerne lidt om at man har 2 ører for at det der kommer ind gennem det ene kan blæse ud gennem det andet, hvis stormen bliver for hård.
Sådan har hun dog ikke altid været, tværtimod har hun altid været en god mor og kone, men jeg tror det gik galt for nogen år siden, da hun mistede noget af sin førlighed, livet var meget længe derefter temmelig hård ved hende. Så kan man måske heller ikke rigtig se det selv længere og man føler måske også livet er gået forbi sig.
Nu er ungerne flyttet hjemmefra, men de kommer jævnligt og ser til os, så det er nok ikke helt galt. Jeg tror også de efterhånden har lært at lukke det værste ude, selvom guderne skal vide, at de ikke altid har været lige populære, nå de har gjort det, og heller ikke jeg , fordi jeg har lært dem det.
Jeg håber med dette, at kunne give dig et klap på skulderen og lidt mere lyst til at holde ud, for jeg tror også du er en rigtig god ung mand, som vi såvel nu som senere kan være stolte af. Gid livet, din mor og dine omgivelser ikke må tage pippet fra dig.