hvorfor er i utro?

ja.. det siger vel sig selv.
hvorfor er i utro? fortæller i det til jeres partner bagefter? og ved den i har været sammen med, at i har kæreste/er gift?

der findes ikke utro mænd, kun grimme kvinder.

Nåååå der findes ikke utro mænd, kun grimme kvinder.
Ja man skal jo være to om det.

Ude er godt,men hjemme bedst.Kan godt lide af få noget fremmed mandfolk,nej jeg lever ikke i forhold,er fri som fuglen,så ingen at stå til ansvar for,herligt.

hvorfor skriver du "ja.. det siger vel sig selv."?
Jeg var min kæreste utro fordi hun helt havde mistet lysten til sex på trods af at jeg gjorde alt, så hun skulle føle sig som kvinde, jeg drog omsorg om hende og stod på hovedet for hende, jeg gav hende kærlighed men fik ikke meget igen. Jeg følte mig presset af mine omgivelser til at blive hos min kæreste og turde ikke slå op med hende.
Så en dag fik jeg pludselig et uventet "tilbud" mens jeg var midt i mine frustrationer og jeg "slog til". Det har jeg siden fortrudt hver dag.
Det var min historie, hver har sin historie og det giver ikke altid sig selv.

Er det virkelig rart at have sex med mange forskellige? Tænk hvad du udsætter dig for. Jeg synes du skulle klemme dine ben sammen - og lad da være med at abslout at skulle have...

Er det her et nonnekloster måske?

kun uduelige mænd

hvor lille lorten sidder og fører sig frem og siger "der findes ingen impotente mænd, kun grimme kællinger" - den var meget go´i filmen, men mishusket og gentaget, tager den sig knapt så elegant ud.

er i reglen selv døve og kan ikke høre musikken.

bare brug for at vide de stadig er attraktive. Og det glemmer ham/hun derhjemme jo af og til.

for hvem, det alt for sent er gået op for, at de ikke har løbet hornene af sig, men nu er fanget i konflikten mellem at bevare et godt og trygt forhold, som måske bare har indeholdt alt for lidt sex i alt for lang tid og så tage valget at slå alle pæle op, slå op med partneren, skilsmisse, flytte fra hus og hjem osv.

Mødte hende første gang på diskotek. Havde en dejlig fræk aften på dansegulvet, fortalte jeg er gift og fulgte hende hjem.
To månder efter møder jeg hende igen på samme diskotek. En time efter ligger vi og elsker resten af natten.
(Det er de eneste to gange jeg er i byen hele vinteren)
Jeg har svært ved at fatte hvad der er sket men vi var nok begge lidt berusede. Ugen efter opsøger jeg hende for at møde hende helt ædru ... vi snakker og kysser. Jeg gør det igen klart for hende at jeg er gift og vil blive hvor jeg er. Vi indleder et kærlighedsforhold, hvor vi ses 1-2 gange i ugen både til dejlig sex men lige så tit til en snak og kaffe
Det er nu 8 mdr siden det startede. Hun har fået en "rigtig" kæreste... men vi kan stadig ikke undvære hinanden. Skriver sammen og ses 2-3 gange i måneden.
Vi ved begge at det ikke er en ideel sitation uden fremtid, og har flere gange forsøgt at stoppe... men vi kan ikke, så nu tager vi en uge af gangen.
Jeg er lykkeligt gift med en vidunderlig kvinde. Det er første gang jeg er hende utro og jeg forstår ikke helt hvordan mine følelser kan styre så meget. Jeg kan ikke forklare hvorfor jeg gør det... men det er næsten som et uvirkeligt eventyr. Min elskerinde er også overrasket over det hun har rodet sig ind i.
Min kone og elskerindens kæreste ved ikke noget.
Min fornuft siger jeg skal stoppe... men efter adskildelige forsøg... viser det sig ikke at være så enkelt.
Før dette skete var jeg fordømmende overfor utroskab... mit syn er mere nuanceret nu.
Jeg er nervøs for at min kone skal opdage det, og der er tidspunkter hvor jeg savner min elskerinde så det gør ondt i maven. Så på trods af intense dejlige stunder vil jeg ikke anbefale utroskab... blot advare om at man pludselig kan stå midt i det.

