Hvorfor er det så vigtigt at kende Jesus?
Nu har alle vist bemærket, at jeg går meget højt op i om man kender Jesus eller ej? Jeg har fortalt at jeg kender Jesus, og har spurgt forskellige personer på debatten om de gør. Reaktionerne har delt sig i nogle mønstre:
1) Nogle virker glade for at få spørgsmålet, og svarer klart og tydeligt ja. Disse mennesker glæder sig formentligt med Jesus hver eneste dag, som hvis han var en nær ven
2) Andre afviser spørgsmålet som irrelevant - Jesus er ikke en man skal kende. Næ, det relevante spørgsmål er efter deres mening, om man overhovedet kan bevise eksistensen af denne Jesus
3) Og så er der dem midt imellem, som føler sig pinligt berørt over spørgsmålet. Den skal de godtnok lige tænke over. Nogle er efter et stykke tid vendt tilbage og har konkluderet, at jo, de kender da egentligt Jesus. Andre nægter at besvare spørgsmålet.
Men hvorfor er der denne forskel på folks reaktioner? Hvis vi nu bytter navnet Jesus ud med Viggo henne på arbejdet, ville man så se den samme spredning i reaktioner? Eller ville svarene ikke bare dele sig op i de der kender Viggo og de som ikke gør? Det tror jeg - enten kender man en person, eller også kender man ikke en person. Hvis man føst lige skal tænke efter om man kender vedkommende, er det nok ikke en man er sammen med særlig ofte!
Værdien af at kende Jesus er blandt andet, at så behøver man ikke bevise hans eksistens: man kender ham jo! Om andre tror på han eksisterer eller ej er underordnet - den man kender, kender man. Men værdien af at kende Jesus rækker nu en del videre end det....
*******************************************************
I Bibelen står at det evige liv er at kende Faderen og Sønnen. Der lægges altså voldsom vægt på vigtigheden af at kende Jesus, og det er ikke bare for at kunne klare sig i diskusioner med ikke-troende. Næ, det er selve det evige liv at kende Jesus! Hvordan det, kunne man spørge? Og hvorfor er det så ikke alle der kender Jesus, kunne man også indvende?
Når vi ikke alle kender Jesus skyldes det, at vi mennesker slet ikke af os selv kan kende Gud. Det er jo det de ikke-troende så ihærdigt fortæller os: Vi kan ikke engang bevise, at Gud eksisterer. Det er en meget vigtig pointe de ikke-troende her fremfører, som man ikke skal kimse ad - den er sand, og den viser at vi mennesker naturligvis ikke kan kende Gud. Naturligvis, skriver jeg, fordi vi af naturen er faldne mennesker som ikke har samvær med Gud og ikke kan have det. Så hvis vi holder os til den natur vi fik i dåbsgave, såm er det umuligt at kende Gud, at se Gud, at bevise Gud eksisterer, og hvad man ellers kan komme med af indvendinger. De ikke-troende har ret venner - Gud ligger udenfor vores forstand og fatteevne.
Men så står der noget meget mærkeligt i Bibelen, nemlig at man kan blive født af Gud!!!! Jep, man kan få Guds sæd i sig, så man forstår ting der hører Gud til. Bliver man født af Gud kan man pludseligt kende Gud - ellers ikke. Det siger Bibelen også direkte:
"Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. .... enhver, som synder, har ikke set ham og kender ham ikke." 1 Joh 3:9,6
Vores naturlige menneske som vi er født med, forstår altså de naturlige ting i vores omverden, men fatter intet af det der handler om Gud, medens den lille nye indre menneske der fødes når vi bliver født af Gud fatter de åndelige ting som hører Gud til. Vores lille nye indre menneske er nemlig ånd, ligesom Gud er. Derfor forstår mennesker der er født af Gud intuitivt, at Gud er deres far - virkelige far, altså så de ikke længere behøver begræde at de ikke kan bevise Guds eksistens. Nu kender de ham jo og har derfor del i det samme liv som Han, nemlig det evige liv.
De som begejstrede kan bekende, at de kender Gud er dem der kender Gud. De ikke-troende der fastholder, at Gud kan man ikke kende, da man ikke engang kan bevise hans eksistens har også ret - et kødeligt menneske kan ikke kende Gud - de forstår ikke Gud, da de ikke kender ham.
Den virkelig spændende gruppe er restgruppen, som først skulle til at finde frem til en eller anden filosofisk forklaring på, at jo de kender Jesus. Men nej - Jesus kender man på samme måde som man kender enhver anden: ikke som en filosofisk udredning, men som en ven man holder af.
