Jeg vil komme ind på, hvad der er normalt selvom jeg ved, hvor svært spørgsmålet er.
Under min uddannelse skrev jeg tre eksamensopgaver om normalitet, og det skyldtes en ærlig undren.
Jeg opdagede nemlig, at der var endda meget lidt litteratur om normalitet, selvom jeg havde en opfattelse af, at "det normale" er noget helt centralt for menneskets natur.
Du har nævnt psykopaten, og jeg har læst dit link. Lægen eller psykologen kan ikke måle psykopati, for der findes ingen målemetoder der viser at en person er 4,7 narcissistisk eller lignende. Det vil sige, at en psykiatrisk diagnose ikke bygger på et naturvidenskabeligt grundlag, og det understreges af, at man ikke kan definere normalitet ordentligt (så hvornår afviger man fra det normale)?
Alligevel er det af og til let at blive enige om, at en person er psykopat.
Den mest udbredte normalitetsopfattelse er, at det de fleste gør er det normale (det statistiske normalitetsbegreb).
Den opfattelse lider af nogen indlysende svagheder. F.eks. er det ikke normalt at slå andre mennesker ihjel, men alligevel har normale mennesker dræbt omkring 200 millioner normale medmennesker i krige i løbet af de sidste 100 år.
Man har selvfølgelig brug for en normalitetsopfattelse, som er uafhængig af, om en psykopatisk morder får en tapperhedsmedalje i krigstid, eller om han bliver spærret inde på retspsykiatrisk i fredstid.
Noget andet er, at nogen definerer det normale som det sunde individ, og så falder størstedelen af befolkningen igennem og bliver afvigere, fordi mange ikke lever specielt sundt.
Man kan opdele de forskellige måder at se på normalitet på i tre overordnede kasser (som læger og psykologer kalder paradigmer).
1. Det ætiologiske paradigme, som søger begrundelser
Det er her man finder psykiatrien, som leder i en afvigers fortid for at finde ud af hvad der gik galt, eller årsagen til at afvigeren blev syg.
2. Stemplingsparadigmet
Det går i korthed ud på, at der forgår en forhandling om hvorvidt en person er afviger. En siger måske: "Du er tosset i hovedet" - "vel er jeg ej, det er dig selv, der er tosset"...
En person deltager måske i mange af den slags forhandlinger, og til sidst tror han på det. I det øjeblik personen selv accepterer, at han er tosset, bliver han afviger.
3. Magtparadigmet
Det går ud på, at de der har magten bestemmer, hvad der er normalt.
###
Jo videre rammer der er for det normale, desto færre afvigere bliver der i et samfund - og det påvirker selvtilliden og evnen til at fungere når nogen får stemplet som afviger.
Der er en anden ting som jeg synes er væsentligt, men dette bliver langt, så jeg nævner det lige kort.
Der er udbredt enighed om, at normerne bliver internaliseret i personligheden i 5-6 års alderen, og så følger de personen livet igennem. Normer behøver man ikke at være bevidste om, men man kan være det. det må betyde, at den intelligente har lettere ved at blive bevidst om sine egne normer, men de slipper ham aldrig helt (selvom han måtte finde dem uhensigtsmæssige).
Deraf kommer f.eks. at nogen i deres bevidsthed kan mene og sige, at de ikke har noget imod bøsser, men alligevel har de det ubevidst, og kan samtidig mene sådan noget som: "Homoseksuelle kirke-vielser er ikke en kamp for værdier men en kamp imod ægteskabet" - selvom de selv tror, at de ikke har noget imod bøsser.
Normerne i det ubevidste fungerer nemlig ikke efter logikkens love.
Når der så indvandrer nogen med anderledes normer, har vi balladen.
[quote="anklageren" post=2843083]Jeg mener, at hunde bliver opdraget som mennesker og i mindre grad som hunde.
At en hund gøer, er et tegn på, at den aldrig er blevet voksen, og næsten alle hunde gøer.
En ulv gøer som hvalp, men en voksen ulv gøer ikke. Det samme er tilfældet med grønlandske slædehunde, som får lov til at udvikle sig uden at mennesker blander sig så meget i hundelivet, som mennesket gør ved deres kæledyr.
Hunde er ellers en af de arter, som bliver født med sociale egenskaber ligesom jeg mener at mennesket gør, og jeg er ikke enig i, at der blot er tale om sociale behov - fordi jeg ikke kan forestille mig en evolution, hvor en art har udviklet sociale behov uden at have udviklet de tilhørende sociale egenskaber.
Jeg har ikke tid lige nu, men ville ellers gerne have skrevet mere, fordi jeg synes din mening lyder interessant.
[/quote]
Om man bliver til at omgåes for andre væsner/mennesker (f.eks. en hund der har fået sat grænser og holder op med at gø) har - for en stor del - med forældrene eller menneskene at gøre. Det gælder også for børn. Men jeg tror ikke på, at forældre eller mennesker kan gøre det hele.
Nu gør jeg det her kort, ellers bliver diskussionen alt alt for omfattende, så her et enkelt eksempel: videnskaben er begyndt at diskutere, om f.eks. psykopati kan være medfødt eller ej (jeg tror personligt det er medfødt): http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/kan-en-psykopat-selv-gore-det
I mange år har man haft den tankegang at miljøet spillede den største rolle. (F.eks. blev mødre til autister kaldt kølskabsmødre). - Men det forklarer ikke, hvorfor nogen voksne, som er blevet mishandlet, svigtet og har fået tæsk som børn, tager sig en uddannelse og får sig en karriere på trods! Og det forklarer heller ikke, hvorfor andre, som har fået en tryg barndom, begynder at tage stoffer og hænge ud som voksne. Man er begyndt at snakke om alkohol-gener, ADHD-gener osv. Og heldigvis for det.
Det jeg tror er medfødt: følsomhed/mangel på samme, social intelligens, øvrige talenter/intelligens, viljestyrke.
Dem, som er født med visse talenter får masser af ros af samfundet, fordi de klarer sig godt. - Men det er stadigvæk sådan, at dem som klarer sig mindre godt, får at vide at det er deres egen skyld. Jeg tror personligt ikke på det. Jeg tror på, at vi er født med forskellige forudsætninger - og matcher de ikke samfundskravene, bliver modgangen for stor.