Jeg har været utro af mange forskellige grunde og i langt de fleste kærlighedsforhold, som jeg har haft.
Indtil jeg var omkring 25 år, var jeg aldrig rigtigt forelsket i de forskellige cirka tyve kærester i forhold af vidt forskellig varighed, jeg havde, og var kronisk utro.
Personligt er jeg ude af stand til at føle jalousi, og det forklarer måske, hvorfor jeg den dag i dag igrunden ikke har samvittighedsnag over min utroskab.
Da jeg var 25 år, begyndte jeg at udvikle dybere og stærkere følelser for mine kærester. I perioder var jeg ikke utro, fordi jeg simpelthen ikke var i stand til at se noget i andre kvinder, end i de to kærester, som jeg har haft de stærkeste følelser for.
I begge tilfælde endte jeg dog med at være utro - paradoksalt nok som en direkte følge af, at de begge havde stærke anlæg for jalousi. Da de begyndte at fremsætte anklager mod mig, gjorde det mig helt paf, da jeg vitterligt ikke nærede lyst til andre kvinder.
Men da jeg havde hørt tilstrækkeligt mange grundløse anklager, blev andre kvinder pludselig meget mere interessante. De moralske kvababelser over min utroskab, som jeg udviklede, fik jeg bragt til tavshed ved forskellige fif.
Fx skelnede jeg kraftigt mellem fysisk og følelsesmæssigt utroskab. Den første form - det tilfældige møde, som resulterer i et engangsknald eller et ganske kort sidespring - opfattede jeg som noget uafvendeligt, som noget der bare sker engang imellem.
Den anden form for utroskab har jeg faktisk aldrig praktiseret, så mine sidespring har aldrig varet længere end ganske kort og har udelukkende været baseret på fysisk tiltrækning.
Nu står jeg i den åndssvage situation, at jeg søger den eneste ene, men er ude af stand til at finde hende. Jeg har ikke svært ved at finde kvinder, men kan ikke finde én, som jeg kan forelske mig i. Følgen er, at jeg søger videre ved siden af mine forhold, der efterhånden har en tendens til at være ret kortvarige. Ironisk nok er det blevet sådan, at min romantiske længsel efter et fast og varigt forhold med den rette giver sig udtryk i min stadig utroskab over for alle de 'måske egnede'.
Hvad kan man konkludere ud af alt dette? Tja, måske at jeg blot konstant søger nye måder at retfærdiggøre en adfærd, som jeg til syvende og sidst ikke ønsker at ændre. Jeg møder sikkert på et tidspunkt en kvinde, som jeg forelsker mig hovedkulds i, og som vil gengælde min kærlighed, men jeg er efterhånden kommet til at tvivle på, at jeg på længere sigt kan ændre mit adfærdsmønster.

Hej Kain.
Det lyder flot ik? At være en æstetiker, noget med at have æstetisk sans.
Men i Søren Kiekegaards terminologi har det en lidt anden betydning. Og sjældent har jeg set et eksempel på en æstetiker, der passer bedre, end dig.
Han inddeler os på forskellige udviklingstrin. Nederst og uden for kategori er spidsborgeren. Han gør som alle de andre. Indretter sig fuldstændig efter andres og samfundets normer. Og aner ikke han har et valg til at gøre andet.
Æstetikeren er den næste. Tilsyneladende sådan en som dig. Han ved, han har et valg. Men det ene kan være lige så godt eller skidt som det andet. Gift dig, og du vil fortryde det. Gift dig ikke, og du vil fortryde det. I stedet jagter han den øjeblikkelige nydelse. Jagten er det vigtigste. Når han har vundet byttet, bliver det straks uinteresseant og han kigger sig om efter noget nyt. Konstant fylder han det, Kirkegaard kalder det indre hul af ekstitentiel angst op med øjeblikkelig nydelse.
Livet for en æstetiker glider fra ham. Til sidst står hantilbage og opdager, at livet er forbi, og hvad har han fået ud af det, andet en tom forbigående nydelse. Hvad har du fået af virkelig værdi.
Næste trin kalder han etikeren. Etikeren ved han har et valg. Tager det på sig. Gifter sig. er ansvarlig. Også selv om der måske findes noge der er bedre uden for havelågen. Måske du skulle skifte livsstil Grave dybt i dig selv. Tage nogle nye valg.
Hilsen ano