Ikke noget liv - svært ved at se en udvej
Hej.
Mit liv er simpelthen en total katastrofe og den har altid været det.
Som barn begyndte jeg at skamme mig over mig selv, så jeg havde aldrig nogen venner. Jeg var simpelthen for underlig til at falde på plads nogen steder. Vi flyttede meget og de voksne der var i mit liv (forældre og stedfædre) kunne ikke finde ud af deres liv. Det var depression, druk, pillemisbrug, arbejdsløshed, fattigdom og vi børn var bare nogen som var der og skulle ordne sig selv. Undtagen hvis man skulle have en man kunne holde monologer for, eller hvis der skulle håndteres en psykose.
Jeg var totalt fikseret på og gearet til de mennesker, det er nærmest som om jeg ikke var barn. Jeg var hemmet på alle punkter.
Jeg klarede det godt i skolen, men efter min studentereksamen flyttede jeg så til en anden by og fik det klokkeklrt at jeg aldrig havde lært at være mig selv og begå mig i nogen som helst sammenhæng udenfor hjemmet.
Jeg kunne ikke forestille mig at nogen ville gide give mig et job eller have mig med til noget. Så jeg tilbragte næsten 3 år på et illegalt værelse, prøvede på at overleve på 850 kroner og drak. Jeg havde ingen kontakter. Overfor min familie lod jeg som om dernikke var noget, som altid.
Efterhånden røg jeg ud af stedet og som hjemløs krøb jeg så tilbage til mor. Der har jeg nu boet i 5 år. Jeg fik efterhånden sorteret mine følelser og fik det meet bedre med mig selv. Har også lidt kontakt til 2 mennesker som jeg går ture med, men det er ikke rigtige venner som jeg kan snakke om alt med.
Jeg har stadig utrolig svært ved at være åben om mig selv, føler mig meget som en taber og har ikke arbejde.
Jeg synes det er svært at se hvordan man nogensinde skal være passende til arbejdsmarkedet feks, hvis man har haft en så massivt dårlig start.
Jeg har valgt en udannelse som jeg meget gerne vil tage, men jeg er utrolig bange for at flytte. Jeg er bange for at det skal ske igen, for det kan stadigvæk let ske at jeg er flov over mig selv og ikke tør lade andre mennesker komme for tæt på. Det er værst med jævnaldrede, som jeg ofte sammenligner mig med, og der er ikke mange der har kokset så grundigt i det som jeg har. De fleste har jo trods alt job og kæreste og bil.
Det er stadig som om jeg ikke rigtig hører til blandt "almindelige mennesker".
Er der nogen der kender til den slags?
Mit liv er simpelthen en total katastrofe og den har altid været det.
Som barn begyndte jeg at skamme mig over mig selv, så jeg havde aldrig nogen venner. Jeg var simpelthen for underlig til at falde på plads nogen steder. Vi flyttede meget og de voksne der var i mit liv (forældre og stedfædre) kunne ikke finde ud af deres liv. Det var depression, druk, pillemisbrug, arbejdsløshed, fattigdom og vi børn var bare nogen som var der og skulle ordne sig selv. Undtagen hvis man skulle have en man kunne holde monologer for, eller hvis der skulle håndteres en psykose.
Jeg var totalt fikseret på og gearet til de mennesker, det er nærmest som om jeg ikke var barn. Jeg var hemmet på alle punkter.
Jeg klarede det godt i skolen, men efter min studentereksamen flyttede jeg så til en anden by og fik det klokkeklrt at jeg aldrig havde lært at være mig selv og begå mig i nogen som helst sammenhæng udenfor hjemmet.
Jeg kunne ikke forestille mig at nogen ville gide give mig et job eller have mig med til noget. Så jeg tilbragte næsten 3 år på et illegalt værelse, prøvede på at overleve på 850 kroner og drak. Jeg havde ingen kontakter. Overfor min familie lod jeg som om dernikke var noget, som altid.
Efterhånden røg jeg ud af stedet og som hjemløs krøb jeg så tilbage til mor. Der har jeg nu boet i 5 år. Jeg fik efterhånden sorteret mine følelser og fik det meet bedre med mig selv. Har også lidt kontakt til 2 mennesker som jeg går ture med, men det er ikke rigtige venner som jeg kan snakke om alt med.
Jeg har stadig utrolig svært ved at være åben om mig selv, føler mig meget som en taber og har ikke arbejde.
Jeg synes det er svært at se hvordan man nogensinde skal være passende til arbejdsmarkedet feks, hvis man har haft en så massivt dårlig start.
Jeg har valgt en udannelse som jeg meget gerne vil tage, men jeg er utrolig bange for at flytte. Jeg er bange for at det skal ske igen, for det kan stadigvæk let ske at jeg er flov over mig selv og ikke tør lade andre mennesker komme for tæt på. Det er værst med jævnaldrede, som jeg ofte sammenligner mig med, og der er ikke mange der har kokset så grundigt i det som jeg har. De fleste har jo trods alt job og kæreste og bil.
Det er stadig som om jeg ikke rigtig hører til blandt "almindelige mennesker".
Er der nogen der kender til den slags?