Hvornår ved man at det er slut?

Hej
Håber nogen kan give mig nogle svar ud fra egne erfaringer.
Jeg går seriøst og overvejer en skilsmisse. Jeg ved bare ikke om det er det rigtige. Som overskriften siger - hvornår ved man at det er slut.
Status er, at jeg er død indeni. Jeg føler ikke rigtigt noget overfor min kone mere. Vi skændes nærmest dagligt over bagateller. Erotisk samvær har vi ikke haft i 2012. i 2011 var det med kommentaren "Jeg får vel ikke fred før du får lov" - det er den slags, som rigtigt sætter krydderi på samlivet. Vores samliv har indtil for 3-4 måneder siden bestået af et tantekys på vej ud af døren og på vej i seng - det er også droppet nu.
Hun brokker sig over, at hun er stresset og ikke kan nå det hele herhjemme. Ok jeg tager stakken med reklamer og sorterer og smider dem ud, som ikke er aktuelle mere - hun tager hele stakken op og gennemgår dem for at se om jeg måske er kommet til at smide en ud, som stadig gælder. Jeg fylder opvaskemaskinen - hun piller 90% ud igen, mens hun brokker sig over, at kopperne ikke står sorteret efter farve - at bestikket ikke ligger i sorteret rækkefølge osv. Jo mere hun brokker sig - jo mindre laver jeg.
Vi har mindreårige børn og hus sammen.
Hun kan/vil ikke sætte ord på, hvad der er galt. Vi har prøvet at snakke om tingene mange gange og normalt hjælper det lidt på tingene i 3-4 dage, så er vi tilbage igen, hvor vi startede.
Der er ikke en anden mand eller kvinde, som måske kan forklare hendes kulde.
Jeg er træt at kulden i vores samliv. De sidste 2 dage har vi ikke talt sammen. Det er en kulmination på et skænderi over maden til den fødselsdag hun er ved at arrangere for sig selv...
Jeg har valgt kun at holde 14 dages ferie, da jeg ikke kunne overskue at gå herhjemme i en uge sammen.
Nogen gode råd? Vi har prøvet parterapi uden det store held....

Hej hingst!
Jeg gætter på, du står i lidt samme situation som os, men med modsat fortegn. Jeg er kvinde og ved måske lidt om hvordan din kone oplever jeres forhold.
Hun føler, at hun står helt alene om det hele derhjemme, at du trækker dig og at dit arbejde betyder meget mere for dig end det derhjemme. At du ikke ser hende, sætter pris på hende og hører hvad hun siger. At du ikke er nærværende, når du endelig er hjemme - giver dig hen med børnene osv. Jeg forstår godt at du er frustreret, at du prøver og at du hele tiden føler, at du gør alting forkert. Men jeg tror du griber det galt an, hvis du overhovedet vil give dit forhold en chance, så prøv noget nyt. Hvis du vil det forhold, er du nødt til at knibe tænderne godt sammen:
1. Prøv at fortælle hende -helt uden sure miner og bebrejdelser (gerne med tårer) - hvordan du har det: at du ikke føler at du slår til og at du ville ønske at du gjorde og at I havde samme nærhed - personligt, som I havde før I fik børn, vasketøj, logistik og alt det der. Og spørg hende hvordan hun tror I kan få det tilbage. (og her mener du ikke sex! For det rager hende en høstblomst, når den personlige nærhed ikke er tilstede, men det hænger sammen alligevel).
2. Køb for helvede den buket blomster eller endnu bedre overrask hende med noget du inderst inde ved at hun ville elske (en billet til Paris, en skattejagt med hjerter eller ???) Gerne før samtalen, så kan du jo forklare at det er din måde at give forholdet det et pust.
3. Prøv at sige UNDSKYLD! Jeg ved at det er hundesvært. Mænd hader ordet og synes det er det største nederlag, men for pokker altså! Hvis du er en rigtig mand, så anerkender du også en fejl, ellers er du en knudemand - og hvem vil være det?
4. Prøv at hør hvad hun siger - rigtigt - også bagved. Når hun er utilfreds med at du putter ting i opvaskemaskinen 'forkert', så er det jo fordi, at hun er ked af, at hun føler at du overhovedet ikke hører hendes ønsker, men tvæt i mod går i mod. Prøv at gøre dig umage, brug humor, og så kom med dine ønsker på et andet sted, som betyder noget for dig: og sig, at du synes det er vigtigt, at hun passer godt på køkkenknivene, at hun flytter sin taske fra din seng eller whatever.
5. Ros hende: Som mor, hendes krop, hendes søde smil, hendes faglighed osv. Lige som du har brug for ros (det har mænd jo) så har hun også brug for det. For hende er det lig med kærlighed. (For dig måske mere trangen til at blive beundret)
Jeg læser at du er utrolig meget mand og at I har en del forskellige værdier. Men for pokker mand slug kamelen og begynd med at vende den onde cirkel I er inde i, så skal du bare se løjer.
Og uh, hvor jeg pludselig ser mig selv i hende. Tak for synet. Håber det kan hjælpe. - og så tag for guds skyld noget mere ferie og bestil den rejse - sammen bare jer to eller med ungerne, hvis I er gode til den slags.
Held og lykke

Hej
Hmm har du overvejet parterapi?
Din overskrift er interessant"hvornår er det slut"
Faktisk så siger min erfaring at det er aldrig slut, med mindre man selv beslutter sig at det er det.. Hvis man har børn tilfælles så er det aldrig slut, man vil være partnere for livet og sådan er det.
Hvis du finder en ny partner, hvem siger at det bliver bedre ??Måske værre???
Vi alle sammen er forskellige.
Det er vigtigt at huske:
1. At du skal ikke fordybe dig i din partners liv, følelser eller tanker. Det er hendes eller hans tanker, følelser og ideer og du har intet med disse at gøre.
2. Vær glad for de ting du laver, hvis din partner kommer med en kommentar eller beskyldninger så sig til vedkommende: "Jeg kan godt høre hvad du siger , men sådan har jeg det ikke, og sådan opfatter jeg ikke ting".
Jeg er en parterapeut der er imod skilsmisser, da jeg mener at alle mennesker skal kunne tale sammen. Alle par der har holdt af hinanden har elsket hinanden kan elske hinanden på senere tidspunkt i livet.
Men de fleste folk kommer i krise når de er mellem 40-50 år. Det er livs krisen.
Selv i krisen skal man kunne holde sammen, man behøver ikke at forstå hinanden , men man kan lytte og passe sig selv.
k.h Lina