jeg bliver hurtigt forvirret og glemmer

en hel del, hvad min kæreste fortæller mig. Nogle dage er jeg så forvirret og får det dårligt, når min kæreste er i nærheden af mig og jeg kan bare ikke rumme alt hans snakken hele tiden.
Jeg har det ikke sådan med andre mennesker, så et eller andet går galt oveni mit hoved, når jeg er sammen med min kæreste, så måske er jeg fyldt op af ham i det hele år, hvor han havde en dyb depression og måske er jeg ikke kommet mig helt over det, da han truede mig med selvmord, hvis jeg ikke lod ham være hos mig hele tiden. Det er nu godt nok ca. 3 måneder siden, men alligevel...
Måske skulle jeg gøre det forbi, men det er så svært, for han er bare så sød på mange områder, men jeg føler ofte, at han køber mig, med gaver osv og så føler jeg, at jeg står i taknemmelighedsgæld til ham og har svært ved, at bede ham tage hjem til sig selv af og til om aftenen, når jeg har brug for, at være selv...
Hjælp mig lige lidt, til at se tingene udefra..

Selv haft nogen at snakke alt det her igennem med ?
Det tager masser af energi at være eneste ankertov til et menneske med depression, og faktisk betyder det at du har behov for selv at få læsset af og få fyldt dine energi ressourcer op jævnligt -
Samtidig syntes jeg at læse i din indlæg at du egentlig har været udsat for følelsesmæssigt pres de sidste måneder, som har tæret dig op og nu ser ud som om, du kan mærke symptomerne på psykisk stress -
Med det mener jeg, du skriver at din kæreste har truet med at begå selvmord, hvis ikke du lod ham være omkring dig hele tiden -
For mig lyder det som om han nærmest æder dig med hud og hår, og det er der ingen, som kan holde til i længden -
Hele dit indre stritter nu imod, når han snakker, snakker til dig, for du har fået nok, er fuldstændig spist af ham og hans enorme behov for at overtage hele dig, din tid, dit nærvær, din energi -
Kære dig, skynd dig afsted og få hjælp, få læsset af, snakket med en kompetent person og få ro omkring dig, og selvforkælelse -
Uanset hvor sød og kærlig din kæreste er, så er han igang med at fortærer dig, den hjælp han har brug for skal ikke komme fra dig, men fra personer han ikke er følelsesmæssigt knyttet til, personer, der er uddannet til at hjælpe folk videre efter under og efter depression -
Det, der kan være din opgave er kærlig støtte og det må man sige, DET har du vist rigeligt gjort også, så du er ved at miste dig selv -
Pas på dig selv
God vind
guller

Jeg kan sagtens forstå at det må være svært for dig, men kan i ikke finde en løsning med at i bare ses en gang imellem istedet for hver dag? nu hved jeg ikke om i ses hver eneste dag? går han i nogen form for terapi eller noget? det lyder jo til at du er glad for ham og at han er sød.. jeg ved selvfølgelig ikke havd hans problemer er, men det skal helt sikkert ikke gå ud over dig, og du burde også overveje at får en form for hjælp..

Tror du ikke du har sat dit svar forkert på tråden ;O)
guller

Her kan han få hjælp, og du har virkelig brug
for nogen at snakke med!
Link: http://www.depressionsforeningen.dk/ptinfo.php

Tak Guller, jeg prøver lige igen,....Jeg kan sagtens forstå at det må være svært for dig, men kan i ikke finde en løsning med at i bare ses en gang imellem istedet for hver dag? nu hved jeg ikke om i ses hver eneste dag? går han i nogen form for terapi eller noget? det lyder jo til at du er glad for ham og at han er sød.. jeg ved selvfølgelig ikke havd hans problemer er, men det skal helt sikkert ikke gå ud over dig, og du burde også overveje at får en form for hjælp..

Hvor længe har I været sammen? Det lyder til at I har været en del igennem sammen. Søg noget hjælp, ville være en god ide..

