"Jeg er syv år"

Hej. Mit navn er Amelia, og jeg bor på en af de caribiske øer. Jeg er syv år. For nogen tid siden afleverede min far og mor mig til en rig familie i byen. Vi er nemlig fattige.
I dag stod jeg op klokken fem om morgenen. Det gør jeg hver dag. Jeg hentede vand fra en brønd i nærheden. Det var meget svært at bære den tunge vanddunk på hovedet, men heldigvis klarede jeg det, for ellers havde jeg fået tæsk. Derefter lavede jeg morgenmad og serverede den for familien. Det blev lidt for sent, så min herre slog mig med en læderrem.
Bagefter fulgte jeg familiens femårige søn i skole. Da jeg kom hjem, hjalp jeg til med at lave frokost til familien og at servere den. Mellem spisetiderne skulle jeg købe ind på markedet, gå ærinder, passe trækulsilden, feje gården, vaske tøj, gøre rent i køkkenet og vaske op. Jeg måtte også bade min frues fødder. I dag var hun irriteret over et eller andet og gav mig en lussing. Jeg håber at hun er i bedre humør i morgen.
Jeg fik kun rester at spise, men det smagte i det mindste bedre end den majsgrød jeg fik i går. Mit tøj er laset, og jeg har ingen sko. Mine ejere har aldrig givet mig lov til at bade i det vand jeg henter til familien. I nat sov jeg udendørs, men nogle gange lader de mig sove i huset på gulvet. Det er ærgerligt at jeg ikke selv kan skrive dette brev. Men jeg må ikke gå i skole.
Hav det godt. Amelia.
PIGENS navn er opdigtet, men det er hendes levevilkår ikke. Amelia er blot ét af mange millioner børn der er tvunget til at udføre børnearbejde, ofte under de værst tænkelige forhold. Børnearbejde er en af vor tids største svøber, og der er ingen nemme løsninger på dette komplekse problem. Ud over at børnearbejde har antaget et enormt omfang, er nedbrydende for samfundet og har ødelæggende konsekvenser, går det hårdt ud over børnene og er en krænkelse af den menneskelige værdighed.

Amelias historie blev bragt i The State of the World’s Children 1997, en rapport fra FN’s Børnefond.

Hej jeg er også et barn,
Jeg bor i Danmark og er dansk.
Men alligevel ikke rigtig.
Mine klassekammerater skal til fødselsdag i dag.
Men jeg må ikke komme med.
Mine ejere holder mig nemlig fra livets goder, fordi de siger det er godt for mig.
Hvis jeg kommer galt afsted i trafikken og får brug for donorblod er det fx bedre for mig at dø, end at få blod...
Jeg forstår det ikke... Men jeg skal jo heller ikke forstå.
Jeg skal bare lade mig hjernevaske...
Men det gør jo ikke lis'så ondt som at blive slået..
Nå, men jeg smutter... Jeg skal hen og bygge en ny bygning for mine ejere....
... Selvom de siger jer endnu ikke er en af dem..

og jeg sponsorer mange børn og unge i filipinerne, nogle af de heldige vokse har en løn på ca. 500 kr. pr. måned, hvis de også arbejder lørdag.
jeg har selv holdt ferie der flere gange, og mange børn sniffer lim for at glemme sulten.
børnene skal jo selv betale deres skolegang, eller faktisk hele deres uddandelse, men mange har ikke haft penge, så de kunne fortsætte det nye skole år, så det har jeg betalt.
jeg rejser til en by i nord Mindanao, cagayan de oro, hvor der er dejlige mennesker, varme og kolde vandfald, og utallige underjordiske huler.
der findes mange SOS byer, men landet er så korupt, så dem støtter jeg ikke, heller ikke røde kors i røven, med hvem jeg har haft mange dialoger, de hævdede, at de også betalte, så da jeg bad om adressen på deres kontor, kunne de ikke finde den, langt om længe måtte de indrømme at det var filipinsk røde kors der klarede opgaven, men de er også korupte.
jeg finder selv de børn jeg vil sponsor, og så sender jeg penge fra posthusene, gennem western union, så får man et kontrol nummer, som jeg så sender til familien på mail, eller på yahoo chat.
jeg har lige støttet en familie, som reparede deres gamle dag, fik lagt vand ind i huset, og nye el instalationer, og så betalte jeg en telefonlinie, så de kunne bruge en computer, som en af mine venner har lavet om til engelsk, men stadig XP.
jeg kender en familie her i landet, som samler, og sender kasser til filipinerne, så jeg sendte både skærm, PC og printer, modem, bare ikke keyboard, for de kan jo ikke bruge æ ø og å, men et keyboard er billigt der.
loven i filipinerne siger, at man ikke må sende nye ting, men jeg har ikke haft problemer, fruen laver min pakkeseddel om til lokal sprog, så måske det hjælper.
jeg skriver også næsten dagligt med en pige som er ansat på et bibliotek, så hun har internet hver dag, hvis altså der er strøm, for den forsvinder med jævne mellemrum.
fordelen er, at næsten alle taler og skriver engelsk.
jeg var der første gang i 1986 da Marcos blev smidt ud, der var skyderi i gaderne, og det var farligt at gå ud, jeg fik stjålet alt, pas, billet, penge, adresser, så jeg måtte blive der i 7 uger, jeg boede i et nonnekloster, som underviste piger.
vi fik en skål ris om dagen, og måske en saltet tørfisk, og jeg sov på et hårdt stengulv.
banken var 3 uger om at sende penge, men med western union, tager det kun 2 min, så kan de hente pengene.
deres kultur er helt anderledes end den danske, hvilket jeg finder meget charmerende, der er naturligvis også hurtige piger, men det er ikke derfor jeg rejser.

Desværre er verden korrupt, og meget af det man gør viser sig at være lappeløsninger. Vi har brug for en helt ny verdensorden.

Jehovas vidners børn lider ikke afsavn, og det med blodet behøver du
ikke at være bange for. Jehovas vidner får den aller bedste
lægebehandling.
http://www.watchtower.org/languages/danish/library/hb/index.htm
Med venlig hilsen, ftg.