At kende Jesus er at kende de ting som hører Gud til. Eksempelvis det evige liv. Derfor er det evige liv at kende Gud - så lever man det allerede, og er gået fra døden til livet. Det er noget vrøvl i den ikke-troendes øre (ellers lyver de overfor sig selv, hvis de påstår det modsatte), filosofferne kan filosofere over hvad det dog kan betyde, men os der kender Gud ved hvad det betyder. Så enkelt er det🙂
1) Nogle virker glade for at få spørgsmålet, og svarer klart og tydeligt ja. Disse mennesker glæder sig formentligt med Jesus hver eneste dag, som hvis han var en nær ven
2) Andre afviser spørgsmålet som irrelevant - Jesus er ikke en man skal kende. Næ, det relevante spørgsmål er efter deres mening, om man overhovedet kan bevise eksistensen af denne Jesus
3) Og så er der dem midt imellem, som føler sig pinligt berørt over spørgsmålet. Den skal de godtnok lige tænke over. Nogle er efter et stykke tid vendt tilbage og har konkluderet, at jo, de kender da egentligt Jesus. Andre nægter at besvare spørgsmålet.
Men hvorfor er der denne forskel på folks reaktioner? Hvis vi nu bytter navnet Jesus ud med Viggo henne på arbejdet, ville man så se den samme spredning i reaktioner? Eller ville svarene ikke bare dele sig op i de der kender Viggo og de som ikke gør? Det tror jeg - enten kender man en person, eller også kender man ikke en person. Hvis man føst lige skal tænke efter om man kender vedkommende, er det nok ikke en man er sammen med særlig ofte!
Værdien af at kende Jesus er blandt andet, at så behøver man ikke bevise hans eksistens: man kender ham jo! Om andre tror på han eksisterer eller ej er underordnet - den man kender, kender man. Men værdien af at kende Jesus rækker nu en del videre end det....
*******************************************************
I Bibelen står at det evige liv er at kende Faderen og Sønnen. Der lægges altså voldsom vægt på vigtigheden af at kende Jesus, og det er ikke bare for at kunne klare sig i diskusioner med ikke-troende. Næ, det er selve det evige liv at kende Jesus! Hvordan det, kunne man spørge? Og hvorfor er det så ikke alle der kender Jesus, kunne man også indvende?
Når vi ikke alle kender Jesus skyldes det, at vi mennesker slet ikke af os selv kan kende Gud. Det er jo det de ikke-troende så ihærdigt fortæller os: Vi kan ikke engang bevise, at Gud eksisterer. Det er en meget vigtig pointe de ikke-troende her fremfører, som man ikke skal kimse ad - den er sand, og den viser at vi mennesker naturligvis ikke kan kende Gud. Naturligvis, skriver jeg, fordi vi af naturen er faldne mennesker som ikke har samvær med Gud og ikke kan have det. Så hvis vi holder os til den natur vi fik i dåbsgave, såm er det umuligt at kende Gud, at se Gud, at bevise Gud eksisterer, og hvad man ellers kan komme med af indvendinger. De ikke-troende har ret venner - Gud ligger udenfor vores forstand og fatteevne.
Men så står der noget meget mærkeligt i Bibelen, nemlig at man kan blive født af Gud!!!! Jep, man kan få Guds sæd i sig, så man forstår ting der hører Gud til. Bliver man født af Gud kan man pludseligt kende Gud - ellers ikke. Det siger Bibelen også direkte:
"Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. .... enhver, som synder, har ikke set ham og kender ham ikke." 1 Joh 3:9,6
Vores naturlige menneske som vi er født med, forstår altså de naturlige ting i vores omverden, men fatter intet af det der handler om Gud, medens den lille nye indre menneske der fødes når vi bliver født af Gud fatter de åndelige ting som hører Gud til. Vores lille nye indre menneske er nemlig ånd, ligesom Gud er. Derfor forstår mennesker der er født af Gud intuitivt, at Gud er deres far - virkelige far, altså så de ikke længere behøver begræde at de ikke kan bevise Guds eksistens. Nu kender de ham jo og har derfor del i det samme liv som Han, nemlig det evige liv.
De som begejstrede kan bekende, at de kender Gud er dem der kender Gud. De ikke-troende der fastholder, at Gud kan man ikke kende, da man ikke engang kan bevise hans eksistens har også ret - et kødeligt menneske kan ikke kende Gud - de forstår ikke Gud, da de ikke kender ham.
Den virkelig spændende gruppe er restgruppen, som først skulle til at finde frem til en eller anden filosofisk forklaring på, at jo de kender Jesus. Men nej - Jesus kender man på samme måde som man kender enhver anden: ikke som en filosofisk udredning, men som en ven man holder af.
At kende Jesus er at kende de ting som hører Gud til. Eksempelvis det evige liv. Derfor er det evige liv at kende Gud - så lever man det allerede, og er gået fra døden til livet. Det er noget vrøvl i den ikke-troendes øre (ellers lyver de overfor sig selv, hvis de påstår det modsatte), filosofferne kan filosofere over hvad det dog kan betyde, men os der kender Gud ved hvad det betyder. Så enkelt er det🙂