Jeg er rigtig ked af at det tærer så meget på dig, men kan I ikke finde en løsning sammen tror du? Har du sagt til ham at du ikke ønsker at han skal købe så mange gaver til dig, fordi det virker som om du skal give noget igen ( i form af nærvær) Er han helt stabil nu eller er han stadig depressiv?

han er ikke deprimeret længere, men han har brug for rigtigt meget nærværd.... men jeg synes det er for meget af det gode...selvom han tilsyneladende er ude af sin depression, så virker det som om, at han stadig har et stort behov for at være sammen med mig, da det sikkert stadigvæk giver ham en form for tryghed...
Jeg ved ikke, om vi kan finde en løsning, da vi efterhånden har prøvet meget.
jeg har sagt til ham mange gange, at han ikke skal købe så mange gaver til mig, for jeg har ikke mulighed for(økonomisk) at gøre gengæld, men det behøver jeg heller ikke siger han... det gør ham glad, at give mig gaver...så jeg lader ham nogle gange gøre det, men har også sagt til ham, at han ikke kan købe mig...
Det sker han siger til mig, at han synes jeg ikke kan være bekendt at bede ham gå hjem til sig selv om aftenen, når han samme dag har købt en gave til mig og det bliver jeg altså sur over..

ja, det kunne være en ide, at søge noget hjælp - jeg er da startet herinde, ind til videre.

har du prøvet at forklare ham at du har brug for at være lidt alene? Kan han slet ikke forstå det på nogle måder, er der ingen grund til at udsætte dig selv for mere.. hvor længe har I været sammen?

Ser du nogen form for fremtid sammen med ham? Og hvordan har du det selv rent psykisk udover alt det med ham?

jeg meldte mig faktisk ind, dengang min kæreste blev syg, for at hente oplysninger omkring sygdommen, for jeg bedst muligt kunne støtte ham + mig selv....
Jeg nævnte flere gange for min kæreste, at foreningen kunne være en mulighed for ham, men han afslog hver gang, da han KUN ville have hjælp fra mig, men da sagde jeg, stop og kontaktede hans læge og så kom han i medicins behandling og fik psykologtimer via sit arbejde, for det var der problemerne var.

Var det pga jobbet at han gik ned?

måske lever jeg for meget i drømmeverden, da jeg altid håber på det bedste, men jeg må erkende, at jeg er brugt op.
Min psyke har det ikke glimrende, for der er sket meget i mit liv det sidste års tid, men nogle ting, har jeg fået styr på, så nu er det mest det med kæresten..

at han fik en depression, da han var meget nervøs for at flytte til en afdeling i en anden by.pga kommunesamlægningerne og igennem længere tid, var der press på arbejdet og han blev kostet rundt fra afdeling til afdeling.

Hvor gamle er I? for der kan måske nåes at gøres noget i form af parterapi måske?

om tingene. Nogle gange synes han at det er ok, at vi ikke ses en dag, andre dage bliver han mærkelig tilmode og har svært ved at klare det....
Det sker tit, at jeg giver efter, for ikke at få skyldfølelser over, at jeg ikke "tager" mig nok af ham, andre dage er vi sammen, da vi også kan finde ud af, at hygge os i hinandens selskab..
Vi har været sammen i snart 2 år..

jeg har for efterhånden måneder tilbage nævnt, at det kunne være en god ide med parterapi - især da vi havde problemer omkring det seksuelle, men det afslog han, så jeg blev så sur, at jeg sendte ham hjem og han skulle så først komme igen, når han var parat til at gøre noget ved tingene.. der gik noget tid og han kom tilbage og gjorde som om, han ville have hjælp udefra, så jeg sagde, at han skulle kontakte en terapeut, men det gjorde han ikke, så skændes vi. Det endte med, at han fik mig overtalt til, at vi ikke skulle have hjælp, så han er god til at manipulere med mig og jeg er blevet dårlig til at sige fra - især overfor ham, da han kører på min samvittighed - synes jeg.
Han er 54 år og jeg er 35 år.

