EU hjælper udviklingslandene
Siden begyndelsen af 1990’erne har vi reformeret landbrugspolitikken med tiltagende hastighed, skriver Mariann Fischer Boel.
Siden begyndelsen af 1990’erne har vi reformeret landbrugspolitikken med tiltagende hastighed. Med den omfattende reform i 2003 gjorde vi op med tidligere tiders landbrugspolitik og gjorde støtten uafhængig af produktionen for langt de fleste varer. Der er med andre ord ikke længere nogen tilskyndelse til overproduktion. Sukkerreformen fra 2005 er en god illustration af dette; vi kan allerede nu trække fem millioner ton sukker ud af verdensmarkedet.
Resultaterne er ikke til at tage fejl af. Overskudslagrene hører fortiden til. Eksportrestitutionerne er på retur. Hjemmemarkeds- og verdensmarkedspriserne nærmer sig hinanden mere og mere. Samtidig er der kommet langt større efterspørgsel på vore fødevarer, særligt fra vækstøkonomierne i Asien som Kina og Indien. Priserne på landbrugsvarer er steget kraftigt, fordi udbuddet ikke har kunnet holde trit med efterspørgslen og på grund af spekulation.
MAN BEHØVER NÆPPE være ekspert i markedsøkonomi for at kunne se det absurde i, at EU skulle dumpe varer i udviklingslandene i en tid, hvor vi øger mælkekvoterne, suspenderer braklægningsforpligtigelsen og fjerner importtolden på korn for overhovedet at kunne følge med efterspørgslen. For udviklingslandene, hvor 75-80 procent af befolkningen lever af landbrug, er de høje priser på landbrugsvarer en chance uden lige. En chance for at øge indkomsterne og få sat en positiv udvikling i gang i landdistrikterne – en chance for at vinde fodfæste på verdensmarkedet.
Vi aftager allerede mere af udviklingslandenes landbrugseksport end USA, Canada, Australien, New Zealand og Japan tilsammen.
Siden 2001 har verdens 49 fattigste lande haft fuldstændig fri markedsadgang for alle deres varer undtagen våben. Vi er sidste efterår blevet enige med 76 lande i AVS-gruppen (Afrika, Vestindien og Stillehavet) om, at de under de økonomiske partnerskabsaftaler alle får de samme fordelagtige vilkår, inklusive for sukker og ris efter en kort overgangsperiode.
Hvem havde for blot få år siden forestillet sig fri adgang for alle landbrugsvarer fra udviklingslandene til EU’s marked?
Myten om, at EU holder de afrikanske landmænds varer ude for at beskytte de europæiske landmænd giver slet og ret ikke mening. Vi har reformeret vores landbrugspolitik grundlæggende. EU giver en væsentlig udviklingsbistand, som i stigende grad er rettet mod også at styrke landenes deltagelse i den internationale samhandel.
Altså alt sammen ifølge Marianne Fischer Boel??
Alligevel er der øget fattigdom og befolkningstilvækst i de fattigste lande??
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/275944:Debat--EU-hjaelper-udviklingslandene?rss
M.v.h
Molen
Siden begyndelsen af 1990’erne har vi reformeret landbrugspolitikken med tiltagende hastighed. Med den omfattende reform i 2003 gjorde vi op med tidligere tiders landbrugspolitik og gjorde støtten uafhængig af produktionen for langt de fleste varer. Der er med andre ord ikke længere nogen tilskyndelse til overproduktion. Sukkerreformen fra 2005 er en god illustration af dette; vi kan allerede nu trække fem millioner ton sukker ud af verdensmarkedet.
Resultaterne er ikke til at tage fejl af. Overskudslagrene hører fortiden til. Eksportrestitutionerne er på retur. Hjemmemarkeds- og verdensmarkedspriserne nærmer sig hinanden mere og mere. Samtidig er der kommet langt større efterspørgsel på vore fødevarer, særligt fra vækstøkonomierne i Asien som Kina og Indien. Priserne på landbrugsvarer er steget kraftigt, fordi udbuddet ikke har kunnet holde trit med efterspørgslen og på grund af spekulation.
MAN BEHØVER NÆPPE være ekspert i markedsøkonomi for at kunne se det absurde i, at EU skulle dumpe varer i udviklingslandene i en tid, hvor vi øger mælkekvoterne, suspenderer braklægningsforpligtigelsen og fjerner importtolden på korn for overhovedet at kunne følge med efterspørgslen. For udviklingslandene, hvor 75-80 procent af befolkningen lever af landbrug, er de høje priser på landbrugsvarer en chance uden lige. En chance for at øge indkomsterne og få sat en positiv udvikling i gang i landdistrikterne – en chance for at vinde fodfæste på verdensmarkedet.
Vi aftager allerede mere af udviklingslandenes landbrugseksport end USA, Canada, Australien, New Zealand og Japan tilsammen.
Siden 2001 har verdens 49 fattigste lande haft fuldstændig fri markedsadgang for alle deres varer undtagen våben. Vi er sidste efterår blevet enige med 76 lande i AVS-gruppen (Afrika, Vestindien og Stillehavet) om, at de under de økonomiske partnerskabsaftaler alle får de samme fordelagtige vilkår, inklusive for sukker og ris efter en kort overgangsperiode.
Hvem havde for blot få år siden forestillet sig fri adgang for alle landbrugsvarer fra udviklingslandene til EU’s marked?
Myten om, at EU holder de afrikanske landmænds varer ude for at beskytte de europæiske landmænd giver slet og ret ikke mening. Vi har reformeret vores landbrugspolitik grundlæggende. EU giver en væsentlig udviklingsbistand, som i stigende grad er rettet mod også at styrke landenes deltagelse i den internationale samhandel.
Altså alt sammen ifølge Marianne Fischer Boel??
Alligevel er der øget fattigdom og befolkningstilvækst i de fattigste lande??
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/275944:Debat--EU-hjaelper-udviklingslandene?rss
M.v.h
Molen