Hvorfor kan livet være så hårdt???

Jeg var den mest livsglade pige, i mine barndom. Havde alt det bedste et barn kan ønske sig. En kærlig mor og far. En stor familie, som viste mig så meget kærlighed og omsorg. Var tryk og havde ingen bekymringer. Havde en masse venner og gik til 3 forskellige sport, hvor jeg opnåede gode resultater. Men det hele endte bragt og vendte sig til det største maridt i en alder af 13 år.
Jeg havde lige haft fødselsdag kort forinden tragidien startede. Mine forældre var lige blevet separeret, hvilket gjorde mig meget ked af det. men jeg havde et inderligt håb om de ville finde sammen igen!! Men det nåede de aldrig.
Vil aldrig glemme den morgen, hvor jeg blev vækket og fik beskeden om min faders død. Det ødelagde så meget i mig. Frygtede at det var fordi han havde taget sit eget liv, da han havde mistet så meget. Fordi jeg ikke flyttede med ham. Jeg blev så ked af det og samtidig vred. Men vi fik så senere besked om at dette var et mord. Min elskede far var taget væk fra mig på den mest grusomme måde. Den største sorg og tragedie var nu sket. Troede ikke på at det var virkeligt. Det ødelagde så meget og ændrede mit liv og synet derpå. Var samtidig bange, idet vi ikke vidste hvem der havde gjort denne frygtelige forbrydelse. Frygten, sorgen, vreden fulgte os i mange mange år. Først her i mine voksen år er forbrydelsen blevet opklaret. Men under opklaringen kom der flere skeletter frem i skabet. Min elskede far, var åbenbart ikke min biologiske....det var en anden fra familien. Hvilket jeg ikke var klar over, det var min far heldigvis heller ikke, og jeg er glad for at han blev forskånet for det.. Så jeg skulle lige igennem nogle dna og en retsag mere. Det hele gjorde så ondt, og jeg følte at både min far og jeg var blevet forrådt. Jeg har intet med min biologiske far at gøre, kan ikke er alt for skuffet. Efter jeg er blevet ældre, sider der stadig kæmpe ar i min sjæl. Har meget svært ved at stole på nogen. Har fundet ud af hvem mine virkelige venner er igennem alt det her. Vil helst være mig selv og med dem jeg stoler fuldt og fast på, for er bange for at blive såret igen... Jeg har siden da været utrolig uheldig med de mænd jeg er løbet ind i. Det ender altid med at jeg bliver underdanig.

Hej!
Du skriver ikke om du har snakket om psykologer eller psykiatere om det her, hvis ikke, ville jeg foreslå dig at gøre det!
Man må sige du har været igennem utrolig mange hårde ting, og det er forståeligt at dit syn på livet er blevet ændret efterfølgende! Ved ikke hvad jeg rigtig skal skrive til dig her, da det er lidt svært! Men, jeg vil foreslå dig at gå ind på hjemmesiden www.depnet.dk .. Det er en side for folk der har det hårdt, er psykisk syge, deprimerede, men osse en side for pårørende! På den side der kan du lave din egen profil, hvor du kan skrive lidt om dig selv (hvad du selv ønsker at skrive), du kan skrive dagbog derinde (både som andre på siden kan se, men osse som kun du selv kan se) og der vil andre brugere derinde kunne komme med kommentare til dit dagbogs indlæg (når det er et der er synligt for alle selvfølgelig), så er der en chat derinde og der er en brev kasse hvor det er læger eller psykologer der besvare brevene. Samtidig står der en masse omkring depritioner osv.,! Jeg er selv inde på siden, og mit navn er TheBlue, og hvis du vælger at oprette dig derinde, er du meget velkommen til at skrive til mig! Jeg har ikke været derinde så længe endnu, men jeg kender flere der er derinde og jeg har selv fået det varmt anbefaldet!
Ønsker dig det bedste frem over,
om du opretter profil derinde eller ej!
Mange varme tanker
TheBlue

Det eneste vi var igennem var en masse afhøringer hos politiet. Men nogle af dem var meget søde, men det var jo ikke megen hjælp. Jeg begyndte med psykolog og psykiatriker for et par år siden. Men psykologen er jo meget dyr, så det er begrænset, hvad jeg har råd til. Psykatrikren giver mig bare en masse medicin, som jeg får det dårligt af.

..at høre alt det du har været i gennem.
Jeg har selv haft en masse problemer, bla. også med at stole på andre og sådan, har haft en go barndom og så alligevel ikke. Men nok om det.
Jeg fik en depration sidste år, og gik helt ned, jeg fik også medisin, men trappet hurtigt ud, så jeg kun var på lykkepiller. (med meget små bivirkninger.) Jeg gik også til spykolog, mne havde heller ikke råd til det i længden. Der efter gik jeg i hypnose, det koster også, men man behøver jo heller ikke så mange gange. Efter bare 1 gang, kunne jeg overskue at lave mad, tømme postkasse osv. Ved godt at det ikke er helt der ude du er, men vil ihverfalde varmt anbefalde dig at prøve det, bare til at komme over på og se der fra hvad man så skal.
Der ud over kan du snakke med din læge om at komme til en samtale psykiater, og siger du helt ikke vil have mere medisin. Det er da an mulighed.
Held og lykke med det..Skrive endlig hvis det er noget :o) Rigtig go jul til dig...Tipi

Nej det var godt nok ikke meget hjælp du har fået!! Og det er bestemt ikke godt, når du har været igennem så hårde ting!!
Ja en psykolog kan være dyr, og nej det nytter ikke noget at du bare for noget medicin som du bliver dårlig af..
Det er lidt svært at skrive med dig, om det over her! Men, som sagt syns jeg at du skal prøve at oprette dig derinde på depnet.dk, det er gratis og du kan altid slette din profil igen hvis det ikke er noget for dig! Ellers syns jeg at du skal prøve at snakke med din læge om nogle af dine problemer eller tage ned på den psykiatriske afdeling der hører til din kommune. Ikke at du skal indlægges, men for at snakke og hører hvad de evt. kan gøre for dig. Og fortæl dem også at du ikke kun skal have noget medicin, men har brug og behov for at få snakket alle de ting du har været igennem, igennem! Det kan godt være du vil få medicin oven i, men det kan hjælpe dig imens du går til psykolog eller en anden form for behandler! Men medicinen kan være med til måske at gøre hverdagen nemmere, men det vil ikke fjerne det helt! Men syns at du skal gøre forsøget og snakke med enten din læge eller den psykiatriske skadestue, evt. begge!
Jeg vil meget gerne hjælpe og snakke med dig hvis du har lyst til det! Hvis du gerne vil det, så gå ind på depnet og skriv til mig, så kan vi snakke sammen! Jeg vil ikke give dig min mail over her, da jeg ikke vil have alle andre skal have den, men til til mig på depnet, så finder vi ud af det!
Og hvis det måske kan hjælpe dig lidt, så vil jeg fortælle dig at jeg selv er psykisk syg. Det kan nogen gange være nemmere at snakke om problemer med en der slev har problemer! Også selvom det ikke er de samme problemer man har!
Håber du har haft en god dag!
Mange varme hilsner TheBlue