Så du jeg svarede dig ?
guller

jeg har brugt psykiatrifondens rådgivning en del gange, med stor glæde og det har virkelig hjulpet en del og så har jeg også snakket en hel del med mine 2 nærmeste veninder og mor om det, men jeg har ikke været i nogen form for behandling.
Ja, det tager en masse energi fra mig, at være pårørende til en tidligere deprssionsramt. Jeg troede faktisk, at jeg var kommet mig over alt det, som jeg/vi havde været igennem, men det har jeg åbenbart ikke. Spørgsmålet kunne jo også godt lyde på, om han er 100 % ovre sin depression, sidenhen han stadig har brug for så meget opmærksomhed fra mig - ikke nær så meget fysisk som før, da han rendte efter mig, som sådan en lille hundehvalp, selv ud på toilettet, men nu snakker han fanden et øre af, selv min søn siger det..
Ja, jeg føler mig virkelig ædt op af ham, det er som om, at han har fanget mig i hans spind, som jeg ikke kan komme ud af og jeg kan mærke, som du så godt skriver guller, at jeg er ved at miste mig selv - igen..
Han har lige afsluttet et forløb hos en psykolog, så jeg tvivler stærkt på, at han vil have mere hjælp og sikkert heller ikke sammen med mig hos en terapeut, for det har jeg forgæves forsøgt på.
Så nu må jeg tage mig selv alvorligt og selv søge en behandler..

og har også lige svaret dig. Jeg skulle lige nå, at følge med, da der var 2 herinde, som var ivrig til at stille mig spørgsmål..

Man kan faktisk selv ende med at være den, der bliver syg i et sådan forhold -
Og måske det er en ide at du får tid til dig selv uden ham til at "stjæle" din opmærksomhed og tankevirksomhed, så du kan reflekterer over, OM det er et forhold som også er givende for dig at være i -
Du skal jo ikke være "mor" eller behandler for ham, vel -
Et ligeværdigt forhold, hvor der gives og ydes i gensidighed -
Jeg tror der er en masse du kan have glæde af, at få tid til at tænke igennem og føle efter i dig selv, hvad du egentlig ønsker fremover og måske magter i længden -
Held og lykke
guller

Godt det der med psykiatrifonden -
I forhold til dig selv, kan jeg næsten se en hel uge på f.eks Skodsborg kurcenter med lækker mad serveret, skønne bade, spa og sauna, massage meditation etc lige noget du kunne bruge tror jeg -
Håber du har mulighed of det og råd -
;D
guller

at komme væk for en tid og bare slappe af og nyde, men men men, det er desværre ikke lige så let, når jeg bor selv med mine 2 børn..

i mere end bare et par dage, ville sikkert kunne give mig tid og plads til lige nettop at mærke og tænke efter, så det må hermed blive det første skridt på vej til en anden tilværelse...

Bor du tæt på kbh og er du til det alternative ?
Smid en mail så, måske jeg kan give dig nogle ideer -
britzen@sol.dk
guller

jeg bor helt nede i det sønderjyske område, men jeg er til nogle former for det alternative univers..

Der i kbh er nogle gratis muligheder, som jeg kender til -
Som du måske ku have glæde af -
;D
guller

men ellers tak for hjælpen, det var sødt af dig guller.

Da jeg er en gammel mand på 50 år, kan man stadig have maangee følelser, jeg har den af efter tre år og min kæreste ikke vil kende til mig mere, fordi hun har en anden i tankeren, jeg elskerhende inderligt, kan nogen give mig en hutigt måde at gøre aaf med mit liv, jeg gider ikkee mere, i kan godt skrive at jeg er en krøpler, meen det mener jeg ikke selv.
Hilsen Witte.